ASIEN

UROLIGHEDERNE I NEPAL RAMMER DANSK BISTAND

Uroligheder betyder, at landerammen for dansk bistand til Nepal er blevet nedjusteret. Forsker advarer om, at dansk bistand bliver gidsel i konflikten.

Af Marianne Hartz Thomas

Flere af de danske bistandsprogrammer har på grund af de svære betingelser i det urolige Nepal måtte standse aktiviteterne. Et nyt integreret miljøsektrorprogram, der skulle være gået i gang i 2005, er aldrig kommet i gang. Men der er ikke planer om, at Danmark skal trække sig ud af Nepal.

– Vi svigter ikke det nepalesiske folk i denne vanskelige stund. Vi hjælper dem og parterne til at finde tilbage til den demokratiske og politiske vej, og hjælper dem til at skabe fred, siger ambassadør Finn Thilsted i Nepal.

I de sidste ti år har maoister kæmpet mod Nepals feudale system, men der er ikke opnået nogen afklaring i magtkampen mellem kongen, de politiske partier og maoisterne. Efter at våbenhvilen blev ophævet i begyndelsen af januar 2006, er konflikten yderligere eskaleret mellem Nepals Kong Gyanendra på den ene side og maoisterne og de syv toneangivende politiske partier på den anden.

Lokalvalgene den 8. februar i år medførte voldsomme sammenstød mellem parterne og endnu kraftigere sanktioner i form af totalt udgangsforbud for befolkningen. Både EU og FN har sagt, at en militær løsning på problematikken er utænkelig, og derfor skal parterne finde en diplomatisk løsning.

– Da Kong Gyanendra overtog magten i februar 2005, traf Danmark den beslutning, at vi ikke ville indgå nye regeringsaftaler. Den beslutning ramte os ganske hårdt, fordi vi netop på det tidspunkt var i gang med at forberede et nyt integreret miljøsektorprogram, siger Danmarks Finn Thilsted og tilføjer, at de største programmer inden for skole og uddannelse kører som planlagt.

Danske uddannelseskroner kan blive til maoistiske tanker

– Hvis man ønsker kontrol og en mulighed for at kunne gøre en forskel i et land som Nepal, er udviklingsprojekter enormt vigtige og effektive midler ved et forhandlingsbord. Men det er yderst vigtigt at holde sig for øje, at projekterne ikke skaber goder som parterne i konflikten kan bruge mod hinanden, siger Timo Kivimäki, seniorforsker i sammenhængen mellem udviklingshjælp og konflikter fra Nordisk Institut for Asien Studier (NIAS). Han peger på Danmarks udviklingsmæssige flagskib i Nepal: Støtten til uddannelsessektoren, som et område, der kan skabe problemer.

– Mange af skolerne ligger i landområderne, hvor maoisterne har kontrollen. Derfor kan det betyde, at Danmark giver ressourcer til maoisternes indoktrinering af landbefolkningens børn. Det er en balanceakt, for hvis alternativet er ikke at støtte nogle programmer, så er spørgsmålet, hvilket to onder man vælger, siger Timo Kikimäki.

Danmark støtter regeringen

Ambassadør Finn Thilsted nikker genkendende til faren for indoktrinering ved de danske programmer.

– Overalt i landet benytter skolerne de nationale læseplaner og skolebøger. I områder, der kontrolleres af maoisterne, gennemfører disse fra tid til anden ’kulturelle’ programmer i skolerne, ligesom de bortfører børn og lærere til indoktrineringsprogrammer, forklarer han og fortæller, at maoisterne river billeder af kongen ud af skolebøgerne, og den nationale morgensang erstattes af revolutionære sange.

– Danske bistandsmidler bliver ikke anvendt til at støtte maoisternes kamp igennem indoktrinering af børnene, men vi og andre donorer støtter de krav fra maoisterne side, som regeringen har accepteret og gennemfører, som for eksempel at 20 procent af undervisningen skal være lokalrelateret, siger Finn Thilsted.

Ambassaden har sammen med andre donorlande i Nepal lavet et sæt regler – Basic Operating Guidelines – der specifikt for situationen i Nepal i 14 punkter udtrykker grundlæggende principper for, hvordan danskere skal arbejde med bistand i Nepal. For eksempel at der ydes støtte til alle fattige, ligegyldigt hvilken politisk overbevisning de har.

FN regner med, at maoisterne har kontrollen med omkring 80 procent af landet, hvor størstedelen af befolkningen bor, nemlig i landområderne.

– Vi gør alt for at sikre, at dansk bistand ikke bidrager til konflikten. Vi skal i hvert fald ikke kunne bruges eller misbruges. Maoisterne er klar over, at den bistand, som vi og mange andre lande yder, er målrettet den befolkningsgruppe, hvor de skal finde deres støtter. Derfor er de ikke interesseret i at forhindre arbejdet, siger Finn Thilsted. Han fortsætter: – Gennem vores mange partnerskaber med civilsamfundsorganisationer i Nepal søger vi at dæmme op for konfliktens negative konsekvenser for de mest udsatte befolkningsgrupper og samtidig styrke deres muligheder for at arbejde for fred og demokrati.

– Det er vigtigt at forstå, at det er den nepalesiske befolkning, der står i centrum for vort engagement, slutter Finn Thilsted.

DANMARK FÅR INGEN CHEDDAR OG CHIFFON FRA NEPAL

Af Marianne Hartz Thomas

Chiffonstoffer fra Nepal i danske modebutikker og cheddaroste produceret på dansk vis i nepalesiske butikker kommer ikke til at se dagens lys på grund af den voldsomme konflikt i Nepal netop nu.

Grundet væbnet kampe og udgangsforbud kan danske virksomheder ikke operere i landet længere. udvikling har talt med to af de virksomheder, som hver har fået 500.000 kr. under Privat Sektor Programmets start-up facility til at arbejde med partnere i Nepal.

Den danske designer Stasia Hellas, der ejer tøjmærket og butikken Stasia, har været i Nepal i efteråret for at sætte et projekt i gang med en nepalesisk systue; Swoniga Designs. De 15 syersker har har blandt andet fået danske symaskiner. I februar skulle Stasia Hellas af sted igen for at undervise dem i danske syteknikker og designs, som de vil bruge på nepalesiske stoffer. Flere af kreationerne ville hun sælge i sin butik.

– Jeg har stort set opgivet. Måske ryger vores samarbejde fuldstændig. Mine syersker derude har ikke været uden for en dør i over en uge (midten af februar, red.) på grund af udgangsforbudet. Sidst jeg var derude, sad jeg på et hotel i en uge. Det er meget trist, siger hun.

Hos Scanpro A/S, der leverer mejerimaskiner og udstyr til procesudvikling, kommer den samme melding. Virksomheden ville i februar starte deres samarbejde med Himalaya Dairy Products i Nepal om produktion af cheddaroste, og personale fra den danske virksomhed skulle have været i Nepal.

– Det er for usikkert at sende nogen derud, så vores samarbejde er gået fuldstændig i stå. Det kan jo være udskudt flere måneder. Vi prøver først igen, når den politiske situation tillader det, siger Scanpro’s direktør Jens Erik Christensen.

Siden år 2000 er der startet 14 projekter i Nepal med hver cirka 500.000 kr. under Privat Sektor Programmets start-up facility.

Danmarks samlede eksport til Nepal var på 13,4 mio. kr. i 2005 ifølge Danmarks Eksportråd.

SKOLEN FLYDER I GOA

Indien: Når børnene ikke kan komme til skolen, må skolen komme til børnene. Det er tanken bag det flydende skoleprojekt MovingSchool, hvor børn af kasteløse daglejere kan gå fire år i skole.

Af Pia C. Nielsen

Indiske Manisha Kulkarni kunne egentlig skrive marinebiolog på sit visitkort. Men da hun for fire år siden mødte det dansk finansierede NGO-projekt MovingSchool i delstaten Goa i Indien, sagde hun, efter kun én dags betænkningstid, ja til at blive skolens første lærer.

Hun skulle, som eneste lærer, undervise en snes børn, der uden projektet aldrig ville komme til at se et klasselokale indefra.

Tanken bag skolen er, at den rent fysisk skal bevæge sig med børnene ved at blive trukket med langs floden, hvor de bor.

Børnenes forældre er kasteløse daglejere fra nabostaten Karnataka, som graver sand i Tirakolfloden i det nordligste Goa. Normalt opholder de sig kun tre til fire måneder ad gangen på ét sted, og børnene når derfor aldrig at begynde i en lokal skole. Efter fire års tovtrækkeri med myndighederne blev den første flydende skole indviet i marts 2005, og den ligger nu for anker ved bredden af Tirakolfloden.

Selv om man kun er fire år, kan man godt skrive lidt. De mindste søskende får også lov at komme med i skole. Foto: Karen Christensen.

Skolen flytter sig med børnene

Manisha Kulkarni er ikke længere enelærer på skolen, men fungerer nu som koordinator og drivkraft i den indiske NGO, der driver skolen.

Hun holder opsyn med skolerne, lærerne og undervisningen, taler med myndigheder og underviser i naturfag. Selv om der er langt fra det videnskabelige niveau som marinebiolog, er Manisha Kulkarni ikke i tvivl om, hvorfor hun valgte det ulønnede job som lærer på skolen: – Uden skolen ville disse børn følge i deres forældres fodspor. De kender ikke deres mest basale rettigheder, og der er ingen i Goa, som bekymrer sig om dem, fortæller hun.

Børn af kasteløse daglejere fra nabostaterne er et massivt uddannelsesmæssigt problem for delstatsregeringen i Goa. De kaldes populært floating people (flydende folk, red.), fordi de kun opholder sig et par måneder ad gangen på ét sted, og de udgør godt 500.000 personer oveni Goas befolkning på 1,4 millioner. Den politiske målsætning for Goa er at nedbringe analfabetismen til et minimum, og her forstyrrer den flydende befolkning statistikken.

Dråben laver ringe i vandet

MovingSchool har de seneste to år modtaget støtte fra Danidas Minipulje gennem Projektrådgivningen i Århus. For ca. 30.000 kroner om året er det muligt at drive en skole med plads til 30 børn. Undervisningen følger de retningslinier, der gælder for skolerne i Karnataka.

– Børnene skal jo gerne kunne læse videre i det almindelige skolesystem i deres hjemstat, siger Manisha Kulkarni.

På et par punkter adskiller MovingSchool sig dog fra de offentlige skoler i Indien: Klassekvotienten er væsentlig lavere, og man holder et skarpt øje med det faglige niveau hos lærerne. Manisha Kulkarni fortæller også stolt, at et par af eleverne er gået direkte fra skolens fjerde og sidste klasse ind i en almindelig syvende klasse i deres hjemstat.

Den indiske kvinde er godt klar over, at projektet kun kan hjælpe en brøkdel af de ’flydende’ folks børn. Hun betragter den flydende skole som et laboratorium, der kan inspirere andre.

– Naturligvis er det bare en dråbe i havet det her, siger Manisha Kulkarni og tilføjer: – Men vi er med til at danne ringe i vandet, når ideen spreder sig og får andre til at indse, at man godt kan gøre noget in a small way.

Læs mere om projektet på http://www.MovingSchool.org

Pia C. Nielsen arbejder som selvstændig finansiel rådgiver og freelancejournalist og har over ti års erfaring med bistandssamarbejde.