AFRIKA

JEG ER SORT FRA ZIMBABWE

Skrækscenariet for Louise Windfeld-Høeberg var at ende som medfølgende diplomathustru i Zimbabwe. Men sådan gik det alligevel – selv om der også blev plads til at skrive en roman, tage en universitetsgrad og få tre børn.

Af Marianne Hartz Thomas

Louise Windfeld-Høeberg, medfølgende diplomat hustru og tidligere TV2-journalist, har netop udgivet sin første skønlitterære bog Iscenesætteren, der bygger på hendes fem år i Zimbabwe. – Der var en konstant underliggende følelse af stress, mens vi var der. Vi måtte lyve lidt hver dag. Ingen måtte absolut vide, at jeg har en fortid som journalist og skrev en bog, siger hun. Foto: Poul Kjar

8.359 kilometer fra København.

I hvad amerikanerne kalder en af verdens seks tyranstater. Stækket på vingerne. Med hænderne for øre, øjne og mund, som de tre kinesiske aber. Som diplomatfrue følte hun sig ligestillingsmæssigt bombet tilbage, til før hendes mor blev født: Pænt konversere, ordne hjem, styre tjenestefolkene og drikke gin og tonics.

Den nu 36-årige Louise Windfeld-Høeberg debuterende forfatter til romanen Iscenesætteren og tidligere journalist på TV2 Nyhederne har måttet sluge mangt et ego i de fem år, hun har boet med sin mand i Zimbabwes hovedstad Harare. Drømme, ambitioner og behov er blevet lagt i skuffen.

Men seks år i Afrika har alligevel taget hende med storm, og nu vil hun ikke tilbage til Danmark. Familien er netop flyttet til Zambia, hvor hendes mand har fået arbejde for Danida. I Zimbabwe arbejdede han først for EU, og siden for det amerikanske bistandsbureau, USAID.

Forkælet forstadsfrue

Louise Windfeld-Høeberg blev i 2001 landskendt som en forkælet forstadsfrue.

Sådan kaldte debattører hende i Weekend-avisen, da hun i et læserbrev klagede over, at hun kedede sig, og at hun måtte stille sin karriere i bero. I stedet levede hun et liv, hvor de andre diplomatkvinder bager kager til velgørenhed, ”hvis bølgerne går højt”. Men også et liv med ”de største menneskelige og naturmæssige oplevelser i mit liv”.

– Jeg føler mig ligeså afrikansk som dansk. Når jeg ser en sort på gaden i København, tænker jeg: ”Godt jeg ikke er den eneste”. Jeg føler mig sort. Det er der, jeg hører til. Vi har et skæbnefællesskab med mange af folkeslagene i Afrika, og jeg vil gerne give noget tilbage til dem i form af mine vidneberetninger, bøger eller journalistik, siger hun.

Hun er lyshåret med bestemt stemmeføring og en gnist i de blå øjne, eller vel nærmere en flamme, der tydeligt brænder, når hun taler om Zimbabwe og de uretfærdigheder mod civilbefolkningen, hun har måttet lukke øjnene for.

Sætter virkeligheden i scene

Nu giver hun igen med sin skønlitterære bog Iscenesætteren fra december 2005. 269 sider om den danske journalist og medfølgende hustru Caroline, som bliver spundet ind i korruption og politisk spil i Zimbabwe.

Robert Mugabe, Zimbabwes præsident igennem 26 år, optræder i egen person, og de brutale ungdomslejre, som unge politibetjente og toldere skal igennem, er også beskrevet.

Louise Windfeld-Høeberg maler et billede af et smukt og kontrastfyldt land i undtagelsestilstand. Og et billede af livet som diplomat og de spilleregler, der følger med.

– Et realistisk billede med en fiktiv handling, siger hun.

Hun fortæller om, hvordan Mugabes hær forsøger at slå modstanderne af banen. Særligt er der et eksempel, der får hendes øjne til at lyne.

– Regeringshæren tager ud til politikerne og hælder for eksempel benzin over den yngste søn. Med en tændstik i hånden, siger de, at politikeren kraftigt skal overveje, om han vil stille op, for næste gang stryger de tændstikken. Det er jo tortur! Ingen herhjemme ved, hvad der sker. Ingen ved, hvor frygteligt det er.

Fra ondt til værre

Da familien Windfeld-Høeberg kom til Zimbabwe i 1999 var det kort før Mugabe nationaliserede jorden og ’gav den tilbage til de sorte’, som han kaldte det. Siden har der fulgt brutale overgreb på mange af de hvide farmere, men også på den fattigste del af den sorte befolkning.

– Det har været en lang nedtur i de fem år. Der er ganske få hvide farme, som bliver drevet videre. Nu er der kun få subsistensløse landbrug, som slet ikke producerer nok, forklarer hun.

I slutningen af 2005 satte Mugabe operation Murambatsvina eller tsunamiopratio-nen, som NGO’erne kalder den, i gang. Den skulle officielt rydde op i den kriminelle underverden. Den gjorde 700.000 af de fattigste indbyggere hjemløse, da de fik besked på at tage tilbage til deres landsbyer, og regeringstropper brændte deres boliger ned. FN regner med, at flere end fire millioner mennesker mangler mad.

– Jeg havde været ude at rejse, da det skete. Og kørte ind mod centrum forbi slumkvartererne. Himlen havde en forkert farve. Der var tåget på en mærkelig måde. Da vi kørte forbi, lignede det en krigszone. Der var intet højere end knæhøjde. Alt var affald og glasskår, og der gik folk rundt og ledte efter deres ejendele. På et hjørne stod en politibetjent. Og han fik lov at stå der! Selvom han jo var blandt dem, der lige havde lynchet hele området. Hvad er der galt med folkesjælen, når han kan få lov at stå der uberørt? spørger hun.

Bedstefar Mugabe

Men når en hel nation opfatter præsidenten som deres bedstefar: Streng, men til for det bedste, så skal der nærmest nye generationer til for at ændre situationen i landet.

Og Louise Windfeld-Høeberg tror ikke på, at en afløser til den 84-årige præsident bliver meget bedre.

– Oppositionen er splittet. Zimbabwe kan ikke klare det uden hjælp udefra. Vi må lægge massivt pres på Sydafrika, der blandt andet er hovedleverandør af strøm til Zimbabwe og bede dem om at trykke på hovedafbryderen, siger hun.

Hun peger på biskop Pius Ncube, der fortjener Vestens støtte, og som efter hendes udsagn, ikke er bange for noget.

– Børnene sulter, og der er ingen aids-medicin. FN uddeler fødevarer, men de ender på Mugabes lager. Korruptionen er så åbenlys, at selv min søn på seks år ved, at der er noget galt, siger hun.

Syg i hjertet

Den slags realiteter har taget på familien i dagligdagen. En dagligdag, hvor tjenestefolkene midt om natten kom med deres malariasyge børn, som Louise og hendes familie måtte sørge for at bringe til et hvidt hospital for at få behandling.

– Børn leger sig ud af det. Mine ældste legede tiggerleg. Når jeg kom ind af indkørslen i bilen, skulle jeg rulle vinduet ned og give dem penge, for det så de, at vi gjorde, når vi kørte på vejene, fortæller hun.

Hun omtaler særligt de sidste seks måneder op til, at hun og familien flyttede til Zambia i januar, som en tilstand af klinisk depression for hele familien.

– Man bliver syg i hjertet af at se mennesker blive behandlet på den måde og ikke kunne gøre meget. Den dag, der sker noget i Zimbabwe, og vi kan komme ind, så er jeg den første journalist og gatecrasher ved grænsen. Og min familie skal med. Vi er nødt til at opleve sjælefred. Vi er nødt til at få lukket et smertefuldt hul, siger hun.

Da udvikling mødte hende, var hun på en lille uges visit i Danmark. En tur hun blandt andet brugte til at researche på sin næste bog, som kommer til at foregå på Amager med en hovedperson, der er tidligere prostitueret og hvid!

UDDRAG FRA LOUISE WINDFELD-HØEBERGS ROMAN ISCENESÆTTEREN

Det gode ved ikke at bo i Danmark var, at det blev et bedre land, jo længere væk man befandt sig. Ude i den store verden kunne man ” nøjes med at forholde sig til det bedste danske: Bedsteforældre, godt børnefjernsyn, bøgetræer, nyslået græs, cykeltur ned af Nørrebrogade i lyset af juledekorationerne, spejdere, der samler gamle aviser ind, nabosnak over en hæk, mens syrenerne dufter og solsorten synger, Vesterhavet og Kattegat, bus nr. 27, der afgår præcis klokken 11.53, æblekage med rasp og flødeskum, sommerhøjskole, og detaljerede referater fra møder i de mest inferiøre foreninger. Glemt var alt det andet, der også var pæredansk: Paragrafryttere, skrankepaver, småborgerlighed, millimeterdemokrati, fremmedhad, ventelister, jantelov, lukkelov, skattetryk, dårligt vejr, og overvægt. Og den manglende lyst til at turde skylde nogen noget. Det var nærmest blevet en leveregel for danskerne. Endelig ikke stå i gæld til nogen, hvor lidt der så end kunne være tale om. Og slet ikke noget med at være den glade giver uden at forvente noget igen. (s. 64-65)

– Helikoptere, med maskingeværer monteret på siderne, havde overfløjet de udslidte huse i Harares slumkvarterer, mens hæren havde skudt med tåregas og tævet tilfældige forbipasserende. Folk, der var mistænkt for at sympatisere med andre end Præsidenten, blev hevet ud af deres huse og gennembanket. Det samme blev deres familier. De konkrete eksempler var ikke til at holde ud. I Mabvuku havde soldater overfaldet en ung kvinde, ved navn Kulinji, der var formand for oppositionens lokale kvindegruppe. Soldaterne tiltvang sig adgang til familiens hus omkring midnat, slog hendes far gentagne gange, inden de låste ham inde i et soveværelse. Bagefter skubbede de Kulinjis mor omkuld på en seng, tvang

hende til at sprede benene og pressede en pistol op i hendes skede. Kulinji selv og hendes bror Crispen blev gennemtævet og ført bort. Siden havde ingen hørt noget til dem. (s. 71)

– Harares lufthavn var funklende ny og funktionel. I skærende kontrast til resten af landet. Bygget af Præsidentens nevø, inspireret af Great Zimbabwe, Afrikas ældste bygningsværk, bortset fra pyramiderne. Det havde lagt navn til landet efter befrielsen. Zimbabwe var shona og betød stort stenhus. Selve Great Zimbabwe lå nogenlunde midt i landet, ved Masvingo. Det bestod af flere ruiner, blandt dem et imponerende indelukke med et stort tårn. Her havde et magtfuldt shona-mo-narki i fire hundrede år regeret over et kæmpe område i det sydlige Afrika. (s. 89-90)  

NATTERGALEN SOM SPREDTE DEMOKRATIETS BUDSKAB

Alpha Oumar Konaré var Malis første demokratisk valgte præsident. I dag bestrider han posten som formand for Den Afrikanske Union. Den tidligere projektrådgiver, Ole Reitov, fortæller om sit tætte samarbejde med den forhenværende intellektuelle aktivist.

Af Ole Reitov

Stockholm 1986

Jeg får et yderst sjældent telefonopkald.

Det kommer fra en mand, jeg ikke kender og aldrig har hørt om, nemlig Alpha Oumar Konaré, en afrikansk intellektuel, der besøger Sverige. Han vil starte et kassettetidsskrift i Mali.

Vi mødes til frokost, hvor jeg serverer røget rensdyrkød, og Alpha Oumar Konarés første spørgsmål er yderst konkret: – Hvor hurtigt kan du sammensætte det udstyr, vi behøver? Og hvornår kan du komme til Mali og undervise folk i mit kulturkollektiv?

Hans idé er at udgive et lydtidsskrift på kassette med navnet Sorofe – efter den nattergal, som i landets mytologi spreder nyheder og fortællinger. Og derudover en avis for landbrugere, der kan læse en lille smule.

Begge publikationer skal udgives på lokalsprog, og kassetterne skal både undervise og underholde.

Projektet finansieres af SIDA (svensk Danida, red.).

Illustration: 1508. Foto: ABD RAOUF/Polfoto.

Bamako, Mali, tre måneder senere

Jeg sidder og lytter til kulturkollektivets diskussioner. Stemningen er livlig, venlig og bestemt.

Gruppen består af intellektuelle mænd og kvinder med Alpha Oumar Konaré i spidsen. De vil det hele: tidsskrifter, aviser, radiostationer, kassetteudgivelser og bogudgivelser. De vil udbrede viden om demokrati og menneskerettigheder og alfabetisere befolkningen i Mali. Siden 1983 har de udgivet et kvalitetstidsskrift på fransk for andre intellektuelle, men efter besøget i Stockholm er Alpha Oumar Konaré blevet optaget af svensk forskning, som viser kassettemediets gennemslagskraft.

Deres beslutsomhed får mig til at tro på et lille mirakel. Jeg har været i Bamako en uge. Da jeg ankom med indspilningsudstyr, var der ikke noget studie men kun et nøgent lokale uden vinduer. To dage efter var der muret vinduer med sikkerhedsgitter for, og nu er vi i fuld gang med undervisningen. Alpha Oumar Konaré er det selvfølgelige midtpunkt.

Han har en naturlig autoritet. Født i 1946 vokser han op i en storfamilie med 14 børn, hvor organisation er vigtig. Hans far er lærer. Det bliver Alpha Oumar Konaré også, og derefter studerer han historie og arkæologi i Polen. Hjemvendt til Mali bliver han udnævnt til kulturminister i 1978. Mange mener, at der i de følgende tre år, hvor han besidder denne post, sker mere på kulturområdet end i de foregående mange årtier.

Men han dropper ud af regeringen og genoptager livet som aktiv i det dengang forbudte socialdemokratiske parti, PMT, og starter kulturkollektivet Jamana.

Bamako, Mali 1989

Det er mit andet besøg i Mali. På vegne af SIDA skal jeg evaluere kassetteprojektet og undervise i at lave radio.

Jeg kører sammen med Alpha Oumar Konaré i hans udtjente Peugeot. Byens få biler hvirvler det røde støv op fra Bamakos grusbelagte veje.

– Hvad skal der til, før vi kan udsende vore produktioner på radio?, spørger jeg og kigger på min chauffør.

– Det eneste, vi behøver nu, er en radiosender. Vi har hele produktionsudstyret, svarer han.

– Men du tror da vel ikke for alvor, at du nogensinde får lov til at sende radio i det her militærdiktatur?

– Lad os nu se, den dag kommer nok, siger Alpha Konaré optimistisk. Da studenter i 1991 revolterer mod den diktatoriske præsident, general Traoré, og militæret tager magten fra ham, går Sorofe i luften med landets første frie radioprogrammer. Det lille kassetteprojekt er landets første uafhængige radiostation.

Ved det efterfølgende valg bliver Alpha Oumar Konaré valgt som landets første præsident. Han indfører øjeblikkeligt presse- og ytringsfrihed og kræver ganske hurtigt efter, at der skal være en udviklingskommunikationskomponent i alle bistandsprojekter. Han bliver genvalgt som landets præsident i 1997 og sidder frem til 2002.

I 2004 bliver han udnævnt til det afrikanske kontinents øverste politiske post, formand for Den Afrikanske Unions Kommission.

Ole Reitov er programmedarbejder i Freemuse, som er en international organisation, der arbejder med ytringsfrihed for musikere og komponister og som har hovedsæde i København. Freemus

CONGO-FORTÆLLING PÅ UDVIKLING.DK

Den danske journalist og forfatter Peter Tygesen fortalte i sidste nummer af udvikling om sine nye film fra Congo. Filmene handler om de første danskere, der besøgte landet sammen med de allerførste kolonisatorer. Vi efterlyste historier fra danskere, som kan fortælle om Congo, og vi har fået en spændende beretning fra Arne Munk Pedersen. Han var udsendt til Congo for Industri Skov og Samfund fra 1985-90. I dag taler han stadig med venner og bekendte i landet. Læs hans historie på udvikling.dk. Vi vil stadig meget gerne høre fra flere, der vil dele deres oplevelser i Congo med udviklings læsere. /mht

FORELÆSNINGSRÆKKE PÅ FOLKEUNIVERSITETET

Hvorfor er det så svært at hjælpe Afrika ud af fattigdom, selvom vi anstrenger os så meget? Og hvad foregår der i Afrika, som vi ikke kan se?

Det er blandt andet nogle af de emner fem foredrag på Folkeuniversitetet i København over fem mandage i marts og april vil sætte fokus på. Det er blandt andre Gorm Rye Olsen fra Dansk Institut for Internationale Studier, Stig Jensen fra Center for Afrika-studier og Christian Lund fra Roskilde Universitetscenter, der vil tale om vækst, fattigdom, ungdom og kultur fra det store kontinent. Forelæsningsrækken starter den 6. marts og sidste forelæsning er den 3. april. /mht

VAND TIL MALI

Interview med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) om programsamarbejdet med Mali.

Af Marianne Hartz Thomas

Mali. Verdens fjerdefattigste land. Et land med spirende demokrati, store miljøproblemer, men også et land, der er tæt på at nå ét af FN’s 2015 Mål om at sikre skolegang for alle børn.

Og så er Mali det nye danske programsamarbejdsland, der årligt skal modtage hen imod 200 mio. kr. til forskellige bistandsprogrammer.

Indtil nu har det været uklart, hvad de danske bistandspenge skal gå til i landet, men en delegation fra Udenrigsministeriet er netop vendt hjem med mere fakta fra det fransktalende vestafrikanske land.

Og hovedmenuen, vi serverer for malierene, lyder på: vand.

– Der er ingen tvivl om, at der er mangel på vand i Mali. Både til mennesker, dyr og planter. Det begrænser, hvordan malierene kan leve. Det er et land, der har brug for vand, og derfor kan jeg allerede nu løfte sløret for, at vand bliver et af vores vigtigste områder, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og fortsætter: – Jeg forstod på den delegation, der har været af sted, at der skal bygges 1000 brønde om året, og at hver brønd skal give vand til 400 mennesker bare for at leve op til fattigdomsmålene. Det er da en enorm opgave. Danmark skal dække noget af det – en tredjedel måske. Hvilke konkrete vandprojekter, der bliver tale om, er der endnu ikke lagt planer for.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) besøgte Mali i efteråret, inden valget faldt på landet som nyt programsamarbejdsland. Foto: Louise Brincker.

Landbrug og erhverv

Den maliske regering arbejder på en ny fattigdomsstrategi for 2007-2011.

 – Meget tyder på, at Malis regering ønsker at flytte fokus til landbruget og erhvervssektoren, siger Ulla Tørnæs.

Flere analyser peger på, at netop landbrug og erhvervssektoren er de to områder, der har størst behov for støtte. Landbruget er tæt forbundet med landets skrantende naturressourcer. Mali er hårdt ramt af ørkenspredning og skovfældning. Men den danske minister har endnu ikke lagt sig fat på, hvilke projekter vi starter i landet.

Til gengæld ved hun, at Danmark også vil lægge penge i Malis fredsbevarende arbejde igennem den FN-militærskole, som netop er blevet flyttet til hovedstaden Bamako. Skolen uddanner afrikanske FN-soldater, der skal sendes ud på det afrikanske kontinent som fredsbevarende styrker.

– Dette arbejde er enormt vigtigt, og det vil vi støtte ud over vores almindelige sektorstøtte, siger ministeren.

Sverige og Frankrig kan blive partnere

Med valget som programsamarbejdsland bliver Danmark blandt de ti største donorer i Mali.

Spørgsmålet er, hvordan dansk bistand på bedst mulig måde kan indgå i samarbejde med de andre donorer, og hvem vi skal samarbejde med.

– Jeg skal til Paris for at drøfte med min franske kollega, om vi har nogle muligheder for samarbejde, og ellers er det mest nærliggende at gå til svenskerne, siger Ulla Tørnæs.

Der bliver brug for danskere med opfriskede franskkundskaber i Mali. Ministeren afviser, at det bliver et problem for Danmark at finde nok egnede medarbejdere til Mali. – Jeg regner med at holde et møde med den danske ressourcebase i april. Jeg vil være meget meget ked af, hvis ikke den danske ressourcebase er parat til at arbejde i Mali, siger hun.

Først til sommer ligger den endelige landestrategi for Mali klar, som i detaljer forklarer hvilke programmer, sektorer og projekter Danmark vil arbejde med.

LANDESTRATEGI FOR KENYA

Dansk bistand går fri af verserende korruptionssager, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

Af Janina Graae og Marianne Hartz Thomas

Udenrigsministeriet offentliggør i marts den første landestrategi nogensinde for dansk udviklingsbistand til Kenya.

Hidtil er danske bistandskroner blevet uddelt uden om regeringen – og altså uden en strategi – på grund af landets store forekomst af korruption og på grund af landets tidligere diktatoriske præsident Daniel arap Moi.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) forsikrer, at de 150 mio. danske bistandskroner til Kenya i 2005 ikke blev involveret i de nuværende korruptionsskandaler, der fornyeligt har fået tre ministre i præsident Mwai Kibakis regering til at træde tilbage.

Det begrunder hun med, at Danmark ikke har støttet Kenya med budgetstøtte, som ellers kunne være havnet i de gale lommer.

– Vi må erkende, at udryddelse af korruption i Kenya, som i andre udviklingslande, kræver et langt sejt træk. Vi har i den netop udarbejdede landestrategi for Kenya taget højde for korruptionsproblematikken, siger Ulla Tørnæs (V).

I Udenrigsministeriet vedkender man, at samarbejdet med regeringen indeholder risici for dansk bistand, men håber på, at de nuværende sager er et tegn på, at der bliver taget hul på korruptionen i landet.

Valgt på nej til korruption

Korruption i Kenya er ikke et nyt fænomen, men det er den tilsyneladende åbenhed omkring problemets omfang til gengæld.

Præsident Mwai Kibaki blev i 2002 valgt på slagord som korruptionsbekæmpelse og forandring. På Transparency Internationals liste over verdens mest korrupte lande har Kenya dog stadig en beskæmmende bundplacering. Kenya har to separate korruptionsskandaler kørende på regeringsniveau netop nu: Anglo-Leasing skandalen og Goldenberg-skandalen, der begge rækker år tilbage, men først for alvor er kommet i søgelyset i 2006.

Anglo-Leasing og Goldenberg-skandalen

Anglo-Leasing sagen går et par år tilbage og drejer sig blandt andet om korruption i forbindelse med udbud af projekter om pasudstedelse samt opførelsen af et retsmedicinsk laboratorium til terrorefterforskning. Samlet kan der være tale om svindel for op mod 3,6 mia. kr. I starten af 2006 offentliggjorde Kenyas tidligere antikorruptionsle-der, John Githongo, en rapport, der afslører, at højtstående politikere og embedsmænd har været involveret i korruptionsskandalen omkring Anglo-Leasing.

I Goldenberg-skandalen, der er opkaldt efter det diamantselskab, som svindlen er sket igennem, omfatter svindlen næsten 600 mia. dollar op gennem 1990’erne under tidligere præsident Daniel arap Moi.

– Vi kan ikke afvise, at den pågældende korruptionssag på sigt kan medføre konsekvenser for den danske bistand til Kenya. Det vil afhænge af, hvordan den kenyanske regering og præsidenten håndterer den pågældende sag, siger Ulla Tørnæs.