BISTAND

BISTAND MED GEVÆR I HÅND

Børnene i de afghanske landsbyer jubler, når danske soldater kommer forbi med møbler og bøger til deres skoler. Danmarks hidtil største satsning på civilmilitær samtænkning beror på faste og tillidsfulde relationer til de lokale afghanere – og til de civile aktører i Afghanistans genopbygning.

Tekst og foto: Christian Bjerregaard Jepsen  

Synet af den første kampklædte danske soldat får de burkaklædte skikkelser til skyndsomt at vige ind mellem forretningerne i det smalle handelsstrøg, hvorfra de nysgerrigt følger den uventede gæsts færden. Oversergent Brøndum vinker smilende rundt til butiksejerne, som prompte hilser tilbage med salaam aleykom. Her er alle kunder velkomne.

     Vi er i Feyzabads basar i det nordlige Afghanistan, hvor en patrulje af danske soldater er i færd med at guide en chartret russisk lastbil, der skal lastes med skolematerialer til fjernt beliggende landsbyer.

     Midt i basaren gør optoget holdt ved en madrasforretning, og de to majorer, J.G. Jensen og K. Kristensen, går indenfor.

     – Så er vi her igen. Har du alle 200 madrasser klar, som vi har aftalt?, spørger major J.G. Jensen madrasfabrikanten, mens han kaster et bekymret blik på to afghanere, der er i al hast er i gang med at proppe fåreuld i farvestrålede velouromslag.

     – No problem!, lyder svaret; og i løbet af få øjeblikke er danskere og afghanere i fuld sving med at flytte et regulært bjerg af madrasser op på lastbilen.

     Næste stop er et smedeværksted, hvor lange rækker af nymalede grå borde og bænke står stablede og klar. Der er ikke meget danish design over de spinkle skolemøbler af tyndt metal og råt udskårne spånplader, men i forhold til at sidde på gulvet er der tale om en klar forbedring.

”Nu ved alle eleverne, at danske soldater har doneret nye skolemøbler. Det giver større handlefrihed, når vi færdes i vores ansvarsområde”, vurderer kaptajn Rubow.

Stabile relationer 
På den internationale militærbase lidt uden for Feyzabad befinder sig godt 50 danske soldater, som indgår i NATOs International Security Assistance Force (ISAF), der har et FN-mandat i ryggen. Basen, som er under tysk overkommando, er opbygget som et såkaldt Provincial Reconstruction Team (PRT), hvorfra de militære styrker skal afhjælpe den skrøbelige sikkerhedssituation i genopbygningsfasen – og i et vist omfang selv bidrage med humanitære projekter.

     Midlet er først og fremmest de Militære Observations Teams (MOT), der i firehjulstrækkere kører rundt i de uvejsomme bjerge i op til en uge ad gangen. Her taler soldaterne med de ældste og andre lokale ledere om landsbyernes aktuelle problemer. Alle oplysninger sammenfattes i landsbyprofiler, som efterfølgende danner grundlag for projekter, der udføres af soldaterne selv – eller af civile organisationer.

     Majorerne J.G. Jensen og K. Kristensen har det overordnede ansvar for at få Danmarks militære bidrag i Feyzabad til at spille sammen med den civile genopbygning. Til det formål har officererne 450.000 kroner at gøre godt med: 300.000 kroner fra Udenrigsministeriet til ’rene’ humanitære projekter og 150.000 kroner fra Hærens Operative Kommando til projekter, hvor hensynet til de militære styrkers sikkerhed også indgår.

     Et af de vigtigste elementer er etableringen af stabile relationer til lokalsamfundene.

     – Vi gør meget ud af at vinde tillid i lokale miljøer, og derfor er det vigtigt, at MOT-holdene ikke kommer til at love guld og grønne skove, forklarer major K. Kristensen.

Fantastisk PR
I Ishkashim får de, hvad de er blevet lovet. Efter ti timers udmarvende kørsel fra Feyzabad når den danske patrulje frem med de nyindkøbte borde og bænke til landsbyens pigeskole. Eleverne har siddet direkte på det kolde betongulv – en decideret helbredstruende løsning i de iskolde vintermåneder. Så jublen er stor, da chefen for MOT-patruljen, kaptajn Rubow, giver ordre til at læsse bidraget fra den danske stat ned fra lastbilen til ivrigt ventende hænder.

     En halv time senere kan de lidt forlegne skolepiger indtage deres nye siddepladser, mens soldaterne via tolk får oplæst det obligatoriske takkebrev: – En stor tak til MOT-patruljen og det danske folk. Vi håber, at også andre skoler i området vil modtage et bidrag, lyder det fra Sayed Umzan, den lokale distriktsleder, der ikke ser nogen problemer i bevæbnet bistand: – NGO’erne har været her – men uden at udføre de projekter, som vi blev stillet i udsigt, fortæller distriktslederen.

”(...) nu ved alle eleverne, at danske soldater har doneret nye skolemøbler. Det giver større handlefrihed, når vi færdes i vores ansvarsområde”, vurderer kaptajnen.

     Mens patruljen indretter sig for natten med feltsenge og soveposer i et anneks til politistationen, fortæller kaptajn Rubow om fordele ved at lave humanitære projekter:

     – Projekterne her i Ishkashim er bæredygtige, fordi den lokale administration er godt organiseret. Og for os er det fantastisk PR; nu ved alle eleverne, at danske soldater har doneret nye skolemøbler. Det giver større handlefrihed, når vi færdes i vores ansvarsområde, vurderer kaptajnen.

     De udsendte militære styrker skal dog ikke kun vinde hearts and minds blandt afghanerne.

     – Da vi startede op her i Feyzabad, inviterede vi alle NGO’ere i byen til en grillaften her på basen, så vi over en øl stille og roligt kunne forklare, at vi altså ikke spiser små børn, selvom vi er bevæbnede, fortæller major J.G. Jensen.

     – Men især vores Danidarådgiver har virkeligt formået at bryde gennem isen til NGO-miljøet.

Så hende opsøger vi.

Civil rådgivning
Fra sit containerkontor har Stine Heiselberg i et halvt år fungeret som Udenrigsministeriets repræsentant i PRT-lejren. Herfra varetager hun den daglige kontakt mellem den danske afdeling af PRT’et og de ikke-stats-lige bistandsorganisationer.

– Når man skal præsentere soldaternes landsbyprofiler til NGO’erne i Feyzabad, er det ikke særligt smart at stille med seks bevæbnede soldater og to kamuflagemalede køretøjer. Så er det nemmere for mig at møde op alene og i civil, siger Stine Heiselberg.

     Også det tyske Udviklingsministerium har valgt at holde solid afstand til de militære styrker. Kontorer og boliger er placeret midt inde i Feyzabad, og ministeriets udsendte, Henning Plate, accepterer kun til nød militære køretøjer uden for matriklen – og bevæbnede soldater kommer ikke ind. Den tyske udsending er generelt skeptisk over for militær genopbygning:

     – Soldaternes fokus er ’force protection’ –forstået på den måde, at den sikkerhedsmæssige situation for PRT’et er det vigtigste. Og da projekterne ofte er identificeret og udført af soldater, vil de som regel bryde sammen, når de militære styrker roteres, siger den tyske rådgiver, der indtil videre ikke har anvendt de landsbyprofiler, som danske og andre nationers soldater har udfærdiget:

     – Jeg har fornemmelsen af, at landsbyprofilerne i et vist omfang handler om at holde soldaterne beskæftigede. Men mere alvorligt er det, at der skabes forventninger, som PRT’et ikke har mulighed for at leve op til, mener Henning Plate.

Kun få NGO’ere
Stine Heiselberg medgiver, at soldater bør afholde sig fra deciderede udviklingsprojekter. Men efter hendes mening er soldaterne i stand til andet og mere end at vise militær tilstedeværelse:

     – MOT-holdene kan sagtens identificere humanitære behov, såsom vand- og skoleprojekter. Men udviklingsprojekter, hvor lokalbefolkningens langsigtede inddragelse skal sikres, overlader vi til de respektive NGO’er. Det er derfor, jeg er her – for at sikre bæredygtighed, fortæller Stine Heiselberg. Til de mere langsigtede udviklingsprojekter disponerer Stine Heiselberg selv over 600.000 kroner halvårligt fra Danida, og kan derudover ansøge om yderligere midler fra Det Danske Repræsentationskontor i Kabul.

     Vinden er isnende kold, og solen er hastigt på vej ned bag de sneklædte bjerge, da den danske patrulje når frem med skolematerialer til landsbyen Khandut i Wakhan; en smal dal, der som en finger har mast sig ind mellem Tadsjikistan og Pakistan.

     Kun få NGO’ere har fundet det umagen værd at iværksætte udviklingsprojekter i denne afkrog af Afghanistan. Der er ellers nok at tage fat på. Fattigdommen er massiv, og et omfattende heroinmisbrug blandt mændene afspejles tydeligt i de mange faldefærdige huse. Taberne er forudsigeligt nok kvinder og børn.

     200 fåreuldsmadrasser, en snes sivtæpper og et par kasser med skolebøger kommer næppe til at ændre meget på Khanduts øjeblikkelige tilstand. Men genopbygningen af Afghanistan handler om små skridt; mange små skridt – og nogle af dem bliver for tiden trådt i danske militærstøvler.

Christian Bjerregaard Jepsen er freelancejournalist og besøgte Afghanistan september-oktober 2005.
Regeringen har siden foreslået at øge den danske styrke i landet med mellem 250 og 290 mand, så den samlede styrke kommer op på 360 soldater. christianjepsen@hotmail.com

ROS OG RIS TIL PRT’ERNE: SOLDAT, BLIV VED DIN LÆST! Soldaterne i Afghanistan skal gøre det, de er bedst til – nemlig skabe sikkerhed, lyder det i en ny evaluering. PRT’erne – de provinsbaserede genopbygningshold, som opererer i det meste af Afghanistan – har på glimrende vis bidraget til sikkerhed og stabilitet med en kombination af afdæmpet militær tilstedeværelse og respekt over for lokale kulturer, vurderer en stor fælles evaluering af hjælpeprogrammerne fra Danmark, Irland, Holland, Sverige og Storbritannien. Men evalueringen, som er udarbejdet af eksterne konsulenter, kritiserer fraværet af en overordnet PRT-strategi og sætter spørgsmålstegn ved, om soldater har den fornødne ekspertise og erfaring til at deltage i den civile genopbygning. Derfor anbefales det, at PRT’erne begrænser sig til at fremme sikkerhedssituationen – og i øvrigt skifter navn til Provincial Stabilisation Teams i stedet for Provincial Reconstruction Teams; et navn, der ifølge evalueringsrapporten ikke blot er misvisende, men også skaber urealistiske forventninger om store udviklingsprojekter blandt afghanerne. /CBJ

Se billede i fuld størrelse

EN ALBANSK FARCE

Af Øjvind Kyrø, Albanien

Det fortsatte lige så surrealistisk i det støjende konferencerum med udsigt til strøget i Tirana, som det var begyndt hjemme i København.

     For en gangs skyld havde fotografen og jeg haft tid til ordentligt at planlægge en reportagerejse til Tirana og omegn. Vi ville gerne se, hvad UNDP foretog sig i det fattigste hjørne af Europa, og derfor havde vi kontaktet hovedkvarteret i Genève. Her henviste man til UNDP’s kontor for de nordiske lande, der ligger i København.

     Først ringede jeg til informationschefen, som efter at have påhørt planen bad om at få den skriftligt. Dernæst blev jeg henvist til nummer to i hierarkiet. ”Spændende, at du planlægger besøg til Albanien!” skrev informationsmedarbejderen, og hun fortsatte: ”Jeg har været i kontakt med UNDP’s kontor i Tirana, og her ser man frem til at hjælpe jer før og under jeres besøg.” Der var over to måneder til afrejse.

Så vidt, så godt.

     Derefter skete der ikke mere. Jeg rykkede godt en måned senere. ”Jeg hører gerne fra dig, hvis du ønsker, at jeg skal følge op, men så må jeg lige opdateres på, hvad du har foretaget dig i mellemtiden,” meldte informationsmedarbejderen.

     Jeg svarede: ” Jeg har faktisk ikke foretaget mig andet end at vente.” Derpå overdrog den danske informationsmedarbejder sagen til sin kollega i Tirana, som jeg skulle ringe til samt tilsende en ny redegørelse for vores ideer og planer.

Så vidt, så skidt.

     Hvorfor havde de i hovedkvarteret i Genève, som jeg først havde ringet til, ikke fra begyndelsen bedt mig kontakte deres kontor i Tirana, hvorfor skulle jeg spilde tid på at holde informationsafdelingen i København beskæftiget, når de alligevel ikke udførte noget? Det kræver udholdenhed at komme gennem bureaukratiet.

Ismail Alushi, ejer af solfangerfabrikken ’Europa,’ poserer efter fyraften i sin fabrik. Foto: Klaus Holsting

Selvforsynende med el
Nu sad vi altså her i UNDP’s kontorbygning i Tirana. De lokale ansatte i informationsafdelingen havde arrangeret et programforslag til både syd og nord i landet, som det ville tage ti dage at gennemføre. De nordlige projekter havde vi imidlertid fået barberet bort og skulle i dag blot 35 kilometer vestpå, hvor vi skulle besigtige et solfangerprojekt.

     Men først skulle vi lige orienteres om den energimæssige situation i landet, og derfor sad vi over for dr. Besim Islami i et stort kontor, der blev brugt til konferencer. En luftafkøler larmede ret meget, og samtidig stod vinduerne på vid gab. En halv time senere forstod vi, hvorfor denne ansvarlige embedsmand, leder af det nationale energiagentur, var så skødesløs med energiforbruget i dette lokale. Albanien er 99 procent selvforsynende med elektricitet, takket være naturens gavmilde vandkraftressourcer.

     Men regeringen havde vedtaget at stile mod, at i år 2015 skulle 15 procent af alle husholdninger have installeret solfangere til opvarmning af vand og luft. Dags dato var der installeret 6.000 solfangere i landet, som er på størrelse med Jylland, og der skulle være 170.000 om ti år.

     Således informeret forlod vi den brummende luftkøler og satte kursen mod havnebyen Dürres, hvor en lille delegation ventede os. Vi blev præsenteret for solfangerfabrikant hr. Ismail Alushi og en håndfuld af dr. Islamis

lokale medarbejdere, som åbenbart var nødvendige for at fremvise projektet. Men først skulle der spises, og fabrikanten inviterede til frokost på en af byens mest mondæne strandhoteller, hvor der blev serveret den store skaldyrs- og fiskebuffet. Det hele så meget delikat ud, desværre havde en del mikrober også frådset i de simrende anretninger, men det erfarede fotograf Holsting først de følgende to dage, da han måtte holde sengen.

     Efter frokosten fortsatte de kulinariske nydelser på et andet strandhotel, hvor kaffe og cognac blev serveret, og fabrikanten fortalte om sin seneste ferietur til de smukke attraktioner i Brasilien. Endelig var timen inde; vi skulle bese projektet, og vi havde nu brugt seks timer på introduktion, kørsel og frokost.

     Fotografen rasede, da han så fabrikken. Den var lukket. Det var blevet fyraften, og arbejderne var gået hjem. Her havde vi brugt en hel arbejdsdag uden at få mulighed for et eneste foto, der kunne illustrere sagen.  

Delegationen undskyldte spagfærdigt; det vigtigste var vel, at vi fik oplyst, at fabrikken talte 24 ansatte, og at den sidste år havde fremstillet og solgt 1.500 solfangeranlæg. Og vi fik at vide, at thermoglasset blev importeret fra Tyskland, at der var fire forskellige typer vandbeholdere, alle fremstillet af to millimeter tykt rustfrit stål, samt at halvdelen af kunderne var hotelejere.

     - Er det lønsomt, spurgte jeg ejeren.

     - Ja da. Min profit er udmærket. Og UNDP vil hjælpe med at promovere solenergi og har afsat 1,6 millioner euro over de næste fem år, svarede han.

     – Ja, han er heldig, indskød en af repræsentanterne fra energiagenturet og nikkede over mod ejeren – for han er den eneste på markedet.

     1,6 mio. euro er lig med knap 12 mio. danske kroner. Og det skulle han, ene mand, have i reklamepenge?

Nylagt asfalt langs forurenet udflugtsmål. Foto: Klaus Holsting

– Ja, han er heldig, indskød en af repræsentanterne fra energiagenturet og nikkede over mod ejeren – for han er den eneste på markedet.

– Ja, jeg vil ikke gå i partnerskab med nogen som helst, svarede Ismail Alushi.

Et bekræftende dementi
Nogle dage senere, da fotografen igen kunne stå på benene, bad vi chefen for UNDP i Albanien, Anna Stjärnerklint, om at få at vide, om vi havde hørt rigtigt. Skulle en privat forretningsmand, som tjente storartet på sine solfangere, have 12 mio. kr. i støtte fra FN i tilskud til et produkt, som kun han solgte?

     Anna Stjärnerklint havde stået for UNDP’s programmer i Albanien i fem år. Hun svarede: ”Jeg kender ikke noget til projektet, det må være et helt nyt.” Hun lovede at undersøge sagen.

     Nogle dage efter indløb en meget lang forklaring på mail fra hendes højre hånd, Batkhuyag Baldangombo, som konkluderede: ”Denne støtte er ikke begrænset til lokale fabrikanter, men vil også lette adgangen til markedet for internationale fabrikanter, enten alene eller gennem joint ventures, så konkurrencen bliver skærpet, og at der, hvor er det muligt, finder en teknologioverførsel sted.” Anna Stjärnerklint sendte senere samme dag en mail, hvori der stod: ”Jeg tror, vi skulle tilføje, at pengene ikke går til denne – for tiden ene – fabrikant, men til at sponsere offentlig bevidsthed og til at opmuntre andre forretningsfolk til at gå ind på dette marked. Til at begynde med vil denne ene fyr sikkert få flere kunder, vil jeg tro.” Det er vist det, der kan kaldes et bekræftende dementi.

’Et populært udflugtsmål’
Bevæbnet med ukuelig optimisme begav vi os ud på en to-dages tur for at se andre UNDP-projekter. De kunne kun blive bedre, ræsonnerede vi.

     UNDP-jeepen fragtede os sydover til byen Gjirokaster, som kort tid forinden var blevet udnævnt af en anden FN-organisation, Unesco, til at tilhøre ’menneskehedens kulturarv’ på grund af sine smukke bygningsværker.

Byen flød med affald
UNDP’s bidrag bestod ikke i skraldespande, men i at brolægge et par af de gamle gader, hvilket gav beskæftigelse til 37 arbejdsløse. Vi så nogle få af dem lægge brosten. Derimod kunne vi ikke se de ti kvinder, som UNDP støtter med at fremstille lokalt kunsthåndværk, for de var ikke troppet op i deres butik. Godt det samme, for det ville være pinligt at antyde, at man ikke ville købe noget som helst af deres frembringelser.

     Til sidst så vi Viroi. Det er en sø. Fyldt med brakvand, andemad og affald, kantet af en bred med kokasser og fugleklatter. UNDP’s bidrag til denne idyl var at asfaltere en halv kilometer sti omkring den samt anbringe nogle bænke mellem stien og søen.

     Ganske vist havde man vendt bænken sådan, at den siddende havde ansigtet mod søen, men flere steder var bænken placeret foran et træ, der spolerede udsigten, eller bænken var anbragt så nær søbredden, at fødderne dinglede, fordi den manglede fodstøtte.

     Projektet havde kostet 100.000 dollars, og kommunen havde betalt 20 procent, mens resten kom fra Østrig.

     Forelagt disse observationer svarer Anna Stjärnerklint: ”Det er østrigerne, der har iværksat projektet, og det er første gang vi samarbejder med dem. I øvrigt er søen et populært udflugtsmål.” Vi havde ikke set et eneste menneske på stien i den halve time, vi dvælede ved søen.

     Fotografen stod blot og virrede med hovedet, og jeg måtte insistere overfor ham, at UN ikke betød United Nonsense.

Øjvind Kyrø er freelancejournalist og besøgte Albanien i september 2005.

REPLIk: ØJVIND KYRØ KOMPROMITTERER SIG SELV 

Kommunikationsmedarbejder Christine Drud, UNDP’s nordiske kontor i København, kommenterer her artiklen ’En albansk farce’: UNDP’s nordiske kontor beklager, hvis Øjvind Kyrø (ØK) føler, at både serviceniveauet og UNDP’s arbejde for at skabe udvikling i Albanien ikke har været tilfredsstillende.

     Hvad angår kritikken rettet mod UNDP’s nordiske kontor refererer ØK udelukkende til en mailkorrespondance, som kompromitterer ØK sig selv.

     Som en opfølgning på ØK’s kritik i dette nummer af udvikling, har UNDP’s nordiske kontor undersøgt korrespondancen mellem hr. Kyrø og vores daværende kommunikationsmedarbejder. Vi kan derfor konstatere, at ØK den 23.5 fik udleveret navn og email på UND-P’s kommunikationsmedarbejder på det albanske landekontor, hvorefter vi bad ham om at tage direkte kontakt. ØK skriver en måned senere (28.6): ”Er der noget nyt om turen?” Det viser sig, at ØK ikke har foretaget sig noget i den forgangne måned på trods af beskeden om, at de var informerede om hans besøg og blot ventede på, at han tog direkte kontakt. ØK bad endvidere om økonomisk støtte til turen, som UNDP’s nordiske kontor afviste.

     UNDP beklager grundlæggende fejl i forhold til turen, såsom at fotografen ikke fik de rigtige billeder. UNDP’s tidligere faste repræsentant i Albanien, Anna Stjärnerklint (AS), står undrende over for ØK’s meget negative indtryk af UNDP’s projekter og langsigtede arbejde i Albanien. AS forklarer, at solenergiprojektet er finansieret af The Global Environment Facility (GEF) og er i en opstartsfase. Med andre ord er dette projekt endnu ikke blevet implementeret og spekulationer om, at alle penge fra projektet vil havne i én producents lomme, holder på ingen måde stik.

     ØK nævner også et initiativ taget ud af det overordnede Local Governance-projekt i byen Gjirokastra. Projektet har søgt at hjælpe de lokale myndigheder til at udarbejde deres egen byplanlægning. Ét af hovedformålene med denne plan er at udvikle turisme – blandt andet ved at renovere og opretholde den ottomanske byarkitektur. Projektet med at brolægge gaderne skal ses i denne kontekst. At det var ferietid og ekstremt varmt, da ØK var i Albanien, kan forklare, hvorfor der ikke var nogle mennesker, da ØK besøgte turistmålet ved søen i Viroi. Vandkvaliteten var forringet på grund af alger, men efter en lang sommer ser UNDP ikke dette som et underligt fænomen.

     UNDP havde journalistisk gerne set, at flere kilder var bragt i tale, da artiklen udelukkende bygger på ØK’s egne observationer. UNDP uddyber gerne sine svar, hvis ØK har yderligere spørgsmål til projekterne i Albanien.