LATINAMERIKA

SKÆBNEVALG I BOLIVIA

Det er afgørende for demokratiet i Bolivia, at valgresultatet accepteres af alle, siger den danske ambassadør i landet.

Af Niels Rovsing Boel, Bolivia

De institutionelle reformer, der skulle befæste det bolivianske demokrati, står i stampe og Danmark har skruet ned for bistanden. Præsidentvalget i Bolivia den 18. december kan i værste fald forværre den politiske krise. Men det kan også blive startskuddet til et opgør med det socialt uretfærdige og til dels racistiske system i Sydamerikas fattigste land. Valget er af nogle blevet betegnet som en slags show-down. Det endelige opgør mellem opinionsundersøgelsernes tre favoritter: en tidligere præsident, den nordamerikansk uddannede konservative Tuto Quiroga, den indianske leder, kokabonden Evo Morales – og landets rigeste mand, Doria Medina, som outsider på en tredjeplads.

     Efterhånden som valgdatoen nærmer sig, er der imidlertid blevet trængsel på midten. De tre kandidater er enige om, at der skal ske en større grad af statslig indblanding, at det forfordelte indianske befolkningsflertal skal inddrages bedre; samtidig med at markedsmekanismer og tilstedeværelsen af de ellers udskældte udenlandske multinationale selskaber skal accepteres.

Den 18. december er der præsidentvalg i Bolivia. Den seneste folkevalgte præsident måtte i 2004 flygte i en helikopter fra en rasende folkemængde, og hans efterfølger, den tidligere vicepræsident, blev i juni tvunget til at smide håndklædet i ringen. Foto: AP/Polfoto.

Skæbnevalg
Danmarks ambassadør, Mogens Pedersen i La Paz, taler om et ’skæbnevalg’. Valget kan på den ene side give ny luft under vingerne til tiltrængte reformer af det bolivianske demokrati. På den anden side kan det uddybe krisen i det politiske repræsentationssystem. Iagttagere frygter, at højtråbende sociale bevægelser ikke vil acceptere et eventuelt nederlag til socialisten og kokabonden Evo Morales. Omvendt truer de velhavende godsejere i Bolivias største by, Santa Cruz, med at rive den østlige del af landet løs, hvis en ny regering truer deres privilegier. Godsejerne ragede enorme jordarealer til sig under perioden med diktaturer i 1970’erne.

     – Det er afgørende for demokratiet i Bolivia, at valgresultatet accepteres af alle, kommenterer Mogens Pedersen. Det er baggrunden for, at Danida støtter valgprocessen og deltagelsen af valgobservatører. Danida yder også støtte til en grundlovgivende forsamling til næste år, der skal bane vej for en reform af det politiske system, så det bedre afspejler befolkningens etniske og sociale sammensætning. Over 60 procent af befolkningen betegner sig som indiansk. Men magt og velstand er forbeholdt et lille, overvejende hvidt, mindretal.

     – Der er behov for yderligere strukturelle ændringer, så der bliver en større deltagelse af indianerne i de politiske beslutningsprocesser og den økonomiske udvikling. Her kan Danmark fortsat gøre en forskel ved at støtte de demokratiske strukturer og bekæmpe fattigdom, siger Mogens Pedersen.

Pæn økonomisk vækst
Trods en vækst sidste år på over fire procent – takket være blandt andet stigende oliepriser – er regeringens bekæmpelse af fattigdommen forblevet ved ordene. Bolivia er, efter Brasilien, landet med de største sociale uligheder i Sydamerika.

     Mogens Pedersen understreger dog, at der de sidste år er sket fremskridt i en danskstøttet jordreform til gavn for indianerne. Dansk støtte har gennem årene ligeledes fremmet vigtige tiltag som decentralisering, tosproget undervisning for indianske skolebørn.

     Men de træge fremskridt i reformprocessen de sidste par år er baggrunden for, at Danida har beskåret den årlige støtte i perioden 2005 – 2008 fra 190 til 150 mio. kr. i forhold til den foregående periode. I 2005 blev der skåret yderligere 25 mio. kr. af støtten, da uroen i landet gjorde det svært at bruge pengene. 

Niels Rovsing Boel er freelancejournalist og har tidligere været bosat i La Paz. boelniels@hotmail.com

GUATEMALA EFTER ORKANEN STAN

Det nationale katastrofeberedskab fejlede, da orkan fejede hen over det vestlige Guatemala og ødelagde livet for tusindvis af mayaindianere.

Af Linda Nordahl Jakobsen

– Måske er det fordi, vi mennesker ikke respekterer naturen, at Moder Jord vælger at hævne sig på os på denne måde.

     Emiliana Mendoza trækker lidt opgivende på skuldrene. Hun peger rundt i et kaos af ruiner, klippesten, mudder og ødelagt inventar, der ligger spredt ud i centrum i landsbyen San Marcos, som ligger ved Atitlán-søen i det vestlige Guatemala.

     San Marcos blev – ligesom hundredvis af andre små landsbyer i det vestlige og sydlige Guatemala – ramt af laviner og oversvømmelser på grund af de uhørte regnmængder, som orkanen Stan trak med sig ind over Mellemamerika og Mexico i oktober. I Guatemala omkom omkring 700 mennesker. Mens 500 andre omkom i den øvrige del af regionen.

     I San Marcos nåede de fleste familier at flytte sig til et højere sted, inden lavinerne begyndte at vælte ned i landsbyen fra de regnopblødte bjerg- og vulkansider.

     – Vi gik selv rundt om aftenen til husene og sagde til folk, at de skulle søge til en af kirkerne eller op i den anden del af landsbyen. På det tidspunkt var floden forvandlet til brølende vandmasser. Vi kunne høre, at der nogle steder var jord- og mudderskred. Der var en bedstemor, som huskede, at engang for cirka 50 år siden havde det også regnet så voldsomt i mange dage, at floderne var vokset. Men der var ingen myndigheder eller katastrofeberedskab – hverken lokalt eller nationalt, som havde varskoet os, fortæller Emiliana Mendoza, repræsentant for den mayaindianske sammenslutning Estrella Tzutujil.

Ingen varsling
Samtidig med at orkanen Stan endnu en gang sætter den enorme sociale ulighed i Guatemala i relief, så viste det nationale katastrofebredskab Conred sig at være ’en hjerne uden krop’.

     – Tusindvis af mennesker stod uden hjælp i flere uger efter katastrofen, for Conred har intet netværk i kommuner og landsbyer. Samtidig gik der næsten en uge, inden præsident Oscar Berger erkendte, at der var tale om en katastrofe. Så gik han selv ind og overtog styringen af katastrofeindsatsen. Det betød, at store dele af nødhjælpen blev politiseret. De kommuner, hvor præsidentens parti Gana står stærkt, blev favoriseret med nødhjælp. Ikke fordi præsidenten ønskede det, men sådan blev det bare, siger journalisten Marieloz Monzón.

     Hun arbejder på en universitetsradio, der i samarbejde med en række kirkelige og lokale organisationer med det samme gik i gang med at blotlægge katastrofens omfang.

     – Problemet er, at vi ingen stat har, som kan gå ind og reelt gøre noget i sådan en katastrofesituation. Regeringen sendte for eksempel militæret ud – ti dage efter katastrofen – til blandt andet Sololá-provinsen, hvor indbyggerne reagerede spontant med frygt og afvisning. For dem er militæret lig undertrykkelse af de fattige, siger Eugenio Incer, landbrugsrådgiver i det sociale netværk Plataforma Agraria.

De fattigste blev ramt
Lavinerne efter orkanen Stan har ødelagt jordlodder, afgrøder og marker, som for mange af de fattige landsbybeboeres vedkommende ligger på udsatte bjergsider og vulkanskråninger.

     Omkring 35.000 huse er ødelagt, flere hundrede småsamfund, især i den sydvestlige del af landet, står uden rent drikkevand og sanitet, og landbrugssektoren i næsten halvdelen af landet er berørt. Alt i alt løber Guatemalas tab op i cirka 5,9 milliarder kr. efter Stan. I de områder, som blev berørt af orkanen, er 70-80 procent af befolkningen kronisk fejl- eller underernæret, vurderer FN’s Verdensfødevareprogram.

Linda Nordahl Jakobsen er journalist i Folkekirkens Nødhjælp lnj@dca.dk

Udenrigsministeriet, Dansk Røde Kors, Ibis og Folkekirkens Nødhjælp har tilsammen bevilget knap fem mio. kr. til ofrene for Stan i Mellemamerika.

MILITÆRET BESKYTTER NICARAGUAS SIDSTE REGNSKOVE

Set i helikopterperspektiv ligner regnskoven et gigantisk fad med broccoli. Og under de grønne grene gemmer sig historier om chokolade og militærbeskyttelse.

Tekst og foto: Bo Simonsen

Ikke det mindste stykke jord kan skimtes fra et helikopterperspektiv. Kun trætoppe, der synes at kappes om at blive endnu højere end gigantiske nabotræer.

     Nede under os ligger det største samlede stykke uberørt skov nord for Amazonas. Med et større antal forskellige fugle, insekter og træer end i hele Europa. De knapt 3.000 kvadratkilometer jomfruelig biomasse har siden tidernes morgen ligget her i det sydøstlige hjørne af Nicaragua og udgør nu naturreservatet Indio Maiz.

     Indio Maiz er blandt andet historien om jordtørstige nybyggere, falske indianere, årelange anstrengelser for at stadfæste hævdsret til jord, kakaodyrkning og chokoladefabrikker. Det er også historien om Nicaraguas militær i en ny rolle og om dansk udviklingsbistand til et miljøprogram, der absolut ikke er ’a piece of cake’, men som de seneste ti år har opnået en række bemærkelsesværdige resultater.

Indio Maiz-naturreservatet i Nicaragua set fra en helikopter med Danidas styrelse ombord.

En ivrig dansk sportsflyver
For få årtier siden dækkede regnskov en stor del af det østlige Nicaragua over mod Atlanterhavskysten.

     Men efterspørgslen efter ny jord voksede. Nybyggere flyttede østpå. Skoven blev fældet, og jorden tilsået eller brugt til græsning af kvæg. Svedjebrug er udbredt, og efter få års dyrkning var en stor del af jordens næringsstoffer brugt op eller skyllet væk af regnen.

     Nicaraguas regering udpegede den østligste del af skoven til naturreservat.

     Men den hellige skov er ikke velforvaret ved at udnævne et stykke jord til reservat.

     Myten, der muligvis kan være sand, fortæller, at den danske konsul i Nicaragua og Costa Rica i begyndelsen af 90’erne, Jørgen Strange Hansen, var ivrig sportsflyver (den del af historien kan verificeres med sikkerhed).

     Han fløj hen over naturreservatet Indio Maiz og så fra luften, hvordan grænsen mellem uberørt skov og nybyggere med økser, ild og kvæg med stor hast flyttede østpå. Inspireret af iagttagelserne fra luften begyndte Danmark i 1995 at give udviklingsbistand til et omfattende miljøprogram, der blandt andre ting skulle sikre, at Indio Maiz ikke blev rendt over ende og invaderet og faldt som offer for en befolkningsvækst i Nicaragua på tre procent om året.

     – Først skulle man finde ud af, hvor grænsen for naturreservatet overhovedet gik. Det var ikke markeret nogen steder, fortæller Sune Holt, der har arbejdet som rådgiver i det danskstøttede miljøprogram siden 2000.

     Principielt må der ikke bo mennesker inde i reservatet. Det gør der så alligevel. Der bor nogle familier, der alle er udstyret med en tilladelse, hvilket giver mulighed for, at myndighederne (hæren og Miljøministeriets skovbetjente) kan smide personer uden tilladelse ud af reservatet hvis de opholder sig derinde - og hvis de ellers bliver opdaget.
Nu er 3.000 kvadratkilometer et meget stort område, og derfor er oprettet kontrolposter med radioudstyr. Kontrolposterne er bemandet med i alt 11 skovbetjente og 12 soldater.

Et brutalt bøllekorps
Militæret spiller i det hele taget en central rolle i beskyttelsen af truede miljøområder i Nicaragua, og soldaterne har tilsyneladende et generelt positivt omdømme i befolkningen. Landets voldelige historie taget i betragtning er det bemærkelsesværdigt.

     Nicaraguas diktatorklan, Somoza-familien, var frem til den sandinistiske revolution i 1979 omgivet af Nationalgarden; en privat hær, der udviklede sig til et brutalt bøllekorps. Under sandiniststyret indførte regeringen en højst upopulær værnepligt for at forsvare landet mod de USA-finansierede kontraer. Landet var gennemmilitariseret, og krigen kostede tusindvis af døde civile, sandinistsoldater og kontrasoldater.

     Efter præsidentvalget i 1990, som sandinisterne tabte, blev værnepligten ophævet og en stor del af soldaterne sendt hjem.

     – Vi har udbredt fattigdom, korruption og politikere, der tænker mere på deres private økonomi, end på hvad der er det bedste for landets befolkning. Men én ting har vi lært af så mange års krige og revolutioner: I Nicaragua vil vi aldrig mere bekrige hinanden med vold, siger Alberto Espinoza, der er statsanklager og mangeårig iagttager af nicaraguansk politik.

     Landet har ingen fjender, der pønser på at overfalde dem, så hæren har kastet sig over at rydde de mange miner, der blev spredt ud over landet under krigen (minerydningen foregår for øvrigt med penge fra Danmark) og altså beskyttelse af miljøet i Indio Maiz.

Ritter sport
Rundt om Indio Maiz Reservatet er udpeget en 10 kilometer bred såkaldt bufferzone. Her kan folk bo, og en vigtig del af miljøprogrammet handler om, at give disse mange tusinde mennesker mulighed for et liv og en indkomst, så de ikke tager ind i reservatet for at skyde pumaer, fange papegøjer eller fælde maghonitræer.

     En vigtig del af arbejdet med familierne i bufferzonen har været at sikre ejendomsretten til jorden. Over 500 brug på hver over 50 hektar har nu fået skøde.

     Befolkningen i bufferzonen er ved at opbygge en ny indtægtskilde, der hænger på træerne, nemlig kakaotræerne. Kakao, der er økologisk dyrket, giver en langt bedre salgspris end de traditionelle afgrøder, ris og bønner, men bærer først frugt efter 3-4 år.

     Forudsigelser af verdensmarkedspriser på tropiske landbrugsvarer er som at spå i kakaogrums, men fra det andet store naturreservat i Nicaragua, Bosawás, har Ritter Sport opkøbt hele kakaoproduktionen, og der forhandles med chokoladefabrikker om at købe den økologiske kakao fra Indio Maiz.

     Kakao-bønderne i bufferzonen omkring Indio Maiz er optimistiske. I løbet af de seneste ti år er der som et led i det danskstøttede miljøprogram opbygget et samarbejde mellem Nicaraguas miljømyndigheder, hær, politi og lokalsamfundene i bufferzonen. Men den samme dag – som vi fløj ind over reservatet i en gammel russisk M-17 kamphelikopter –bragte den førende nicaraguanske avis, La Prensa, alarmerende nyt: Tidligere sandinistsoldater planlagde i fællesskab med exkon-traer et større raid ind i Indio Maiz. De tidligere uforsonlige fjender var efter krigens afslutning blevet lovet jord af regeringen. Jord, som de stadig ikke havde fået og nu var indstillet på at tage selv.

     – Det sker hvert år inden jul, når den tørre tid begynder. Men det positive er, at myndighederne har kontakt med de grupper, der kunne tænkes at invadere området, og har et apparat der kan forhindre, at nybyggerne tager kravet om jord i egen hånd og bryder ind i reservatet, siger Sune Holt.

Gruppen af mistænkte nybyggere nægtede, at historien var sand. Gruppens repræsentant –en mand ved navn Willy Snyder – udtalte til avisen La Prensa, at de sandelig ikke havde tænkt sig at bryde ind i reservatet.

Danmark giver i 2005-2010 i alt 200 mio. kr. i støtte til miljøprogrammet i Nicaragua Støtten går til: – Håndhævelse af miljølovgivningen blandt andet gennem støtte til Miljøministeriet. – Udvikling af et bæredygtigt system for forvaltning af beskyttede områder, blandt andet naturreservatet Indio Maiz – At fremme bæredygtige kommunale investeringer i eksempelvis drikkevand og affaldshåndtering

Falske indianere og en vækkelsesprædikant
Men truslen kommer ikke blot fra bitre ekssoldater. I den største by på østkysten, Bluefields, der ligner en krydsning mellem et caribisk paradis og det førorkanramte New Orleans i miniudgave, sidder en lokal leder og religiøs vækkelsesprædikant. Ifølge flere kilder opkræver han beskyttelsespenge for folk, der prøver at trænge ind i reservatet.

     Et andet trick er, at folk påberåber sig at tilhøre den etniske gruppe ramaindianerne, der har særlige rettigheder til at opholde sig i beskyttede naturområder.

     Man skal ikke forvente ret meget hjælp fra domstolene til at få fældet de illegale tømmerhandlere.

     Retsvæsenet er dybt korrupt, og handel med ulovligt fældet træ er udbredt i Nicaragua, fortæller statsanklager Alberto Espinoza.

     Nicaragua er et land med en alarmerende befolkningsvækst, et voldsomt pres på uopdyrket landbrugsjord, en række dybt korrupte institutioner og høje priser på illegalt fældet tropisk træ. Det er derfor et bemærkelsesværdigt resultat, at naturreservatet Indio Maiz ikke for længst er fældet og har endt sine dage som udpint svedjebrug.