AFRIKA

KORRUPTION STARTER OG SLUTTER I HOVEDET PÅ DEN ENKELTE

Efter Nelson Mandelas magtovertagelse blev Jacob Zuma udnævnt til minister i en provinsregering og senere til landets vicepræsident. Vellønnede stillinger. Men i dag står han tiltalt for korruption. Foto: Odd Andersen/AFP

Zurt show Zuma. I Sydafrika er landets tidligere vicepræsident under anklage for korruption. Reaktionen på anklagerne afslører, hvorfor kampen mod uvæsenet bliver lang.

Af Jesper Strudsholm, Cape Town

Korruption er en af demokratiets mest dræbende gifte. Danskere reagerer nærmest instinktivt og med voldsomt ubehag på selv små doser af korruption og nepotisme, altså favorisering af familie, venner og forretningsforbindelser.

     Det bliver en sag, når en miljøminister har sikret ekstra offentlige penge til den skole, han har orlov fra. Eller når en borgmester i København lader skatteyderne betale for whisky til partifællers fødselsdage.

     Set udefra – for en dansker i Afrika – er denne udbredte fornemmelse af ret og rimelighed måske den smukkeste egenskab ved det danske demokrati. Danskere afholder sig ikke kun fra spirituskørsel og korruption, fordi det er strafbart, men også fordi de frygter skammen ved at blive pågrebet lige så meget som selve straffen.

     Dermed er vi allerede dybt inde i forklaringen på, hvorfor kampen mod korruption i udviklingslandene bliver en lang proces. Adskillige u-lande har indført strengere lovgivning og ansat korruptionsjægere. Og Danida har vedtaget en nultolerance politik. Men korruption og nepotisme er ofte forlængelser af årtusindgamle traditioner for, at den stærke hjælper den svage og får tjenester til gengæld. Derfor opfatter mange borgere i u-landene ikke nødvendigvis den slags forbindelser som kriminelle – eller i det mindste ikke så kriminelle, at de bør retsforfølges.

     Det er senest demonstreret i Sydafrika, hvor forretningsmanden Schabir Shaik i maj blev dømt for at have ’et gennemgående korrupt forhold’ til landets vicepræsident, Jacob Zuma – og for i det værste tilfælde at have bedt et fransk våbenfirma om bestikkelse svarende til en halv million kroner om året til Zuma.

     Zuma blev kort efter fyret som vicepræsident og derefter tiltalt i sin egen retssag, der endnu ikke er startet. Shaiks appelsag har heller ikke været for højesteret. Men uanset det endelige udfald af retssagerne afslørede bevismaterialet og de efterfølgende begivenheder mekanismer, der ikke var blevet accepteret i et demokrati som det danske.

En mand i pengenød
Jacob Zuma var i mange år i eksil som en magtfuld efterretningschef i Nelson Mandelas frihedsbevægelse, ANC, der bekæmpede det racistiske, hvide apartheid-styre i Sydafrika. Efter Mandelas magtovertagelse blev Zuma minister i en provinsregering og senere landets vicepræsident. Trods de pæne honorarer i begge stillinger var han i konstant pengenød. Han havde flere koner, flere boliger og adskillige venner, der forventede, at en mand i hans position også kunne hjælpe dem.

     Schabir Shaik trådte hjælpende til med penge. I landsretten hævdede forretningsmanden, der var tale om lån, hvilket dommeren afviste. Til gengæld for støtten hjalp Zuma vennen Shaik med støttebreve og aktiv indgriben i forretningsmandens forsøg på at opnå statslige og private kontrakter.

     Uanset om Shaiks penge var gaver eller lån, bragte Zuma sig i et afhængighedsforhold, der i Danmark ville være uacceptabelt for en politiker. Alene mistanken om favorisering ville herhjemme have fældet Zuma, ikke bare på papiret – som det skete med hans fyring – men også i offentlighedens anseelse. 

Forventning om fremtidig støtte
I Sydafrika var sagen en anden. Her havde magtfulde fraktioner i ANC i mange år satset på Zuma som landets næste præsident. Hos fraktionernes ledere lå der utvivlsomt forventninger om, at denne støtte ville blive belønnet med poster i fremtidige regeringer.

     Zumas støtter var derfor villige til at lade hans store indsats for ANC tælle mere end hans mulige lovovertrædelser. En kongres i ANC valgte med klapsalver at lade Zuma fortsætte som aktiv vicepræsident i partiet. Fagforeningerne opfordrede Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, til at genindsætte Zuma som landets vicepræsident og kræve korruptionsanklagerne droppet uden at give domstolene en chance for at afgøre hans eventuelle skyld.     

     Det hører med til historien, at der i flere år har raset en magtkamp i ANC. Og meget tyder på, at Zumas modstandere aktivt hjalp med til at bringe korruptionssagen frem i lyset. Men det virkeligt interessante er, at Zuma ved at tage mod Shaiks penge overhovedet bragte sig i en situation, hvor han kunne mistænkes.

     Det skete til trods for, at han som tidligere efterretningschef i ANC kender alt til værdien af kompromitterende information, hvis man vil fælde sine modstandere.

 Patron-klient-forholdet
Så hvorfor i alverden begik han så vanvittig en fejltagelse på et tidspunkt, hvor han var ét skridt fra sit lands højeste embede? Han må i det mindste ubevist have satset på det, der faktisk skete: At hans støtter var villige til at slå en streg over eventuel kriminalitet, fordi de sætter Zumas politiske indsats i fortiden og fremtiden højere end eventuelle fejltrin.

Én forklaring på dette fænomen er årtusinder gammel: De såkaldte patronklient forhold. En patron er en beskytter eller velgører – en klient er en, der har behov for støtte eller beskyttelse.

     I middelalderens Europa trællede fæstebønder for de godsejere, der beskyttede dem i den tids hyppige krige. I nutidens Afrika modtager høvdinge store gaver til gengæld for adgangen til den landbrugsjord, som de har magten over. Og landsbyerne forventer at få udvikling – vandpumper, elforsyning, asfaltveje – fra de parlamentsmedlemmer, de har valgt.

     Mekanikken er ikke grundlæggende forskellig fra middelalderens Europa eller nødvendigvis usund. Danskere forventer også en indsats for deres egen egn fra de lokale folketingsmedlemmer. Men i udviklingslandene udvikler det sig til korruption, når forventningerne overgår parlamentsmedlemmets reelle muligheder for at levere – og han derpå begynder at udnytte sin magtposition til at tage sig betalt for at hjælpe andre. Hvilket igen gør det muligt for ham at betale sine vælgere, opfylde deres forventninger og blive genvalgt. I andre tilfælde udnytter embedsmænd deres magtposition til at tage sig betalt for ydelser, der burde være gratis – eller politi og domstole gør det ulovlige lovligt mod en passende betaling.

Den moralske dom
Alt dette finder sted på en glidende skala. Korruption kan være så grotesk, at alle er enige om at afvise dem. Et eksempel var Mobutu Sese Seko, Zaires tidligere diktator, der regnedes for opfinderen af såkaldt kleptokrati – en styreform bygget på udplyndring af dem, der står under dig i samfundssystemet.

     I den helt, helt modsatte ende af skalaen bliver det mere gråt. Den tidligere danske miljøminister Hans Christian Schmidt (V) forblev i regeringen, selv om han sikrede sin egen skole ekstra penge. Schmidt overtrådte ikke nogen lov. Men mange havde en instinktiv fornemmelse af, at hans handling var forkert.

     Denne fornemmelse regnes ofte for en sidegevinst af demokrati. Men man kan også argumentere omvendt: At et sundt demokrati er selve denne sans for ret og rimelighed. Derfor er det vanskeligt for demokratiet som institution – altså for staten – at diktere et effektivt indgreb mod korruption. Uvæsenet kan kun udryddes gennem en lang proces, hvor domstole, politikere, medier og græsrødder tilsammen rykker grænserne for det acceptable.

     Det kræver tålmodighed. Og undervejs er det værd at minde om, at Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte sikrede sig 1.068 stemmer ved det seneste kommunalvalg, mens aviserne dagligt bragte kopier af de rødvinsregninger, der har fået ham tiltalt i en straffesag.

Jesper Strudsholm er korrespondent for dagbladet Politiken og bosat i Cape Town, Sydafrika. jesper@iafrica.com

NY BOG OM KORRUPTION MS’ Forlag udgiver på den internationale antikorruptionsdag den 9. december bogen Noget for noget af Jens Lohmann. Bogen beskriver korruptionens menneskelige, demokratiske og udviklingsmæssige omkostninger.      Noget for noget er den første danske bog om korruptionens væsen og dens demokratiske og udviklingsmæssige konsekvenser.

JACOB ZUMA OGSÅ ANKLAGET FOR VOLDTÆGT

En ulykke kommer sjældent alene, og nu rammer endnu en af slagsen den tidligere sydafrikanske vicepræsident Jacob Zuma. Han blev nemlig tirsdag den 6. december tiltalt for voldtægt, og ifølge analytikere vil sagen –oven i den verserende korruptionssigtelse –med stor sikkerhed hindre ham i at blive Sydafrikas næste præsident.

     – Efter nøje overvejelser har anklagemyndigheden besluttet, at Jacob Zuma bliver fremstillet i retten i Johannesburg anklaget for voldtægt, hedder det i en erklæring fra anklagemyndigheden.

     Zuma, der længe er blevet betragtet som bedste bud på en efterfølger til præsident Thabo Mbeki, blev i juni i år frataget sit embede grundet anklagen om korruption. /larkro

ZIMBABWE: FORFÆRDET FN-MAND BESØGER MUGABES ’OPRYDNING’

FN’s nødhjælpskoordinater, Jan Egeland, besøgte i december resultatet af præsident Mugabes såkaldte ’oprydning’ i Zimbabwe.

Af Lars Krøldrup

Præsident Robert Mugabes regering har revet titusinder af slumboliger ned i en operation, som ifølge FN har gjort 700.000 mennesker hjemløse og haft negative konsekvenser for 2,4 millioner andre.

     FN’s nødhjælpskoordinator og vicegene-ralsekretær, Jan Egeland, så i begyndelsen af december med egne øjne konsekvenserne af de zimbabwiske myndigheders nedrivning af slumboliger. Jan Egeland vadede gennem tykt mudder i de usle lejre, hvor ofrene for den såkaldte ’oprydningsaktion’ bor og udtrykte sin forfærdelse over forholdene for de mange tusinde mennesker.

     – Jeg har nu set de store behov og mangler hos dem, der er blevet ramt af nedrivningerne. Det står meget klart, at behovene er store, og folk lever under meget dårlige forhold, sagde Jan Egeland, der er den hidtil højest placerede repræsentant for FN, der besøger Zimbabwe, siden nedrivningerne blev afsluttet i maj.

Det er ikke min skyld
Jan Egeland besøgte Hatcliffe, 20 kilometer uden for hovedstaden Harare. Her bor 8.000 mennesker, og de fleste har intet formelt arbejde. En af de ramte, Dereck Chiwari, sagde, at beboerne lever i frygt for sygdom, da de drikker og laver mad af urent vand. Han har sammen med sin kone og fem børn boet under et enkelt plastikdækken siden maj.

     Robert Mugabe accepterede i sidste måned et tilbud fra FN om støtte efter først at have nægtet at modtage hjælp med henvisning til, at der ikke var tale om en humanitær krise. Han afviser også, at fødevaremanglen og den dybe økonomiske krise i landet skyldes hans politik, og siger i stedet, at det bunder i tørke og Vestens sanktioner mod Zimbabwe.

Se billede i fuld størrelse

RÅDSMØDE: ER NIGER FOR FATTIG TIL AT MODTAGE DANSK BISTAND?

Med Etiopien ude af spillet er valget af nyt dansk programsamarbejdsland reduceret til en dyst mellem Mali og Niger. Mali ligner en svag favorit.

Af Poul Kjar

Se billede i fuld størrelse
Sahel-området i det vestlige Afrika.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs har givet Etiopien det røde kort, og dermed er landet smidt ud af kampen om at blive nyt dansk programsamarbejdsland.

     På et møde i Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde sagde Ulla Tørnæs: – Det er simpelthen uacceptabelt, at den etiopiske regering nedskyder demonstranter og fængsler oppositionspolitikere.

     Dermed er der kun de to vestafrikanske ørkenstater, Niger og Mali, tilbage i konkurrencen. Valget mellem disse to lande blev debatteret på Rådsmødet i november.

     Mali fremstår som svag favorit til at løbe af med sejren til en samlet værdi af knap 200 mio. dansk bistandskroner om året.

     Det skyldes, at Mali ifølge Udenrigsministeriets analyser performer bedre end nabolandet Niger i forhold til god regeringsførelse. Dermed er ørkensandet gødet for et åbent og velfungerende sektorprogramsamarbejde.

     Ifølge Udenrigsministeriets analyse af Niger er landet for svagt til at indlede et egentligt sektorprogramsamarbejde fra start.

     Til gengæld er Niger det fattigste af de to lande.

     Valget blev trukket klart op af professor Finn Tarp, der afsluttede sit indlæg på Rådsmødet med spørgsmålet:      

     – Skal det være det fattigste land (Niger, red.), eller landet med den bedste politik (Mali, red.), der ender som nyt dansk programsamarbejdsland?

Forinden havde professoren efterlyst en klarere vægtning af de forskellige kriterier for at vælge et programsamarbejdsland.

Angola på banen
Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær Lars Udsholt, bakkede op om udviklingsministerens røde kort til Etiopien. Derefter sagde han med slet skjult ironi: – Landevalget står mellem to lande i den del af Afrika, hvor de tillader sig at tale fransk.

     Han tilføjede, at det faktisk giver god mening at styrke indsatsen i Sahel-området i det vestlige Afrika, som kan bidrage til en sammenhængende regional indsats med de øvrige danske programsamarbejdslande Ghana, Burkina Faso og Benin.

     Lars Udsholt anbefalede ikke det ene land frem for det andet, men endte med at sige, at Mali giver god mening, da regeringsapparatet har vist sig villigt til at tage imod kritik.

     Rikke Danielsen fra Dansk Industri efterlyste til gengæld, at udviklingsministeren havde haft lidt mere lidt mere is i maven i forhold til Etiopien. Set fra erhvervslivets synsvinkel ville det ikke-fransktalende Etiopien på Afrikas Horn med 73 millioner indbyggere være et langt mere attraktivt programsamarbejdsland.

     Rikke Danielsen mente, at det bliver svært af få danske virksomheder som samarbejdspartnere i Mali eller Niger. Hun sluttede sit indlæg af med at sende en overraskende tåhyler indover forsamlingen:

– Skulle man ikke tage en tænkepause og måske overveje Angola som et alternativ?

Bådeog-løsning
Hermed var bolden givet op til debat blandt deltagerne.

      Frygten for en lidt kedelig kamp mellem Niger og Mali blev gjort til skamme, da det viste sig, at det ikke kun var Dansk Industri, der valgte at se bort fra reglerne og pege på alternativer til de to finaledeltagere.

      Således forslog Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Henrik Stubkjær, at man spolede processen tilbage og inddrog et land som Malawi, der nåede i ’semifinalen’ om at blive nyt programsamarbejdsland, og hvor Danmark tidligere har været en stor donor. Indtil programmet blev lukket i 2002.

      Et andet ganske interessant alternativ til Niger eller Mali kom fra en pensioneret Danidakonsulent, Jens Gjørslev, der foreslog, at landene delte titlen som programsamarbejdsland. Jens Gjørslev uddybede:

      – Ingen af de to lande vil kunne udnytte 150- 200 mio. danske bistandskroner om året, og et stort fælles vandsektorprogram kunne administreres fra en fælles regional ambassade.

     Et forslag, der mødte anerkendelse fra flere medlemmer af Rådet.

     Debattens mest patos-fyldte indlæg kom fra Care Danmarks repræsentant, der talte varmt for Niger, hvor organisationen i mange år har arbejdet. Og som til sidst ikke kunne holde ud at høre på, at Nigers svage kapacitet trækker i den forkerte retning. Hun sagde: – Er Niger for fattigt til at modtage ulandshjælp?

     Det er Niger ikke, og Ulla Tørnæs slog da også fast, at Danmark ikke trækker sig ud af Niger, som vi allerede støtter med omkring 60 mio. kr. om året, hvis Mali vælges som nyt programsamarbejdsland.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs rejste efterfølgende til Mali og Niger for ved selvsyn at vurdere landene.

Se indlæggene fra Rådsmødet som filmstrimler på http://www.um.dk under udviklingspolitik

Se billede i fuld størrelse

MULIG SVINDEL MED DANIDA-PENGE

Knap 1.000 ud af 3.000 undersøgte bilag er behæftet med fejl og mangler, afslører en revision af danskstøttet undervisningsprogram. Danida smækker nu kassen i.

Af Stefan Katic

En kritisk revisionsundersøgelse af dansk bistand til uddannelsessektoren i Mozambique har afdækket omfattende uregelmæssigheder i forvaltningen, herunder muligvis svindel med danske bistandsmidler.

     Revisionsundersøgelsen er iværksat i forlængelse af den danske ambassades uanmeldte kasseeftersyn på uddannelsessektorprogrammet tidligere på året, som viste, at der var omfattende fejl og mangler i den finansielle styring af sektorprogrammet, der drives i samarbejde mellem Danida og Mozambiques regering.

     Sektorprogrammet, der har kørt siden 2002, støtter blandt andet grund- og mellemskolerne, læreruddannelse, udvikling af læseplaner og skolebyggeri i tre provinser, nemlig Tete, Cabo Delgado og Zambézia. Det er i sidstnævnte provins, at uregelmæssighederne er blevet opdaget.

     Udviklingsminister Ulla Tørnæs, der har orienteret Finansudvalget, Udenrigsudvalget samt Rigsrevisionen om sagen, kommenterede den 6. december uregelmæssighederne.

     – Jeg er i dag blevet orienteret om, at en kritisk revisionsundersøgelse har afdækket omfattende fejl og mangler i forvaltningen af Danmarks bistand til uddannelsessektoren i Zambézia-provinsen i Mozambique. Jeg ser med stor alvor på sagen, og jeg har derfor besluttet at stoppe alle nye aktiviteter og betalinger i uddannelsessektorprogrammet i Mozambique, udtaler hun.

     Kun de allermest nødvendige aktiviteter videreføres under skærpet tilsyn af ambassaden i Maputo.

Penge, der skulle have gavnet skoleelever i Mozambique, er muligvis gået i de forkerte lommer. En kulegravning af bilagene er nu sat i gang. Foto: Ernst Tobisch/ Danida.

Kassen smækkes i
Kassen smækkes altså nu i for uddannelsesprogrammet. Men kommer det ikke til at gå ud over skolebørn i Mozambique? Udvikling har spurgt Einar Hebogård Jensen, der er chef for Udenrigsministeriets kontor for kvalitetssikring af udviklingsbistanden:

     – Vi fortsætter kun de helt nødvendige aktiviteter. Det vil sige, at hvis vi har bygget en skole to tredjedele færdig, så skal der tag på, så regnen ikke ødelægger bygningen. Vi stopper ikke aktiviteter, der er næsten færdige og hvad der må anses for nødvendige aktiviteter vil ambassaden afgøre, fastslår Einar H. Jensen.

     – Hvor tit er der revision i Danidas sektorprogrammer?

     – Årligt. Men i dette tilfælde har den været forsinket. Det er derfor først ved det uanmeldte kasseeftersyn, at vi er blevet opmærksomme på de forvaltningsmæssige svagheder. Herefter blev procedurerne skærpet. Og så førte det til igangsættelsen af en kritisk revisionsundersøgelse, hvor de første resultater nu foreligger, siger han.

Ansvaret skal placeres
Og denne foreløbige revisionsundersøgelse viser altså, at op mod en tredjedel af de gennemgåede knap 3.000 bilag er behæftet med fejl og mangler. En række procedurer og regler er ikke blevet overholdt. Desuden mangler der dokumentation for og godkendelse af en række udbetalinger.

     Der er mistanke om, at nogle af uregelmæssighederne kan dække over misbrug af danske bistandsmidler.

     – Det betyder dog ikke, at der også er svindel i en tredjedel af sagerne. Vi kan endnu ikke sige, om der er tale om svag administration eller svindel, understreger Einar H. Jensen. Ambassadens revisionsfirma, KPMG i Mozambique, bliver nu bedt om at gennemføre 2. halvleg af den kritiske revisionsundersøgelse og dykke et spadestik dybere ned i bilagene.

     Kontorchef Einar H. Jensen forventer, at der kommer til at gå måneder, før vi kender svaret. Herefter vil ambassaden tage stilling til, om der skal foretages politianmeldelse eller om rigsadvokaten i Mozambique skal inddrages.

EN FRANÇAIS, S’IL VOUS PLAÎT

Med endnu et fransktalende programsamarbejdsland – Mali eller Niger – bliver det vanskeligere at finde kvalificerede danske eksperter.

Af Lars Thostrup

De tungevridende franske verber forbliver et uopklaret mysterium, som vækker ubehagelige minder om gymnasietidens forsømte fransktimer. Sådan har mange danskere det, og sådan har danske udviklingseksperter det også.

     Som følge af denne kollektive frankofobi skrumper udvalget af kvalificerede danske kandidater drastisk ind, når en rådgiverstilling er placeret i et fransktalende land.

     – Statistikken taler sit tydelige sprog. Hvis vi sammenligner med de engelsksprogede lande, må der i dobbelt så mange tilfælde et genopslag til, før vi finder den rette person, konstaterer chefkonsulent Rasmus Bing fra firmaet Mercuri Urval, som står for Udenrigsministeriets rekruttering af Danidarådgivere.

     Danmark giver i dag bistand til de to fransktalende vestafrikanske stater Benin og Burkina Faso – og med Niger og Mali i opløbet vil endnu et frankofont land sandsynligvis snart blive føjet til listen over danske programsamarbejdslande. Hvis danskerne ikke kan forcere den franske sprogbarriere, vil udenlandske udviklingseksperter løbe med de nye stillinger og konsulentopgaver.

     – Det er en kendsgerning, at der er færre danske konsulenter, som kan fransk end engelsk. Derfor kan de stå svagere i konkurrencen i forhold til opgaverne i de fransktalende lande. Men det er mange år siden, at jeg holdt op med at se på folks nationalitet. Det ville i øvrigt også være i strid med de EU-regler, som Danida følger, siger afdelingsleder Jens Lillebæk fra konsulentvirksomheden Carl Bro Gruppen.

Oplagt lejlighed
Det er altid vigtigt at have et grundigt kendskab til modtagerlandets sprog og kultur – men måske i særlig grad i et fransksproget land, mener Anders Ladekarl, som er international chef hos Dansk Røde Kors: – I de tidligere franske kolonier er den offentlige administration præget af fransk kultur. Det vil sige: En formalistisk og centraliseret administration, hvor man hænger sig i formerne. Man skal både kende sproget og kulturen grundigt, hvis man skal begå sig i et sådan miljø, siger han.

     Som ambassadør i det fransktalende Burkina Faso er Margit Thomsen heller ikke i tvivl om, at man skal være klar til hurtigst muligt at lære fransk, hvis man skal arbejde effektivt med dansk udviklingsbistand i det frankofone Vestafrika.

     – Med endnu et fransktalende programsamarbejdsland åbner der sig imidlertid nye attraktive jobmuligheder, som skaber et incitament til at opbygge viden og kompetence i forhold til Vestafrika, siger Margit Thomsen.

     Især på kortere sigt kan det blive nødvendigt at vende sig mod for eksempel Frankrig og Holland, når den nødvendige ekspertise skal rekrutteres. Af hensyn til bistandens folkelige forankring i Danmark ser Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors dog helst, at mange af rådgiverstillingerne besættes med danskere: – Det danske bistandsmiljø kan ind imellem forekomme lidt tillukket. Måske vi her har en oplagt lejlighed til at åbne op for folk, som ikke nødvendigvis har 40 års bistandserfaring.

     Også Rasmus Bing fra Mercuri Urval er åben over for, at man – med den rette forberedelse – retter fokus mod kandidater uden en lang tredjeverdenserfaring: – Har man for eksempel en ansøger med den rette sektorekspertise – lad os sige en knalddygtig vandingeniør med erfaring i organisationsudvikling og som oven i købet taler flydende fransk – så bør vi måske tillægge det mindre betydning, hvis han populært sagt aldrig har været syd for Kongeåen.

Lars Thostrup er freelancejournalist og cand.scient.pol. larsthostrup@kallnet.fo