Udvikling 8/2005

Se billede i fuld størrelse  

’JEG VIL VÆRE MINISTER’

Statsminister Anders Fogh Rasmussen besøgte Tanzania og Mozambique i oktober. Han besøgte skoler og lærte noget nyt om fattigdom.

Af Suzanne Skærbæk Nielsen

– Hvad vil du være, når du bliver stor?, spurgte statsministeren i oktober den overfyldte skoleklasse i den mozambiquiske havneby Pemba. Eleverne fortalte, at de gerne ville være lærere eller sygeplejersker, men én elev sagde:

     – Jeg vil være minister.

     Og forståeligt nok. Overalt hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen satte sine danske fødder, blev han mødt af farverige dansere, trommespil og jubelsang. Der var sandelig kommet fint besøg. Optogene fulgte statsministeren, og nu havde han banet sig vej frem til et klasseværelse på en folkeskole med 4.000 elever. Eleven, der gerne vil være minister, har dog mange forhindringer at skulle igennem. Der er cirka tre millioner elever i Mozambique i dag, hvilket er en stigning på 700.000 på kun fem år. Men antallet af lærere er ikke fulgt med.

     Danmark har bidraget til, at 30 procent af alle lærere i provinsen Cabo Delgado, hvor eleven bor, har fået nyt og tidssvarende undervisningsmateriale. Men der er lang vej endnu. Hiv/aids dræber hvert år flere lærere, end der bliver uddannet, og dertil skal føjes, at kun 1,2 procent af eleverne når universitet, og at det samlede antal akademikere i landet kun tæller 1.500. Men eleven er sandsynligvis ikke opmærksom på de statistiske forhindringer, der skal springes over, inden han lander i ministerstolen. 

     I dag er minister det helt rigtige at være. Zanzibar til demokratisk eksamen

I Tanzania besøgte statsministeren bistandsaktiviteter i det sydlige højland omkring byen Iringa og den uroplagede ø Zanizibar, der har ondt i demokratiet. Den 9. oktober endte konflikter mellem politi og oppositionstilhængere i forbindelse med parlamentsvalget den 30. oktober med 18 sårede.

     Statsministeren udtrykte bekymring for urolighederne og for, om valget forløb fair, troværdigt og fredeligt. Demokratiet skal kort sagt til eksamen, og Danmark vil kigge med.

     Efter besøget i Tanzania og Mozambique udtalte statsministeren:

     – Fattigdommen i Tanzania gjorde stort indtryk på mig. Det, der gør indtryk her i Mozambique, er, at man kan være endnu fattigere.

     Mens statsministeren har pakket kufferten ud, så planlægger udviklingsminister Ulla Tørnæs en rejse til Mali og Niger den 25. november til 2. december. Begge lande er i kikkerten til at kunne som muligt bud på et nyt, dansk programsamarbejdsland. En rejse til det tredje kandidatland, Etiopien, overvejes i øjeblikket i lyset af de aktuelle uroligheder i landet.

MASSIV STØTTE PÅ VEJ TIL SUDAN

Målet er at sikre freden og gøde jorden, så 3,8 millioner internt fordrevne kan vende tilbage til deres hjemegn.

Af Janina Graae

Efter 21 års borgerkrig i Sudan blev der i starten af 2005 indgået en fredsaftale mellem regeringen i hovedstaden Khartoum i det nordlige Sudan og oprørsbevægelsen SPLA/M i Sydsudan.

     Danmark støtter fredsprocessen i Sudan med 500 millioner kroner over en periode på fem år. Det gør Sudan til en af hovedmodtagerne af dansk humanitær bistand de kommende år. Darfur, som er den mest urohærgede del af Sudan i øjeblikket, er ikke omfattet af fredsaftalen og bevillingen på 500 mio. kr. Danmark har dog i 2005 støttet ofrene for krisen i Darfur med en ekstrabevilling på 45 mio. kr.

     I marts 2005 deltog Danida i en stor donormission, der dannede grundlag for fordelingen af både danske og andre donorers midler i Sudan. Fokus er på reformer i nord og genopbygningen af Sydsudan. Der er i alt afsat godt 25 mia. kr. i perioden 2005 til 2007.

Udviklings- og genopbygningsbistand
Af de 500 mio. kr. er cirka 250 mio. kr. afsat til udviklings- og genopbygningsbistand.

     Pengene skal blandt andet bruges til opbygning af en retsstat, god regeringsførelse, jordreform og en folketælling, så der kan afholdes valg. Derudover vil Danmark støtte uddannelsessektoren i Sydsudan. Uddannelse har topprioritet hos mange af de internt fordrevne er en forudsætning for, at de vil vende tilbage til Sydsudan med deres børn.

     Den danske støtte vil gå gennem FN-organisationer samt en såkaldt multi-donor trustfond for Sydsudan. Det er en fond, som flere donorer skyder penge i og er med til at administrere.

     Den anden halvdel af budgettet skal støtte op omkring indsatser rettet mod flygtninge og internt fordrevne. Man regner med, at der er 3,8 millioner internt fordrevne mennesker i Sudan – og her er de internt fordrevne i Darfur ikke talt med – samt mellem en halv og en hel million flygtninge i nabolandene. Danmarks humanitære indsats retter sig derfor dels mod at yde støtte til, at flygtninge og fordrevne kan vende sikkert tilbage til deres hjemegn og dels mod de områder, hvor der fortsat opholder sig store grupper af internt fordrevne mennesker, der ikke har mulighed for at vende hjem.

     FN, danske og internationale NGO’er samt andre internationale organisationer vil få ansvaret for at anvende den danske støtte på godt 250 mio. kr. Det overordnede samarbejde med Sudan bliver varetaget af den danske ambassade i Kairo, Egypten. Den danske bistand til Sudan vil blive administreret af en styringsenhed med to udsendte medarbejdere og 3 - 4 lokalansatte i Khartoum, og en rådgiver placeret i Sydsudans hovedstad Juba, der vil være tilknyttet et fælles donorkontor.

Janina Graae er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed.

NATIONALPARKER

BLÆSPRUTTEKVINDERNE

På øerne ved Østafrikas største kyst-nationalpark stanger kvinderne ulovligt blæksprutter i tidevandszonen. Men der er færre af de ottearmede under vandet end tidligere, og sønationalparken forsøger at få indbyggere til at finde andre leveveje.

Tekst: Ulla Lund, Tanzania.
Fotos: Peter Hauerbach.

Da vi ser Tabuni og Hamida første gang på tangen ved øen Jibondo i Det indiske Ocean, bevæbnet med deres jernhager til at stange blæksprutter, løber de væk og i land hurtigere end vi kan følge efter.

     Kvinderne tror, at vi kommer fra Mafia Island Marine Park – altså Tanzanias miljømyndigheder. Og kun i alt 4 -5 dage om måneden er det lovligt at stange blæksprutter her i kyst-nationalparkens 822 kvadratkilometer, hvoraf cirka tre fjerdedele ligger under vandet.

     Den vanskelige øvelse her i området – der blev fredet i 1994 – er, at både mennesker og natur skal trives bedre og mere udbytterigt sammen; på kort og langt sigt.

     Vi skjuler os i mangroven uden for synsvidde og venter til kvinderne igen vover sig ud. Så gør vi os synlige og vifter smilende med kameraer og blokke. Denne gang bliver der skabt nærkontakt, og vi får lov at følge kvinderne langt ud og se dem ramme de ottearmede med præcision. Mellem fangsterne går der nogle gange et kvarter, andre gange en time. Som Hamida siger:

     – Der er ikke længere mange blæksprutter. Bare på de par år, hvor jeg har stanget, er det blevet meget sværere. Nogle dage fanger jeg slet ingen blæksprutter – eller bare én lille, fortæller hun, imens blikket forbliver koncentreret mellem stenene efter mulig fangst. Hun tilføjer eftertænksomt:

     – Sikkert fordi vi er blevet flere, der stanger. Nu er der også mange flere mænd end tidligere, hvor det næsten kun var kvinder. Mændene tager ud og snupper dem på lidt dybere vand. Mange blæksprutter når slet ikke i dag at vokse sig store og selv få unger. Men vi skal jo også leve.

     Dilemmaet er ganske klart. Blækspruttekvinderne lever på øer som Mafia, Jibondo, Juani, Chole og Bwejuu. Indbyggerne i 11 større landsbyer med over 10.000 mennesker bor, hvor de altid har gjort; men siden 1994 inden for parkens klare grænser med strikse regler for, hvordan naturressourcerne må udnyttes, hvor, hvornår og af hvem.

     På flere af øerne er jorden for dårlig til landbrug og derfor er næsten alle fiskere. Nogle fisker ulovligt med net med for små masker, der trækkes ødelæggende henover bunden. Tidligere var også dynamit og cyanidfiskeri udbredt.

Tabuni og Hamida

Vi vandrer bogstaveligt ind i Tabuni, Hamida og de andre blækspruttekvinder – og deres ulovligheder i en af tidevandszonerne ud for øen Jibondo.

Man siger, at beboerne på netop denne ø er efterkommere af pirater. Man føler sig da heller ikke specielt velkommen, hverken som turist eller lokal fra en de andre øer. Øen lever sit eget isolerede liv og er den mest muslimsk prægede i kyst-nationalparken – uden nogen særlig kontakt med naboøerne.

     Hverken Tabuni eller Hamida har nogen sinde været væk fra Jibondo – ikke en gang på Mafia, den største ø i gruppen.

     – Hvad skulle jeg på Mafia, siger Tabuni og fortsætter:

     – Jeg vil bare bo her, leve med min familie og være i fred. 

     Når de glemmer vores tilstedeværelse, går de unge kvinder og synger, småsnakker og fniser. De følges normalt en 3-5 stykker sammen, men i dag er de kun de to. Teknikken har de begge lært af deres mødre og søstre.

     På rigtig gode dage kan Tabuni og Hamida være heldige at fange en seks stykker. Men der er også dage – og flere og flere af dem – hvor kvinderne går hjem med vandrynkede tæer og kun en enkelt spiddet blæksprutte på stangen.

Til de fjernere rev
Inspektioner fra kyst-nationalparken, kvindernes eget overfiskeri – og øget konkurrence fra mændene, er, hvad blækspruttekvinderne er oppe imod.

     Ifølge statistikkerne findes der 376 blækspruttekvinder på Jibondo og 210 på Juani, hvor 90 procent af fiskerne er kvinder. Dertil kommer et ukendt antal på både Mafia og Chole.

     Indimellem sejler de til lidt fjernere rev. Blækspruttekvinderne finder sammen om at betale en dhowejer for at sejle dem tæt på de blæksprutterige områder, hvorfra de vader det sidste stykke ind gennem vandet.

     – Ved de rev, vi sejler til, er der stadig store blæksprutter. Men det er nemmere selv at gå ud og fiske fra øen end først at skulle sejle og betale for en bådplads, fortæller Hamida.

     Kun få på øerne har haft råd til at bygge store dhow’er – med plads til mange og til sikker sejlads længere væk. De fleste lokale mandlige fiskere sejler i små kanoer lavet af udhulede træstammer med sejl og plads til to.

 Dørmåtter og dækservietter
En times sejlads fra Jibondo smider vores dhow anker ved øen Chole. Her har lidt støttepenge fra blandt andet Danida hjulpet kvinderne i gang med også at høste på en anden måde fra havet, så presset på blæksprutter og fisk kan lette, samtidig med at familierne forbedrer deres levestandard.

     – For cirka 10 år siden præsenterede vi kvinderne for, hvordan de kan udnytte mangroven og havet på andre måder. De dyrker nu tang, laver reb, dørmåtter og forskellige flettede kurver og andet. Som et led i projektet blev der også til et lille hus, hvor kvinderne kan samles og også sælge deres ting fra, fortæller Mohammed Shamte, der er ranger i kyst-nationalparken.

     Kvinderne kalder med stolthed huset en ’markedsplads’, fordi de faktisk både arbejder og sælger deres produkter her til turister. Udbudet består af kurve, dækservietter, tynde græsmåtter og dørmåtter. Ved hjælp af fælgen fra et gammelt cykelhjul og en simpel selvbygget træmekanik skaber kvinderne metervis af tovværk.

Mariam Musa høster tang, der kan forarbejdes til gelatine.

Rebslagere
Også i et andet lille hus i landsbyen arbejder kvinderne. Her har de både deres færdige lager af flotte tykke dørmåtter og bunker af fibre indfarvet med urter og klar til brug. Dørmåtterne er tidskrævende arbejde.

     – Når vi har brugt mælk og kokos, tager vi de halve skaller og graver dem ned i dyndet i mangroven. Her skal de ligge i et halvt år, for at fibrene kan blive bløde nok til at kunne bruges, fortæller Dalini Selemani på 30 år.

     Næste led i processen er helt bogstaveligt at give dem en ordentlig omgang tæv med en træstok, så de nu bløde fibre løsnes fra skallen. Efter de har ligget til tørre i solen, kan den filtrede masse bruges til måtter – eller bare til reb i metermål.

     – 30 meter reb, som det tager et par dage at lave, kan jeg sælge for otte kroner, fortæller Mwanjuma Mbaruku og fremviser lange bundter af færdige reb.

Undervandsmarker
Kvinderne går gennem mangroven – til den mere åbne kystzone i kanalområdet mod Juani.

     Tidevandet er nu gradvist på vej ind igen, og kvindernes halvmodne tangvækster, bundet på de tyve meter lange snore, er ved at rejse sig fra at soppe i mudder til at duve udspændt i lavt, næringsrigt vand.

     – Kyst-nationalparken fik et firma til at hjælpe os i gang. De gav os de første små tangplanter og lærte os, hvordan de skal bindes fast og passes, så de vokser hurtigst muligt, fortæller Mariam Musa på 33 år.

     Men ’høsten’ kan også nemt slå fejl:

     – Nogle gange snupper fiskene vores tang. Andre gange kommer der sygdomme, som vi ikke kender, men som får tangen til at dø og skrumpe ind, fortæller Mariam, mens hun tilser et par af sine reb. Ved næste lavvande vurderer hun, om de er klar til høst. Og når de skal hentes i land, kan der også godt smutte et par blæksprutter og krabber med hjem nede i sækken – når hun nu alligevel er ude og høste i havet.

Ulla Lund er freelancejournalist og Peter Hauerbach fotograf.
ulla.lund@citypressekontor.dk

Mafia Island Marine Park Danida støtter blandt andet Mafia Island Marine Park, der både beskytter naturen i parken og hjælper befolkningen i gang med alternativer til fiskeri, ulovlig mangrovetømmerhugst m.m.

Mangrove og søgræs Det cirka 2.200 kvadratkilometer store område hænger sammen i et økosystem med delta og vådområde, sandbanker, tidevandszoner, områder med søgræs, kystnære koralrev – og ikke mindste store mangroveområder. 80 procent af de rejer, der fanges industrielt ud for Tanzanias 800 kilometer kystlinje, er vokset op i mangroven og søgræsområderne ved øerne Mafia og Rufiji. Over halvdelen af verdens mangroveområder er forsvundet i løbet af de seneste hundrede år. Mangrovebælterne er med til at beskytte kysterne. Det så man ved tsunamien i julen 2004. De kyststrækninger, hvor mangroven var fjernet til fordel for rejefarme, havnebyggeri med mere, blev langt hårdere ramt end områder med et godt bredt mangrovebælte. Et mangrovebælte på 100 meter kan opsuge omkring 90 procent af kraften fra en tsunami.

Produkter Tang Den rødlige tang, eucheuma, tørres i solen. Af massen kan der udvindes et fortykningsmiddel –en slags gelatine – der bruges i fødevarer, maling, tandpasta med mere. Omkring 1.100 kvinder i kyst-nationalparken dyrker tang, og det skaffer dem årligt indtægter på knap 700.000 danske kroner. Måtter 80 kvinder i kyst-nationalparken har fået træning i at forarbejde kokosfibrene og væve dem til dørmåtter. En måtte, der kræver 20 meter reb, indbringer det der svarer til 26 kroner. Turisme De fleste turister på safari i Kenya og Tanzania vælger stadig kysten ved Mombassa og Dar Es Salaam til et par dages afslapning. Flere er dog ved at få øjnene op for kyst-nationalparken, hvor der findes fire gæstehytter – tre på øen Mafia og en på øen Chole. Oveni priserne skal hver turist betale 10 dollars pr. dag til nationalparken.

Udnævnt til Ramsarområde I februar lykkedes det Ministeriet for Naturressourcer og Turisme – blandt andet med dansk ekspertbistand – at få udnævnt Mafia Island Marine Park til et Ramsarområde, som er et særligt vigtigt naturbeskyttelsesområde.

BISTAND

FÆRRE DOLLARS OG FLERE EURO TIL DEN GLOBALE FOND

Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria har svært ved at finde penge til nye programmer. Donorerne svigter løftet om at genopfylde Fonden. Men også bidrag fra erhvervslivet er udeblevet.

Af Stefan Katic

Hiv/aids, tuberkulose og malaria koster årligt flere end seks millioner mennesker livet –mere end hele Danmarks befolkning.

     En central aktør i verdenssamfundets kamp mod de tre store ’u-landssygdomme’ er Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria.

     Men Fonden er løbet ind i lommesmerter. Skal den opretholde sit aktivitetsniveau og samtidig finansiere nye, planlagte aktiviteter, skal den bruge 7,1 milliarder dollars i løbet af 2006 og 2007. Men ved Fondens seneste konference i London i september måned kom der kun lovning på 3,7 mia. dollars.

     Fonden skal altså ud og finde 3,4 mia. dollars i løbet af de næste par år.

Fonden mere europæisk
Ved de seneste to såkaldte genopfyldingsrunder – det er her donorerne mødes for at give penge til genoptankning af Fondens pengetank – er det amerikanske bidrag blevet halveret, relativt set, og udgør nu kun en sjettedel af fondens indtægter mod tidligere en tredjedel.

     Og det på trods af, at det samlede amerikanske bidrag til aids-bekæmpelse under Bush-regeringen er steget markant. Amerikanerne foretrækker i stedet i højere grad at støtte aids-bekæmpelse via deres egen organisation, PEPFAR – en støtte der er steget markant de seneste år. USA er dog fortsat den største enkelte bidragyder til Den globale Fond og lovede i London et bidrag på 600 millioner dollars til Den Globale Fond. Men samtidig er EU’s bidrag steget og EU-kommissionen er nu den næststørste bidragsyder til Fonden. Fælles bidrag fra medlemslande, parlamentet og kommissionen sammen, er EU og EU-landene samlet set langt den største bidragyder.

     Fondens samlede finansiering er med andre ord blevet mere europæisk.

Den Globale Fond Den Globale Fond har indtil nu uddelt tre milliarder dollars i 128 lande. Efter fire runder med uddeling af fondens midler, er 56 procent af pengene gået til kampen mod hiv/aids, 31 procent mod malaria og 13 procent mod tuberkulose. Danmark har lovet 280 mio. kr. over de næste to år til Den globale Fond. Mere på http://www.theglobalfund.dk og http://www.aidspan.org/gfo

Donortræthed
Det er nu Fondens tanke, at der skal holdes en midtvejskonference i 2006, hvor man atter vil rasle højt med raslebøssen i et forsøg på at få tilstrækkeligt med bidrag fra donorerne, så kampen mod de tre store sygdomme ikke mister pusten.

     – Får man ikke penge nok, kan det få betydning for, hvornår nye ansøgningsrunder gennemføres, vurderer Udenrigsministeriets sydchef Carsten Staur, der siden 2004 har været medlem af Fondens bestyrelse, valgt på vegne af en håndfuld nordeuropæiske donorer (den såkaldte 0,7-gruppe).

     Bestyrelsen tager stilling til alle de konkrete ansøgninger om sygdomsbekæmpende programmer fra u-landene.

     Ifølge informationsmedarbejder Morten Emil Hansen fra u-landsorganisationen Ibis er Fondens vanskeligheder med fundraising kun et symptom: – Krisen i Den Globale Fond er udtryk for en generel donor-træthed på hiv/aids-områ-det. Løfterne bliver mere og mere vidtgående, selvom alle ved, at de ikke kan gennemføres i praksis, siger han.

Men hvorfor er donorerne trætte?

     – Alle anerkender, at hiv/aids er et stort –måske dét største problem – og at der er behov for penge nu og her. Men de lovede stigninger i bistanden er først fra 2010. Trætheden skyldes, at man ikke er i stand til at levere på finansieringssiden – samtidig med at man skruer op for retorikken. Det er tankevækkende, funderer Morten Emil Hansen.

Skuffende private bidrag
Men heller ikke det private erhvervslivet har levet op til forventningerne: – Skuffende, kalder Carsten Staur firmaernes bidrag og peger specielt her på medicinalindustrien. Da Fonden blev grundlagt, skete det ud fra den præmis, at private virksomheder ville bidrage med generøse donationer. Det har – bortset fra undtagelser som Bill & Melinda Gates Foundation – ikke været tilfældet.

     – Havde man vidst, at der ikke ville komme flere penge fra nye donorer, herunder ikke mindst i det private erhvervsliv, så ville man måske ikke have lavet en helt ny Fond, siger Carsten Staur. Han ser Fondens væsentligste styrke i, at den sætter alle tre store sygdomme – aids, malaria og tuberkulose – sammen under én hat. Og at målet selvsagt også er, at bekæmpelsen af sygdommene ses i snæver sammenhæng med de sundhedssystemer, der er i hvert enkelt u-land. Men alligevel er den ikke blevet den nyskabelse, vi indtil nu havde håbet, erkender Carsten Staur.

     – De kommende år vil blive den afgørende test, der vil vise, om det er værd at have en særlig fond, tilføjer Danidas sydchef.

     Her er Morten Emil Hansen fra Ibis delvis enig. Han siger:

     – Koordinering og samarbejde er altafgørende. Men donorerne har i al for høj grad hver deres dagsorden og søger desperat efter kortsigtede resultater, selvom bekæmpelse af hiv/aids realistisk set vil tage flere årtier.

LIGESTILLING ER EN GOD INVESTERING

Det er ikke nogen nyhed, at kvinderne i ulandene er dem, der rører i kødgryderne.

     Men rent faktisk er det også dem, der er ansvarlige for, at der er noget at putte i gryderne. Kvinderne i u-landene er ansvarlige for 60-80 procent af fødevareproduktionen. På trods af det kan kvinderne mange steder ikke købe og sælge det stykke land, de dyrker uden mandens godkendelse. Og det er blot ét af de mange områder, hvor en kvindes ret til

at have en mening kan gøre en forskel. UN-FPA’s State of World Population Report 2005 redegør for det kæmpe potentiale, der ligger gemt i kvinderne i u-landene, og som i dag i høj grad går til spilde. Rapporten konkluderer, at ved at investere i ligestilling, skaber man vækst. Derfor er styrkelse af kvinders rettigheder og ligestilling et af de otte 2015 Mål.
/SSN

NYE MEDLEMMER AF SIKKERHEDSRÅDET

Ved en hemmelig afstemning i New York den 10. oktober traf FN’s generalforsamling en beslutning om nogle af de vigtigste stolesæder i verden. Fra den 1. januar bliver de fem nye ikke-permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet: Congo, Ghana, Peru, Qatar og Slovakiet.

     Derved får landene en plads ved siden af Danmark, Grækenland, Japan og Tanzania.

     Der er 15 pladser i Sikkerhedsrådet, hvoraf kun fem er faste. Disse pladser besiddes af Storbritannien, Frankrig, Rusland, Kina og USA. Alle de faste medlemslande har vetoret.

     Når de nye medlemmer bliver optaget ved årsskiftet, erstatter de Algeriet, Benin, Brasilien, Filippinerne og Rumænien. Danmarks periode som ikke-permanent medlem af rådet udløber den 31. december 2006.
/SSN

HØJE AMBITIONER GIVER ØRETÆVER

Danida lever ikke op til de pæne ord om hensyn til miljøet, konstaterer ny evaluering.

Af Poul Kjar

En gruppe forskere har analyseret de seneste fem års erfaringer med at inddrage miljø som et såkaldt tværgående hensyn i dansk udviklingsbistand.

     Miljø skal – lige som menneskerettigheder og gender – indtænkes i alle Danidas bistandsprogrammer, har mantraet lydt.

     Forskerne fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har set på, hvordan miljøet tænkes ind i sektorprogrammer inden for landbrug, vand, transport og decentralisering i ti af Danmarks programsamarbejdslande. Konklusionen er, at Danida ikke lever op til sine egne retningslinier om at integrere miljøet i hele planlægningen af sektorprogrammerne.

særligt decentraliseringsprogrammerne, men også vand- og landbrugssektorprogrammer, får en meget lav score for deres inddragelse af miljøet.

     – Jeg er nok uenig i måden, hvorpå undersøgelsen sammenstiller de forskellige sektorer. Der er i virkelighedens verden stor forskel på et vejsektorprogram og et landbrugsprogram. Hvis en vej pløjer igennem et vigtigt naturområde, så kan vi jo vælge at bruge nogle ekstra bistandsmidler til at lave en ny linjeføring, siger Holger Bernt Hansen.

     – Men vi kan ikke så godt forlange, at en fattig bonde dyrker økologisk eller ikke anvender kunstgødning, hvis det går ud over hans produktion og dermed hans indtjening og levevilkår. Her er vi oppe mod nogle mekanismer, som vi ikke har indflydelse på, påpeger styrelsesformanden.

– Vi kan ikke slække på miljøhensynet i sektorprogrammerne, siger Holger Bernt Hansen. Foto: Ernst Tobisch.

Rapportens hovedforfatter, seniorforsker Helle Munk Ravnsborg, peger på, at ansvaret for den manglende efterlevelse ikke kun ligger hos Danidas medarbejdere og eksterne konsulenter, der udformer sektorprogrammerne; men også hos Danidas styrelse. Styrelsen har blandt andet til opgave at sikre, at udviklingsbistanden lever op til de politiske strategier og retningslinier.

     Dertil siger Danidas styrelses- og rådsformand, professor Holger Bernt Hansen: – Det er da klart, at vi i styrelsen skal have en skærpet opmærksomhed omkring miljøet som tværgående hensyn. Men når vi får programmerne til tiltrædelse, så skal vi jo i høj grad se på den virkelighed eller kontekst, programmerne optræder i. Hvad kan vi realistisk nå? Og hvad kan vi realistisk stille krav om på et område som miljø, der i de fleste samarbejdslande har lav prioritet?

Tre ud af fire dumpede
Ifølge DIIS’ undersøgelse er det først og fremmest i transportsektoren, at Danida følger egne formelle retningslinier for integration af miljøet, når et nyt sektorprogram i et land skal identificeres, forberedes og godkendes. Mens særligt decentraliseringsprogrammerne, men også vand- og landbrugssektorprogrammer, får en meget lav score for deres inddragelse af miljøet.

     – Jeg er nok uenig i måden, hvorpå undersøgelsen sammenstiller de forskellige sektorer. Der er i virkelighedens verden stor forskel på et vejsektorprogram og et landbrugsprogram. Hvis en vej pløjer igennem et vigtigt naturområde, så kan vi jo vælge at bruge nogle ekstra bistandsmidler til at lave en ny linjeføring, siger Holger Bernt Hansen.

      – Men vi kan ikke så godt forlange, at en fattig bonde dyrker økologisk eller ikke anvender kunstgødning, hvis det går ud over hans produktion og dermed hans indtjening og levevilkår. Her er vi oppe mod nogle mekanismer, som vi ikke har indflydelse på, påpeger styrelsesformanden.

Tjeklisten blev for lang

DIIS-forskerne konstaterer i undersøgelsen, at Danidas mange tværgående hensyn betyder, at ingen af de strategiske hensyn for alvor bliver taget seriøst.

     – Er der simpelthen for mange overordnede hensyn og retningslinier i Danida?

     – Vi diskuterer løbende, om Danida skal score lige højt på de tværgående hensyn, eller om vi skal differentiere mellem hensynene. Men det er en svær diskussion – og vi kan ikke slække på miljøhensynet, som jo har høj prioritet i regeringsgrundlaget, men også på den internationale dagsorden, svarer Holger Bernt Hansen.

     – Men er problemet ikke, at hvis Danida fastholder det høje ambitionsniveau med flere og flere tværgående hensyn, så vader man ustandseligt ind i dårlig omtale fra kritiske evalueringer, der jo måler ud fra Danidas egne indikatorer for succes?

     – Jo, vi må nok erkende, at tjeklisten er blevet meget lang, specielt hvis de enkelte hensyn skal inddrages med samme vægt i alle slags sektorprogrammer, slutter styrelsesformanden.

Evalueringsrapporten DIIS Report 2005:10 kan rekvireres for 50 kr. på DIIS, eller downloades fra http://www.diis.dk/sw14857.asp

ÆNDRINGER PÅ VEJ EFTER KRITIK AF PS-PROGRAMMET

Udviklingsministeren har efter omfattende kritik af PS-Programmet udpeget en tolv mand stor referencegruppe. Den skal holde et vågent øje med programmets udvikling fremover.

Af Lars Krøldrup

Penge til Mærskhavne i Egypten og penge til SAS-Radisson hoteller i Afrika fra Danidas PrivatSektorProgram. Ikke just formålet med danske bistandspenge turde man tro. Ikke desto mindre har dette været tilfældet, og det har rejst en omfattende kritik af PS-Program-met i medierne. Ren støtte til dansk erhvervsliv har et af kritikpunkterne lydt. kritik er blevet hørt af Udenrigsminider gennem dialog med de involverede i programmet nu vil analysere, i hvilken retning man i fremtiden vil bevæge sig.

     Dialogen blev indledt den 28. september med en konference på Det Kongelige Bibliotek, hvor udviklingsminister Ulla Tørnæs præsenterede de tolv personer, der udgør referencegruppen.

     Herefter var der præsentation af erfaringer med programmet efterfulgt af debat, hvor en række personer med erfaringer fra PS-Pro-grammet kom med deres bud på forbedringer.

     I slutningen af oktober var referencegruppen, sammen med repræsentanter fra det danske Udenrigsministerium, i Bangladesh og Uganda, hvor der blev afholdt seminarer. Her blev der sat fokus på modtagerlandenes synspunkter og erfaringer med PS-Programmet.

     I december måned er det planen, at analysen fra referencegruppen skal være klar, hvorefter den drøftes først i Danidas styrelse og siden i Folketingets Udenrigsudvalg.

SKAL HELST HEDDE JØRGEN

Kvinderådet er utilfreds med, at kun mænd er til den referencegruppe, der skal forbedre Danidas PS-Program. To kvinder er nu inviteret med.

Af Lars Krøldrup

”I en nylig nedsat referencegruppe synes adgangsbilletten at have været en dåbsattest påtegnet de for 50-60 år siden gængse drengenavne Jørgen, Jens eller Sven(d) parret med en titel som direktør eller chefkonsulent. Noget så eksotisk som kvinder er der nemlig ikke blevet plads til blandt de tolv udvalgte i Udviklingsministerens referencegruppe.”

     Sådan lyder en svada i et åbent brev fra Kvinderådets forkvinde, Randi Iversen, til udviklingsminister Ulla Tørnæs. Kvinderådet er Danmarks største kvindeorganisation og samtidig paraply for en række organisationer, som arbejder for kvinders rettigheder.

Hvad med os selv?
Som nævnt i brevet består – eller bestod – referencegruppen, som ministeren har nedsat for at få analyseret mulige forbedringer af Privat-SektorProgrammet, udelukkende af mænd.

     Rådet kalder det derfor i brevet til udviklingsministeren for et hårrejsende brud på Danidas egne retningslinier, når det kommer til ligestillingspolitik og de krav, der bliver stillet til udviklingslandene på området.

     For et år siden lancerede Danida således en strategi for ligestilling i dansk udviklingsbistand. Med dette faktum i baghånden mener Kvinderådet, at det vil øge referencegruppens effekt og gennemslagskraft, hvis begge køn er ligeligt repræsenteret. Brevet til ministeren er åbent og har blandt andet været bragt i de store gratisaviser.

Handling fra ministeren
Ministeren har nu lyttet til kritikken og inviteret to kvinder til at deltage i referencegruppen. Det drejer sig om chefkonsulent Marie Visti Hansen fra Handel, Transport og Serviceerhvervene ( HTS) og direktør for L&S Flag A/S Lisbeth Scott Reinbacher.

     ”De vil begge kunne bidrage aktivt til referencegruppens drøftelser af de hidtidige erfaringer med PS-Programmet”, skriver ministeren i et svar til Kvinderådets forkvinde, Randi Iversen.

     Desuden skriver Ulla Tørnæs, at det bliver værdsat, at rådet opmærksomt følger udviklingen i kønssammensætningen i offentligt nedsatte udvalg, og at Udenrigsministeriet selvsagt bør være særlig opmærksom på dette spørgsmål. Specielt set i lyset af Danidas egen strategi.

INTERNATIONALT

MODERAT GLÆDE OVER GÆLDSAFTALE

Når vesten giver de fattige lande gældslettelse, skal Verdensbanken og IMF kompenseres for deres tab. Men pengene tages fra udviklingsbistanden.

Af Poul Kjar

Årsmøderne i Verdensbanken i slutningen af september gav tilslutning til G8-landenes plan om at slette gælden til verdens fattigste lande.

     Og efter pres fra blandt andet den danske regering indvilgede G8-landene – verdens otte førende industrinationer – i at kompensere Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) for deres indtægtstab i form af tabte renter og afdrag på u-landenes gæld.

     Et tab, som vil løbe op på mellem 42 og 56 milliarder dollars de næste 40 år.

     Gældslettelsen finansieres imidlertid over den stigning i udviklingsbistanden, som de rige lande forpligtede sig til tidligere på året. Der er altså tale om nye penge fra G8-landene til IMF og Verdensbanken – men ikke nye penge samlet set til udviklingslandene.

     Vagn Berthelsen, generalsekretær i u-landsorganisationen Ibis, der arbejder med gæld, siger: – Det er positivt, at det er lykkedes at få opbakning til gældsaftalen til trods for stor modstand i IMF og Verdensbanken mod 100 procent gældslettelse til de fattigste lande. Men det er beklageligt, at det internationale samfund – trods gentagne løfter – fortsat finansierer gældslettelsen over udviklingsbistanden.

     Ibis har for nyligt sat fokus på, at vi fra dansk side trækker gældslettelsen i vores udviklingsbistand. Dermed falder udviklingsbistanden, når vi fra dansk side hen over de næste ti år giver gældslettelse til blandt andet Sudan på to milliarder kroner og til Nigeria på 1,5 mia. kroner.

”Inden vi falder i svime over gældsplanen, skal det understreges, at det kun svarer til 55 øre pr. person i de 18 lande som får gældslettelse. Det er helt utilstrækkeligt”. Ibis’ generalsektretær Vagn Berthelsen. Foto: Ibis.

Skal selv lægge ud
En anden problemstilling ved gældsaftalen indgået i Washington er, at de fattige lande i første omgang selv skal lægge ud for regningen.

     Det vil sige, at et land, der får slettet sin gæld til Verdensbanken og andre udviklingsbanker, vil få det beløb, landet sparer i afdrag og renter, fratrukket udviklingsbistanden fra de samme institutioner.

     Efterfølgende kompenseres Verdensbanken og de andre udviklingsbanker af G8-landene. Men kompensationen vil ikke gå direkte til de udviklingslandene, der har fået gældslettelse. De vil i stedet gå ind i en fælles pulje og blive fordelt efter Verdensbankens almindelige kriterier for gavebistand.

Ingen sikker kompensation
Dertil siger Vagn Berthelsen fra Ibis:

     – De lande, der har fået eftergivet deres gæld, kan altså ikke være sikre på at få andel i kompensationen. Det kommer an på, hvordan pengene fra fonden bliver fordelt. Derudover er det umuligt at tjekke, om G8-landene i praksis leverer kompensationen. Bidragene til IMF og Verdensbanken er nemlig frivillige, og der er ingen garanti for, at kompensationen samlet set vil betyde øgede bidrag.

     Vagn Berthelsens pessimisme næres af, at det har været mere end svært at få G8-lan-dene til at overholde løfterne om at finansiere gældslettelsesinitiativet HIPC til 100 milliarder dollars.

     – I praksis gives gældslettelse ikke på baggrund af en behovsanalyse, men udfra hvor mange penge de rige lande er parate til at give. Derfor har de fattigste lande endnu ikke fået en bæredygtig gældslettelse, slutter generelsekretæren i Ibis.

Gribbene kommer I kølvandet på u-landenes gældslettelse følger de kommercielle banker. Verdensbanken og IMF har gennemført et studie, der viser, at et stigende antal kommercielle kreditorer kører retssager i de lande, der har fået gældslettelse, for at få deres udeståender hjem. Det drejer sig ifølge studiet blandt andet om kreditorer, der har købt gælden billigt i private banker, og som nu ser deres snit til at stille krav om at få pengene udbetalt, nu da u-landene har fået eftergivet offentlig gæld. En liste over kommercielle kreditorer, der kører sager i HIPC-landene, findes i Verdensbankens HIPC-statusrapport fra august. http://siteresources.worldbank.org/INTDEBTDEPT/ Resources/081905.pdf Kilde: Bistandsaktuelt.

ÅRETS KORRUPTIONSINDEKS ER PÅ GADEN

Samlet set er der tale om status quo for Danmarks programsamarbejdslande på årets korruptionsindeks. Ny FN-konvention giver anledning til optimisme.

Af Poul Kjar

Det årlige korruptionsindeks fra organisationen Transparency International er på gaden.

     På en skala fra 0 til 10 opnår mere end to tredjedele af indeksets 159 nationer mindre end karakteren ’5’, og det indikerer alvorlig korruption.

     For Danmarks programsamarbejdslande er der tale om moderat frem- eller tilbagegang, som dog i alle tilfælde kan tillægges korruptionsindeksets relativt usikre målemetoder.

     Ifølge indekset er Ghana det mindst korrupte af Danmarks programsamarbejdslande med en score på 3,5. Det placerer det vestafrikanske land som nummer 65 på listen, der toppes af tvserien ’Ørnens’ bundhæderlige hjemland, Island, med en score på 9,7. Og med Danmark på fjerdepladsen med 9,5.

Debut til Burkina Faso
Sammen med Egypten er Burkina Faso det næstmindst korrupte af Danmarks programsamarbejdslande. Det er første gang, at Burkina Faso optræder på korruptionsindekset, og landet får scoren 3,4 – væsentligt bedre end gennemsnittet for de afrikanske lande.

     Ifølge Transparency International er det et udtryk for, at Burkina Faso er i gang med at gennemføre vigtige reformer. Men der er stadig store udfordringer, og regeringen har endnu ikke indfriet en lang række løfter om for eksempel at etablere en institution, der skal kontrollere administrationen af de offentlige finanser.

     Det tredje vestafrikanske programsamarbejdsland, Benin, er gået tilbage med 0,3 point, og ligger på en delt 88. plads med blandt andet Tanzania i det østlige Afrika, der er noteret for en marginal fremgang.

     Herefter følger blandt de afrikanske samarbejdslande Mozambique som nummer 97, Zambia som nummer 107, Uganda som nummer 117 og endelig Kenya – med en score på 2,1 – som nummer 144.

Blandt de tre kandidater til at blive ny dansk samarbejdspartner i Afrika ligger Mali som nummer 88, Niger er nummer 126 og Etiopien nummer 137. Og mens Etiopien og Niger rent faktisk er gået lidt tilbage, er Mali gået 0,3 point frem på listen.

Bolivia går frem
Blandt Danmarks programsamarbejdslande i Latinamerika og Asien står Bolivia for en pæn positiv forbedring på korruptionsindekset, fra 2,2 til 2,5. Mens Nepal er gået tilsvarende tilbage.

     Situationen er status quo for Nicaragua og Vietnam, mens bundskraberen blandt de danske programsamarbejdslande, Bangladesh, faktisk har forbedret sig, men stadig ligger nummer næstsidst på indekset, kun overgået af Tchad på jumbopladsen. Det lille buddhistiske bjergrige, Bhutan, optræder slet ikke på listen.

Ny konvention mod korruption
Ifølge Transparency International er der grund til at se på fremtiden med fortrøstning. Optimismen baseres blandt andet på, at FN’s konvention om antikorruption træder i kraft i december i år.

Karakter for korruption De danske programsamarbejdslande listet ifølge Transparency Internationals korruptionsindeks 2005. Parentes angiver, om landet er gået frem eller tilbage siden 2004. 65. Ghana 3,5 (-0,1) 70. Burkina Faso 3,4 (ny) 70. Egypten 3,4 (+0,2) 88. Benin 2,9 (-0,3) 88. Tanzania 2,9 (+0,1) 97. Mozambique 2,8 (uændret) 107. Nicaragua 2,6 (uændret) 107. Vietnam 2,6 (uændret) 107. Zambia 2,6 (uændret) 117. Bolivia 2,5 (+0,3) 117. Uganda 2,5 (-0,1) 117. Nepal 2,5 (-0,3) 144. Kenya 2,1 (uændret) 158. Bangladesh 1,7 (+0,2) Kilde: http://www.transparency.org

     Konventionen skal være med til at fremskynde eftersøgning af stjålne fonde, opfordre banker til at gøre noget ved hvidvaskning af penge og give mulighed for, at myndigheder kan forfølge udenlandske selskaber og individer, der har foretaget korrupte handlinger.

KUN EN DRÅBE I HAVET

Mindre end en halv procent af vores samlede import kommer fra Danmarks programsamarbejdslande. Heraf tre fjerdedele fra Vietnam og Bangladesh, som vi primært køber tøj og tekstiler hos.

Af Lars Krøldrup

Nødder, kaffe, tøj og sko er bare nogle af de produkter, danske virksomheder køber i de danske programsamarbejdslande.

     Og det er regeringens politik, at dansk erhvervsliv involverer sig mere i erhvervsfremme i de pågældende lande. Det har vi blandt andet PrivatSektorProgrammet til.

     Men hvor meget køber vi egentlig fra disse lande? Ikke ret meget viser tal fra Danmarks Statistik.

     I 2004 importerede vi for lige knap to mia. kr. i de 15 lande ud af en samlet import på mere end 400 mia. kr.

     Og af de knap to mia. kr. køber vi for mere end 1,5 mia. kr. i bare to lande. Nemlig Bangladesh og Vietnam.

     Ser man kun på de ni samarbejdslande i Afrika, importerer vi for 391 mia. kr. Af dem 201 mio. i Ghana alene.

Hård konkurrence med Asien
En stor del af forklaringen er egentlig lige til. Afrika ligger i hård konkurrence med Asien, om de lukrative aftaler med vestlige firmaer og forbrugere, og indtil videre er det Asien, der er kommet sejrrigt ud af denne ’duel’.

     Direktør for Danmarks næststørste erhvervsorganisation, Handel Transport og Serviceerhvervene (HTS), Michael Svane:

     – Der er nogle forskellige ting, der skal leves op til med hensyn til priser, kvalitet og leveringssikkerhed. Og her er virksomhederne usikre på, om afrikanske samarbejdspartnere er lige så gode som de asiatiske. Vores medlemsvirksomheder er for en stor dels vedkommende meget importtunge, og er derfor meget interesserede i at høre om nye markeder. Men de afrikanske lande er altså oppe mod hård konkurrence fra Asien, siger han.

Afrika ikke et emne
Stort set den samme melding kommer fra Dansk Handel & Service.

     – Det er først og fremmest de store forretningskæder, som importerer fra de mere eksotiske lande i Asien og Syd- og Mellemamerika. Og det er min klare fornemmelse, at Afrika på nuværende tidspunkt ikke er et emne for vores medlemmer. Jeg kender i hvert fald ikke eksempler på nogen, der importerer fra afrikanske lande, siger fagchef for international handel, Linda Jakobsen.

Hvorfor tage chancen?
Men der er heller ikke meget fokus på handelsmulighederne i Afrika. Som oftest er det de mere triste historier om hungersnød, borgerkrige og aids, der finder vej til de danske medier.

     – Det handler meget om usikkerhed omkring korruption, leveringsdygtighed, kvalitet og logistik. Ja faktisk hele infrastrukturen. Og samtidig spiller folks fordomme ind. Mange har jo en bestemt opfattelse af, hvordan tingene foregår i Afrika. Med netop korruption og så videre, siger Linda Jakobsen.

     Hun peger desuden på, at ingen har lyst til at være de første på et nyt og meget usikkert marked.

     – Og når ingen kan se, at konkurrenterne er tilstede, hvorfor skulle man så selv tage chancen?, spørger hun.

     Hun fortæller også, at der generelt mangler oplysninger om mulighederne i Afrika. Man kan dårligt åbne en avis, uden at der står noget om Kina, men aldrig om Afrika, og der bliver sjældent holdt arrangementer, hvor markedsmulighederne i Afrika bliver drøftet, som man ser det med Asien.

     – Folk driver jo ikke forretning for deres blå øjnes skyld. Selvfølgelig kan man føle et socialt ansvar, men der skal først og fremmest være et indtjeningsgrundlag. Og det er mange usikre på, om findes i Afrika, vurderer Linda Jakobsen.

Mest fra Vietnam og Bangladesh Ud af en samlet import på mere end 400 milliarder kroner, udgør importen fra programsamarbejdslandene omkring en halv procent. Importen fra Vietnam og Bangladesh udgør langt hovedparten. Sådan er importen fra de 15 lande fordelt: Kilde: Danmarks Statistik Læs mere om Danmarks import og eksport hos Danmarks Statistik: http://www.statistikbanken.dk/statbank5a

NEDTÆLLING TIL HONGKONG

Af Lars Krøldrup

WTO-forhandlinger i Genève i oktober vakte tilsyneladende den næsten døde Doha-runde til live. Og således blev skepsis for en stund afløst af let optimisme forud for WTO-top-mødet i Hongkong i december.

     USA er nemlig kommet med et udspil om at afvikle statsstøtte og toldtariffer på landbrugsvarer, som er langt mere ambitiøst end både EU og de øvrige handelspartnerne havde forestillet sig. Noget der kan gøre op med den udstrakte protektionisme, der har forhindret en lang række udviklingslande i at få foden ind på det amerikanske marked.

     Amerikanerne kræver dog, at europæerne gør det samme.

     EU’s handelskommissær Peter Mandelson har svaret, at EU vil matche, og endda gå betydelig længere end de nedskæringer af den mest handelsforvridende støtte, som USA foreslår. Hvilket flere europæiske lande dog ikke synes er en god idé.

Hongkong. Næste stop efter Doha, Cancun, Montreal og andre i rækken af WTO-konferencer. Foto: Paul Hilton/EPA/Scanpix

DI: Afskaf toldmurene
Spillet er komplekst, og i visse tilfælde mere røget end speget, ingen tvivl om det.

     Og på det seneste har der endda været tale om en fuldstændig aflysning af mødet i Hongkong. Specielt Frankrigs præsident Jacques Chirac har været fremme og truet med et veto, da franskmændene mener, at Peter Mandelson har overskredet sit mandat.

     Derfor har blandt andre udenrigsminister Per Stig Møller udtalt, at det vil blive betegnet som en succes, hvis bare ikke forhandlingerne bryder sammen. En udmelding Dansk Industri (DI) er enig i.

     – Jeg tror den generelle opfattelse er, at alt andet end et sammenbrud er en succes. Trods amerikanernes udmelding. Det har jo senere vist sig, at der internt i EU er splid. De sydeuropæiske lande er langt mere protektionistiske, end vi er længere nordpå, og de anklager EU's forhandlere for at have overskredet deres mandat. Men Dansk Industri støtter op om den linje, forhandlerne har lagt, som også er den linje den danske regering støtter. Nemlig afskaffelse af toldmurerne, siger chefkonsulent

Landbruget fylder ikke meget
– Der er sket meget de sidste uger, og meget kan naturligvis nå at ske endnu. Men det er glædeligt, at USA er kommet med denne udmelding. Vi er optimister i DI og regner da med, at der kommer fremskridt på ministerkonferencen i Hongkong, siger Peter Thagesen.

     Han peger samtidig på, at landbruget ikke udgør mere end omkring otte procent af verdenshandlen, mens handel med ikke-landbrugsvarer er på over 90 procent.

– DI støtter, at EU udviser den nødvendige fleksibilitet i landbrugsforhandlingerne, der er en af hjørnestenene i WTO-debatten. Men vi må altså ikke glemme alt det andet, der også handles med, siger han.

     Peter Mandelson har da også sagt, at efter EU’s seneste udspil har man nået grænsen for, hvad der er socialt acceptabelt i Europa. Dermed mener han, at EU har foretaget alle de indrømmelser, der er mulige, og nu forventer at se andre lande bevæge sig på de områder, hvor EU har såkaldte offensive interesser. Nemlig områder som industri og service.

Af Keld Broksø

’Afghanistan – besættelse, borgerkrig og befrielse’ af Viggo Fischer, formand for Den danske Afghanistankomité, er en nødvendig bog. Af den simple grund at Danmark, siden det menneskefjendske Talebanstyre faldt i Afghanistan i 2001, er blevet dybt involveret i Afghanistans genopbygning og forsvar med udstationerede, danske soldater.

     Da den danske indsats begyndte for fire år siden, kendte kun en meget lille gruppe danskere i forsvaret og ’bistandsbranchen’ til landets kringlede, historiske og etniske baggrund. Det er også her, at nøglen til både dagens konflikter, problemer og deres løsninger findes.

     I dag arbejder en støt voksende gruppe af danskere – direkte eller indirekte – professionelt med Afghanistan. Samtidig er interessen øget i offentligheden og medierne for, hvad der foregår i dette land, der 18. september i år gennemførte et demokratisk parlamentsvalg med færre skønhedspletter end ventet.

Kronologisk oversigt
Bogen bevæger sig strengt kronologisk fremad og slutter i december 2004, hvor præsident Hamid Karzai udnævner sin regering. Ved vejs ende er læseren blevet beriget med en stor og detaljeret viden om alt fra usbekiske besættere i 1500-tallet, persere i 1700-tallet, briter i 1800-tallet, striben af forvirrende kup i 1970’erne, Sovjetunionens blodige besættelse i 1980’erne – og endelig den USA-ledede militæraktion fra 2001.

     Hvis nogen frygter, at bogen – Viggo Fischers baggrund in mente – blot er et reklameskrift for den danske NGO-indsats, så er den uro grundløs. Såvel projekterne hos Afghanistankomitéen og den langt større, danske hjælpeorganisation, DACAAR, bliver omtalt i en historisk og politisk ramme, der klæder bogens stramme, akademiske form. Den er forsynet med et omfattende notesystem, ordforklaringer og kildeliste.

Ingen konklusion på et sølvfad
Den akademiske form er til gengæld både bogens styrke og svaghed.

     Styrken er, at man får et ganske dækkende billede af, hvad der er foregået – og det uden en lurende mistanke om, at man bliver manipuleret til en bestemt mening om forløbet.

     Svagheden er, at analysen, den personlige stillingtagen, vovemodet til at give en pejling på, hvad der vil ske fremover, samt en udpegning af faldgruber i den internationale indsats, er trådt i baggrunden.

     Ingen når gennem Viggo Fischers bog uden en eftertanke om, hvorfor det afghanske folk i så mange årtier kunne blive mishandlet af andre folkeslag – og desuden kunne mishandle sig selv som det er sket især i 1990’ernes borgerkrige. Den direkte konklusion er, at udenlandsk indsats – militært som bistandsmæssigt – fortsat er helt afgørende. Og det er Viggo Fischers fortjeneste, at hans gennemarbejdede bog ikke propper den konklusion ned i halsen på læseren. Derimod skabes denne erkendelse sideløbende med det større overblik, som bogen side for side skaber om Afghanistan.

Keld Broksø er freelancejournalist.

 
Viggo Fischer: Afghanistan – besættelse, borgerkrig og befrielse.
Peter La Cours Forlag. 336 sider, 298 kr. Kan bestilles hos alle boghandlere eller direkte på vf@fischernet.dk   

Af Suzanne Skærbæk Nielsen og Lars Krøldrup

Steven Ndugga henvender sig til et dansk filmselskab for at fortælle sin personlige historie om sin tid som børnesoldat i Ugandas regeringshær UPDF, da han var 13 år.

     Nu er han 30 år og bor i Danmark. Et par måneder efter henvendelsen får Steven et brev, som fortæller, at hans søn er i live og nu selv er børnesoldat.

     En søn, han ellers troede var omkommet under familiens flugt fra Uganda; en flugt som kostede hans kone livet. Steven tager til Afrika for at finde sin søn, men tingene går ikke helt som planlagt. Pludselig er repræsentanter fra Ugandas regering i Danmark for at stoppe filmen, og beskylder Steven for at være terrorist.

     Filmholdet får dog lov til at tage til Uganda under opsyn for at komme til bunds i de mange spørgsmål, der nu melder sig.

     Det kommer der en glimrende film ud af, hvor man får et sjældent indblik i, hvordan et regeringsapparat også kan fungere. Den rejser en masse spørgsmål, der langt hen ad vejen forbliver ubesvarede. Men det er i virkeligheden helt på sin plads. For hvem har egentlig svarene? Hvad er løgn? Hvad er sandheden?

 
Filmholdet kæmper med regeringens sikkerhedsrådgiver i Uganda for at få de rigtige oplysninger. Foto: Magic Hour Films.

     Uden rigtig at vide hvor og hvordan historien ender, følger man den mere og mere kafkaske udvikling.

     Filmholdet er på en farefuld færd, men sætter på bedste vis publikum ind i det detektivarbejde, der er forbundet med optrevling af skjulte motiver og jagten på sandheden, mens journalisterne prøver at følge Stevens fodspor.

     Filmen ender samtidig med at være en beskrivelse af et land, som kæmper med det demokrati, der kan være så vanskeligt at få til at fungere, når man tager Ugandas blodige historie i betragtning.

I Soldatens Fodspor er kommet til verden i et samarbejde mellem Magic Hour Films, Det Danske Filminstitut og DR.
Instruktør: Mette Zeruneith. Produceret med støtte fra blandt andet Danida.

Næste visning er i biografen Vester Vov Vov i København den 11. november kl. 17.00.

Derudover kan filmen købes på http://www.magic-films.dk eller lånes på bibliotekerne.

Af Lotte Jack Wenzel

Når danske børn hver dag i december måned åbner en ny låge i årets U-landskalender, lukkes de samtidig ind i hverdagen hos børn, der lever i en helt anden verden end deres egen.

     For Børnenes U-landskalender er andet end en optakt til den daglige dosis Bamses Julerejse i fjernsynet. U-landskalenderen er også den mest synlige del af et omfattende baggrunds- og undervisningsmateriale om børn i udviklingslandene – i år om burmesiske flygtningebørn.

     Ved at købe kalenderen, som er et samarbejde mellem Danmarks Radio og Danida, er danske børn med til at sikre skolegang for shanbørn i det nordlige Thailand. Børnene er alene eller sammen med deres familier flygtet fra delstaten Shan i Burma, hvor de længe har været forfulgt af militærstyret.

     Med et forventet overskud fra årets kalendersalg på 3-4 mio. kroner er planen, at shanbørnene får læsebøger på deres eget sprog, en frokost som de selv skal være med til at tilberede, transport i skolebus for dem, der bor længst væk, og en årlig lægeundersøgelse. Samtidig får børnenes lærere et tilbud om videreuddannelse.

En drøm om Burma
Gennem baggrunds- og undervisningsmaterialet kan danske skolebørn først og fremmest møde shandrengen Sai Ku i bogen Drømmen om Burma, skrevet af forfatteren Kåre Bluitgen – som nok i øjeblikket er mest kendt som forfatter til en børnebog om Profeten Mohammed.

     Sai Ku er sammen med sin familie flygtet ind i Thailand, men drømmer om at vende tilbage. Og en nat gør han virkelighed ud af drømmen og drager på egen hånd af sted mod det fædreland, som han aldrig har set.

     Derudover kan de danske skolebørn i undervisningsmaterialet lære at lave shanmad og lege shanlege. De kan høre meget mere om shanfolkets og Burmas historie. De kan gennem et rollespil selv prøve at være flygtning for en dag. Og de kan se film fra shanbørnenes hverdag.

     Og på hjemmesiden http://www.u-landskalender.dk findes supplerende aktiviteter, faktabøger, spil og en brevkasse, hvor børn og voksne kan få svar på spørgsmål om flygtningebørn fra Burma.

40 år med U-landskalender
Undervisningsmaterialet, som er tilrettelagt for 1.-4. klasse, har været en fast bestanddel af U-landskalenderen siden starten af 90’erne, hvor danske skolelærere i stigende grad henvendte sig til Danida for at få yderligere materiale om de børn og de lande, som årets kalender støttede.

     Men selve U-landskalenderen er meget ældre. I over 40 år har danske børn gennem købet af kalenderen været med til at støtte jævnaldrende børn i u-landene med 4-5 mio. kr. årligt.

     Det praktiske arbejde med at få hjælpen ud til shanbørnene står Den Danske Burma Komité for i samarbejde med en lokal organisation. Burmakomitéen har i mere end 10 år beskæftiget sig med konflikten i landet og gennem årets U-landskalender-projekt håber komitéen at kunne skabe en lidt bedre tilværelse for godt 2.000 af de fattige Shanbørn, som illegalt bor i et land, hvis sprog de ikke taler.

Børnenes U-landskalender koster 35 kr. og kan købes i banker og sparekasser landet over og på http://www.dr.dk/netbutik.

Undervisningsmaterialet består af elevbogen ’Drømmen om Burma’ af Kåre Bluitgen, pris 98 kr. og en lærervejledning med dvd, der koster 78 kr. Undervisningssæt med 26 elevbøger, to lærervejledninger samt dvd med DR’s ulandskalenderfilm fra Burma koster 995 kr.

Lotte Jack Wenzel er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. lotwen@um.dk  

Årligt tilskud på en million kr. fra Danidas Oplysningsbevilling bortfalder, og det kan MS’s magasin ikke overleve.

Efter 57 år drejer Danmarks ældste tidsskrift om u-landsforhold nu nøglen om.

     Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har endegyldigt besluttet at lukke sit globale magasin KONTAKT, der går ind fra nytår. Dermed afsluttes den længste udgivelsestradition i både Mellemfolkeligt Samvirke og det danske u-landsmiljø.

     Lukningen er en direkte konsekvens af beskæringen af Oplysningsbevillingen, som indtil i år har støttet udgivelsen af KONTAKT Internationalt Magasin med godt en million kroner årligt. MS har vurderet, at det ikke er muligt at udgive bladet på markedsøkonomiske vilkår.

     Siden bladets start den 15. oktober 1948 har personer som Alex Frank Larsen, Sven Skovmand, Dorrit Saitz, Uffe Torm og Torben Kitaj siddet i redaktørstolen. Nuværende og sidste redaktør for KONTAKT er Christian Korsgaard.
/SK

HER LUGTER BISTAND AF FISK – ELLER RETTERE: BLÆKSPRUTTE.

Af Lars Thostrup, Thorshavn.

Der er ingen tvivl i stemmen: Når det gælder fiskeri, så har Peru – verdens næststørste fiskerination – en hel del at lære af færingerne.

     – De fisker med de metoder, vi selv anvendte for 30-40 år siden. Jo, Færøerne har meget at bidrage med. Og det gælder hele vejen rundt – fra fangstmetoder over forarbejdning til salg og distribution, fortæller fuldmægtig Gunvør Balle – eneste medarbejder i den færøske bistandsadministration – efter hun forleden vendte hjem fra Peru med positive forventninger til det projektforslag, som sandsynligvis bliver Færøernes første internationale udviklingsprojekt: Et anlæg til produktion af proteinrig mel fra kæmpeblæksprutter.

Færøerne har i løbet af de seneste år gradvist fået større spillerum til at føre sin egen udenrigspolitik – dog inden for rigsfællesskabets rammer. I takt med denne udvikling har landstyret oprettet sin egen lille udenrigstjeneste med udsendte medarbejdere i København, Bruxelles og London. Og med finansloven for 2005 fik den udenrigspolitiske frihed endnu en tangent at spille på. For første gang var der nu en budgetlinje med overskriften ’udviklingsbistand’. Det er dette nye politikområde, som cand. merc. Gunvør Balle nu er gået i gang med at omsætte til konkret handling.

Balle alene i verden
Der var ikke noget indviklet organisationsdiagram at sætte sig ind i, da den nyansatte fuldmægtig for et halvt år siden satte sig til rette i sin nye stol i Lagmandens kontor. For spørgsmålet om, hvem der gør hvad, har altid det samme svar. Gunvør Balle er som nævnt den eneste medarbejder i den færøske bistandsadministration.

     For at finde inspiration til opbygningen af Færøernes egen bistandsadministration har Gunvør Balle blandt andet anvendt de første måneder til at kigge ind gennem vinduerne hos nabolandenes bistandsorganisationer.

     – Her har jeg nok haft mest ud af at spørge islændingene til råds. Med kun fem medarbejdere på ICEIDAs hovedkontor i Reykjavík er deres erfaringer umiddelbart lettest at overføre til vores virkelighed, siger hun. Samtidig kan man – med mindre end en snes års erfaring på bagen – i Island stadig huske, hvordan det var at begynde fra bar bund. Inspirationen til den styregruppe, som også deltog i den nylige rejse til Peru, er dog kommet fra Danmark. Ligesom det er tilfældet for Danidas Styrelse for Internationalt Udviklingssamarbejde, så består styregruppen blandt andet af repræsentanter for erhvervslivets organisationer.

     Gunvør Balle var først ansat i en dansk eksportvirksomhed efterfulgt af nogle år som medfølgende ægtefælle i Qatar. Fra 1997 og frem til i år har hun arbejdet med opbygningen af en servicevirksomhed inden for den begyndende færøske olieindustri.

Med andre ord: Hendes baggrund er kommerciel. Hun er entreprenørtypen, som er på udkig efter gode forretningsmuligheder. Denne tankegang har hun også med sig, når det handler om udviklingsbistand.

     Gunvør Balle lægger ikke skjul på, at hun selv er en novice i udviklingsbranchen. Hun kan derfor godt ind imellem savne nogle erfarne kolleger, som står parate med gode råd og hurtige svar. Til gengæld slipper hun for alle de tunge administrative rocedurer og de knarvorne besserwissere, som alt for godt ved, hvad der ikke kan lade sig gøre. Der skulle derfor være god plads til nytænkning.

Gunvør Balle er eneste medarbejder i den færøske bistandsadministration. Foto: Finnur Justinussen.

Kommercielle sidegevinster
Både i finansloven for 2005 og i forslaget for det kommende år er der afsat et samlet beløb på 2,7 mio. kroner til udviklingsbistand.

     – Det er da en begyndelse. Men der er naturligvis langt op til de cirka 70 mio. kroner, der skulle til, hvis vi på linje med selvstændige stater for eksempel skulle stile mod at yde op imod en procent af vores BNI, erkender Gunvør Balle.

     Det færøske parlament, Lagtinget, har for 2005 givet lagmanden sin bemyndigelse til at beslutte, hvordan dette års bistandsbudget bedst anvendes. Men før der kan udbetales penge fra næste års budget, må lagmanden først have præsenteret og godkendt en sammenhængende færøsk bistandspolitik. Og netop denne opgave ligger for tiden øverst på Gunvør Balles skrivebord. Det er håbet, at et færdigsyet forslag til en færøsk bistandspolitik kan foreligge i slutningen af indeværende år. Man skal dog næppe forvente, at der bliver tale om en større mursten pakket med floromvunden bistandslingo.

     – Politikerne heroppe har ofte en meget håndgribelig tilgang til sagerne. De vil altid have konkrete svar på konkrete spørgsmål. Om fiskesorter. Om kajkantens længde og dybde. Og så videre. Det giver os en forpligtelse til altid at have alle de konkrete detaljer helt på plads, siger hun.

     Med sin kommercielle baggrund har Gunvør Balle ingen berøringsangst over for, at den forretningsmæssige side af sagen også kan blive en del af Færøernes bistandspolitik.

     – Det er kun godt, hvis vores udviklingsprojekt i Peru kan bane vejen for færøske investeringer. Og hvis en fiskerivirksomhed etablerer sig i Peru, kan det jo være, at den trækker andre med sig: sin bank, sit forsikringsselskab, sit PR-bureau...., siger hun, men tilføjer straks:

     – Når vi går ind i et projekt, skal der ikke herske tvivl om, at der i første række er tale om udviklingsbistand. Den dag vi forlader et projekt igen, skal vi have efterladt noget af værdi – et reelt kompetenceløft.

Blækspruttemel
Det var fra begyndelsen tanken, at det var et af verdens små, fattige øsamfund, som skulle nyde gavn af den færøske udviklingsbistand. Et samfund, hvor de naturgivne vilkår mindede om de færøske og få midler ville gøre en mærkbar forskel.

     Men valget faldt alligevel på Peru. Et næsten 1.000 gange så stort land med næsten 600 gange så mange indbyggere, som kun har ét ord tilfælles med Færøerne: Fisk.

     – Det er jo nok lidt af en tilfældighed, konstaterer Gunvør Balle. Tilfældigheden har dog et navn: Jógvan Martin Joensen. En 31-årig færing, som sammen med sin peruanske kæreste gennem de seneste par år har boet i Lima, hvor han driver sit eget konsulentfirma. Det er først og fremmest ham, der har fået landsstyrets øjne op for de mange uudnyttede muligheder inden for den peruanske fiskerisektor.

     Til forskel fra de 46.000 færinger oppe i Nordatlanten får de 26,8 millioner peruvianere alt for lidt ud af havets rige ressourcer. Hver og en af de små ansjoser, som udgør omkring 95 procent af landets samlede fangstmængder, bliver således malet til fiskemel af ringeste kvalitet og kan derefter kun anvendes som dyrefoder.

     Med det projekt, som nu forventes at blive Færøernes første udviklingsprojekt, vil der blive opbygget et fabriksanlæg, som skal producere proteinrig mel fra kæmpeblæksprutter. Produktet vil være af en kvalitet, som kan anvendes som menneskeføde og indgå i den kost, som uddeles af Perus statslige organisation for fødevarehjælp, PRONAA.

Lars Thostrup er freelancejournalist bosat på Færøerne. larsthostrup@kallnet.fo  

BILATERALE LANGTIDSRÅDGIVERE
(Ansatte på sektorprogrammer, der administreres af Danida og regeringer i modtagerlandene).

Cand. mag. i russisk og østeuropæiske studier, Mikael Hertoft, 48, er blevet kontraktansat som seniorrådgiver for at styrke civilsamfundsorganisationerne i Ukraine og Belarus. Tjenestested Kyiv, Ukraine.

MULTILATERALE RÅDGIVERE
(JPO’s og seniorrådgivere).

Cand.jur. Sanne Jeanett Andersen, 28, er udsendt som JPO til Uganda for UNHCR, hvor hun skal arbejde med hjemsendelse, genbosættelse og lokal integration af flygtninge.

Cand.scient.pol. Ditte Bjerregaard Jensen, 32, er udsendt som JPO til Afghanistan for UNHCR, hvor hun skal arbejde med UN-HCR’s eksterne relationer, herunder kontakt til donorer og information om UNHCR’s programaktiviteter i landet.

MA International Relations, Camilla Winther Kragelund, 30, udsendes som JPO til Sri Lanka for UNHCR, hvor hun skal arbejde med beskyttelse af og bistand til internt fordrevne/hjemvendte flygtninge.

Cand.scient.soc. Sisse Aagaard Kristensen, 32, er udsendt som JPO til Uganda for UN-HCR, hvor hun skal arbejde med rådgivning af individuelle flygtninge samt udarbejdelse af programmer for særligt udsatte grupper.

Cand.silv. Lars Eskild Jensen, 50, er ansat som
bistandskonsulent i kontoret for bistandsfaglig
tjeneste (BFT).

Cand.scient.soc. Mette Kjær Larsen, 30, er blevet ansat som fuldmægtig i kontoret for Naboskabsprogrammet (NAB).

Cand.phil. Flemming Nichols, 53, er ansat som ministerråd i kontoret for FN & Globalt udviklingssamarbejde (FNG).

Sygeplejerske Anita Arslan, 26, er udsendt til Lima,
Peru, for Læger uden Grænser. Her skal hun arbejde
på et hiv/aids-projekt og føre tilsyn med de lokalt
ansatte sygeplejersker, rådgivningen af de hiv-
positive samt projektets apotek.

Cand.mag. Marie Benitez, 41, er rejst til Merauke-
distriktet i Indonesien for Læger uden Grænser. Her
skal hun arbejde som administrator og være med til at
overdrage et hiv/aids-projekt til de lokale myndigheder.

Cand.scient.soc. Cecilie Bjørnskov-Johansen, 34, er udsendt som regional repræsentant for Folkekirkens Nødhjælp i Sydøstasien med kontor i Cambodja. Cecilie Bjørnskov-Johansen har siden 2001 været ansat i og leder af Folkekirkens Nødhjælps globale fundraisingenhed.

Bioanalytiker Ulla Collins, 61, er udsendt til Haiti for
Læger uden Grænser. Her skal hun arbejde på et
nystartet kirurgisk projekt i slumkvarteret Cité So-leil
i hovedstaden Port-au-Prince.

Læge Zitta Barella Harboe, 29, er udsendt til
Etiopien for Læger uden Grænser for at forestå en
undersøgelse af en mulig malariaepidemi i et område
sydvest for hovedstaden Addis Abeba og vurdere
behovet for en yderligere indsats fra Læger uden
Grænser i området.

Cand.tech.soc. Anne Hoff, 41, er ny landechef for
Mellemfolkeligt Samvirkes kontor i Kenya. Hun kommer
fra en stilling som afdelingsleder for DR Miljø og har
1997-99 arbejdet som teknisk rådgiver på et NGO-
projekt for kvindelige ledere i Mozambique.

Journalist Lisbeth Jensen, 49, er ansat som infor-
mationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke (MS)
i Tanzania. Lisbeth Jensen har bl.a. tidligere arbejdet
i Mozambique som konsulent og freelanceskribent for
Danida, Ibis, MS, 3F og HK.

Vært og ekspeditionsleder på TV 3 Viasat, Jakob
Kjeldberg, 36, skal som organisations-ambassadør
stå i spidsen for ASF-Dansk Folkehjælps humanitære
arbejde. Jakob Kjeldberg er tidligere professionel fod-
boldspiller og har i de senere år været vært på diverse
fodbold- og underholdningsprogrammer.

Cand.silv./ Land use in developing countries Mogens
Krog, 38, er udsendt til Tanzania for Mellemfolkeligt
Samvirke. Her skal han arbejde som cooperative
advisor for den lokale partner Kibaha agricultural co-
operative joint venture.

Geograf og MA i miljø- og udviklingsstudier Judith
Kyst, 34, tiltræder som ny generalsekretær i Max
Havelaar Danmark, hvor hun får ansvaret for at gøre
garantimærket for fair handel mere udbredt herhjemme.
Judith Kyst har siden 1996 været tilknyttet Max
Havelaar, først som projektleder og siden som markedschef.

Master i efterkrigsgenopbygning Lars Nejsig Larsen, 33, er udsendt til Afghanistan for Mission Øst. Her skal han være med til at sørge for rent drikkevand og genopbygning af bl.a. skoler.

Waseem Mahmood, er ansat som projektmedarbejder hos International Media Support (IMS). Her skal han stå for mediepartnerskabsprogrammet ’Media Cooperation with the Arab World and Iran’.

Familieterapeut John Reinstein, 51, er ansat som Operations Director for Red Barnet i Uganda. John Reinstein, som de sidste 16 år har arbejdet med børn i krig og katastrofer og international nødhjælp i konfliktområder, skal tilse, at Red Barnets programmer i Uganda bliver udført effektivt.

Agronom, tidl. lektor og tidl. landmand Flemming
Winther Olsen, 54, er startet som ny landechef for
Mellemfolkeligt Samvirkes kontor i Tanzania. Han er
tidligere været udsendt som landbrugsrådgiver for
Danida i Tanzania, Zimbabwe, Mozambique og for FAO
i Kenya.

Cand.polit. Peter Qvist-Sørensen, 46, er rejst til
det vestlige Darfur i Sudan for Læger uden Grænser.
Her skal han være feltadministrator på et projekt,
der giver medicinsk nødhjælp til tre flygtningelejre.

HD i afsætningsøkonomi, Marie Villumsen, 28, er
rejst til Sudans hovedstad, Khartoum, hvor hun skal
indføre en ny lønstruktur for de lokalt ansatte med-
arbejdere på Læger uden Grænsers projekter.

Dr.med. Jens Kristian Gøtrik, 60, er valgt som formand for bestyrelsen i den europæiske region af WHO, der har hovedsæde i København og er også indvalgt i bestyrelsen for det verdensomspændende WHO. Jens Kristian Gøtrik har været medicinaldirektør og chef for Sundhedsstyrelsen siden 2001.

Journalist Jan Larsen, 54, bliver ny korrespondent for Danmarks Radio i Beijing, Kina. Jan Larsen har arbejdet i DR siden 1975 og har siden 1997 desuden været ekstern konsulent i Danida og det nu nedlagte Danced ved medieprojekter i Sydøstasien.

MYNDIGHEDER HJÆLPER MYNDIGHEDER Twinning er en projektform, som EU finansierer, når et land skal bevæge sig hen mod optagelse i EU. Twinning går ud på, at ansøgerlandenes institutioner udvælger sig partnere eller ’tvillinger’ i gamle EU-medlemslande for at få bragt deres lovgrundlag og aktiviteter i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Tvillingeparteneren er en myndighed eller en organisation med ansvar for et bestemt lovgivningsområde. Siden 1998 er over 1.000 twinningpro-jekter blevet finansieret af EU. Danmark er repræsenteret i over 100 projekter, der beløber sig til 400 millioner kroner og omfatter væsentlige EU-områder. Samtidig med at yde samarbejdslandene den konkrete hjælp, får danske myndigheder og organisationer etableret nyttige kontakter i landene. Udenrigsministeriets nye pjece giver svar på en række spørgsmål om twinning, for eksempel hvordan man kan deltage i EU-twinning, hvad det kræver og hvordan økonomien i twinningprojekter er. Og endelig giver pjecen en række eksempler på twinningprojekter fra Kroatien, Bulgarien, Polen, Tyrkiet og Jordan. Pjecen kan downloades og bestilles på http://www.netpublikationer.dk/um/5948/index.htm.

VM-KVALIFIKATIONEN

Morgendagens stjerner. Unge mænd dyrker Afrikas kæreste sportsgren på stranden i Senegal. Foto: Nils Meilvang/Scanpix.

Af Poul Kjar

Dem, der stadig sørger over, at Danmark ikke kommer med til verdensmesterskaberne i fodbold i Tyskland næste sommer, kan måske finde trøst i, at vi deler skæbne med 14 ud af Danmarks nuværende 15 programsamarbejdslande.

     Eller også kan man glæde sig over, at det lykkedes for Ghana, en af hovedmodtagerne af dansk udviklingsbistand, at kvalificere sig til VM-slutrunden for første gang nogen sinde.

     Og med spillere som Stephen Appiah og ikke mindst superstjernen Michael Essien, ja så fremstår The Black Stars faktisk som et frisk bud på en outsider til at vinde VM i Tyskland i 2006.

     Ghana er et typisk eksempel på et afrikansk land, der performer bedre i fodbold end i økonomisk udvikling. På FIFA’s seneste ranking af verdens bedste fodboldnationer ligger det vestafrikanske land som nummer 62, mens Ghana på UNDP’s indeks over menneskelig udvikling er placeret helt nede på 138. pladsen.

     UNDP’s beregninger er baseret på gennemsnitlig levealder, uddannelsesniveau og bruttonationalindkomst pr. indbygger, men inddrager altså ikke et lands fodboldmæssige kapital. Men det er måske en fejl, når man ser, hvor meget stolthed og livsglæde fodbold mobiliserer i ludfattige lande.

Benins Ratomir Dujkovi´c den V.
Danmarks to andre vestafrikanske programsamarbejdslande, Benin og Burkina Faso, klarer sig også bedre i fodbold end i udvikling. Ingen af de to lande kvalificerede sig dog til VM i Tyskland.

     Benin endte på sidstepladsen i sin afrikanske kvalifikationsgruppe. Beninerne skiftede træner fem gange i løbet af turneringen, inden det i sidste runde på hjemmebane i hovedstaden Cotonou lykkedes at få en sejr på 1-0 over Libyen, oven i købet på et mål af målmanden. Der for feinschmeckere hedder Rachad Chitou.

     Benins triumferende træner, Ratomir Dujkovi´c den V, startede i øvrigt VM-kvalifika-tionen i spidsen for Rwanda, hvor han blev fyret. Og man kan ikke lade være med at fundere over, hvorfor Dansk Boldspil Union har tigget og bedt Morten Olsen om at blive, efter at Danmark blandt andet satte point til mod Georgien, og dermed reelt missede VM-slutrunden.

     Dén var ikke gået i Benin, endsige i Rwanda!

     Fra det østlige Afrika måtte de danske programsamarbejdslande Zambia, Kenya og Uganda nøjes med de sekundære placeringer i deres kvalifikationspuljer. Mens Tanzania og Mozambique røg ud allerede i prækvalifika-tionsrunden til VM i Tyskland.

     Hvis man inddrog et lands præstationer i VM-kvalifikationsturneringen som et objektivt kriterium for valg af nyt dansk programsamarbejdsland, ja så ville Mali også på dette punkt være det naturlige valg på bekostning af de to andre kandidater, Etiopien og Niger. Hverken Etiopien eller Niger kom igennem de indledende prækvalifikations-kampe.

     Mali performer således bedst, både når vi taler korruptionsbekæmpelse, respekt for menneskerettigheder – og på fodboldbanen.

Svidende olielussing til Bhutan
I Asien stillede to af de danske programsamarbejdslande, Nepal og Bhutan, slet ikke op til kvalifikationsrunden.

     Bhutans fodboldforbund har kun eksisteret i 22 år, men det lille kongedømme har faktisk deltaget i de sydasiatiske fodboldmesterskaber ved flere lejligheder, senest i 1999.

     I 2000 tabte Bhutan 20-0 til Kuwait, og det er måske den lussing, der afholder landsholdet fra at prøve kræfter med VM-kvalifikatio-nen.

     Nepal har deltaget i VM-kvalifikationsturneringen siden 1986, og i prækvalifikationen til VM i Sydkorea/Japan i 2002 blev holdet pudsigt nok slået ud af Kazakhstan, der siden har skiftet verdensdel. I den overståede VMkvalifikationsturnering var den tidligere Sovjetrepublik – der grænser op til Kina – at finde i Danmarks pulje. Det politiske, geografiske og fodboldmæssige verdenskort er tre forskellige størrelser.

At Nepal valgte at springe kvalifikationsturneringen over skyldes ifølge Det Internationale Fodboldforbund, FIFA’s, hjemmeside, at holdet stille og roligt har brug for at bygge sig op. Og her gik vi og troede, at det hang sammen med den urolige situation i bjergriget.

     Bangladesh blev slået ud af Tadsjikistan i den indledende kvalifikationsrunde, mens Vietnam nåede frem til slutspillet om kvalifikation til VM i Tyskland, hvor vietnameserne endte på en tredjeplads efter Sydkorea og Libanon, men foran Maldiverne.

     Status er altså, at ingen af de danske programsamarbejdslande i Asien kom i nærheden af VM-slutrunden i Tyskland – og alle fire asiatiske lande performer faktisk bedre i forhold til menneskelig udvikling end på fodboldbanen.

     Det siger dog mest af alt noget om landenes manglende fodboldkultur.

Bolivia kan faktisk spille fodbold
I Latinamerika blev det til fire bolivianske hjemmesejre i La Paz i knap 4.000 meters højde mod Venezuela, Peru, Paraguay og Colombia. En klar hjemmebanefordel for højlandsindianerne.

     Men den tynde bjergluft var ikke nok til at bane VM-vejen for Danmarks eneste sydamerikanske programsamarbejdsland, der på udebane kun hentede et enkelt point. Bolivia har ellers prøvet det med at spille VM-slut-runder, senest i 1994 i USA, men også i 1930 og i 1950 i henholdsvis Brasilien og Uruguay.

     Og hvis der fandtes et Danidamesterskab i fodbold, ville Bolivia være én af favoritterne. Bolivianerne kan faktisk spille fodbold, også nede ved havets overflade.

     I modsætning til Nicaragua. Her har amerikanernes historiske indflydelse gjort baseball til den dominerende sportsgren.

     Det mellemamerikanske programsamarbejdslands fodboldmandskab ville ikke kunne klare sig i den danske 2. division. I VM-kvalifikationen i CONCACAF, der består af landene i Caribien, Nord- og Mellemamerika, tabte Nicaragua i den indledende prækvalifi-kationsrunde til den caribiske øgruppe St. Vincent and the Grenadines. Mens amerikanerne vandt kvalifikationsturneringen, og nu om dage ligger højere (nr. 7) på FIFAs rangliste end på UNDP’s indeks (nr. 10).

     Hvem man ender med at holde med i Tyskland til næste sommer, er selvfølgelig op til den enkelte.

     Men her på redaktionen er vi begyndt at øve os på den ghanesiske nationalmelodi.