BØGER

NØDVENDIG BOG OM AFGHANISTAN

Af Keld Broksø

’Afghanistan – besættelse, borgerkrig og befrielse’ af Viggo Fischer, formand for Den danske Afghanistankomité, er en nødvendig bog. Af den simple grund at Danmark, siden det menneskefjendske Talebanstyre faldt i Afghanistan i 2001, er blevet dybt involveret i Afghanistans genopbygning og forsvar med udstationerede, danske soldater.

     Da den danske indsats begyndte for fire år siden, kendte kun en meget lille gruppe danskere i forsvaret og ’bistandsbranchen’ til landets kringlede, historiske og etniske baggrund. Det er også her, at nøglen til både dagens konflikter, problemer og deres løsninger findes.

     I dag arbejder en støt voksende gruppe af danskere – direkte eller indirekte – professionelt med Afghanistan. Samtidig er interessen øget i offentligheden og medierne for, hvad der foregår i dette land, der 18. september i år gennemførte et demokratisk parlamentsvalg med færre skønhedspletter end ventet.

Kronologisk oversigt
Bogen bevæger sig strengt kronologisk fremad og slutter i december 2004, hvor præsident Hamid Karzai udnævner sin regering. Ved vejs ende er læseren blevet beriget med en stor og detaljeret viden om alt fra usbekiske besættere i 1500-tallet, persere i 1700-tallet, briter i 1800-tallet, striben af forvirrende kup i 1970’erne, Sovjetunionens blodige besættelse i 1980’erne – og endelig den USA-ledede militæraktion fra 2001.

     Hvis nogen frygter, at bogen – Viggo Fischers baggrund in mente – blot er et reklameskrift for den danske NGO-indsats, så er den uro grundløs. Såvel projekterne hos Afghanistankomitéen og den langt større, danske hjælpeorganisation, DACAAR, bliver omtalt i en historisk og politisk ramme, der klæder bogens stramme, akademiske form. Den er forsynet med et omfattende notesystem, ordforklaringer og kildeliste.

Ingen konklusion på et sølvfad
Den akademiske form er til gengæld både bogens styrke og svaghed.

     Styrken er, at man får et ganske dækkende billede af, hvad der er foregået – og det uden en lurende mistanke om, at man bliver manipuleret til en bestemt mening om forløbet.

     Svagheden er, at analysen, den personlige stillingtagen, vovemodet til at give en pejling på, hvad der vil ske fremover, samt en udpegning af faldgruber i den internationale indsats, er trådt i baggrunden.

     Ingen når gennem Viggo Fischers bog uden en eftertanke om, hvorfor det afghanske folk i så mange årtier kunne blive mishandlet af andre folkeslag – og desuden kunne mishandle sig selv som det er sket især i 1990’ernes borgerkrige. Den direkte konklusion er, at udenlandsk indsats – militært som bistandsmæssigt – fortsat er helt afgørende. Og det er Viggo Fischers fortjeneste, at hans gennemarbejdede bog ikke propper den konklusion ned i halsen på læseren. Derimod skabes denne erkendelse sideløbende med det større overblik, som bogen side for side skaber om Afghanistan.

Keld Broksø er freelancejournalist.

Bogforside 
Viggo Fischer: Afghanistan – besættelse, borgerkrig og befrielse.
Peter La Cours Forlag. 336 sider, 298 kr. Kan bestilles hos alle boghandlere eller direkte på vf@fischernet.dk   

I SOLDATENS FODSPOR

Mette Zeruneiths dokumentarfilm om en tidligere børnesoldat i Uganda ender et fuldstændigt andet sted end planlagt. Det er der kommet en fascinerende film ud af.

Af Suzanne Skærbæk Nielsen og Lars Krøldrup

Steven Ndugga henvender sig til et dansk filmselskab for at fortælle sin personlige historie om sin tid som børnesoldat i Ugandas regeringshær UPDF, da han var 13 år.

     Nu er han 30 år og bor i Danmark. Et par måneder efter henvendelsen får Steven et brev, som fortæller, at hans søn er i live og nu selv er børnesoldat.

     En søn, han ellers troede var omkommet under familiens flugt fra Uganda; en flugt som kostede hans kone livet. Steven tager til Afrika for at finde sin søn, men tingene går ikke helt som planlagt. Pludselig er repræsentanter fra Ugandas regering i Danmark for at stoppe filmen, og beskylder Steven for at være terrorist.

     Filmholdet får dog lov til at tage til Uganda under opsyn for at komme til bunds i de mange spørgsmål, der nu melder sig.

     Det kommer der en glimrende film ud af, hvor man får et sjældent indblik i, hvordan et regeringsapparat også kan fungere. Den rejser en masse spørgsmål, der langt hen ad vejen forbliver ubesvarede. Men det er i virkeligheden helt på sin plads. For hvem har egentlig svarene? Hvad er løgn? Hvad er sandheden?

Foto: Magic Hour Films.  
Filmholdet kæmper med regeringens sikkerhedsrådgiver i Uganda for at få de rigtige oplysninger. Foto: Magic Hour Films.

     Uden rigtig at vide hvor og hvordan historien ender, følger man den mere og mere kafkaske udvikling.

     Filmholdet er på en farefuld færd, men sætter på bedste vis publikum ind i det detektivarbejde, der er forbundet med optrevling af skjulte motiver og jagten på sandheden, mens journalisterne prøver at følge Stevens fodspor.

     Filmen ender samtidig med at være en beskrivelse af et land, som kæmper med det demokrati, der kan være så vanskeligt at få til at fungere, når man tager Ugandas blodige historie i betragtning.

I Soldatens Fodspor er kommet til verden i et samarbejde mellem Magic Hour Films, Det Danske Filminstitut og DR.
Instruktør: Mette Zeruneith. Produceret med støtte fra blandt andet Danida.

Næste visning er i biografen Vester Vov Vov i København den 11. november kl. 17.00.

Derudover kan filmen købes på http://www.magic-films.dk eller lånes på bibliotekerne.

PRIVAT SEKTOR PROGRAMMET SET INDEFRA

Ny Danidapjece fortæller om erfaringerne med PS-Programmet (Privat Sektor Programmet).

PS-Programmet tilbyder rådgivning og økonomisk tilskud til danske virksomheder, der ønsker at indgå samarbejde med virksomheder i Danidas programsamarbejdslande.

Gennem PS-Programmet kan den danske virksomhed få hjælp til udvælgelsen af den rette samarbejdspartner, der kan give adgang til nye markeder, produkter og produktionsmuligheder. Omvendt vil den lokale virksomhed styrke sin position gennem adgang til dansk knowhow og teknologi.

I den nye pjece har Danida portrætteret 11 lokale partnere i lande som Uganda, Burkino Faso, Egypten og Nicaragua.

Gennem beskrivelser af, hvordan samarbejdet er kommet i stand og hvad de lokale partnere har fået ud af samarbejdet med en dansk virksomhed, skabes et billede af mulighederne og variationen i PS-programmet.

Bogforside

Pjecen med de 11 portrætter kan bestilles og downloades på http://www.danida-publikationer.dk  eller downloades via Udenrigsministeriets hjemmeside http://www.um.dk under punktet Udviklingspolitik >Erhvervssamarbejde > PrivatSektorProgrammer >Analyse af PS > Konference om PS

 

DANIDAS ÅRSBERETNING – NU PÅ ENGELSK

Danidas Årsberetning 2004 foreligger nu på engelsk. Den kan bestilles på http://www.danida-publikationer.dk og er gratis.

IKKE BARE JULEHYGGE

Overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender går i år til at sikre skolegang for burmesiske flygtningebørn i det nordlige Thailand.

Af Lotte Jack Wenzel

Når danske børn hver dag i december måned åbner en ny låge i årets U-landskalender, lukkes de samtidig ind i hverdagen hos børn, der lever i en helt anden verden end deres egen.

     For Børnenes U-landskalender er andet end en optakt til den daglige dosis Bamses Julerejse i fjernsynet. U-landskalenderen er også den mest synlige del af et omfattende baggrunds- og undervisningsmateriale om børn i udviklingslandene – i år om burmesiske flygtningebørn.

     Ved at købe kalenderen, som er et samarbejde mellem Danmarks Radio og Danida, er danske børn med til at sikre skolegang for shanbørn i det nordlige Thailand. Børnene er alene eller sammen med deres familier flygtet fra delstaten Shan i Burma, hvor de længe har været forfulgt af militærstyret.

     Med et forventet overskud fra årets kalendersalg på 3-4 mio. kroner er planen, at shanbørnene får læsebøger på deres eget sprog, en frokost som de selv skal være med til at tilberede, transport i skolebus for dem, der bor længst væk, og en årlig lægeundersøgelse. Samtidig får børnenes lærere et tilbud om videreuddannelse.

En drøm om Burma
Gennem baggrunds- og undervisningsmaterialet kan danske skolebørn først og fremmest møde shandrengen Sai Ku i bogen Drømmen om Burma, skrevet af forfatteren Kåre Bluitgen – som nok i øjeblikket er mest kendt som forfatter til en børnebog om Profeten Mohammed.

     Sai Ku er sammen med sin familie flygtet ind i Thailand, men drømmer om at vende tilbage. Og en nat gør han virkelighed ud af drømmen og drager på egen hånd af sted mod det fædreland, som han aldrig har set.

Bogforside

     Derudover kan de danske skolebørn i undervisningsmaterialet lære at lave shanmad og lege shanlege. De kan høre meget mere om shanfolkets og Burmas historie. De kan gennem et rollespil selv prøve at være flygtning for en dag. Og de kan se film fra shanbørnenes hverdag.

     Og på hjemmesiden http://www.u-landskalender.dk findes supplerende aktiviteter, faktabøger, spil og en brevkasse, hvor børn og voksne kan få svar på spørgsmål om flygtningebørn fra Burma.

40 år med U-landskalender
Undervisningsmaterialet, som er tilrettelagt for 1.-4. klasse, har været en fast bestanddel af U-landskalenderen siden starten af 90’erne, hvor danske skolelærere i stigende grad henvendte sig til Danida for at få yderligere materiale om de børn og de lande, som årets kalender støttede.

     Men selve U-landskalenderen er meget ældre. I over 40 år har danske børn gennem købet af kalenderen været med til at støtte jævnaldrende børn i u-landene med 4-5 mio. kr. årligt.

     Det praktiske arbejde med at få hjælpen ud til shanbørnene står Den Danske Burma Komité for i samarbejde med en lokal organisation. Burmakomitéen har i mere end 10 år beskæftiget sig med konflikten i landet og gennem årets U-landskalender-projekt håber komitéen at kunne skabe en lidt bedre tilværelse for godt 2.000 af de fattige Shanbørn, som illegalt bor i et land, hvis sprog de ikke taler.

Børnenes U-landskalender koster 35 kr. og kan købes i banker og sparekasser landet over og på http://www.dr.dk/netbutik.

Undervisningsmaterialet består af elevbogen ’Drømmen om Burma’ af Kåre Bluitgen, pris 98 kr. og en lærervejledning med dvd, der koster 78 kr. Undervisningssæt med 26 elevbøger, to lærervejledninger samt dvd med DR’s ulandskalenderfilm fra Burma koster 995 kr.

Lotte Jack Wenzel er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. lotwen@um.dk  

Reklame
Se billede i fuld størrelse




Denne side er kapitel 8 af 11 til publikationen "Udvikling 8/2005".
Version nr. 1 af 21-12-2005
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/6123/index.htm

 

 
 
 
  © | www.um.dk