NATIONALPARKER

BLÆSPRUTTEKVINDERNE

På øerne ved Østafrikas største kyst-nationalpark stanger kvinderne ulovligt blæksprutter i tidevandszonen. Men der er færre af de ottearmede under vandet end tidligere, og sønationalparken forsøger at få indbyggere til at finde andre leveveje.

Tekst: Ulla Lund, Tanzania.
Fotos: Peter Hauerbach.

Da vi ser Tabuni og Hamida første gang på tangen ved øen Jibondo i Det indiske Ocean, bevæbnet med deres jernhager til at stange blæksprutter, løber de væk og i land hurtigere end vi kan følge efter.

     Kvinderne tror, at vi kommer fra Mafia Island Marine Park – altså Tanzanias miljømyndigheder. Og kun i alt 4 -5 dage om måneden er det lovligt at stange blæksprutter her i kyst-nationalparkens 822 kvadratkilometer, hvoraf cirka tre fjerdedele ligger under vandet.

     Den vanskelige øvelse her i området – der blev fredet i 1994 – er, at både mennesker og natur skal trives bedre og mere udbytterigt sammen; på kort og langt sigt.

     Vi skjuler os i mangroven uden for synsvidde og venter til kvinderne igen vover sig ud. Så gør vi os synlige og vifter smilende med kameraer og blokke. Denne gang bliver der skabt nærkontakt, og vi får lov at følge kvinderne langt ud og se dem ramme de ottearmede med præcision. Mellem fangsterne går der nogle gange et kvarter, andre gange en time. Som Hamida siger:

     – Der er ikke længere mange blæksprutter. Bare på de par år, hvor jeg har stanget, er det blevet meget sværere. Nogle dage fanger jeg slet ingen blæksprutter – eller bare én lille, fortæller hun, imens blikket forbliver koncentreret mellem stenene efter mulig fangst. Hun tilføjer eftertænksomt:

     – Sikkert fordi vi er blevet flere, der stanger. Nu er der også mange flere mænd end tidligere, hvor det næsten kun var kvinder. Mændene tager ud og snupper dem på lidt dybere vand. Mange blæksprutter når slet ikke i dag at vokse sig store og selv få unger. Men vi skal jo også leve.

     Dilemmaet er ganske klart. Blækspruttekvinderne lever på øer som Mafia, Jibondo, Juani, Chole og Bwejuu. Indbyggerne i 11 større landsbyer med over 10.000 mennesker bor, hvor de altid har gjort; men siden 1994 inden for parkens klare grænser med strikse regler for, hvordan naturressourcerne må udnyttes, hvor, hvornår og af hvem.

     På flere af øerne er jorden for dårlig til landbrug og derfor er næsten alle fiskere. Nogle fisker ulovligt med net med for små masker, der trækkes ødelæggende henover bunden. Tidligere var også dynamit og cyanidfiskeri udbredt.

Tabuni og Hamida

Vi vandrer bogstaveligt ind i Tabuni, Hamida og de andre blækspruttekvinder – og deres ulovligheder i en af tidevandszonerne ud for øen Jibondo.

Man siger, at beboerne på netop denne ø er efterkommere af pirater. Man føler sig da heller ikke specielt velkommen, hverken som turist eller lokal fra en de andre øer. Øen lever sit eget isolerede liv og er den mest muslimsk prægede i kyst-nationalparken – uden nogen særlig kontakt med naboøerne.

     Hverken Tabuni eller Hamida har nogen sinde været væk fra Jibondo – ikke en gang på Mafia, den største ø i gruppen.

     – Hvad skulle jeg på Mafia, siger Tabuni og fortsætter:

     – Jeg vil bare bo her, leve med min familie og være i fred. 

     Når de glemmer vores tilstedeværelse, går de unge kvinder og synger, småsnakker og fniser. De følges normalt en 3-5 stykker sammen, men i dag er de kun de to. Teknikken har de begge lært af deres mødre og søstre.

     På rigtig gode dage kan Tabuni og Hamida være heldige at fange en seks stykker. Men der er også dage – og flere og flere af dem – hvor kvinderne går hjem med vandrynkede tæer og kun en enkelt spiddet blæksprutte på stangen.

Til de fjernere rev
Inspektioner fra kyst-nationalparken, kvindernes eget overfiskeri – og øget konkurrence fra mændene, er, hvad blækspruttekvinderne er oppe imod.

     Ifølge statistikkerne findes der 376 blækspruttekvinder på Jibondo og 210 på Juani, hvor 90 procent af fiskerne er kvinder. Dertil kommer et ukendt antal på både Mafia og Chole.

     Indimellem sejler de til lidt fjernere rev. Blækspruttekvinderne finder sammen om at betale en dhowejer for at sejle dem tæt på de blæksprutterige områder, hvorfra de vader det sidste stykke ind gennem vandet.

     – Ved de rev, vi sejler til, er der stadig store blæksprutter. Men det er nemmere selv at gå ud og fiske fra øen end først at skulle sejle og betale for en bådplads, fortæller Hamida.

     Kun få på øerne har haft råd til at bygge store dhow’er – med plads til mange og til sikker sejlads længere væk. De fleste lokale mandlige fiskere sejler i små kanoer lavet af udhulede træstammer med sejl og plads til to.

 Dørmåtter og dækservietter
En times sejlads fra Jibondo smider vores dhow anker ved øen Chole. Her har lidt støttepenge fra blandt andet Danida hjulpet kvinderne i gang med også at høste på en anden måde fra havet, så presset på blæksprutter og fisk kan lette, samtidig med at familierne forbedrer deres levestandard.

     – For cirka 10 år siden præsenterede vi kvinderne for, hvordan de kan udnytte mangroven og havet på andre måder. De dyrker nu tang, laver reb, dørmåtter og forskellige flettede kurver og andet. Som et led i projektet blev der også til et lille hus, hvor kvinderne kan samles og også sælge deres ting fra, fortæller Mohammed Shamte, der er ranger i kyst-nationalparken.

     Kvinderne kalder med stolthed huset en ’markedsplads’, fordi de faktisk både arbejder og sælger deres produkter her til turister. Udbudet består af kurve, dækservietter, tynde græsmåtter og dørmåtter. Ved hjælp af fælgen fra et gammelt cykelhjul og en simpel selvbygget træmekanik skaber kvinderne metervis af tovværk.

Mariam Musa høster tang, der kan forarbejdes til gelatine.

Rebslagere
Også i et andet lille hus i landsbyen arbejder kvinderne. Her har de både deres færdige lager af flotte tykke dørmåtter og bunker af fibre indfarvet med urter og klar til brug. Dørmåtterne er tidskrævende arbejde.

     – Når vi har brugt mælk og kokos, tager vi de halve skaller og graver dem ned i dyndet i mangroven. Her skal de ligge i et halvt år, for at fibrene kan blive bløde nok til at kunne bruges, fortæller Dalini Selemani på 30 år.

     Næste led i processen er helt bogstaveligt at give dem en ordentlig omgang tæv med en træstok, så de nu bløde fibre løsnes fra skallen. Efter de har ligget til tørre i solen, kan den filtrede masse bruges til måtter – eller bare til reb i metermål.

     – 30 meter reb, som det tager et par dage at lave, kan jeg sælge for otte kroner, fortæller Mwanjuma Mbaruku og fremviser lange bundter af færdige reb.

Undervandsmarker
Kvinderne går gennem mangroven – til den mere åbne kystzone i kanalområdet mod Juani.

     Tidevandet er nu gradvist på vej ind igen, og kvindernes halvmodne tangvækster, bundet på de tyve meter lange snore, er ved at rejse sig fra at soppe i mudder til at duve udspændt i lavt, næringsrigt vand.

     – Kyst-nationalparken fik et firma til at hjælpe os i gang. De gav os de første små tangplanter og lærte os, hvordan de skal bindes fast og passes, så de vokser hurtigst muligt, fortæller Mariam Musa på 33 år.

     Men ’høsten’ kan også nemt slå fejl:

     – Nogle gange snupper fiskene vores tang. Andre gange kommer der sygdomme, som vi ikke kender, men som får tangen til at dø og skrumpe ind, fortæller Mariam, mens hun tilser et par af sine reb. Ved næste lavvande vurderer hun, om de er klar til høst. Og når de skal hentes i land, kan der også godt smutte et par blæksprutter og krabber med hjem nede i sækken – når hun nu alligevel er ude og høste i havet.

Ulla Lund er freelancejournalist og Peter Hauerbach fotograf.
ulla.lund@citypressekontor.dk

Mafia Island Marine Park Danida støtter blandt andet Mafia Island Marine Park, der både beskytter naturen i parken og hjælper befolkningen i gang med alternativer til fiskeri, ulovlig mangrovetømmerhugst m.m.

Mangrove og søgræs Det cirka 2.200 kvadratkilometer store område hænger sammen i et økosystem med delta og vådområde, sandbanker, tidevandszoner, områder med søgræs, kystnære koralrev – og ikke mindste store mangroveområder. 80 procent af de rejer, der fanges industrielt ud for Tanzanias 800 kilometer kystlinje, er vokset op i mangroven og søgræsområderne ved øerne Mafia og Rufiji. Over halvdelen af verdens mangroveområder er forsvundet i løbet af de seneste hundrede år. Mangrovebælterne er med til at beskytte kysterne. Det så man ved tsunamien i julen 2004. De kyststrækninger, hvor mangroven var fjernet til fordel for rejefarme, havnebyggeri med mere, blev langt hårdere ramt end områder med et godt bredt mangrovebælte. Et mangrovebælte på 100 meter kan opsuge omkring 90 procent af kraften fra en tsunami.

Produkter Tang Den rødlige tang, eucheuma, tørres i solen. Af massen kan der udvindes et fortykningsmiddel –en slags gelatine – der bruges i fødevarer, maling, tandpasta med mere. Omkring 1.100 kvinder i kyst-nationalparken dyrker tang, og det skaffer dem årligt indtægter på knap 700.000 danske kroner. Måtter 80 kvinder i kyst-nationalparken har fået træning i at forarbejde kokosfibrene og væve dem til dørmåtter. En måtte, der kræver 20 meter reb, indbringer det der svarer til 26 kroner. Turisme De fleste turister på safari i Kenya og Tanzania vælger stadig kysten ved Mombassa og Dar Es Salaam til et par dages afslapning. Flere er dog ved at få øjnene op for kyst-nationalparken, hvor der findes fire gæstehytter – tre på øen Mafia og en på øen Chole. Oveni priserne skal hver turist betale 10 dollars pr. dag til nationalparken.

Udnævnt til Ramsarområde I februar lykkedes det Ministeriet for Naturressourcer og Turisme – blandt andet med dansk ekspertbistand – at få udnævnt Mafia Island Marine Park til et Ramsarområde, som er et særligt vigtigt naturbeskyttelsesområde.