AFRIKA
FLYT FOLK TIL ET VÆRDIGT LIV
Etiopien er i færd med at flytte to millioner bønder til mere frugtbare områder. Men donorerne bakker ikke ubetinget op om initiativet. Af Poul Kjar
Millioner af mennesker i Etiopien – et af de tre lande, der er i finalen om at blive nyt dansk programsamarbejdsland – befinder sig konstant i eller på grænsen af hungersnød.
Derfor iværksatte Etiopiens koalitionsregering sidste år et storstilet program for at flytte to millioner bønder væk fra tørkeudsatte områder i højlandet.
– Vi har etableret ’Koalitionen mod Sult’ i samarbejde med en række bistandsdonorer. Planens mål er at gå løs på de bagvedliggende årsager til sulten, og det går blandt andet ud på at flytte to millioner mennesker. Men det har ikke fuldt ud kunnet lade sig gøre på grund af manglende økonomisk opbakning fra donorerne, siger Etiopiens premierminister, Meles Zenawi, i et interview i avisen Bistandsaktuelt, det norske svar på udvikling.
Fødevaresikkerhed er målet, siger Etiopiens premierminister, om ’Koalitionen mod Sult’ – et program, hvor op mod to millioner etiopiere skal flyttes til mere frugtbare dele af landet. Foto: Polfoto/PA/Boris Heger.
– Visse donorer foretrækker at give fødevarebistand til landsbyer, hvor folk ikke kan brødføde sig selv. Hvorimod de straks stopper for fødevarebistanden, hvis befolkningen frivilligt flytter til mere frugtbare egne. Det er som om, at man ikke ønsker at give folk en chance for at opnå tilstrækkelig fødevaresikkerhed, siger Meles Zenawi til Bistandsaktuelt.
Sund skepsis – Det er ganske utilbørligt af Meles Zenawi at sige, at donorerne ser en interesse i at holde folk i fattigdom, bare fordi de har en rimelig skepsis over for regeringens valg af strategi, som i adskillige tilfælde beviseligt har ført til meget dårlige resultater, siger Lars Jørgensen, Folkekirkens Nødhjælps programkoordinator i Etiopien.
Der er eksempler på tvangsflytninger, konflikter i og mangelfuld forberedelse af de nye områder – og rapporter om folk, der foretrækker at vende tilbage til deres oprindelige jord. Derfor er det internationale samfund skeptisk over for Meles Zenawis flytning af fattige bønder fra udsatte egne af landet.
– I Folkekirkens Nødhjælp arbejder vi med fødevaresikkerhed, blandt andet i det etiopisk-danske fællesinitiativ i North Wollopro-vinsen i det nordlige Etiopien. Vi har gode erfaringer med, at landbrugsproduktionen og dermed levevilkårene kan øges kraftigt ved hjælp af kunstvanding, bedre dyrkningsmetoder, nye afgrøder etc., siger Lars Jørgensen.
Historien skræmmer Men hvad siger Meles Zenawi til donorernes skepsis overfor, at forflytningen måske ikke foregår helt frivilligt og helt uden problemer? Premierministeren i Bistandsaktuelt:
– Det er som om, at donorerne har noget imod, at folk flytter fra én landsby til en anden. Selvsagt har vi historiske erfaringer med tvangsmæssig flytning af mennesker i Etiopien (Haile Mariam Mengistus 17-årige militærregime, der sluttede i 1991, tvangsflyttede 600.000 bønder og mange tusinde mistede livet under forflyttelserne, red.) – Vi var også forbeholdne i starten. Men vi har ændret syn, fordi vi blev klar over, at titusinder af fattige bønder var i færd med at flytte på egen hånd. Det skabte etniske spændinger og miljøødelæggelser. Derfor er det bedre, at flytningen styres og tilføres ressourcer fra myndighedernes side.
Lars Jørgensen fra Folkekirkens Nødhjælp er enig i, at mange etiopiere reelt set ikke er i stand til at leve et værdigt liv der, hvor de bor nu. Folkekirkens Nødhjælp kan derfor godt bakke op om flytningen, hvis det vel at mærke foregår ad frivillighedens vej og under menneskelige forhold. Lige nu sidder tusindvis af etiopiere, som var rejst væk fra de udsatte områder, i midlertidige lejre og venter på at få tildelt ny jord. Fra lejrene rapporteres om miserable forhold i form af sult og sygdomme.
Etiopien har brug for mere bistand Lars Jørgensen mener, at det internationale samfund svigter Etiopien. Det skyldes, at det store land på Afrikas Horn kun modtager omkring halvt så meget bistand pr. indbygger som gennemsnittet for Afrika syd for Sahara. Folkekirkens Nødhjælps udsendte siger:
– Der findes langt dårligere regeringer i Afrika end den nuværende regering i Etiopien. Store dele af Meles Zenawis politik er ganske fornuftig, og regeringen er ikke så korrupt som i mange andre lande. Men man kan ikke se bort fra, at regeringen vil gøre alt for at bevare sin magt, og at dette motiv i vidt omfang driver Zenawis politik.
Det sidste kan i Lars Jørgensens fortolkning forklare regeringens iver efter at flytte fattige bønder fra én del af landet til en anden. Ved det seneste valg i maj måned vandt regeringspartierne (i hvert fald ifølge den officielle optælling) i landområderne, hvor staten ejer al jorden, og regeringens folk står for fordelingen af parceller til bønderne. Mens oppositionen vandt i byerne, og blandt andet har fuldstændig flertal i hovedstaden Addis Ababa.
– Regeringens politik er, at folk skal blive på landet på deres kvarte hektar eller flytte til en anden kvart hektar i et landområde, så længe det er under regeringens kontrol, slutter Lars Jørgensen.
(Redaktionen afsluttet 30/10)
|
Meles Zenawi Meles Zenawi har ledet Etiopien siden 1995, blandt andet gennem årene 1998–2001 med krig mod tidligere venner og kampfæller i Eritrea.
Meles Zenawis koalitionsregering er domineret af den tidligere frihedsbevægelse Tigray Peoples Liberation Front.
Frihedsbevægelsen, der bekæmpede Haile Mariam Mengistus militærregime, kom til magten i 1991.
Den nye regeringskoalition var i sine første regeringsår præget af en stærk centralmagt, planøkonomi og marxistiskleninistiske holdninger. Med tiden har Meles Zenawi liberaliseret dele af økonomien og etableret en mere decentraliseret styreform (en form for etnisk føderalisme).
Meles Zenawi er en velanset statsleder i både vesten og i Afrika. Han har modtaget en række internationale priser og var medlem af Tony Blairs Afrikakommission, der tidligere på året lancerede en plan for at bringe ny fart over udviklingen i Afrika.
|
 Se billede i fuld størrelse
’JEG VIL VÆRE MINISTER’
Statsminister Anders Fogh Rasmussen besøgte Tanzania og Mozambique i oktober. Han besøgte skoler og lærte noget nyt om fattigdom.
Af Suzanne Skærbæk Nielsen
– Hvad vil du være, når du bliver stor?, spurgte statsministeren i oktober den overfyldte skoleklasse i den mozambiquiske havneby Pemba. Eleverne fortalte, at de gerne ville være lærere eller sygeplejersker, men én elev sagde:
– Jeg vil være minister.
Og forståeligt nok. Overalt hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen satte sine danske fødder, blev han mødt af farverige dansere, trommespil og jubelsang. Der var sandelig kommet fint besøg. Optogene fulgte statsministeren, og nu havde han banet sig vej frem til et klasseværelse på en folkeskole med 4.000 elever. Eleven, der gerne vil være minister, har dog mange forhindringer at skulle igennem. Der er cirka tre millioner elever i Mozambique i dag, hvilket er en stigning på 700.000 på kun fem år. Men antallet af lærere er ikke fulgt med.
Danmark har bidraget til, at 30 procent af alle lærere i provinsen Cabo Delgado, hvor eleven bor, har fået nyt og tidssvarende undervisningsmateriale. Men der er lang vej endnu. Hiv/aids dræber hvert år flere lærere, end der bliver uddannet, og dertil skal føjes, at kun 1,2 procent af eleverne når universitet, og at det samlede antal akademikere i landet kun tæller 1.500. Men eleven er sandsynligvis ikke opmærksom på de statistiske forhindringer, der skal springes over, inden han lander i ministerstolen.
I dag er minister det helt rigtige at være. Zanzibar til demokratisk eksamen
I Tanzania besøgte statsministeren bistandsaktiviteter i det sydlige højland omkring byen Iringa og den uroplagede ø Zanizibar, der har ondt i demokratiet. Den 9. oktober endte konflikter mellem politi og oppositionstilhængere i forbindelse med parlamentsvalget den 30. oktober med 18 sårede.
Statsministeren udtrykte bekymring for urolighederne og for, om valget forløb fair, troværdigt og fredeligt. Demokratiet skal kort sagt til eksamen, og Danmark vil kigge med.
Efter besøget i Tanzania og Mozambique udtalte statsministeren:
– Fattigdommen i Tanzania gjorde stort indtryk på mig. Det, der gør indtryk her i Mozambique, er, at man kan være endnu fattigere.
Mens statsministeren har pakket kufferten ud, så planlægger udviklingsminister Ulla Tørnæs en rejse til Mali og Niger den 25. november til 2. december. Begge lande er i kikkerten til at kunne som muligt bud på et nyt, dansk programsamarbejdsland. En rejse til det tredje kandidatland, Etiopien, overvejes i øjeblikket i lyset af de aktuelle uroligheder i landet.

MASSIV STØTTE PÅ VEJ TIL SUDAN
Målet er at sikre freden og gøde jorden, så 3,8 millioner internt fordrevne kan vende tilbage til deres hjemegn.
Af Janina Graae
Efter 21 års borgerkrig i Sudan blev der i starten af 2005 indgået en fredsaftale mellem regeringen i hovedstaden Khartoum i det nordlige Sudan og oprørsbevægelsen SPLA/M i Sydsudan.
Danmark støtter fredsprocessen i Sudan med 500 millioner kroner over en periode på fem år. Det gør Sudan til en af hovedmodtagerne af dansk humanitær bistand de kommende år. Darfur, som er den mest urohærgede del af Sudan i øjeblikket, er ikke omfattet af fredsaftalen og bevillingen på 500 mio. kr. Danmark har dog i 2005 støttet ofrene for krisen i Darfur med en ekstrabevilling på 45 mio. kr.
I marts 2005 deltog Danida i en stor donormission, der dannede grundlag for fordelingen af både danske og andre donorers midler i Sudan. Fokus er på reformer i nord og genopbygningen af Sydsudan. Der er i alt afsat godt 25 mia. kr. i perioden 2005 til 2007.
Udviklings- og genopbygningsbistand Af de 500 mio. kr. er cirka 250 mio. kr. afsat til udviklings- og genopbygningsbistand.
Pengene skal blandt andet bruges til opbygning af en retsstat, god regeringsførelse, jordreform og en folketælling, så der kan afholdes valg. Derudover vil Danmark støtte uddannelsessektoren i Sydsudan. Uddannelse har topprioritet hos mange af de internt fordrevne er en forudsætning for, at de vil vende tilbage til Sydsudan med deres børn.
Den danske støtte vil gå gennem FN-organisationer samt en såkaldt multi-donor trustfond for Sydsudan. Det er en fond, som flere donorer skyder penge i og er med til at administrere.
Den anden halvdel af budgettet skal støtte op omkring indsatser rettet mod flygtninge og internt fordrevne. Man regner med, at der er 3,8 millioner internt fordrevne mennesker i Sudan – og her er de internt fordrevne i Darfur ikke talt med – samt mellem en halv og en hel million flygtninge i nabolandene. Danmarks humanitære indsats retter sig derfor dels mod at yde støtte til, at flygtninge og fordrevne kan vende sikkert tilbage til deres hjemegn og dels mod de områder, hvor der fortsat opholder sig store grupper af internt fordrevne mennesker, der ikke har mulighed for at vende hjem.
FN, danske og internationale NGO’er samt andre internationale organisationer vil få ansvaret for at anvende den danske støtte på godt 250 mio. kr. Det overordnede samarbejde med Sudan bliver varetaget af den danske ambassade i Kairo, Egypten. Den danske bistand til Sudan vil blive administreret af en styringsenhed med to udsendte medarbejdere og 3 - 4 lokalansatte i Khartoum, og en rådgiver placeret i Sydsudans hovedstad Juba, der vil være tilknyttet et fælles donorkontor.
Janina Graae er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed.
Denne side er kapitel 4 af 11 til publikationen "Udvikling 8/2005".
Version nr. 1 af 21-12-2005
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/6123/index.htm
|