”Måske vi bare skulle sende dem en bil”, spurgte Anne Mette Jensen i et debatindlæg i udvikling nummer 5/2005, hvor hun rejser spørgsmålet om afrikanernes kontra vores prioriteter i bistanden. Det har affødt denne kommentar fra Lone Maribo, der er bosat i Livingstone, Zambia:
Af Lone Maribo
Der er ikke mange løsningsmodeller på Afrikas problemer, men én af dem er at give afrikanerne en bil i stedet for en udsendt, når de beder om det. Mere end noget andet vil det signalere, at vi tager afrikanernes egne ønsker og anbefalinger alvorligt.
At vi ikke stoler på, at afrikanere kan tænke selv, kan udmærket have med billedet af Afrika at gøre. Et billede, som, havde det været et salgsprodukt, ville være historien om en markedsføringssucces uden ret mange sidestykker.
Ikke alene har dette billede formået at hæve sig selv op til et niveau, hvor det går for at være følsomt og respektfuldt. I samme ombæring har det også formået at miskreditere alle andre billeder af Afrika.
Billedet, som således har erhvervet retten til at kalde sig det eneste rigtige, er billedet af Afrika som det evindelige offer. Offer for sult, børnedødelighed, offer for en ond sygdom – hvis navn skifter, lige nu hedder den aids, men den har haft mange navne: Offer for stammekrige og offer for grådige diktatorer.
Det er det europæiske billede af Afrika. Langt hen ad vejen er det også afrikanernes syn på sig selv, og offerrollen leves helt ud. Ofre for renter af penge, de selv har lånt. Ofre for korrupte politikere, som de selv har valgt, og ofre for vejret. Store dele af Afrika har jævnlige og ret forudsigelige tørkeperioder. Zambia har i visse egne fire års tørkeintervaller. At blive udsat for tørke hvert fjerde år og stå model til det – blive stående – er at køre offerrollen helt ud i det ekstreme.
Afrika – et kontinent, der har brug for din hjælp
Dette billede på Afrika er for eksempel plakaten til en af Folkekirkens Nødhjælps indsamlingskampagner, men i princippet kunne det stamme fra en hvilken som helst ulandsorga-nisation.
Det er billedet af en kø af små børn foran FN’s madudlevering; de har alle sammen deres små blikkrus med. Deres flueplagede øjne er bedende, de er fattige og deres tøj hænger i laser.
Flere detaljer er der ikke i det billede, men flere behøves heller ikke, for resten kan vi godt gætte. Børnenes forældre er formodentlig døde af aids, mad er der ingenting af, drikkevand har de heller ikke, og har de det mod forventning alligevel, er det sikkert snavset. De går ikke i skole. Der er ingen lægehjælp at hente, hvis de bliver syge, og for at føje spot til skade er der sikkert tørke i det område, de bor i. De børn har kort sagt brug for hjælp.
Det er budskabet, sort på hvidt: Afrika har brug for din hjælp.
Dans! Foto: Denise Grünstein/BILDHUSET/Polfoto.
Født med rytme i kroppen
Der findes et andet uddateret billede af Afrika.
Det er det Afrika, som blev formidlet af de allerførste opdagelsesrejsende, med brede penselstrøg og ikke uden betoning af de samme opdagelsesrejsendes dødsforagtende mod.
Det er dansende sorte iført traditionelle masker, bastskørter og tingeltangel piercet gennem næsefløjene og i ørene. Det er trommedans og trampen rundt, og der er fart på. Fjerene virrer, penisfutteralerne svinger fornøjet, nu skal der saftsuseme danses.
For dét ved man jo – de kan danse, afrikanerne... og slå på tromme.
Og dér, i baggrunden, har vi en lerhytte. Her er tre generationer af kvinder samlet omkring et bål i færd med at tilberede den majsgrød, som skal nydes i storfamiliens skød lige om lidt.
Ikke noget take away her. Grøden er lavet af majs, som de samme kvinder i foråret plantede ude i marken med banturumperne lige op i vejret, mens de sang højt og muntert.
Og derovre, til venstre, foran en noget sammensunken hytte, sidder en gammel mand i midten af en halvcirkel af lyttende børn. Det er bedstefar, der fortæller historier. Historier fra dengang livet startede, og elefanten fik sin snabel. Ikke noget med e-learning her. Her lærer man af livet. Og det ved vi jo – i Afrika har de ingen daginstitutioner eller plejehjem, for her tager generationerne sig af hinanden.
Selvstændige, kompetente mennesker
Men det holder jo ikke. Udokumenteret og Tintin i Congoagtigt. Romantisk, fortegnet og ansvarsforflygtigende, balancerende på grænsen mellem dumt og racistisk.
At hævde, at afrikanerne er gode til at danse og har en anderledes sorgløs tilgang til tilværelsen, dét er med et slidt, men uomgængeligt udtryk politisk ukorrekt.
Men hånden på hjertet: Har man været ’uden for ruten’ i Afrika, vil man vide, at den virkelighed også findes. Beskrivelsen er ikke dækkende, lige så lidt som billedet af de flueplagede børn i FN-køen er det. På et kontinent med en milliard mennesker repræsenterer de hver sin ende af skalaen, med tusindvis af andre virkeligheder indimellem.
Vi har med sultbilledet af Afrika malet os selv op i et hjørne. Tusindvis af dedikerede danskere arbejder som udsendte af Udenrigsministeriet og andre for at bringe et kuldsejlet kontinent på fode, men helt centralt står det faktum, at udgangspunktet for hjælpen er, at de ikke selv kan finde ud af det.
Og intet hjælper tilsyneladende. Børnedødeligheden stiger, den forventede levealder falder, og stort set alle tilgængelige tal viser negativ udvikling.
Det forhold, at vi fortsat vægrer os ved at se afrikanerne som selvstændige, kompetente mennesker med en gyldig løsningsmodel på deres egne problemer, er måske den faktor, som i sidste ende forhindrer Afrika i at udvikle sig til et kontinent, som kan løse sine problemer selv.
Lone Maribo har siden 2004 været bosat i Livingstone, Zambia som medfølgende hustru til en Danidarådgiver, og har 1994–97 arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke i Zimbabwe.