Udvikling nr. 07/2005

Kolofon

Titel:
Udvikling nr. 07/2005

Resume:
Udvikling bringer historien om fadderskaber. Mindst 100.000 danskere er allerede faddere for et eller flere børn. Organisationer, som tidligere ikke ville tilbyde fadderskaber, erkender nu, at der kunne være en fremtid i denne bidragsform. Derudover FN-topmødet i New York, om IFU og meget andet.

Udgiver:
Udenrigsministeriet

Forfatter:
Udenrigsministeriet

Sprog:
Dansk

URL:
http://www.netpublikationer.dk/um/6122/index.htm

ISBN nr:
87-7667-316-2

Digital ISBN nr:
87-7667-317-0

Version:
1

Versionsdato:
21-12-2005

Dataformater:
html,htm,jpg,gif,pdf,css,js

Udgiverkategori:
statslig

Indholdsfortegnelse

NYT FRA STYRELSEN: EGON ’DANIDA’ OLSENS PLANER FOR FATTIG-DOMSBEKÆMPELSE

NYHEDER

• NGO’ER HOLDER VEJRET
• GULVTÆPPET TRÆKKES VÆK UNDER KULU
• ULANDS-SNYDT
• TV-AVISAND OM DANSK UDVIKLINGSBISTAND
• FLAG, BALLONER – OG EN HANDLINGSLAMMET REGERING

• FRA DRØMMESLOT TIL REDSKABSSKUR
• VERDENSSAMFUNDET HOLDER SKANSEN

• KYOTO-CONNIE I BILERNES LAND
• KLÆDT PÅ TIL STORM
• DANSK BISTAND SKAL KLIMASIKRES

• FADDER SKABER UDVIKLING?
• FADDERSKABER ALLE VEGNE

• IKKE KUN ET SPØRGSMÅL OM PROFIT
• ”VI ARBEJDER PÅ FULD KRAFT PÅ AT FÅ FLERE INVESTERINGER TIL AFRIKA.”

• TØRNÆS PÅ ROADSHOW
• SOCIAL ANSVARLIGHED UNDER LUP

• I KRIG FOR MORALEN
• MÆRSK VIL KØRE TOG I AFRIKA
• HIV OG AIDS GÅR UD OVER PRODUKTIONEN I AFRIKA
• DEN GLOBALE FOND SMÆKKER KASSEN I FOR UGANDA
• JEG SIGER STADIG, HVAD JEG MENER

• VALMUER VISNER OG BØNDER FORGÅR
• TIL TE HOS NARKOBARONEN

• LANDEVALGET: VÆLG ETIOPIEN OG BRUG PENGENE PÅ OFFENTLIG-PRIVATE PARTNERSKABER
• HOV, HVOR BLEV ERITREA AF?

• UAFHÆNGIG? – AFRIKANSKE UDFORDRINGER
• EN SJÆLDEN BISTER TONE

• SE AFRIKA SOM DET ER

NYT FRA STYRELSEN: EGON ’DANIDA’ OLSENS PLANER FOR FATTIG-DOMSBEKÆMPELSE

Af Bo Simonsen

Hvad er ligheden mellem Egon Olsen og Danida? Rigtigt – begge er enormt gode til at lægge planer.

     I 14 Olsen Banden-film har bandechef Olsen lagt geniale og detaljerede planer for udryddelse af fattigdom – altså hans egen og hans allernærmeste! Planer helt uden belastende erindringer om, hvad der gik godt og –som oftest – gik galt forrige gang.

     Opfyldelse af Olsen & Co’s helt private 2015 Mål ender som bekendt bag fængslets tunge porte, og – ret skal være ret – langt inden det er nået hertil, hører ligheden med programlægning af dansk udviklingsbistand op. Men hvad man kunne kalde udviklingsbistandens Egon-syndrom er alligevel slående og stak igen hovedet frem på september-mødet i Danidas Styrelse. Her blev der af Styrelsen efterlyst lidt mere skriveri om allerede indhøstede erfaringer i bevillingsoplæggene. Næsten alle nye programmer og projekter, som Danidas Styrelse skal tage stilling til, bygger jo på den ene eller anden måde på tidligere erfaringer. På gode resultater og lærerige fejltagelser. Men alligevel er det så, at der går Egon i de skribenter, der har siddet og formuleret oplæg til Styrelsen om nye bevillinger i millionklassen. Der synes at være en udbredt præference for at beskæftige sig med planer, politikker og strategier, der ligger et lunt og ufarligt sted ude i fremtiden. Og en lige så udbredt berøringsangst for at delagtiggøre omverdenen – herunder Danidas Styrelse – i, hvilke erfaringer de nye initiativer og programmer bygger på.

     Og så lige for at slå et par ting eller tre helt fast: Beskrivelserne af de planlagte programmer, som Styrelsen skal tage stilling til, er ofte fremragende, fagligt kompetente og ikke sjældent ligefrem velformulerede. De virker bare ind imellem sært historieløse.

     Et styrelsesmedlem drog sammenligning til forskerverdenen: Her bygger ny forskning –og bevillinger til en sådan – på dokumentation af tidligere forskningsresultater.

     Sådan er det selvfølgelig også i udviklingsbistandens verden, men Egon-skribenterne bag de fremtidsrettede bevillingsoplæg vil bare nødigt beskæftige sig med den besværlige nutid og fortid.

     Et par eksempler: Om forhistorien for en bevilling på 220 millioner kroner til forvaltning af bymiljø i Sydafrika hedder det lakonisk i det ni sider lange oplæg til Styrelsen (+ 240 sider bilag ): ”Sydafrika er – ikke mindst med dansk støtte – nået langt det seneste tiår, når det gælder lovgivning og udformning af rammebetingelser på miljøområdet. Der er blandt andet vedtaget lovgivning vedrørende luftkvalitet, affald og planer vedrørende renere og vedvarende energi og renere produktion”.

     Jamen, hov: Er det ikke en lidt vel beskeden formulering. Lidt større armbevægelser ville ikke være af vejen. Ikke for at pudse den nationale glorie, men for at viderebringe et indtryk af, hvor langt byggeriet er nået for derefter at kunne bygge miljømæssigt forsvarligt videre eller skifte byggestil.

     Et andet eksempel der også var på Styrelsens dagsorden: Dansk støtte til klimafonde og klimafinansiering under FN’s Klimakonvention og Kyoto-protokol. Disse internationalt støttede fonde så først dagens lys for fire år siden, så historikken er begrænset. Men Klimakonventionen trådte trods alt i kraft i 1994, så bare en enkel erfaring med klimasikring af vandforsyning, eller beskyttelse af landbrugsjord og afgrøder i udviklingslandene kunne have udgjort erfaringsgrundlaget for en bevilling på 140 millioner kroner.

     Tredje eksempel, der også var på Styrelsens dagsorden: Et nyt miljøprogram i Nicaragua til 200 millioner kroner er beskrevet med komponenter, monitorering, strategiske valg, indikatorer og meget mere. Alt sammen sikkert fagligt set fuldt forsvarligt. Men der er også gået Egon i det nicaraguanske miljøprogram. Ikke et ord om fortidens sejre og mulige udskejelser. Med andre ord: Meget lidt om de erfaringer med miljøstøtte i det mellemamerikanske land, der helt givet er opsamlet siden den første støtte til landets miljøministerium i 1993.

     Danidas Styrelse er heldigvis befolket med dygtige folk med faglig indsigt i udviklingsspørgsmål og individuelle hukommelser, der rækker længere tilbage end sidste torsdag. Mere uerfarne folk ville være skidt hjulpet, hvis de egonficerede styrelsesoplæg var eneste grundlag til at bevilge samlet set tre kvart milliard kroner, som der hurtigt løber over bordet sådan en formiddag på et møde i Styrelsen.

Bo Simonsen er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. bosimo@um.dk

Nye projekter og programmer tiltrådt af Danidas Styrelse: Støtte til program for forvaltning af bymiljø i Sydafrika (220 mio. kr.) Nicaragua, miljøprogram 2. fase (200 mio. kr.) Bidrag til klimafonde og klimafinansiering under FN’s Klimakonvention og Kyoto-protokol (140 mio. kroner) Mubarak Public Library (Det Arabiske Initiativ) (24,2 mio. kr.) Styrkelse af fagbevægelsens rolle i fattigdomsbekæmpelse og demokratiudvikling i det sydlige Afrika (23,6 mio. kr.) Eftergivelse af blandet kredit til Kirgistan (18,5 mio. kr.) Gaza/Vestbredden: Multidonor sekretariat for støtte til ngo’er inden for menneskerettigheder og god regeringsførelse (13 mio. kr.) Republikken Congo – Gældseftergivelse (3,2 mio. kr.)

NYHEDER

NGO’ER HOLDER VEJRET

’Kvælertag på dansk u-landsoplysning’ kalder frivillige organisationer udviklingsministerens forslag om, at de ikke længere skal kunne søge penge fra Danidas Oplysningsbevilling. Hvis forslaget vedtages, må MS fyre 10–15 medarbejdere.

Af Stefan Katic

I slutningen af september sendte 92 større og mindre uddannelses- og udviklingsorganisationer et fælles brev til udviklingsminister Ulla Tørnæs og undervisningsminister Bertel Haarder. Sammen opfordrede de regeringen til at trække forslaget om omlægning af midlerne til u-landsoplysning tilbage.

      En omlægningen der betyder, at danske ngo’er ikke længere kan søge statsmidler til u-landsoplysning. Pengene skal i stedet gå til projektaktiviteter i u-landene.

      Udviklingsministeren har flertal for forslaget i Folketinget, der i løbet af efteråret sandsynligvis bliver vedtaget som en del af Finansloven for 2006. Ikke desto mindre sender de organisationer, som udvikling har talt med, igen i år en ansøgning ind om støtte til ulandsoplysning:

      – Vi satser på, at forslaget ikke bliver vedtaget. Vi ansøger om en bevilling på 2,2 millioner kroner i projektrelateret oplysning (se boks), siger en optimistisk informationschef Thomas Ravn-Pedersen i Folkekirkens Nødhjælp (FKN). Ifølge informationschefen er der endnu ikke taget stilling til, hvordan FKN eventuelt må sadle om:

      – Vi vil hellere bruge kræfterne på at ændre det, vi synes er et rigtigt dårligt forslag, siger Thomas Ravn-Pedersen.

Sort udsigt for de små ngo’er
       De to største oplysningsaktiviteter hos Folkekirkens Nødhjælp er dels undervisningsmateriale for konfirmander om u-lande og et voluntørprogram, hvor unge danskere efter højskoleforberedelse rejser til u-lande, hvor de bor og arbejder tæt på FKN’s lokale folk i felten.

       – Sådanne aktiviteter vil være truet, påpeger Thomas Ravn-Pedersen og tilføjer:

       – Vi er heldige, da vi har egne midler at lave u-landsoplysning for. Vores bekymring er mere på det danske u-landsmiljøs vegne; altså hele underskoven af mindre ngo’er. Biavlerne, spejder- og idrætsorganisationer og så videre laver alle u-landsoplysning, siger Thomas Ravn-Pedersen.

       – Men hånden på hjertet, tror du, I har en chance for at få omstødt beslutningen?

       – Jeg tror, det er fifty-fifty. Man undrer sig i Venstres og Konservatives bagland, for det er ikke en saglig beslutning. Man skal være meget selvsikker, hvis man med ét snuptag ændrer 40 års tradition, slutter Thomas Ravn- Pedersen.

Danskernes viden om u-landene vil på sigt tørre ud, frygter u-landsorganisationer.
Foto: Heine Pedersen.

10–15 fyresedler i MS
Også hos en anden stor u-landsorganisation, Mellemfolkeligt Samvirke, er der stadig håb:

       – Oplysningsbevillingen har for MS udgjort det mere stabile element og dermed grundlaget for at gå til andre donorer og søge bidrag til aktiviteter. Dette vil komme til at lide en alvorlig skade, siger generalsekretær Lars Udsholt. Han frygter, at MS’s samlede, brede indsats vil blive væsentligt mere sporadisk:

       – Der vil blive tale om at ’hoppe fra tue til tue’. Vi må blive meget mere kontante, og se om aktiviteterne giver indtægt, inden vi siger ja til dem. Det bliver ikke særligt folkeoplysende, og det er brandærgerligt.

       Hvis forslaget går igennem, ser Lars Udsholt ingen vej uden om at nedlægge ’flagskibe’ som u-landsmagasinet Kontakt og ungdomsbladet ZAPP. Også Skoletjenesten, foredragsordningen Levende Ord og MS Biblioteket må lukke.

       Lars Udsholt vurderer, at MS må afskedige 10–15 medarbejdere. Det endelige omfang af fyringer kendes dog først medio november.

Slut med de store kampagner
Hvis forslaget realiseres, vil 80 procent af Ibis’ informationsarbejde stå uden finansiering. Det vil betyde fyringer i Ibis, fastslår René Jacobsen, som er informationschef i organisationen.

       – Rigtig meget af vores oplysningsarbejde har handlet om 2015 Målene. Går forslaget igennem, vil vi ikke længere kunne gennemføre Ibis’ store kampagner, der alle er en del af internationale kampagner. Det gælder Den internationale Lærerdag, Humor mod Aids, Make Poverty History og ikke mindst Hele verden i Skole, hvor der i år deltog 110.000 elever.

       – Danmarks strategi i u-landene er at inddrage civilsamfundet, men det vil man åbenbart ikke gøre hér, påpeger René Jacobsen. Ibis har endnu ikke truffet nogen beslutning om, hvad der nu skal ske på oplysningsfronten, hvis forslaget vedtages.

Det bliver mere besværligt
U-landsorganisationerne er langt fra alene om at oplyse om u-landene. Børne- og ungdomsorganisationen FDF (Frivilligt Drengeog Pigeforbund) producerer materialer om vilkårene for verdens fattige, primært til landets 28.500 FDF’ere og deres familier.

       – Traditionen i FDF er, at vi ikke bruger indsamlede midler til oplysning. Det har været dejligt at kunne sige, at alle penge man samler ind, også går til det projekt, man oplyser om, siger Morten Skruppeltrang, der er international sekretær i FDF.

       Selvom han udtrykker en vis optimisme med hensyn til at finde finansiering andetsteds, så forudser han dog, at det fremover bliver mere besværligt for FDF at lave ulandsoplysning:

       – Fordelen ved oplysningsbevillingen er, at den har været så stor, at vi ikke har behøvet at søge supplerende midler, tilføjer Morten Skruppeltrang.

I 2005 afsatte Udenrigsministeriet 44 millioner kroner til u-landsoplysning, heraf 20 millioner kroner til projektrelateret oplysning – penge øremærket til at oplyse om projekter, danske ngo’er driver i Den Tredje Verden – og 24 millioner kroner til generel oplysning. Regeringens forslag til Finanslov for 2006 afsætter i alt 13 millioner kroner til u-landsoplysning, en pulje som privatpersoner kan søge. De folkelige uddannelses- og udviklingsorganisationer afskæres i forslaget fra at søge.

GULVTÆPPET TRÆKKES VÆK UNDER KULU

U-landsoplysning – og ikke projekter – er rygraden i KULU’s arbejde. Derfor rammes KULU hårdt.

Kvindernes U-landsudvalg (KULU) står over for sin alvorligste krise nogensinde.

     KULU, der i dag altovervejende er en oplysningsorganisation, rammes derfor hårdere end andre danske ngo’er, der ved siden af oplysningsarbejdet også driver projekter i Den Tredje Verden. Bliver forslaget om omlægningen af oplysningskronerne vedtaget, må KULU’s aktiviteter helt ned på vågeblus. KULU – som er en paraplyorganisation for 23 medlemsorganisationer – har i øjeblikket en 3-årig rammebevilling fra Danida på én million kroner til aktiviteter og til løn til to medarbejdere på deltid. Den udløber til nytår.

     - Er KULU truet på sin eksistens?

     - Ja, det er vi. Vi sidder lige nu og lægger sidste hånd på en ny 3-årig ansøgning til Danida, siger cand. jur. Pernille Bischoff, som er næstforkvinde i KULU. Problemet er, at vi ikke kan nå en omstilling. Vi prøver på alle måder at få forslaget taget af bordet, også på grund af forslagets vidtrækkende konsekvenser for ulandsoplysningen generelt. Lykkes det ikke, håber vi på en eller anden form for alternativ, eventuelt en overgangsordning. Vi prøver i øjeblikket at komme i dialog med ministeren om dette.

     – Kan I dokumentere, at der har været efterspørgsel på den u-landsoplysning, som KULU producerer?

     – Ja, vores seneste kampagne ’Kvinder betaler med livet’ førte eksempelvis til at Jordemoderuddannelsen henvendte sig til os for at få gang i et samarbejde. Vi får også mange henvendelser fra unge og studerende, fordi vi har arbejdet med kvinders rettigheder i 30 år – et emne, der samtidig jo er en af regeringens prioriteter. Jeg ser en tilgang af nye mennesker, og det er en proces, der stoppes. Det er som at få gulvtæppet trukket væk under sig.

Hvilke andre finansieringskilder søger I nu?

     – Vi skal aflevere ansøgningen nu, og så ser vi os omkring. Problemet med funding – både i Danmark og internationalt – er, at der er en forventning om, at man allerede har en basisfinansiering på plads. Der er ikke en kultur med store pengetanke i Danmark, og derfor er en omstillingsproces på tre måneder vældig kort, slutter Pernille Bischoff.

     KULU forudser i øvrigt øget konkurrence på indsamlingsmarkedet fra næste år, hvis forslaget om, at organisationer fremover ikke vil kunne søge oplysningsbevillingen, vedtages. /SK

ULANDS-SNYDT

I den forgangne måned er miljøet omkring dansk udviklingsbistand blevet rystet af to sager om svindel med udviklingsbistand. Én i Tanzania og én i Danmark.

Af Lars Krøldrup og Poul Kjar

Først blev internetportalen Global.dk og Mellemfolkeligt Samvirke ramt af sagen om en regnskabsmedarbejder, som havde overført penge til sin egen konto.

     Siden fulgte nyheden om den danske ambassade i Tanzania, hvor en lokalansat har begået bedrageri og stjålet knap 3,8 millioner danske bistandskroner.

     Global.dk er en fælles internetportal for 68 danske udviklingsorganisationer, der på fem år har modtaget seks til syv millioner kroner i tilskud fra Danida.

     Det er Mellemfolkeligt Samvirke, der administrerer Global.dk’s regnskaber, og her kommer sagen om underslæb for omkring 900.000 kroner som en stor overraskelse.

     – Det var en ansat fra Mellemfolkeligt Samvirke, der stod for at betale Global.dk’s regninger. Jeg ved ikke, hvorfor Global.dk og Mellemfolkeligt Samvirke tilbage i 2001 undtagelsesvist valgte at tillade en enkelt medarbejder at gennemføre betalinger alene. Men det skyldes nok ønsket om en ubureaukratisk regnskabspraksis for et mindre foretagende uden det store administrative apparat, siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Lars Udsholt.

     Han understreger samtidig, at der siden er blevet lavet en intern undersøgelse, der viser, at denne praksis i Mellemfolkeligt Samvirke er en enlig svale.

Ikke bestormet af kreditorer
Ifølge Lars Udsholt har regnskabet været pletfrit de sidste fire år, og ingen kreditorer har henvendt sig på grund af manglende betalinger.

     – Vi er derfor ikke helt sikre på omfanget af svindlen. Og så kan man måske tro, at hovedparten af pengene alligevel er havnet de rette steder. Dog har de været en tur forbi medarbejderens private konto, en slags udvidet kassekredit. Men det ved vi først, når vi med myndighedernes bistand får adgang til kontooplysningerne, siger han.

     Mellemfolkeligt Samvirke har sat en uvildig undersøgelse i gang, der skal klarlægge omfanget af svindlen, og om ansvaret skal placeres hos revisor eller internt i organisationen.

     Hos Global.dk er man ikke meget for at komme med udtalelser, før resultaterne af den uvildige undersøgelse foreligger. Men formand for portalens bestyrelse, Suzette Frovin, er mindst lige så overrasket over svindlen som alle andre.

     – Det er naturligvis meget uheldigt, men vi købte en regnskabsydelse hos Mellemfolkeligt Samvirke, så vi har egentlig ikke haft så meget med det at gøre. Indtil nu er det hele meget spekulativt, siger hun.

     Regnskabsmedarbejderen er blevet bortvist fra Mellemfolkeligt Samvirke og meldt til politiet for underslæb.

Politiet i Tanzania holder kortene tæt ind til kroppen i bedragerisagen, hvor en lokalansat på Danmarks ambassade i Dar es Salaam har stjålet knap 3,8 millioner danske bistandskroner.
Modelfoto: Jørgen Schytte.

En større sammensværgelse
Endnu større er sagen fra Tanzania, hvor en tidligere ansatte på den danske ambassade i Dar es Salaam også meldt til politiet.

     Udviklingsminister Ulla Tørnæs har i et brev til Folketingets Finansudvalg oplyst, at svindlen på 3,8 millioner kroner har fundet sted fra august 2003 til maj 2004 og foregik ved hjælp af forfalskede breve fra Tanzanias finansministerium.

     Brevene var led i en fingeret korrespondance mellem Finansministeriet og den lokalansatte på Danmarks ambassade i Dar es Salaam. Han var ansvarlig for Danidas engagement i en investeringsfond, der har til formål at styrke det private erhvervsliv i landet. Det er afkastet fra disse investeringer, som den nu politianmeldte har svindlet sig til.

     Ifølge myndighederne i Tanzania kan der være tale om en større sammensværgelse mellem den ansatte på ambassaden, ansatte i Finansministeriet og i den bank, hvortil ambassaden overførte bistandspengene.

     Politiet har anholdt den hovedmistænkte i sagen, men holder kortene tæt ind til kroppen.

TV-AVISAND OM DANSK UDVIKLINGSBISTAND

’Ulla Tørnæs vil sende bistandsprojekter til folkeafstemning’, fortalte TV-avisen. Historien holdt bare ikke helt vand.

Af Poul Kjar

Man ser det for sig. Danskerne til folkeafstemning om dansk udviklingsbistand.

     Hr. Jensen, der stemmer for, at alle pengene skal bruges på briller til fattige mennesker. Fru Jensen, der hellere vil støtte biavlere – og onkel John, der stemmer for flere penge til Guinea Bissau.

     Men sagen er, at dansk udviklingsbistand ikke skal sendes til folkeafstemning, som et indslag i TV-avisen på DR den 17. september ellers forkyndte.

     – Jeg synes ikke, at TV-Avisens dækning af forslaget om en projektkonkurrence yder ideen fuld retfærdighed. Der er ikke tale om en ’folkeafstemning’ om bistandsprojekter, eller om at en stor del af den danske bistand fremover skal fordeles på baggrund af konkurrencer, siger Ulla Tørnæs.

Fakta: Ideen med forslaget er at lave en konkurrence, hvor de fattige selv og ngo’er i u-landene inviteres til at indsende projektforslag, der kan modtage støtte fra Danida. Forslagene skal vurderes i en offentlig proces i Danmark, hvor danskerne får mulighed for at deltage i udvælgelsen af projekterne.

     De udvalgte projekter vil herefter blive vurderet af Danida i forhold til bæredygtighed, finansiel styring etc.. Det er derfor ikke givet, at vinderprojekterne føres ud i livet.

     – Projektkonkurrencen er ikke mindst en ny måde at engagere de fattige i udviklingslandene direkte i formuleringen af bistandsprojekter. Det er et forsøg på at gøre bistanden endnu bedre, og samtidig få en dialog i gang om, hvad god bistand er, udtaler udviklingsministeren.

     Forslaget udspringer af Copenhagen Consensuskonferencen i maj 2004 og fokuserer på de højest prioriterede emner fra Copenhagen Consensus – hiv/aids, malaria, fejlernæring, adgang til vand og sanitet samt uddannelse. Konkurrencen er begrænset til fem af Danmarks afrikanske samarbejdslande –Kenya, Ghana, Tanzania, Uganda og Zambia.

Ringe lyst til medindflydelse
Ifølge en meningsmåling lavet af analyseinstituttet Instant Answer for Ugebrevet A4, der udgives af LO, er danskerne ikke begejstrede for udsigten til at agere smagsdommere i en offentlig konkurrence om, hvilke bistandsprojekter, der er de bedste (se illustration).

     Anders Ladekarl, chef for Dansk Røde Kors’ internationale afdeling og medlem af Danidas Styrelse, udtaler til Ugebrevet A4:

     – Folk vil gerne engagere sig mere i bistandsarbejdet, men de mener ikke, at de selv ved nok til at kunne stemme om, hvor Danmarks bistand gør mest gavn.

     Udviklingsminister Ulla Tørnæs hæfter sig ved, at over 40 procent af danskerne ikke direkte vender sig imod ideen, men er enten positive eller neutrale. Det kalder hun overraskende mange set i lyset af, at hendes forslag i første omgang blev udlagt som en decideret folkeafstemning om den danske udviklingsbistand.

     Foreløbig har Danida annonceret første udbudsrunde for at finde kvalificerede partnere, der kan forberede og gennemføre projektkonkurrencen både i Afrika og i Danmark.

Lunken modtagelse af forslaget Er det en god idé, hvis Danmarks bistand til udviklingslandene i fremtiden bliver fordelt på baggrund af en proces, hvor den danske befolkning er med til at bestemme, hvilke projekter der er de bedste? Kilde: Instant Answer for Ugebrevet A4. 1.772 respondenter i netbaseret spørgeskemaundersøgelse.

FLAG, BALLONER – OG EN HANDLINGSLAMMET REGERING

Ulla Tørnæs på besøg i grundskolen i Pearl Lagoon, som ligger på den nicaraguanske atlanterhavskyst. Foto: Isidro Hernández.

Spændt forventning blandt musikerne i det lille tamburorkester. Foto: Isidro Hernández.

Orkesteret spillede, da Ulla Tørnæs blev budt velkommen i kystbyen Pearl Lagoon. Men Nicaraguas rodede politiske situation kastede en skygge over besøget.

Af Jørgen Ebbe Christensen, Nicaragua.

Vi er i Pearl Lagoon, en lille isoleret by på Nicaraguas østkyst med omkring 2.000 indbyggere. Klokken, som man normalt ikke bekymrer sig meget om her, nærmer sig ti om formiddagen.

     Ude på lagunen nærmer sig to både i høj fart. Bådene i havnen gynger søvnigt i takt med dønningerne. Pelikanerne, der har siddet på de tøjrede bådes rælinger, letter og får langsomt luft under de store vinger.

     Indbyggerne i Pearl Lagoon er en farverig blanding af folk med rødder både i landets oprindelige indianske befolkning og i de afrikanske slaver, som for omkring 200 år siden flygtede fra de slaveskibe, der sejlede mellem Afrika og Amerika. Atmosfæren i byen er caribisk og både dreadlocks og reggaemusik præger indtrykket.

     Ingen landeveje fører til byen – baglandet er sumpet og består af kanaler – så man kan kun komme til Pearl Lagoon ved at sejle. Derfor er havnemolen et godt sted at komme, hvis man vil vide, hvem der kommer til eller rejser fra Pearl Lagoon.

     I dag er der ekstra meget gang i den på molen. Den lille beskedne passagerterminal, der ligesom molen er bygget med bistand fra Danmark, er smykket med flag og balloner. Ude på selve molen er der opført et podium med markise til værn mod det lunefulde vejr. På podiet står et mikrofonstativ og en række stole og venter, mens de små danske og nicaraguanske flag, der hænger fra markisen, slår forventningsfulde smæld i vinden.

Tosproget undervisning
Den spændte forventning er også tydelig hos et orkester af omkring 20 små knægte. Iført gallauniform med ordensbånd og alt for store uniformskasketter, der hviler på ørerne, står de og tripper med hver en tromme på maven.

     I den ene af de to både, der nærmer sig, sidder udviklingsminister Ulla Tørnæs; det er hende, man venter inde på molen. Hun er på besøg i Nicaragua for at få et indtryk af forholdene i landet og af betydningen af den udviklingsbistand, Danmark yder.

     Borgmester George Howard byder Ulla Tørnæs velkommen, da hun når i land, og følger hende i ly under markisen på podiet til lyden af de gallaklædte drenges trommer. Den formelle del af hendes besøg i Pearl Lagoon er i gang.

     Molen og passagerterminalen er første punkt på Ulla Tørnæs’ firedages program i landet. De nye faciliteter har lettet Pearl Lagoons kontakt med den øvrige del af regionen.

     Efter festlighederne på molen skal Ulla Tørnæs besøge en af byens skoler, Beulah Lightburn Primary School, hvor undervisningen er tosproget af hensyn til de mange børn i området, der ikke har spansk som modersmål.

     Det er planen, at støtte fra Danmark skal hjælpe de regionale forvaltninger i Nicaraguas to østligste og fattigste regioner til at gennemføre flersproget undervisning. Desuden vil Danmark støtte, at der uddannes flere tosprogede lærere og fremstilles tosproget undervisningsmateriale.

Handlingslammet regering
I Nicaraguas hovedstad Managua – langt fra feststemte Pearl Lagoon i landets fjerne sydøstlige provins – er regering og parlament optaget af et andet spil. En politisk magtkamp stjæler opmærksomheden fra den fattigdom, der præger landet.

     Det anslås, at 46 procent af befolkningen lever i fattigdom, og at en tredjedel af denne gruppe lever i ekstrem fattigdom. Den formelle minimumsløn svarer til omkring 450 kroner om måneden, mens det koster omkring 1.200 kroner at forsørge en familie på seks.

     Den politiske magtkamp går i korthed ud på, at de to store oppositionspartier (det liberale PLC og det venstreorienterede sandinistparti FSLN), der sammen har flertallet i parlamentet, har rottet sig sammen for at gøre livet svært for landets folkevalgte præsident Enrique Bolaños og hans regering.

     Oppositionens strategi er lykkedes i en grad, så regeringen er lammet i forhold til at træffe beslutninger ud over de mest banale. Forvirring og usikkerhed råder efter oppositionen har vedtaget en række ændringer i landets love, der begrænser præsidentens indflydelse. Præsidenten anerkender ikke ændringerne, og flere offentlige myndigheder, herunder politiet, er fanget i et dilemma mellem at adlyde præsidenten eller parlamentet.

     Om disse vilkårs betydning for det bistandspolitiske samarbejde mellem Danmark og Nicaragua siger Ulla Tørnæs: – Vi forsøger at arbejde videre ad de spor, der er lagt. Den siddende regering har taget initiativ til at bekæmpe korruption og udarbejdet en plan for bekæmpelse af fattigdommen. Skulle der blive spændt ben for det, så må vi selvfølgelig tage det op til overvejelse, men jeg synes, det er for tidligt at sige noget om en eventuel ændret prioritering af vores indsats i Nicaragua.

Fortsat dansk støtte 
     I modsætning til flere andre lande giver Danmark ikke generel støtte til Nicaraguas statsbudget. Og ifølge Ulla Tørnæs er der ikke udsigt til, at det sker lige med det samme: – Jeg mener ikke situationen er sådan, at vi kan være med til at give budgetstøtte. Men vi skal hele tiden overveje det, og nu må vi se, hvad der sker efter valget, begrunder Ulla Tørnæs.

     Nicaragua, der i 2005 modtager 180 millioner kroner i bistand gennem Danida og omkring 21 millioner gennem danske ngo’er, skal vælge ny præsident i 2006. De to store oppositionspartier vil tilsyneladende stille med kendte kandidater.

     I det venstreorienterede sandinistparti FSLN har Daniel Ortega, der altid har været partiets leder og var præsident for Nicaragua i 1979–1990, sikret sig rollen som partiets præsidentkandidat. Det skete under en ekstraordinær partikongres, han selv havde indkaldt til, og hvor han samtidig fik sin stærkeste konkurrent smidt ud af partiet.

     Det liberale PLC ser ud til at satse på, at den korruptionsdømte Arnoldo Alemán, som leder partiet fra sin husarrest, opnår amnesti og vil kunne stille op som partiets præsidentkandidat. Alemán var præsident for Nicaragua i 1997–2001.

     Udsigten til at Daniel Ortega måske kan blive præsident i Nicaragua igen har fået USA’s charge d’affaires i landet til mere eller mindre direkte at involvere sig i at sikre et holdbart politisk alternativ til Ortega og hans parti. Så vidt er man ikke gået fra dansk side. Udviklingsminister Ulla Tørnæs siger:

     – Som udgangspunkt synes jeg ikke det, Ortega har stået for hidtil, er det bedste udgangspunkt for et samarbejde. Men det helt afgørende er, hvordan han eventuelt vælges og dernæst, hvad hans holdning til et eventuelt samarbejde vil være. Hvis han vil leve op til de krav, vi stiller for at modtage dansk udviklingsbistand, og hvis han ellers er valgt på en ordentlig måde, så vil vi selvfølgelig fortsætte vores bistandssamarbejde.

Jørgen Ebbe Christensen er freelance-journalist bosat i Nicaragua.

FN-TOPMØDE

FRA DRØMMESLOT TIL REDSKABSSKUR

ANALYSE

Det interessante er ikke, hvad der skete på selve FN-topmødet i New York. Det interessante er, hvad der skete i årene, månederne, dagene og timerne op til, at verdens regeringsledere ankom til New York.

Tekst og foto: Poul Kjar, New York

Årene op til
Optakten til det netop overståede FN-top-møde i New York finder sted allerede på FN’s Generalforsamling i 2003.

     Her understreger FN’s generalsekretær Kofi Annan behovet for at brede den globale dagsorden ud og se på de nye trusler i form af ikke mindst terrorisme.

     Han nedsætter et såkaldt Højniveaupanel om fred og sikkerhed, der skal analysere det nye trusselsbillede mod verdens sikkerhed.

     Højniveaupanelets rapport udkommer i december 2004. Rapporten siger, at der er brug for en ny forståelse af global sikkerhed, der i højere grad inddrager borgerkrige og konflikter mellem ikke-statslige aktører. Og som også betragter fattigdom, sult og miljøødelæggelser som trusler mod verdens sikkerhed.

     Kort efter udkommer en anden vigtig rapport bestilt af Kofi Annan. Det er lokomotivføreren på 2015 Målene, Jeffrey Sachs, der gør status på de otte fattigdomsmål om at bekæmpe fattigdom, aids etc. Rapporten gør det klart, at verdenssamfundet ikke vil indfri 2015 Målene, med mindre de vestlige lande lever op til løfterne om øget udviklingsbistand.

     Endelig udkommer også Cadoso-rapporten i 2004, der handler om samspillet mellem FN og civilsamfundet. Og som gøder jorden for en bedre forankring af FN i det civile samfund.

     Det er på grund af disse tre dokumenter, at generalsekretæren skriver In Larger Freedom, der udkommer i marts 2005 og som er oplægget til New York-topmødet her i september.

     Kofi Annan vælger at inddele verdens problemer i fire kapitler: Udvikling – inklusiv gæld og handel, fred og sikkerhed – inklusiv terrorforebyggelse og nedrustning, menneskerettigheder – inklusiv det internationale samfunds kollektive ansvar for at beskytte mod folkemord og tilsvarende overgreb på menneskerettighederne. Endelig er der et sidste kapitel, der handler om FN-reformer –inklusiv en ny sammensætning af Sikkerhedsrådet.

Rocksangeren Sir Bob Geldorf – manden bag sommerens Live8 koncerter – var ikke imponeret af resultatet af FN-topmødet i New York. – Det her er ikke godt nok for verdensforummet, sagde den pensionerede rockstjerne.

     Kofi Annan har tilføjet et selvstændigt afsnit om menneskerettigheder, der bygger videre på højniveaupanelrapportens overvejelser om mulighederne for at styrke den internationale retsorden.

     Afsnittet er et skridt tilbage til FN’s rødder – Menneskerettighedserklæringen fra 1948 –som i FN’s budget er røget lidt i baggrunden på bekostning af andre dagsordener som for eksempel udvikling og fredsbevarende missioner.

     Men med fatale følger i for eksempel Rwanda, Bosnien og Darfur, hvor det internationale samfund ikke handlede. Eller i hvert fald handlede alt for sent.

Månederne op til
Øvelsen i foråret 2005 er nu – på baggrund af Kofi Annans rapport med de fire overordnede kapitler – at udarbejde et slutdokument til topmødet i september.

     Den normale FN-procedure er, at alle FN’s medlemslande forhandler sig frem til en sluterklæring. Afsnit for afsnit. Sætning for sætning. Ord for ord.

     Men denne forhandlingsprocedure munder ofte ud i meget udvandede slutdokumenter. Derfor vælger formanden for generalforsamlingen, Gabons udenrigsminister, Jean Ping, at arrangere uformelle drøftelser af de fire kapitler om udvikling, sikkerhed, menneskerettigheder og FN-reformer.

     På den måde får Jean Ping et billede af mulighederne og begrænsningerne i landenes synspunkter. Og i maj barsler han med det første udkast til et New York’er slutdokument.

     Ifølge en diplomat er der masser af substans i udkastet – i forhold til alle fire kapitler.

Men ikke mindst det meget delikate spørgsmål om sammensætningen af FN’s Sikkerhedsråd viser sig snart at blive en umulig nød at knække. Og for at det ikke skal blokere for fremskridt på de andre områder, vælger Kofi Annan at sparke spørgsmålet til indkast.

     For civilsamfundet viser det sig, at man stille og roligt bliver klemt ud ad processen. Ngo’erne bliver ikke inviteret med til forhandlingerne i New York og må nøjes med en af konklusionerne fra Cadoso-rapporten; nemlig at der i juni gennemføres ’interaktive høringer’ af civilsamfundsorganisationer som forberedelse til topmødet.

     – Ngo’erne bliver pisset op og ned ad ryggen, udtaler UNDP’s nordiske direktør, nu afdøde Poul Grosen, på Udenrigsministeriets ngo-høring op til topmødet.

     Skarpere kan det vist ikke formuleres af en FN-repræsentant med stjerner på skulderen.

Dagene op til
Den 5. august smider amerikanerne, der ifølge iagttagere i New York hidtil havde lurepasset i forhandlingerne, en bombe i forhandlingerne af slutdokumentet.

     Den nyudpegede FN-ambassadør John Boltons 700 ændringsforslag udgør ikke alene et åbenlyst provokerende anslag mod 2015 Målene. Det åbner også ballet for, at alle landene smider deres nationale kæpheste ind i forhandlingerne. Generalforsamlingens formand, Jean Ping, bliver tvunget til at skifte den nye forhandlingsprocedure ud med den gamle krig om ord i et lokale med 4–500 diplomater. Ikke ligefrem de bedste betingelser for solide kompromisser.

     Derfor nedsætter Jean Ping en gruppe på 33 forhandlere, der så repræsenterer de forskellige regionale og politiske grupperinger. Her er Danmark dobbelt repræsenteret, nemlig ved Storbritannien i form af EU-medlem-skabet og ved Norge i form af det nordiske fællesskab. Et fællesskab, der ifølge iagttagere får en renæssance i FN-sammenhæng, da EU-udvidelsen ikke har gjort det nemmere at stå sammen som én forhandlingsblok.

     Gruppen på 33 kommer ikke frem til de store forhandlingsgennembrud.

     På for eksempel handelsområdet spiller de industrialiserede lande ind med alle deres gode intentioner, men ingen ønsker reelt at forhandle.

Og dagene går.

     Forhandlingerne om sluterklæringen fortsætter med fuld kraft i weekenden op til topmødet. Nu i et nyt setup under ledelse af den sydafrikanske FN-ambassadør og i form af en mindre gruppe på 15 lande.

     Teksten skal være klar, inden regeringscheferne ankommer til New York. På selve topmødet skal regeringslederne blot forholde sig til teksten i deres taler.

Timerne op til
Få timer før regeringslederne ankommer til New York, er der stadig 75 udeståender i slutteksten i form af de såkaldt kantede parenteser, der markerer, hvor landene er uenige. Gangene i den nedslidte FN-bygning svirrer med rygter om, at der eksisterer en alternativ tekst på nogle få sider – støvsuget for politisk substans.

     Men Generalforsamlingens Jean Ping undgår den totale kuldsejling ved ganske enkelt at fjerne samtlige kantede parenteser. Det bliver accepteret hele vejen rundt, dog med visse indsigelser fra blandt andet Cuba og Venezuela.

     Tilbage står en tekst, der er meget langt fra det første udkast til et slutdokument, og lysår fra de ambitioner, som Kofi Annan lancerede i In Larger Freedom om udvikling, menneskerettigheder, fred og sikkerhed og FN-reformer.

     En af de positive undtagelser er, at FN’s medlemslande nu vedkender sig deres ansvar for at gribe ind i situationer, hvor der er risiko for folkemord, etnisk udrensning og andre overgreb på menneskerettighederne.

     I høj grad en lille personlig sejr for Kofi Annan midt i nederlaget over den udvandede sluttekst – og midt i balladen om generalsekretærens egen uheldige aktie i form af en søn med benene solidt plantet i olie-for-mad skandalen i Irak.

     En sluttekst, som regeringslederne blev hilst med, da de stemplede ind i FN-bygnin-gen i New York – i 60 året for FN’s oprettelse.

VERDENSSAMFUNDET HOLDER SKANSEN

Både statsministeren og udviklingsministeren understregede den brede opbakning til 2015 Målene som et positivt resultat af topmødet i New York. Dermed blev det gjort til et fremskridt, at der ikke var noget tilbageskridt. Af

Poul Kjar, New York

Det var en afdæmpet og nøgtern dansk statsminister, der på et pressemøde i den danske FN-mission i New York gjorde status over FN-topmødets minusser og plusser. Og som erkendte, at der var store minusser ikke mindst i forhold til FN-reformer, nedrustning og ikke-spredningsaftaler.

     De største plusser uddelte Anders Fogh Rasmussen til afsnittet om udvikling, 2015 Målene og finansiering af udvikling. Et afsnit, der indeholder en gentagelse af EU-lan-denes løfte om, at udviklingsbistanden skal udgøre 0,56 procent af landenes BNI i 2010, og 0,7 procent inden 2015.

     – Det mest konkrete vi nogensinde har set, udtalte statsministeren, og hastede videre for at give sit indlæg i Sikkerhedsrådet (Danmark er medlem i en toårig periode), hvor han fokuserede på terrorisme. Statsministerens indlæg på FN’s Generalforsamling handlede udelukkende om Afrika og 2015 Målene.

Stålsat vilje i EU-kredsen
Efter Anders Fogh Rasmussens afgang fra pressemødet fortsatte udviklingsminister Ulla Tørnæs, hvor statsministeren slap. Hun sagde: – Jeg oplever en stålsat vilje i EU-kredsen om at nå aftalen om øget bistandsfinansiering, selv om blandt andre USA og Canada ikke ønsker at give tilsvarende løfter.

     EU har indført en gummiparagraf, der åbner op for, at visse medlemslande kan slække på løfterne. Dertil kommenterede Ulla Tørnæs, at det er op til Danmark og de andre lande, der allerede lever op til aftalen, at fastholde 0,7 procent målsætningen.

I slutdokumentet anerkendes også mulighederne for alternativ finansiering af udviklingsbistanden. Om Danmarks holdning til for eksempel at lægge særskat på flybilletter sagde Ulla Tørnæs: – Jeg er positiv over for muligheden, og det er fint, hvis andre lande vil gøre det. Men det er ikke noget, vi vil indføre i Danmark, og det er vigtigt at understrege, at de alternative finansieringskilder er ekstra midler. Det må ikke blive på bekostning af landenes løfter om at leve op til 0,7 procent målsætningen.

Målene undgik udslettelse
Ifølge Ulla Tørnæs er ’et utroligt positivt resultat’ af slutdokumentet, at u-landenes fattigdomsstrategier skal afspejle 2015 Målene.

     Det var en af de beslutninger, som USA’s FN-ambassadør, John Bolton, i ugerne op til topmødet forsøgte at ødelægge med 700 ændringsforslag til slutdokumentet, der fjernede enhver omtale af 2015 Målene At fattigdomsstrategierne skal afspejle 2015 Målene betyder, at fattigdomsstrategierne sættes efter ambitionerne i 2015 Målene om at halvere antallet af fattige i verden, standse spredningen af aids etc. Og som betyder, at der skal bruges betragteligt flere penge på udvikling, end der er til rådighed nu.

     Det ønsker amerikanerne ikke at være med til – og det har de ret til ikke at ville.

     Verdenssamfundet har reelt set ikke underskrevet 2015 Målene og 0,7 procent målsætningen. Det er ikke en konvention, som landene forpligter sig til. Det, som landene har underskrevet, er derimod FN’s Årtusindeerklæring, hvoraf 2015 Målene udspringer. Erklæringen er mere generel i sine formuleringer, og det fremgår kun, at landene skal give mere rundhåndet udviklingsbistand.

     – Det var noget af en amerikansk provokation, da topmødet stod i 2015 Målenes tegn, og verdenssamfundet har arbejdet ud fra målene i de seneste fem år, siger Kim Carstensen, generalsekretær i den danske afdeling af WWF Verdensnaturfonden, der var inviteret med til topmødet som dansk civilsamfundsrepræsentant:

     – Men hvad fik så amerikanerne til alligevel at acceptere 2015-formuleringerne i forhold til fattigdomsstrategierne?

Kampen mod aids burde være verdenssamfundets absolutte topprioritet, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i sit indlæg på FN’s generalforsamling ved topmødet i New York fra den 14. til 16. september. Foto: Richard Drew/AP/Polfoto.

     – Formuleringen er jo endt som et kompromis, og der er ikke noget, der forhindrer amerikanerne i at fortolke det, som de vil. Men vi vil udlægge det som om, at fattigdomsstrategierne skal baseres på 2015 Målene, og slå Verdensbanken og andre oven i hovedet med formuleringen.

     – Men hvis der ikke er penge nok, så kan det jo være det samme?

     – Ja, og derfor er det også vigtigt med EU-landenes beslutning om øget bistandsfinansiering. Ligeledes er formuleringerne om alternativ finansiering også meget vigtige – og her bør Ulla Tørnæs også gå i spidsen. For når den alternative finansiering ikke skal ses som en del af 0,7 målsætningen, så bør Danmark jo også kunne medvirke, svarer Kim Carstensen.

Ikke én ekstra krone
Tilbage står, at 2015 Målene overlevede FN-ambassadør John Boltons udryddelsesangreb. Fra talerstolen i Generalforsamlingen omfavnede præsident Bush ligefrem 2015 Målene –og underkendte dermed i en eller anden udstrækning sin egen FN-ambassadør.

     New York-topmødet rummer således en bred opbakning til 2015 Målene, hvilket den danske regering og Kim Carstensen fra WWF ser som noget positivt.

     Men reelt set udløste topmødet ikke én ekstra krone til u-landene i udviklingsbistand eller i forhold til at afvikle handelsrestriktioner.

     I forhold til gæld er det dog positivt, at slutteksten siger, at Verdensbankens gældsslettelse til u-landene skal være ekstra midler – et løfte der blev gentaget på Verdensbankens årsmøde i ugen efter topmødet.
Først og fremmest var der dog ingen tilbageskridt i New York, og balladen om 2015 Målene taget i betragtning, så udlægges ingen tilbageskridt som et fremskridt. Med god grund.

FN-topmødets successer og fiaskoer Udvikling + Bred opbakning til 2015 Målene. + Stor fokus på Afrika, uddannelse og aids. + Understregning af kvinders rettigheder og ordet    reproduktiv sundhed nævnes i dokumentet, til trods for    modstand fra blandt andre USA. + 0,7 procent målsætningen nævnes. ÷ På finansieringsområdet står der ikke noget om, at er     forpligtede til at yde 0,7 procent af deres samlede    økonomi til udviklingsbistand. Og dermed det svært at    indfri 2015 Målene. Miljø + Fokus på sammenhængen mellem udvikling og miljø. + Fælles erkendelse af at klimaforandringer er et seriøst        problem. + Kyoto-aftalen endte med at blive nævnt – til trods for    USA’s forsøg på at få omtalen fjernet ÷ Kyoto-aftalen bliver blot nævnt i en bisætning, hvor der    står, at de lande, der har underskrevet Kyotoaftalen,    skal overholde dette løfte. Handel + Præsident George Bush lovede at afvikle alle    handelsrestriktioner, hvis andre lande gør det samme. + Premierminister Tony Blair lovede at afsløre enhver form     for bluff fra lande, der siger, at de vil ophæve    handelsrestriktioner uden at mene det alvorligt. ÷ Ingen klare formuleringer om handelspolitikken, der er    udskudt til WTO-forhandlingerne i Hong Kong til    december. Gæld + Den multilaterale gældsslettelse fra    IMF og Verdensbanken skal være ekstra midler, der ikke    må tages fra den internationale udviklingsbistand. ÷ Løfterne fra G8-topmødet i Skotland om gældsslettelse    for 40 milliarder dollars til 18 af verdens fattigste lande    bekræftes, men til mange iagttageres skuffelse kom man    ikke videre. Menneskerettighedsråd + Topmødets måske vigtigste vedtagelse. Principiel    beslutning om et permanent Menneskerettighedsråd    som afløser for den omstridte    Menneskerettighedskommissionen, der skal gøre det    muligt for FN at leve op til den nye forpligtelse om at    gribe ind over for folkemord og andre    menneskerettighedskrænkelser. ÷ Der mangler beslutning om funktion, mandat og    sammensætning, som skal tages af FN’s    generalforsamling. Det var først og fremmest lande som    Cuba, Venezuela, Pakistan, Egypten, Syrien og    Hviderusland, der blokerede for konkrete beslutninger. Fredsopbyggende kommission + Enighed om at opbygge en fredsopbyggende kommission    til at bistå lande, hvor der har været konflikter. Danmark    står bag forslaget. ÷ Uenighed om, hvor kommissionen skal placeres – i    Sikkerhedsrådet eller i FN’s Sociale og Økonomiske råd    (ECOSOC) under Generalforsamlingen. Hvis     kommissionen ender i Sikkerhedsrådet, vil de    permanente medlemmer – USA, Kina, Rusland, Frankrig     og England – få magten over kommissionen, mens u-    landene sidder på flertallet i FN’s Generalforsamling.  Terrorisme + Vedtagelse af terrorresolution, der opfordrer FN-landene    til ved lov at forbyde opfordringer til terrorhandlinger. ÷ Landene kunne ikke blive enige om en fælles definition af    terrorisme. En række arabiske lande står fast på, at    væbnet kamp mod en fremmed besættelsesmagt skal    være undtaget en fælles terrordefinition. De ønsker ikke,    at palæstinensernes kamp mod Israels besættelse skal    kunne ligestilles med terror. Og de er også bange for, at    krigen mod USA og de allierede i Irak kan blive opfattet    som terrorisme. Nedrustning og ikke-spredningsaftaler ÷ Kæmpe skuffelse. Ingen aftaler om forbedret indsats    mod ikke-spredning af atomvåben, der skal forhindre    sådanne i at falde i hænderne på terrorgrupper.    Ulandene ønskede at kæde spørgsmålet sammen med    stormagternes nedrustning på området, og det kunne    ikke accepteres. FN-reformer ÷ Kæmpe skuffelse. Ingen reelle aftaler. U-landene    (samlet i G-77 blokken) er bange for, at de mister    indflydelse, hvis FN’s generelsekretær får større magt på    bekostning af Generalforsamlingen, hvor u-landene    sidder på flertallet. ÷ Ingen åbninger i spørgsmålet om sammensætningen af et    nyt Sikkerhedsråd.

KLIMA

KYOTO-CONNIE I BILERNES LAND

– Jeg kan da godt blive sindssyg af, at det går så langsomt i FN, men vi bliver nødt til at se det her topmøde som en del af en proces, siger miljøminister Connie Hedegaard hen over en portion tyndbenet gazpacho-suppe i en lille gårdhaverestaurant på 47. gade i New York.

Tekst og foto: Poul Kjar, New York

Miljøminister Connie Hedegaard deltog i FN-topmødet i New York, hvor miljøet og ikke mindst klimaet også var på dagsordenen.

     Og selv om der ikke blev tale om de store gennembrud på miljøområdet – og slet ikke i forhold til klimaforhandlingerne, så betragter Connie Hedegaard alligevel slutdokumentet som udtryk for, at tingene flytter sig i den rigtige retning. Miljøministeren siger: – Kyoto-protokollen (der sætter et loft over landenes udslip af drivhusgasser, men som ikke er underskrevet af blandt andet USA, Australien og Kina, red.) er jo kommet med i slutdokumentet, selv om USA’s FN-ambassa-dør, John Bolton, har brugt dage af sit liv på at få den slettet. Det fremgår også af topmødet, at landene skal komme med et effektivt og passende internationalt svar på klimaforandringerne, og det er enormt positivt.

     – Men de to ting bliver ikke kædet sammen, og der står ikke engang noget om, at landene forpligter sig til at forhandle de her spørgsmål på det næste klimatopmøde i Montreal senere på året?

     – Nej, men det ville også have været dybt overraskende, hvis denne her konference –der nærmest har alle de emner man kan komme i tanke om, på dagsordenen – skulle blive startskuddet til en ny klimaaftale. Det er jo en gordisk knude, der skal løses op.

     – Men hvor er fremskridtene på klimaområdet? Lande som USA, Australien og Kina har jo endnu ikke indvilget i at forhandle en efterfølger til Kyoto-protokollen.

     – Hvis man dykker ned i dokumenterne fra den enkelte konference, så kan jeg sagtens dele den dér negative indstilling. Men jeg hæfter mig ved, at klimaet kom på dagsordenen her i New York. At det var på dagsordenen på G8-landenes topmøde i Skotland. Og at vi mødtes på Grønland til meget succesfulde drøftelser om klimaforandringer. Når vi så kommer frem til forhandlingerne senere på året på klimakonferencen i Montreal (som er en partskonference under FN’s klimakonvention, som USA, Australien og Kina har underskrevet, red.), så tror jeg på reelle fremskridt.

Tony presser George
I de hektiske slutforhandlinger i New York var det ikke mindst briterne, der insisterede på, at Kyoto-aftalen skulle omtales i slutdokumentet. Og på G8-landenes topmøde i Skotland i juni fik Tony Blair ifølge flere iagttagere presset George Bush en anelse mere på klimaområdet, end amerikanerne ønskede.

     – Er Tony Blair manden, der kan skubbe amerikanerne i den rigtige retning i klimaspørgsmålet?

     – Med Tony Blairs særlige tilgang til USA og præsident Bush betyder det meget, at han tager lederskab på det her område.

     – Tror du, at det gavnede klimaforhandlingerne, at de blev blandet sammen med spørgsmål om udviklingsfinansiering og gældsslettelse?

     – Det er da svagheden ved FN-systemet, at det handler om alt og ingenting på én gang. Men sagen er jo, at når alle landene ved, at i New York fra den 14. til den 16. september skal de stå til regnskab for, hvad de har gjort, og hvad de har tænkt sig at gøre i fremtiden, så sker der noget i landene. Det er en meget vigtig del af den samlede proces. Og jeg ser bevægelser i understrømmene her i USA og i Kina.

     – Er det ikke tankevækkende, at på både klima- og handelsområdet, hvor der kører selvstændige forhandlinger, er der slet ikke nogle fremskridt at spore i slutdokumentet?

     – Jo, men skulle vi så lade være med at diskutere klima? Og skulle vi så heller ikke diskutere skov? Eller hvad med vand og sanitet, der også kører i selvstændige processer. Skulle vi så kun snakke om reformer af FN-systemet? Så ville det jo pludselig ikke handle ret meget om 2015 Målene.

– Svagheden ved FN-systemet er, at det handler om alt og intet på én gang, siger miljøminister Connie Hedegaard, her foran FN-bygningen i New York. 

Mindretalstyranni
– Men hvad synes du ellers, der er værd at fremhæve på miljøområdet i slutdokumentet?

     – Jamen, der er rigtig mange ting, der er værd at fremhæve. Der er gode formuleringer om udvikling af miljøteknologi inden for landbrug. Der er gode formuleringer om at tænke miljø og udvikling sammen – og integrationstankegangen på tværs af sektorer er noget af det vigtigste, ikke bare i forhold til klima, men i al almindelighed.

     – På for eksempel skovområdet slutter teksten med, at ”we look forward to the discussions at the 6th session of the UN Forum on Forest”. Det er jo ikke ligefrem hårrejsende ambitiøst?

     – Nej, det er klart. Her får vi igen den laveste fællesnævner. Der er mange forskellige interesser. Men det er altså hele verden, der skal blive enige!

     - Det er jo et mindretalstyranni?

     - Ja, det er mindretalstyranni, men hvad er alternativet? Det er fuldstændig lige som i FN’s Sikkerhedsråd. Derfor har vi et Sikkerhedsråd, der ikke har ment noget om konflikten i Mellemøsten i de sidste årtier. Det er ikke godt nok, men der er ikke noget alternativ her og nu. Tænk, hvis FN-ambassadør John Bolton havde fået held til at få Kyoto-protokollen skrevet helt ud af dokumentet, så havde der været tale om et tilbageskridt. Men nu må USA også acceptere, at Kyoto er nævnt.

Ny stærk FN-miljøorganisation
Slutdokumentet omtaler en fælles miljøorganisation i FN, der kan samle de mere end 400 forskellige konventioner, der gør sig gældende på miljøområdet, og dermed styrke det internationale miljøarbejde.

     Men igen, det er svært at se det store fremskridt i nogle løse formuleringer, der har været diskuteret siden miljøkonferencen i Rio tilbage i 1992.

Den danske miljøminister er dog ikke enig:

– Der er nogle kroge i slutdokumentet, der kan arbejdes videre med i etableringen af en sammenhængende miljøindsats. Det ligger jo i logisk forlængelse af, at man integrerer miljøet stærkere i alt og alle ting. Og det er et stort fremskridt, at EU-landene har fundet frem til en fælles position på området.

     – Men hvor svært kan det dog være at samle de mange institutioner og initiativer – er det ikke noget, alle lande overordnet kan gå ind for?

     – Nej, der er mange lande, der overordnet set er meget imod en ny stærk FN-organisation på miljøområdet. For eksempel udviklingslandene, og ingen havde troet, at det ville komme igennem på dette møde.

Bedre suppe i Montreal
– Skaber det problemer mellem dig og udviklingsminister Ulla Tørnæs, at du bevæger dig ind på det internationale miljøområde?

     – Nej, overhovedet ikke. De internationale forhandlinger på miljøområdet – for eksempel klima – ligger rent faktisk ressortmæssigt under miljøministeriet. Men der er selvfølgelig mange overlapninger mellem vores områder. Men vi koordinerer maksimalt, og jeg oplever ikke problemer, som vi ikke er i stand til at løse ad hoc, slutter Connie Hedegaard, der har travlt med at komme videre til et møde i Bill Clinton Global Initiative, som kører parallelt med FN-topmødet i New York.

     Vi skynder os at betale for gazpachoen, der var nogenlunde lige så tyndbenet som slutdokumentet fra New York.

     Men okay, det kan jo være, at suppen smager af mere i Montreal, hvor klimaforhandlingerne fortsætter til november.

KLÆDT PÅ TIL STORM

Eksperter – med erfaring fra tsunamien – samles nu i København til en workshop for at drøfte lokal modstandskraft mod flodbølger. Vigtigt, at vi lærer af tsunami-erfaringerne og at workshoppen munder ud i konkrete anbefalinger, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Af Morten Seifert

Tsunamien, der ramte kystsamfundene omkring det Indiske Ocean i 2004, har givet stof til eftertanke. Hvordan undgår man, at katastrofen sker igen? Kan man designe bygninger, så de er mere tsunamisikre? Skal man bygge højere diger?

     Men ikke alt handler om mursten. Nok så vigtigt er det, at lokalbefolkningerne er godt forberedt på det værst tænkelige. Der findes en lang række effektive midler, som øger lokalbefolkningens modstandskraft og mange af dem er hverken dyre eller komplicerede.

Lokal modstandskraft
Udenrigsministeriet lægger derfor den 16.–18. november hus til en workshop i kølvandet på tsunamien. Her vil deltagerne fra blandt andet Thailand, Sri Lanka, Indien og Indonesien på baggrund af erfaringerne fra tsunamien analysere, hvordan man styrker den lokale modstandskraft, så konsekvenserne af fremtidens flodbølger bliver mindsket.

     Repræsentanter for landene vil præsentere lokale initiativer, der har virket – og de, der ikke har. Når deltagerne atter drager tilbage til Sydøstasien, vil der være udarbejdet en række anbefalinger til effektive midler, der fremover kan styrke lokal modstandskraft mod naturkatastrofer.

Det er vigtigt, at befolkningen i forvejen har tænkt over og trænet i, hvad de skal gøre, når katastrofen rammer. Her efter tsunamien på Sri Lanka. Foto: Poul Kjar.

– Tsunamikatastrofen for et lille års tid siden rystede os alle. Regeringen har taget en række initiativer, der skal forbedre beredskabet og øge robustheden. Den forestående workshop er et element heri. Det er meget vigtigt for os, at det bliver praktisk. Derfor har vi inviteret tekniske eksperter, folk med konkret indsigt i problemerne, forklarer udviklingsminister Ulla Tørnæs og tilføjer: – Det afgørende er, at workshoppen munder ud i meget konkrete og direkte anvendelige anbefalinger.

     Workshoppen, der gennemføres i samarbejde med FN’s kontor for katastrofeforebyggelse (UN/ISDR), afgrænser sig til kun at handle om katastrofer, der har at gøre med kystzoner.

     – Det ville blive for bredt, hvis det handlede om alle typer katastrofer. Vi må starte et sted, men der er en rød tråd; mange af de ting, vi vil beskæftige os med, vil også kunne anvendes i andre katastrofesituationer, siger udviklingsministeren.

Simple forholdsregler
Røde Kors er en af de danske organisationer, der har erfaring i katastrofeforebyggelse. Her glæder man sig over Udenrigsministeriets initiativ:

     – Katastrofeforebyggelse er ikke et område, Danida hidtil har haft ret meget fokus på i deres arbejde og strategier. Det her er måske et signal om, at man vil begynde at forholde sig mere til området, end man hidtil har gjort, siger Knud Falk, der er Røde Kors’ rådgiver i katastrofeforebyggelse. For eksempel har bymiljøprogrammer og miljøbeskyttelse godt af også at blive set i ’katastrofeforebyggelses-perspektiv’, påpeger han.

     Nogle af de ting, der kan gøres, er meget konkrete. Helt basalt bør katastrofeforebyggelse indgå i al arealplanlægning, forklarer Knud Falk.

     – I stedet for alene at tage økonomiske hensyn, kan arealplanlæggeren jo godt sørge for, at skolen ikke bygges helt nede ved stranden, siger han.

     En anden vigtig ting er, om lokalbefolkningen overhovedet er klar over, at der er en risiko. Derfor vil uddannelse og oplysningskampagner sandsynligvis også blive emner på workshoppen.

     – Se bare på New Orleans. Her var det et stort problem, at folk ikke tog advarslerne alvorligt. Det er utrolig vigtigt at kende faren. Det betyder, at befolkningen i forvejen har tænkt over og trænet i, hvad de skal gøre, for eksempel hvilken flugtvej de skal tage, når katastrofen rammer.

Den sidste mil
Medierne har efter tsunamien fokuseret en del på varslingssystemer – de såkaldte early warning systems. . Man forbinder ofte disse systemer med seismologer med avanceret udstyr. Men de fine systemer er ikke til megen hjælp, hvis ikke eksperternes advarsler har kanaler til at nå helt ud til lokalbefolkningerne. I fagsproget bruger man termen the last mile. Faktisk glemmes dette sidste led ofte i planlægningen af de avancerede systemer. Rådgiver Knud Falk forudser, at the last mile også vil være et af de emner, der kommer op på workshoppen. Han fremhæver Bangladesh som et konkret eksempel på, hvordan last mile-kom-munikationen kan udmøntes i praksis:

     – I Bangladesh har man opbygget et teknisk early warning system, som er suppleret med ’den bløde ende’: Der er etableret megafonhold på cykler. Når de store tyfoner er på vej, cykler 30.000 mennesker simpelt hen rundt og skriger: ’Nu er det altså alvor, venner! Benene på nakken!’

Morten Seifert er freelancejournalist. seifert@get2net.dkmorten@unicial.dk
Læs mere på: http://www.dhi.dk/resilience

DANSK BISTAND SKAL KLIMASIKRES

Et nyt handlingsprogram skal sørge for, at de danske udviklingsprojekter bliver langtidsholdbare på trods af klimaforandringer.

Tekst: Suzanne Skærbæk Nielsen

Oversvømmelser. Tørke. Indtrængende havvand i vandboringer. Det er eksempler på de konsekvenser af klimaforandringer, som mange udviklingslande i stigende grad vil opleve.

     Fattigdommen i udviklingslandene gør befolkningen ekstra sårbar over for klimaforandringer, og der er sjældent penge til at genopbygge, når skaden er sket.

     Investeringer i udviklingslandene risikerer i værste fald at gå tabt, hvis man ikke tager højde for de ændrede betingelser.

     Danish Climate and Development Action Programme hedder programmet, som skal integrere klimaaspektet i det internationale udviklingssamarbejde. Det er en pjece, som henvender sig til mennesker, som arbejder med bistanden i de forskellige lande, og er derfor skrevet på engelsk.

En langtidsholdbar bistand
Programmet er et værktøj. Det forklarer brugerne, inden for hvilke områder der er størst risiko for, at der kan opstå store klimaforandringer – og hvor konsekvenserne af dem kan være værst. Med andre ord er det en vejledning i, hvor man skal være ekstra på vagt over for klimaforandringer.

     I forbindelse med lanceringen af programmet udtalte udviklingsminister Ulla Tørnæs, at klimaforandringer er en af de største udfordringer, verden står over for i dette århundrede.

     – God bistand skal være langtidsholdbar og fremme bæredygtig udvikling. Vi kan ikke forsvare, at bistandsprojekter i mere eller mindre bogstavelig forstand undermineres eller oversvømmes på grund af klimaforandringer, sagde udviklingsministeren.

Et bidrag til at forebygge
Frode Neergaard er chefkonsulent i klimaspørgsmål i Udenrigsministeriets kontor for Miljø og Bæredygtighed: – Der er flere og flere eksempler på, at den globale opvarmning ændrer levevilkårene mange steder i verden. Det er vigtigt, at rige lande viser udviklingslandene, at de tager de problemer, som den globale opvarmning påfører ikke mindst de fattigste udviklingslande, alvorligt. Og det er vigtigt, at udviklingslandene selv tager højde for problemerne i deres planlægning. Det handler om at forebygge problemerne, og det skal Danidas nye handlingsprogram bidrage til.

     Handlingsprogrammet tager udgangspunkt i en EU-handlingsplan, og er således en del af en bredere indsats.

     Medierne har vist billeder af, hvad en oversvømmelse kan gøre ved en rig by som New Orleans. Genopbygningen koster milliarder. I et udviklingsland er de materielle skader ofte mindre, for fattige samfund ejer simpelthen ikke så meget. Men forholdsmæssigt rammer katastroferne hårdere, for et fattigt samfund har mindre at stå imod med.

Publikationen om klimasikring er omtalt side 22.

FADDERSKABER

FADDER SKABER UDVIKLING?

Et stigende antal danskere bliver sponsor for et barn i Den Tredje Verden. Men er fadderskaber den bedste form for hjælp at give?

Tekst: Suzanne Skærbæk Nielsen

Et sæt tøj, et par sandaler, tre skåle ris, en skål fisk, en gryde, lidt salt, tre stykker sæbe og noget slik.

     Det er, hvad man får for hundrede kroner i en lille landsby i Togo.

     Kvitteringen for indkøbet er et fingeraftryk i blå sværte sat af en 8-årig dreng i Afrika. For 175 kroner om måneden er jeg sponsor for det 8-årige barn, som bor i en lerhytte dækket af bliktag langt ude på savannen. Jeg havde sendt en ekstra gave, da drengen havde fødselsdag. Det faste månedlige bidrag går til uddannelse, sundhed og generel udvikling af familien.

Fadderskaber sælger – men...
BØRNEfonden, SOS-Børnebyerne og Plan Danmark er de tre største organisationer, som har succes med denne type indsamling.

     Eksempelvis havde SOS-Børnebyerne en fremgang på tre millioner kroner fra 2002 –2003 (øvrige: Se boks s.11).

     Men Unicef, som beskriver sig som verdens førende børneorganisation, tilbyder ikke fadderskaber: – Overordnet set mener vi, at det er mere effektivt at hjælpe bredere end kun et enkelt barn eller familie, siger informationschef Karin Aaen.

     Red Barnet har tidligere tilbudt enkelte fadderskaber, men gik fra det igen, da administrationen forbundet med at formidle breve til og fra et enkelt barn var for dyr. I dag tilbyder organisationen temafadderskaber, hvor alle sponsorer følger det samme barn fra en gruppe udsatte børn.

     Ellen Schmidt-Jensen, fundraisingchef hos Red Barnet, siger: – Det er ærgerligt, hvis man er den eneste i en landsby, der kan læse og endnu værre, hvis en fadder pludselig ikke kan støtte sit barn længere, fordi der ikke er råd. Derfor støtter Red Barnet altid bredt.

De færreste faddere er klar over, at ’deres’ barn måske også støttes af én eller flere faddere i andre lande. Foto: Jørgen Schytte.

Karin Aaen fra Unicef er enig.

     – Det er ikke os, der skal tage os af børnene. Det, de skal have, er hjælp til selvhjælp, forklarer informationschefen.

     Det får de også, understreger BØRNEfon-dens markedschef, Knud Flensted-Jensen. Fonden involverer forældrene igennem en forældrekomité, som bestemmer, hvad de månedlige bidrag skal bruges til. Knud Flensted-Jensen understreger, at korrespondancen er en lille udgift for fonden.

     – Det er kun mellem femten og tyve procent af vores sponsorer, som rent faktisk skriver med barnet, og vi aflønner oversætterne i barnets land efter lokale forhold.

     Men det sker rent faktisk, at en fadder stopper sin støtte. SOS-Børnebyerne kender til problemet: – Det er selvfølgeligt ærgerligt, når en fadder vælger at stoppe sin støtte, men det vil aldrig gå ud over det enkelte barn. Dels fordi et barn, som SOS-Børnebyerne tager sig af, har flere faddere, og dels fordi barnet er integreret i vores lokale børneby og derved sikret en langsigtet hjælp, fortæller marketingschef André Hansen.

     Med andre ord er et SOS-barn sikret ved, at barnet har mere end én sponsor. Ingen af sponsorerne er dog fra samme land.

Peter og Ulla får ikke det samme
Det er nødvendigt at vurdere, hvordan bidraget bliver brugt, hvis kvaliteten skal vurderes. Knud Flensted-Jensen forklarer, at BØRNEfonden ikke plukker enkelte børn ud.

     – I de områder vi arbejder i, vil 75 procent af samtlige familier have et sponsorbarn. De resterende 25 procent er de mest velstående i området eller ønsker ikke at deltage af forskellige grunde. Vi udvikler ikke et enkelt barn, men hele lokalområdet i en 15–20-årig periode.

     Men nogle af de mindre organisationer har ikke så stor en procentdel af børnene inde i programmet. Eksempelvis har fadderskaborganisationen Inter Aid Danmark cirka 1.000 børn fordelt på tre lande. Projektleder Hanne Skak fortæller, at kun ét ud af tre børn i organisationens skoler har en fadder.

     – Men vi bruger det månedlige bidrag til at renovere klasseværelser og lave projekter. Derved kommer det alle børnene til gode, at nogle af dem har en fadder, forklarer Hanne Skak.

     Mellemfolkeligt Samvirke tilbyder ikke fadderskaber ud fra argumentet, at langsigtet bistand handler om, at hele landsbyer og lande får et løft blandt andet igennem uddannelse.

     – Jeg tager slet ikke afstand fra fadderskaber, men for mig ville det ikke appellere. Rent personligt synes jeg, at det er forkert af mig at støtte Peter og ikke Ulla ved siden af. Det er mit grundsyn, udtaler Søren Hougaard, som er formand for Mellemfolkeligt Samvirke.

Fadderskaber supplerer bistandsarbejdet
Er fadderskaber kort- eller langsigtet bistand? Der findes ingen uafhængige undersøgelser af fadderskabers indvirkning på et lokalsamfund. Men efter en præsentation af konceptet stillede udvikling spørgsmålet til udviklingsforsker Simon Bolvig fra Det Danske Institut for Internationale Studier (DIIS).

     – Fadderskaber øger mængden af uddannede på landet og bidrager på den måde til udvikling på langt sigt. I disse år oplever bønderne i u-landene øgede krav til fødevaresikkerhed, kvalitet og forsyningsstabilitet på eksportmarkederne samt øget konkurrence derhjemme fra importerede fødevarer. Disse nye forhold stiller store krav til deres uddannelsesniveau, forklarer Simon Bolwig.

     Danida vurderer, om en udviklingsindsats er langsigtet eller ej, når der bevilliges penge til en ngo. Her kan ngo’er ikke søge støtte til fadderskaber. Bistand gennem danske ngo’er sker på grundlag af Udenrigsministeriets Civilsamfundsstrategi (en strategi for dansk støtte til civilsamfundet i udviklingslandene –herunder samarbejdet med de danske ngo’er). Strategien lægger vægt på, at serviceydelser (eksempelvis konkrete sundheds- og uddannelsesaktiviteter) ikke står alene.

     – Det er vigtigt, at partnerne i u-landene ikke alene er administratorer af projekter, men reelt er repræsentanter og talerør for deres medlemmer lokalt og nationalt. For at danske organisationer kan opnå støtte fra Danida, skal de samarbejde med partnere, der ikke kun arbejder med det enkelte barn, men mere bredt med børns problemer i lokalsamfundet. Men hvis organisationer, der arbejder med fadderskaber, kan engagere danskerne ved at formidle et ansigt, så er det godt og et supplement til det bredere bistandsarbejde, forklarer Jens Kåre Rasmussen, som er souchef i Udenrigsminsteriets kontor for Humanitær Bistand og Ngo-samarbejde.

Bistanden skal have en ny form
U-landorganisationen Ibis arbejder bredt med samfundsudviklingen i u-landene, men tilbyder ikke fadderskaber på nuværende tidspunkt. Informationsmedarbejder Morten Emil Hansen kan dog ikke afvise, at det ville være relevant i fremtiden.

     – Fordi vi har satset på den langsigtede udvikling, tilbyder vi ikke fadderskaber. Men langsigtet støtte til uddannelsesprojekter baseret på principperne i fadderskaber, ville måske være interessant for Ibis i fremtiden, funderer Morten Emil Hansen.

     Søren Hougaard fra Mellemfolkeligt Samvirke mener, at tiden er inde til nye former for sponsorstøtte til u-landsprojekter. Private mennesker, organisationer og virksomheder vil gerne støtte konkrete projekter i eksempelvis en landsby, hvis udvikling de kan følge med i. Allerede til efteråret vil Mellemfolkeligt Samvirke lancere sådanne muligheder for støtte til MS-partnerorganisationer og konkrete MS-udviklingsprojekter.

Den personlige kontakt er central i fadderskabet. Her brev til en fadder i Danmark, der redegør for, hvad en ekstra julegave på 100 kroner er blevet brugt til.

Mere konkurrence, mere markedsføring
Alle organisationerne fortæller om en stigende konkurrence på fadderskabsområdet. Flere organisationer begynder at tilbyde fadderskaber i en eller anden form, og nye organisationer kommer til. I dag er der mindst 22 organisationer i Danmark, som tilbyder fadderskaber. Tallet er dog uden tvivl noget højere, da mange mindre organisationer er tilknyttet en søsterorganisation og derfor står registreret under et andet navn hos ToldSkat.

     – Vi ser et større ønske fra befolkningen om at målrette deres støtte omkring fadderskaber, fortæller André Hansen fra SOS-Børnebyerne.

     – Jeg tror, at det medfører en form for afmagt, at man netop har indbetalt til en kampagne og pludseligt, i nyhederne ser et endnu større behov. Ved et fadderskab har du mulighed for at sætte navn og sted på din støtte.

     Morten Emil Hansen fra Ibis ser dog et problem i produktets popularitet:

     – Der er en fare ved den øgede konkurrence, som opstår, hvis vi alle bevæger os ind på samme boldgade. Det kræver mere markedsføring, og så stiger administrationsomkostningerne. Derved bliver der færre penge til de fattige.

     Men der er glæde når 8-årige Bantouguine i Togo modtager breve fra mig – og i Danmark når jeg får breve fra ham.

Suzanne Skærbæk Nielsen er sponsor for Bantouguine fra Togo igennem BØRNEfonden.

FADDERSKABER ALLE VEGNE

Mange organisationer tilbyder fadderskaber i dag. Men betegnelsen fadder, fadderskab og sponsorbarn dækker dog ikke nødvendigvis over det samme produkt.

Gyldendals Den Danske Ordbog skriver følgende: At tegne et fadderskab: Forpligte sig til regelmæssigt at understøtte nogen økonomisk – især et barn i den tredje verden.

     Og her må nøgleordet være ´nogen´. Ordet ’fadderskab’ indikerer ikke, at produktet skal indbefatte sponsorering af et enkelt barn.

     Men er nogen også alle? Organisationerne er ikke enige, når det gælder brugen og ikke mindst retten til brugen af ordet fadder.

Fadder a la Dansk Røde Kors
”(…) Bliv fadder for Barnelandet. For 100 kroner om måneden er du med til at give Zimbabwes forældreløse børn en fremtid.”

     Sådan skriver Dansk Røde Kors på deres hjemmeside.

     Taster man ordet ’fadder’ op på internetsøgemaskinen Google, er det Dansk Røde Kors, Red Barnet, International Børnehjælp og SOS Børnebyerne, der dukker op først.

     Ok – fat i pressechef Helge Kvam fra Dansk Røde Kors:

     – Hvorfor har I valgt at ligge øverst under ordet fadder på Google?

     - Det vidste jeg faktisk ikke, at vi gjorde.

     - Er det en tilfældighed?

     - Nej, det er selvfølgelig noget, vores it-afdeling arbejder med.

     I hvor høj grad mener du, at det, I tilbyder, er et fadderskab?

     – Det er det jo ikke i traditionel forstand. Vi er som organisation ikke gearet til at køre enkelte fadderskaber.

     – Hvorfor beder I ikke bare folk om et fast bidrag på 100 kroner om måneden i stedet for at bruge ordet fadder?

     – Det er selvfølgelig et forsøg på at knytte folk lidt tættere til projektet. Vores hovedformål er jo at engagere almindelige mennesker i langsigtet udviklingsarbejde. Vi bruger ordet fadder til at skaffe nye kunder. Det er ikke meningen, at vi vil ind og konkurrere på fadderskabsområdet.

     Men ved at bruge ordet fadder er I da gået ind i konkurrencen?

     – Ja, men det handler som sagt om at knytte folk tættere til projektet.

     - Har det været en succes?

     - Vi har kunnet mærke en stor interesse for det her. Vi har fået cirka 1.800 faddere i år og 3.200 over tre år. Så det har været succesfuldt. /ssn

Produktbeskrivelse Et udpluk af nogle organisationer, der tilbyder fadderskaber. Fælles for alle organisationer er, at de sikrer skolegang for de involverede børn gennem et fast månedligt bidrag. Plan Danmark Hjælp: Tilbyder hjælp til sponsorbarn og barnets familie. Man er fadder for et barn. Korrespondancen: Kan gå begge veje mellem fadder og barn. Langsigtet arbejde: Giver blandt andet 250 millioner dollars til uddannelse af børn i Asien fra 2005–2015. Pris: 185 kroner om måneden. Indtægt: 20 millioner kroner i 2003–2004 – en øget omsætning på 2,4 millioner i forhold til regnskabsåret før. Organisationerne har 9.109 sponsorbørn i juni 2004. Globalt set har Plan International over en million sponsorbørn. Admin.: 27,3 procent, hvoraf fundraising udgør 13 procent. Og det er inklusive udgifter til brevudvekslingen. BØRNEfonden Hjælp: Tilbyder hjælp til sponsorbarn og familie. Man er sponsor for et barn. Korrespondancen: Kan gå begge veje. Langsigtet arbejde: Arbejder eksempelvis med mikrokreditter og bygger skoler. Der arbejdes især med sundhed og skolegang. Pris: 175 kroner om måneden. Indtægt: Siden 1972 har BØRNEfondens indtægter været 1,2 milliarder kroner. Fra 2000–2003 øgede de deres omsætning fra 84–113 millioner kroner. Har 57.000 sponsorbørn. Admin.: 17 procent i Danmark. Det er uden udgifter forbundet med brevudvekslingen. SOS-Børnebyerne Hjælp: Tilbyder hjælp til forældreløse børn, som ikke har mulighed for et trygt familieliv. Bygger SOS byer, hvor der som regel bor 10–15 børnebyfamilier med en moder og 6–10 børn. Man er fadder for et barn i byen. Korrespondancen: Går begge veje. To gange om året får alle faddere brev ud, og derudover vælger de selv, om de vil have korrespondance med deres barn. Langsigtet arbejde: Der er bygget over 1.000 skoler, børnehaver og sundhedsklinikker i forbindelse med SOS-Børnebyerne. Pris: 150 kroner for at sponsorere en børneby eller 200 kroner pr. måned for at sponsorere et SOS-barn. Indtægt: Der var en fremgang i 2003 på tre millioner i forhold til året før til 57,9 millioner kroner. Der er over 440 børnebyer i verden. Organisationen sponsorerer over 14.000 børn. Admin.: I forbindelse med fadderskaber bruger SOS-Børnebyerne otte procent på administration i forbindelse med børnene og korrespondance. Samlet er organisationens udgifter 14 procent. Dansk Røde Kors Hjælp: Støtte til projekter rettet mod forældreløse børn i Zimbabwe igennem Barnelandet, som er en del af Dansk Røde Kors’ hiv/aids-projekt i Zimbabwe. Man er ’fadder’ for 57.000 forældreløse børn i Zimbabwe. Korrespondancen: Man kan ikke kontakte børnene, men sponsor får løbende information om, hvordan det går med projektet. Langsigtet arbejde: Arbejder med at give udsatte børn en fremtid igennem uddannelse, fødevarehjælp og kontakt med voksne. Pris: 100 kroner om måneden. Indtægt: 375 millioner i 2004. Danida og EU’s humanitære kontor ECHO står for omkring halvdelen af indtægter og udgifter. Den har 1800 faddere. Admin.: Cirka syv procent. Udgifter til brevudveksling er lille, da det er ét medlemsblad, som alle sponsorer får ud. Red Barnet Hjælp: Tilbyder temafadderskaber rettet mod udsatte børn. Eksempelvis kan man tegn et fadderskab rettet mod børneprostitution. Man er fadder for en gruppe. Korrespondancen: Man kan ikke kontakte børnene i den gruppe, man er fadder for. Men fra 2006 kan alle fadderne følge ét barn som repræsentant for hele gruppen. Langsigtet arbejde: Skolegang og projekter for udsatte børn. Pris: 175 kroner om måneden Indtægt: 122,8 millioner kroner i 2004 og 1.408 antal fadderskaber. Red Barnet forventer en markant fremgang på fadderskabsområdet i 2006. Admin.: Otte procent alt inklusiv.

IFU I KINA

IKKE KUN ET SPØRGSMÅL OM PROFIT

Når Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) investerer i danske virksomheder i Kina, betyder det, at kineserne får bedre sociale vilkår og kan suge ny viden til sig. Men ikke alle virksomheder vil have fonden med på råd – og ikke alle kinesere nyder godt af investeringerne.

Af Ulrikke Moustgaard

Morgenen er knapt begyndt, da pladsen foran Shanghais hovedbanegård langsomt bliver fyldt op af rejsende. Overalt myldrer mennesker med kufferter, tasker og poser frem fra banegårdens mørke indre og ud i morgenlyset i Kinas finansielle centrum.

Ansigter og påklædning taler sit eget sprog: De rejsende kommer langvejs fra. Mængden af oppakning føjer endnu et kapitel til deres historie; de regner med at skulle blive længe væk hjemmefra.

     Kineserne, der denne morgen før klokken seks strømmer ud fra banegården, ligner ikke deres landsmænd i Shanghai. Her er hverken lækkert tøj eller permanentet hår, men sorte tørklæder og hullede bukser, for kineserne kommer fra landet. De er, ligesom mange andre før dem, kommet til Shanghai i håbet om at finde arbejde. I især det vestlige Kina vokser fattigdommen og arbejdsløsheden, så mange søger mod byerne for at overleve. Er de uheldige, får de eksempelvis job hos et taiwansk eller koreansk firma, der lover dem løn efter et års arbejde – og siden ser de ingen penge. Er de heldige, får de job hos et firma, der både betaler en anstændig løn og sørger for sociale goder som arbejdsløshedsforsikring.

     Nogle af disse kinesere får job i danske virksomheder, der har etableret sig i Kina. Og er det virksomheder, som den danske investeringsfond IFU er investor i, er de garanteret både ordentlig løn og sociale goder. IFU’s leder i Kina, Hong Jiang siger således: – Som betingelse for at investere i en virksomhed stiller vi klare krav om, at lønningerne skal være højere end mindstelønnen og at sociale omkostninger som sygesikring, arbejdsløshedsforsikring, tilskud til køb af bolig og så videre skal betales af arbejdsgiveren.

Viden er også udvikling
Den danske statslige fond har ellers ikke været forbundet med positive historier eller konstruktive tiltag mod fattigdom i den seneste tid. Nærmest tværtimod. Fonden har gennem det seneste år været under kraftig beskydning fra både medier, politikere og økonomiske vismænd, der mener, at den ikke passer sit job. IFU giver skjult erhvervsstøtte frem for fattigdomsorienteret og egentlig udviklingsbistand, lyder kritikken. Hvorfor overhovedet give støtte til et land som Kina, der oplever et sandt økonomisk mirakel lige nu?

     Svaret fra IFU er kort og godt: Fordi der stadig er masser af fattige mennesker i Kina, som har brug for, at der bliver skabt beskæftigelse. Beskæftigelse kan skabes, når nye virksomheder slår sig ned og giver kineserne job. Og det er IFU’s mandat at forsøge at gøre dette ved at give støtte til danske virksomheder, der ser muligheder på det kinesiske marked.

     IFU’s leder i Kina, Hong Jiang, tænker udvikling i et bredt perspektiv, når det gælder, hvad IFU udretter i Kina.

     – Det er ikke kun penge, der tæller, siger hun.

     – Danske virksomheder kommer med teknologi og viden, som kineserne har stærkt brug for, når de skal kunne udvikle og klare sig i konkurrencen på det globale marked. Én af de danske virksomheder, der har fået IFU’s hjælp til at etablere sig i Kina, er Schrøder- Plast, der startede som et familiefirma i Juelsminde og i år 2000 flyttede til Kina, fordi virksomhedens vigtigste kunde, svenske Ericsson, krævede det. I dag er virksomheden blevet opkøbt af den børsnoterede plastkoncern SP Group A/S.

Kapital og mentalitet
– Da virksomheden flyttede til Kina, havde den aldrig været uden for Danmark før, så det var både en ny kultur og et nyt forretningsmiljø, der ventede. Derfor var et samarbejde med IFU et oplagt valg, fortæller Jiang Youqiang, direktør i Schrøder-Plast i Suzhou. IFU kunne især hjælpe med tre ting: Risikovillig kapital, lokale kinesiske kontakter – og herunder råd og vejledning i kinesisk lovgivning og almindelig kulturel gebærden sig, samt gratis træning af i alt fem medarbejdere, der kom til Danmark i en måned. Jiang Youqi-ang var selv én af de fem.

     Da han blev hyret som direktør i den 2.200 kvadratmeter store virksomhed på gaden Huoju i industriparken i The Suzhou New Districts, var kommunikationen mellem Danmark og Kina ikke altid uproblematisk.

     – De skulle forstå min måde at tænke på og vice versa, som Jiang Youqiang siger.

     Derfor var IFU’s Hong Jiang en stor hjælp. Hun har studeret, boet og arbejdet 10 år i Danmark og kendte derfor både kinesisk og dansk mentalitet. Og forskellene er store. Først og fremmest betyder størrelsesforskellen på det nordiske og det asiatiske land meget, når det gælder en virksomheds ry og omdømme og dermed også den enkelte medarbejders ansvarsfølelse.

     – Når nogen gør noget forkert i Kina, kan man bare flytte et andet sted hen, mens både navn og omdømme er enormt vigtigt i et lille land som Danmark, siger han.

     En anden forskel er, at mens man i Danmark kan lave en aftale pr. telefon, er kinesere generelt meget forsigtige med at binde sig til noget og lave kontrakter.

     Alt det forsøger Schrøder-Plast med IFU’s hjælp at tage højde for, hver gang virksomheden ansætter en ny medarbejder. Alle Schrøder-Plasts 80 ansatte har fået træning i betjening af moderne teknologi og computere, samt undervisning i engelsk og i de mere mentale færdigheder, virksomheden skal bruge.

     – Vi lægger vægt på, at der skal være respekt for alle her på arbejdspladsen, men også på, at vore medarbejdere skal kunne arbejde selvstændigt og turde tage ansvar og beslutninger, siger Jiang Youqiang.

Opgradering af Kina
Netop kombinationen af teknisk kunnen og mere human ressourcebaseret viden er dét, som Hong Jiang fra IFU peger på, da hun skal forklare, hvordan fondens projekter bidrager til at skabe udvikling i Kina.

     Jo, IFU-projekterne skaber selvfølgelig arbejdspladser, men det er kun ét led i kæden, siger hun.

     – Man overfører også masser af viden til den lokale arbejdskraft, som hver enkelt medarbejder kan tage med sig, når han eller hun forlader en virksomhed og begynder et andet sted, siger hun.

     Hong Jiang kalder det for en opgradering af den kinesiske arbejdskraft, der både betyder, at den enkelte medarbejder og det kinesiske erhvervsliv bliver konkurrencedygtige. Den kinesiske medarbejder får kompetencer med i bagagen, som gør ham eller hende attraktiv som arbejdskraft; det kan ses, hver gang en ny virksomhed slår sig ned i Suzhou og stjæler folk fra de andre virksomheder. Og det kinesiske erhvervsliv får større konkurrenceevne på det globale marked, hvilket i sidste evne gavner samfundet.

     Men IFU-støttede virksomheder spiller også en anden rolle i Kina: De er med til at stoppe nogle af de huller i det sociale sikkerhedsnet, der er blevet gabende store efter planøkonomiens død ved at kræve, at virksomhederne tilbyder god løn og sociale foranstaltninger som arbejdsløshedsforsikringer.

     IFU holder øje med, at virksomheder som Schrøder-Plast overholder disse krav ved at gennemgå budgetter og regnskaber hvert år. Alle partnere i IFU-støttede virksomheder underskriver en såkaldt best judgement declaration, hvor de forpligtiger sig til at overholde regler og mål. Og er der noget som halter, så giver IFU’s medlem af den pågældende virksomheds bestyrelse, klar besked til ledelsen.

     Hong Jiang sidder eksempelvis i bestyrelsen for en virksomhed i det indre Mongoliet, hvor ledelsen havde sine egne og bestemte holdninger til, hvad kvinder kan bidrage med i en virksomhed: – Der sagde vi: Her skal vi se nogle kvinder på ledelsesniveau næste år. Fordi vi sidder i bestyrelsen, har vi en meget aktiv og stærk rolle. Hvis direktøren ikke vil leve op til målene, må han jo i sidste ende finde sig et andet arbejde.

De, der venter på arbejde ...

... og de, der fandt det – som her på en dansk virksomhed i Kina. Foto: Ty Stange.

Nej til IFU-indflydelse
IFU’s plads i bestyrelse og beslutningsprocesser har ikke generet Schrøder-Plast, men det afholder andre danske virksomheder fra at ville slå pjalterne sammen med fonden.

     BB Electronics er et af de danske firmaer, der er glade for at befinde sig i Suzhous smørhul. I 2004 flyttede man al produktionsudstyret fra Danmark til Suzhou. IFU var med i processen, men kun som långiver.

     – Vi ville ikke lade IFU bestemme alt. Det gør for eksempel et ejerskifte langt mere besværligt, fortæller Lars Østergaard, direktør i BB Electronics.

     Han mener, at brugen af IFU kommer an på, hvor aggressiv en profil, virksomheden har i forhold til at etablere sig i Kina, og hvor meget risikovillig kapital, man derfor har brug for. I BB Electronics anlagde man en mere forsigtig profil og tog derfor kun et lån.

     Hos Schrøder-Plasts nabo, Dantherm, har man valgt ikke at benytte IFU.

     Dantherm ville tage risikoen selv, fortæller Michael Nørgreen, direktør i Dantherm i Suzhou.

     – Vi var meget risikovillige fra start. Overvejelser om at have IFU med som medinvestor og dermed medlem af bestyrelsen havde vi ikke; det handlede mere om, at vi troede på, at vi kunne klare det selv. Vi så Kina som noget, vi gerne ville prøve og satse på; og det gik godt, siger han.

     Når virksomheden om et halvt år flytter til større lokaler, har brugen af IFU været inde i overvejelserne om medfinansiering.

Men det blev kun til tanken:

     – Nu har vi løbet det i gang selv, så bliver vi ved, fastslår Michael Nørgreen.

Vestkina forsømmes
IFU’s engagement i Kina er dog ikke kun en succeshistorie. Der har været investeringer i virksomheder, som måtte lukke. Og investeringerne har efterhånden koncentreret sig om de samme områder i Kina, mens andre er blevet forsømt. Det skyldes både kinesisk politik og mangel på interesse fra danske firmaer.

  Da Kina begyndte at åbne sig for omverdenen og udenlandske investeringer, var det kun en lille del af det kinesiske marked, der stod åbent for investorer. IFU kom til Kina i 1987. I begyndelsen var kun få byer og kyststrækninger tilgængeligt område for investorer og konsekvensen er blevet, at mens kyststrækninger blomstrer af vækst, er det vestlige Kina plaget af det modsatte. Kinesere, der bor og arbejder på landet vestpå, er i vid udstrækning fortsat forarmede og søger derfor i stort antal mod byer og områder, hvor der er arbejde at få.

     I dag må udlændinge gerne investere i det vestlige Kina, men det kniber med interessen. For nyligt lykkedes det IFU at overtale Carlsberg til at bygge en fabrik i Tibet, og i det indre Mongoliet leverer 15.000 landmænd kartoffelmel til en kartoffelmelscentral, der producerer stivelse. Men ellers er succeshistorierne fra Vestkina få.

     – Vi har for eksempel forsøgt at få danske maskinproducenter, mejeriproducenter og griseavlere til at se potentialet i det vestlige Kina, og der er kommet flere delegationer; men der kommer ikke rigtig noget ud af det, siger Hong Jiang.

Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist og skriver jævnligt for udvikling. ulrikke@tiscali.dk

”VI ARBEJDER PÅ FULD KRAFT PÅ AT FÅ FLERE INVESTERINGER TIL AFRIKA.”

Erhvervsstøtte forklædt som udviklingsbistand? Efter længere tids kritik af Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) svarer IFU-direktør Sven Riskær i udvikling.

Af Ulrikke Moustgaard

– Vismandsrapporten kritiserer IFU for, at mange af de danske firmaer, I støtter i Kina, ville have investeret i landet uanset IFU’s tilstedeværelse. Er det ikke erhvervsstøtte frem for egentlig udviklingsbistand?

     – Vismændene tog afsæt i en evalueringsrapport, der var baseret på et udvalg af de danske virksomheder, som vi har arbejdet sammen med. Man spurgte dem, om vi havde været til nytte. Men i mange tilfælde spurgte man folk, som ikke havde noget kendskab til den periode, hvor IFU havde været investor, og så er det klart, at svaret let bliver nej. Men vi har været til nytte, det ved vi, ellers ville de næppe have brugt os. Det kan man udlægge som erhvervsstøtte, men også som en måde til at være med til at gøre investeringerne både hurtigere, større, bedre og mere orienteret mod både miljø og menneskerettigheder, siger Riskær og fortsætter: – Det er ærgerligt, fordi man i næsten alle andre lande og sammenhænge, herunder i Verdensbank-sammenhæng, jo netop siger, at de private, direkte investeringer – og udvikling af den private sektor i det hele taget – er noget af det, der giver allermest udviklingseffekt; ikke alene her og nu, men også langvarig udviklingseffekt. Verden har kæmpet i årevis for at skabe udvikling og vækst i u-landene uden ret megen succes, men siden 1990’erne er de udenlandske investeringer virkelig begyndt at spille en rolle i den globale vækst og udvikling; og for første gang kan vi se en mulighed for at få bugt med fattigdomsproblemerne. Der har de private, direkte investeringer – som dem, vi er med til at fremme – en meget stor rolle at spille. En fornuftig økonomisk selvinteresse er en stærk drivkraft for udviklingen.

     – IFU er også blevet kritiseret for at forvrænge billedet af det antal job, der er blevet skabt.

     – Pointen er, at vi kun kan give et tal for, hvad den forventede direkte beskæftigelse i et projekt vil være. Vi forsøger at være åbne omkring, hvad de private investorer laver, men vi kan ikke afsløre alt, for det vil virksomhederne ikke have.

     Så vi kan give et tal for den forventede beskæftigelse for at illustrere, hvad IFU’s penge går til, når og hvis kontrakterne med virksomhederne gennemføres. Men det er klart, at tallet for en forventet beskæftigelse sjældent vil passe, for beskæftigelse er ikke konstant. Ser du på tallet et halvt år efter, at virksomheden er etableret, er tallet slet ikke nået op til det forventede antal job endnu; ser du på tallet 10 år senere, kan det være meget højere; det kan også være sæsonbestemt, i nogle sæsoner er der flere medarbejdere end i andre; eller tallet kan være nul, fordi virksomheden lukkede.

     – Hvordan skal jeg så som skatteyder få en fornemmelse af, hvad mine penge går til, hvis jeg ikke kan aflæse det på jeres tal?

     – Det mener jeg godt, du kan. Vi har taget samples ud, der løber over fem årgange, og de viser, at i gennemsnit er den samlede direkte beskæftigelse ligeså stor eller større end den forventede. Hertil kommer yderligere en betydelig indirekte beskæftigelse hos underleverandører, som er endnu sværere at gøre op. Derudover er det sådan, at IFU ikke opbruger skatteydernes penge. Vi investerer, og det betyder, at vi får afkast. Skatteyderens penge er godt forvaltet i IFU og genbruges i hurtig rækkefølge i nye investeringer. For nyligt har vi endda tilbagebetalt trekvart milliard kroner til den danske stat.

     – Hvorfor investerer IFU så mange penge i Kina, og ikke Afrika, når Afrika er langt fattigere?

     – Det er netop forskellen mellem IFU’s måde at arbejde på, og den måde, de egentlige bistandsmidler bliver brugt på. IFU kan ikke sætte sig ned og sige, at nu vil vi til Afrika. Vi kan kun sige: Nu vil vi prøve at få de danske virksomheder til at investere i Afrika. For hvis ikke de vil, så kan vi ikke investere. Vi arbejder på fuld kraft på at få flere investeringer til Afrika, men det er ikke nødvendigvis let. I Afrika har vi set, at det, der gik godt i tre, fem eller otte år, blev smadret ved enten et statskup, borgerkrig, en naturkatastrofe eller krig. Vi har måttet erkende, at danske virksomheder er ikke så lette at lokke til Afrika. Afrika er et af de steder, der har allermest brug for investeringer, det har kritikerne ret i, men man kan ikke få vand til at løbe opad. Vi er nødt til at sige: Først når landene er rimeligt politisk stabiliserede, har et rimeligt lovsystem, og ikke er så korrupte og bureaukratiske, først da kan vi begynde at få de danske virksomheder til at synes, det er klogt at investere.

     – Er det derfor, IFU virker provokerende på nogen? Fordi erhvervsliv og penge kommer ind over udviklingsbistanden?

     – I debatten kan der ligge en underforståelse af, at det med at gå ud og give officiel bistand og nødhjælp er finere og lødigere og mere menneskerigtigt end dette at gå ud og lave noget, hvor man tænker i penge. Men det er en underlig holdning at have. For de mennesker, der får et job, bliver jo hjulpet ud af fattigdommen så længe jobbet består; mens de, der får nødhjælp, bliver hjulpet i en uge, en måned eller et år og må herefter selv finde ud af det. Hvis ikke der kommer nogen og skaber job, havner de jo tilbage i miseren igen, og derfor hænger investeringer og den officielle udviklingsbistand smukt sammen. Den officielle bistand er utrolig vigtig, for den kan være med til at stabilisere landene og bringe dem op på det niveau, hvor de private virksomheder kan begynde at fungere.

Sven Riskær har siden 1978 har været direktør for Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU). Foto: Peter Præstrud/Scanpix.

     – Hvad mener du så om udviklingsministerens udspil om større fattigdomsorientering i IFU?

     – Det er en god og rigtig betragtning. Vi mangler måske trods alt lige at få alle aspekter med af, hvad fattigdomsorientering er eller kunne være. Inden for lovens rammer arbejder vi nu så godt, vi kan, sammen med de danske firmaer. Og hele tiden må vi overveje, om vi nu kan gøre endnu mere for at understrege, at det ikke bare er fattigdomsafhjælpning, det handler om. Det gælder ikke bare i de allerfattigste lande, men også lavindkomstgrupper i alle landene, hvor IFU kan arbejde.

     – Til sidst: Der har været anklager om sammenspiste interesser med erhvervslivet gennem det virksomhedsledergruppenetværk, du sidder i.

     – Det er rigtigt, at hvis du ser på, hvilke virksomheder, der er repræsenteret i VL-gruppen, så er der et sammenfald mellem dem og de virksomheder, IFU investerer i. Men det er ikke noget, vi har aftalt eller snakket om i gruppen overhovedet. Hvis man vil have en fond, der arbejder med erhvervslivet, så må fonden også kende til erhvervslivet, og derfor har jeg gennem snart 25 års medlemskab lært meget gennem VL-gruppen. Men jeg kan med god samvittighed sige, at der ikke er kommet én eneste investering i nogle af de virksomheder, fordi der sad repræsentanter for deres virksomheder i min VL-gruppe.

Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) er en uafhængig, selvstyrende fond med denne formålsparagraf: ”Med det formål at fremme den erhvervsmæssige udvikling i udviklingslandene oprettes en fond til fremme af investeringer i disse lande i samvirke med dansk erhvervsliv.” Ved udgangen af 2004 havde IFU en egenkapital på 1,4 milliarder kroner, investeret i 528 projekter i 72 lande. Udenrigsministeren udnævner IFU’s bestyrelse og direktør.

LANDET RUNDT

TØRNÆS PÅ ROADSHOW

Ulla Tørnæs i tre provinsbyer for at diskutere udviklingsbistand med Bubber, danske gymnasieelever og andet godtfolk.

Af Lars Krøldrup

Lyset er dæmpet, søjler og kuppelloft sender hurtigt tankerne til antikkens Sydeuropa, men klirrende kaffekopper og mobiltelefoner kalder dem tilbage til virkeligheden. Vi befinder os i Nordjyske Stiftstidendes konferencesal, som er et af tre stop på udviklingsminister Ulla Tørnæs’ tur rundt i Aalborg den 1. og 2. september.

     Omkring 100 aalborgensere har valgt at lade grill være grill på denne første efterårsaften og bruge tiden på udviklingspolitik.

     Emnet er FN’s 2015 Mål, der blandt andet handler om halvering af verdens fattigdom, ligestilling mellem kønnene og bekæmpelse af korruption.

     Aftenens vært, Stiftstidendes chefredaktør Ulrik Haagerup, indleder med en kort introduktion og præsentation af panelets fire deltagere. Foruden Ulla Tørnæs er det tv-værten Bubber, Søren Brix Christensen fra Læger uden Grænser og Vagn Bertelsen fra Ibis.

     Ministeren lægger ud med en kort gennemgang af 2015 Målene.

     – Det er kun ni procent af befolkningen, der ved, hvad målene går ud på. Vi er nået et godt stykke vej med at bekæmpe fattigdommen i Asien. Desværre er Afrika ikke fulgt med, så der er masser at tage fat på endnu, siger hun.

     Herefter overtager u-landsorganisationen Ibis og Læger uden Grænser talerstolen. De kommer let og elegant uden om udviklingsministerens forslag om at skære i Danidas Oplysningsbevilling og fokuserer i stedet på, hvor og hvordan den bedste hjælp ydes.

     Og så er det Bubber. Den livlige tv-vært viser sekvenser fra flere af sine tv-programmer fra udviklingslandene, og krydrer fremvisningen med levende historier fra sine rejser i de varme lande.

Spørgsmål fra Ghana
Debatten og spørgelysten er efterfølgende ivrig, og bærer præg af et stort fremmøde fra forskellige lokale ngo’ere. Efterhånden kommer der dog mere afveksling, og flere debattører har de lidt mere kritiske briller på. Ghanesiske Shani Mahana studerer ved Aalborg Universitet. Han siger:

     – Først vil jeg sige, hvor meget det betyder for mig, at så mange danskere bruger en aften på at debattere problemerne i Afrika. Det rører mig dybt. Men meget få mennesker i Afrika kender 2015 Målene, og det er et kæmpe problem. For når folk ikke kender deres rettigheder, er det nemlig svært for dem at kræve deres ret. Derfor vil jeg opfordre til, at man gør mere for at udbrede kendskabet til målene hos de afrikanske befolkninger.

Mens diskokuglen venter…
Dagen efter er der besøg på to af Aalborgs gymnasier.

     Ministeren lægger ud på Hasseris Gymnasium, hvor 75 velforberedte elever er rustet til tænderne med masser af spørgsmål som for eksempel: Bør verdenssamfundet gå ind og fjerne korrupte, uduelige og undertrykkende diktatorer?

     Derefter går turen videre til Aalborghus Gymnasium og HF. Her er 400 elever linet op i skolens teatersal, der om aftenen skal lægge gulv til dans og introfest for de nye elever.

     Selvom elevernes tanker måske allerede befinder sig i discokuglens skær, kommer der alligevel gang i spørgsmålene. Specielt enkelte elever, som tydeligvis er involveret i græsrodsarbejde, er fremme i skoene og giver Ulla Tørnæs kamp til stregen.

     Regeringens forslag om at skære i støtten til u-landsoplysning fylder meget hos de unge, og det samme gør bekymringen for om Operation Dagsværk overlever. Besøget varer blot 45 minutter, men det har været en succes.

     – Det er rigtig godt, at Ulla Tørnæs kommer herop, og det har været et godt møde. Vi kan bruge det her til noget, for der er mange, som ikke ved meget om udviklingsbistand, siger Line Jakobsen fra 3.b på Aalborghus Gymnasium. Den samme melding kommer fra Morten Juhl fra 3.x: – Udviklingsbistand er et spændende emne, og jeg håber da, at det her arrangement kan få flere på min alder til at få øjnene op for problemerne i Afrika. For der er ikke mange i

Danmark, som kender 2015 Målene, siger han.

Udlændingepolitik og kommunalreform
Ulla Tørnæs’ roadshow har bragt hende til Odense, Esbjerg og Aalborg. Og udviklingsministeren har fået inspiration til det videre arbejde.

     – Det er næsten altid sygehuse, udlændingepolitik og kommunalreformen, der bliver talt om. Så på den baggrund vil jeg gerne have mit område længere frem i folks bevidsthed, og så er det her en god måde at gøre det på, lyder det fra ministeren.

SOCIAL ANSVARLIGHED UNDER LUP

Forskere undersøger nu, om det gavner bundlinien hos virksomhederne, at de udviser social ansvarlighed.

Af Lars Krøldrup

Alle taler om social ansvarlig hos virksomheder.

     Men ingen ved, om virksomhedernes sociale engagement reelt er med til at forbedre arbejdstagerrettigheder og mindske forurening i udviklingslande. Eller om det indvirker positivt på virksomhedernes egen bundlinje. Det er dog tydeligt, at forbrugere og forretningspartnere i dag lægger langt mere vægt på bæredygtighed end tidligere.

     Også i FN-regi er der kommet fokus på emnet. Med det såkaldte Global Compactinitia-tiv forsøger man at gøre virksomheder opmærksomme på den rolle, de spiller i lande og samfund, hvor de er involveret.

     Men spørgsmålet er, om det overhovedet virker. Der er nemlig aldrig lavet undersøgelser, der entydigt viser, om det er tilfældet eller ej. Det er ud fra antagelser og fornemmelser, at virksomheder og udviklingsorganisationer drager deres konklusioner.

     Derfor blev der i starten af september måned på Handelshøjskolen i København (CBS) afholdt et seminar, hvor en række af disse problemstillinger blev debatteret.

     – Man kan i dag komme ud for, at store tobaksvirksomheder kan få internationale priser for den bedste bæredygtighedsrapportering, selvom de producerer sundhedsskadelige produkter. Så vi vil nu se på dette område med kritiske øjne og skabe det vidensmæssige grundlag, der mangler for en mere saglig diskussion, siger Peter Lund Thomsen, der er Assistant Professor på Copenhagen Business School, og medarrangører af seminaret.

     Han er desuden en del af en gruppe forskere fra flere lande, som er gået sammen om at se nærmere på Corporate Social Responsibility – eller virksomheders sociale ansvarlighed.

Det virker for os
Den tvivl har man imidlertid ikke hos den danske virksomhed Brødrene Hartmann, der laver emballage til en række internationale virksomheder. Hartmann har været en del af FN’s Global Compact initiativ siden 2003.

     – Vi mener det virker. Vi har nogle af verdens største elektronikvirksomheder som kunder, og de går meget op i social ansvarlighed. Så det betyder derfor meget for os, at vi kan sige til vores kunder, at der er orden i vores måde at gøre forretning på, siger bæredygtighedsdirektør – sådan en har de nemlig i Hartmann – Claus Stig Pedersen.

     Samtidig understreger han dog, at det er utroligt svært lige at sætte tal på, om det gavner bundlinien eller ej.

     – Men det kan godt være, at en eller anden handelshøjskoleprofessor kan lave en smart udregning, der viser, om det virker eller ej, men det får ingen indflydelse på vores holdning. Vi synes, det er den rigtige vej at gå. Nemlig at tage ansvar for udviklingen i de områder, hvor man driver forretning, siger han.

     Han siger desuden, at når Hartmann er ude og lave præsentationer og tilbud, nævner virksomheden altid Global Compact. Det er nemlig en rigtig god reference.

AFRIKA

I KRIG FOR MORALEN

Korruptionen er som en tåge, der lægger sig hen over det offentlige liv i det vestafrikanske land Benin. Men nogle forsøger at blæse tågen væk. Mød madame Adjaï fra Cellen for Moralisering af det Offentlige Liv.

Tekst og foto: Sine Schack Vestergaard

Chaufføren ruller vinduet ned og stikker et par mønter ud til manden i det lille skur.

     For at komme fra Benins hovedstad Cotonou til Porto Novo skal biler betale en lille afgift, der skal gå til at vedligeholde vejen. Manden i skuret tager imod pengene, men giver ikke nogen kvittering. Chaufføren brokker sig højlydt, men får besked på at køre videre.

     Endnu en lille bitte dråbe i den syndflod af korruption, der skyller hen over Benin og rammer alle samfundslag, men især de allerfattigste.

     – Tror du, at de vil beholde pengene selv? spørger jeg chaufføren.

     – Det er i hvert fald umuligt at have nogen som helst kontrol med, hvad de gør, sukker han og lukker vinduet til for at undgå stanken af benzin, der gør luften tung.

     I Porto Novo standser vi ved en bygning, der kunne være en kulisse fra Star Wars. Hænder på størrelse med et mindre højhus, hugget ud i sten, bærer på en skulptur formet som en ufo, og tilsammen knejser de over to svungne trapper, der fører ind til Cellen for Moralisering af det Offentlige Liv. Det er ikke stjernekrige, der bliver udkæmpet her, men derimod en langvarig kamp mod korruption og magtmisbrug.

Hønen… eller var det ægget?
Cellen med det kryptiske navn blev nedsat i 1996 af den daværende og nuværende præsident Kérékou og har til formål at oplyse borgerne om korruption samt at forebygge, afsløre og bekæmpe korruption. I spidsen for den formidable opgave står madame Anne Cica Adjaï på høje stiletter og i spadseredragt. Selvom hun ikke er meget mere end halvanden meter høj, er hun en af de få personer, hvor den i danske ører noget formelle tiltaleform madame giver fuldstændig indlysende mening. Bag sit store skrivebord leder hun sine 22 soldater – jurister, revisorer, politifolk – i krigen mod den korruption, der ifølge den tidligere finansminister Bio Tchané svarer til 2-3 procent af Benins bruttonationalprodukt.

     – Den evige diskussion, når vi snakker korruption i fattige lande, er, hvad der kommer først, siger madame Adjaï.

     – På den ene side kan man sige, at landene er korrupte, fordi staterne er svage og ikke kan betale ordentlige lønninger til embedsmændene. På den anden side betyder korruptionen, at der bliver færre midler til staten, og samfundet bliver fattigere og mindre retfærdigt.

     Men diskussionen om hønen og ægget må ikke føre til passivitet, understreger madame Adjaï. Hun ser især manglen på kontrol som en stor udfordring. Cellen kan for eksempel tage initiativ til undersøgelser af korruption, men den har ingen magt til at dømme eller straffe. Når cellen har undersøgt en sag eller et emne, overgår dens resultater til Justitsministeriet. Og ifølge madame Adjaï udfylder Cellen for Moralisering af det Offentlige Liv dermed en helt central funktion, idet den kaster lys over, hvad der foregår.

     – Det helt afgørende er, at man kan teste, om der er korruption eller ej, siger hun.

En snert af optimisme
Det anslåes, at korruptionen i Benin udgør op mod en tredjedel af statsbudgettet - omkring 1,6 milliarder kroner.

     Nu har cellen eksisteret i snart ti år, men korruptionen findes stadig på alle niveauer, fra vejbommen til de store statslige udbud, i det politiske system, i skolevæsnet... Er den så overhovedet til nogen nytte?

     – Det vigtigste resultat, vi har nået, er efter min mening, at vi åbent kan snakke om korruption, siger madame Adjaï.

     – De fattigste i samfundet er begyndt at blive opmærksomme på det, der sker, og med Cellens undersøgelser får vi en idé om omfanget. Så selvom korruptionen er tæt knyttet til fattigdommen, så må man starte et sted. Det er et spørgsmål om moral, og derfor kan man nå meget med oplysningskampagner, siger hun med en snert af optimisme i stemmen.

Sine Schack Vestergaard er tidligere journalistpraktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. sinesv@mail.djh.dk

MÆRSK VIL KØRE TOG I AFRIKA

Et par afrikanske jernbaneselskaber er kommet i AP Møllergruppens søgelys. Det drejer sig om to offentlige selskaber i Kenya og Uganda, der står over for en privatiseringsproces, og derfor er kommet i udbud.

Af Lars Krøldrup

Danmarks største virksomhed er med i opløbet om at sikre sig rettighederne til at drive to jernbaneselskaber i Kenya og Uganda. Det drejer sig om de to offentlige selskaber Kenya Railways og Uganda Railways.

     Mærsk har sammen med det indiske Rites og britiske Magadi Soda Company dannet et konsortium, som samlet byder på driften. Det er planen, at der skal etableres et nyt selskab, hvor de to landes regeringer ejer 40 procent, og den fremtidige operatør 60 procent.

     Udbudsrunden er startskuddet til en privatisering af selskaberne, hvilket har vakt bekymring hos specielt de kenyanske medarbejdere, der er bange for at miste deres job og pension.

     Kenya Railways skylder næsten to milliarder kroner væk, men der er dog mulighed for at sælge ud af firmaets mange ejendomme for at komme gælden til livs.

     Det er endnu uklart, hvornår det bliver afgjort, hvem der vinder udbudsrunden.

HIV OG AIDS GÅR UD OVER PRODUKTIONEN I AFRIKA

Andelen af opdyrket land er visse steder i Afrika faldet med op til 70 procent som en følge af hiv og aids, påpeger forskere.

     Omkring 80 procent af den afrikanske befolkning lever fortsat af landbrug. Men sygdommen, som omkring 25 millioner mennesker syd for Sahara er smittet med, har efterladt færre og færre mennesker til at dyrke jorden.

     - Afrikansk landbrug er afhængig af arbejdskraft. Man kan ikke producere afgrøder, hvis der ikke er nogen til at arbejde på farmene og i markerne, siger Annmarie Kormawa fra System-Wide Initiative for HIV-Aids and Argiculture (SWIHA) ifølge en pressemeddelelse fra Verdensbanken. /lk

DEN GLOBALE FOND SMÆKKER KASSEN I FOR UGANDA

Den Globale Fond til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria har midlertidigt tilbageholdt fem bevillinger – et samlet beløb på 201 millioner dollars – som var tiltænkt Uganda. Afgørelsen begrunder fonden med ’seriøs dårlig ledelse’, og den har bedt landets finansministerium om at udarbejde en ny struktur for effektiv håndtering af bevillingerne i fremtiden.

     Afdelingen for projektledelse under landets sundhedsministerium stod for ledelsen af projektet. En gennemgang af en af bevillingerne udført af revisionsfirmaet PricewaterhouseCo-opers afslørede beviser for seriøs dårlig ledelse fra denne afdelings side.

     FN’s Generalsekretær Kofi Annan forsikrer, at Den Globale Fond vil fortsætte med at bekæmpe de tre sygdomme i Uganda og levere den nødvendige indsats. Eksempelvis vil kondomer og livsforlængende behandlinger fortsætte, indtil undersøgelserne af fonden er færdige.

     Kofi Annan tog initiativet til Den globale Fond for tre år siden for at intensivere kampen mod aids, tuberkulose og malaria. Indtil nu har fonden fordelt 3,7 milliarder dollars til 316 programmer i 127 lande. /SSN

JEG SIGER STADIG, HVAD JEG MENER

Orla Bakdal, Danmarks ambassadør i Zambia, har tidligere lagt sig ud med regeringer i Nicaragua og Malawi. I de seneste år har han været ude af pressens søgelys – måske fordi han i Zambia finder større lydhørhed.

Af Signe Daugbjerg / Michael Lund, Lusaka.

Orla Bakdal har det med at skabe opmærksomhed som ambassadør. I slutningen af 1990’erne kritiserede han igennem flere år åbent regeringen i Nicaragua for korruption. Og så sent som i 2001 blev han beskyldt af Malawis regering for at have talt nedsættende om regeringen – i øvrigt efter at have strammet op på uddelingen af Danidamidler i landet. Sager, som nåede både CNN og BBC og satte fokus på korruption og udviklingspolitik.

     Men de seneste to år har den kontante ambassadør været ude af mediernes søgelys. Siden 2003 har den 56-årige diplomat været ambassadør i Zambia uden at skrue op for den offentlige kritik. Udvikling besøger en torsdag eftermiddag ambassadøren i hjemmet i Lusakas ambassadekvarter – kun få huse fra præsidentens bolig – for at høre, hvad han egentlig mener om udvikling, bistand og korruption. Og for at finde årsagen til den nu afdæmpede stil.

Han blev upopulær hos regeringerne i både Nicaragua og Malawi for sin kritik af korruption, men i Zambia har ambassadør Orla Bakdal holdt sig fra kritiske udmeldinger i pressen. I Zambia går samarbejdet meget bedre, og ambassadøren er overbevist om, at det fattige land en dag vil kunne klare sig selv uden støtte. Foto: Michael Lund.

     – I Nicaragua og Malawi kritiserede du åbent regeringerne for korruption, men her i Zambia har man ikke kunnet finde mange kritiske udmeldinger i medierne. Hvad er der sket?

     – Jeg har faktisk ikke ytret mig anderledes her end andre steder. I Nicaragua var det nødvendigt også at gå til pressen for at gøre opmærksom på korruptionsproblemet, mens det indtil videre ikke har været tilfældet i Zambia. På dette område har vi rent faktisk et godt samarbejde med de zambiske myndigheder og civilsamfundet. Vi har relativ nem adgang til vore zambiske partnere, fra præsident, politichef og nedefter, og jeg føler, at der bliver lyttet til de ting, vi siger. Også på det følsomme område kaldet korruption. Jeg siger fortsat, hvad jeg mener, også på dette område, siger Orla Bakdal, som har haft et tæt forhold til Afrika, siden han som ung var u-landsfrivillig i Botswana.

     – Du er selv blevet upopulær for at sige, hvad du mener, og senest skabte den afgående britiske ambassadør i Kenya, Edward Clay, røre, da han kaldte kenyanske regeringsmedlemmer for grådige og korrupte? Hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig at sige som diplomat?

      – Jeg synes ikke, der er en fast grænse. Udviklingen i Zambia går den rigtige vej, og jeg synes faktisk, jeg kan mærke, at der er blevet mindre korruption bare på de to år, jeg har været her. Og så længe det fortsætter, mener jeg, man bør støtte den udvikling og fokusere på det positive.

     – Men Zambia er stadig nummer 102 på Transparency Internationals liste over korruption. Giver det overhovedet mening at støtte så korrupte lande?

     – Listen bygger på tal, der går nogle år tilbage, og jeg er sikker på, at Zambia vil ligge bedre i fremtiden. Men jo, det giver mening, at vi er her, når man kan mærke, det går den rigtige vej. Jeg erkender dog blankt, at korruptionen gør, at vi har flere administrationsomkostninger, fordi vi bliver nødt til at overvåge måden, midlerne bliver brugt på meget nøje. Men det er en god investering, fordi det samtidig sender et signal om, at vi ikke tolererer korruption.

Blå bog: Orla Bakdal Født i 1949. Uddannet socialrådgiver i København. Rejste i 1974 til Botswana som u-landsfrivillig for Mellemfolkeligt Samvirke og arbejdede i alt i 11 år for organisationen i København, Kenya og Botswana. Blev i 1985 ansat i Udenrigsministeriet, hvorfra han i 1988 blev udsendt som chargé d’affaires i Khartoum, Sudan. Efter militærkuppet i 1989 neddroslede Danmark aktiviteterne i landet, og Orla Bakdal blev kaldt hjem til en stilling som souschef i kontoret for Mellemøsten og Latinamerika i Udenrigsministeriet. Herefter fulgte en tid som chef for kontoret for Personel- og Ngo-bistand. Blev i 1996 ambassadør i Nicaragua med ansvar for hele Mellemamerika, indtil han i 2001 blev sendt til Malawi. Opholdet i Malawi blev kort, da Danmark allerede samme år besluttede at stoppe programsamarbejdet med landet, og Orla Bakdal blev kaldt hjem til tjeneste under det danske formandsskab i EU. Blev i 2003 udnævnt til ambassadør for Zambia, Angola og Zimbabwe.

En supertanker skal vendes
Danmark støtter også mere direkte kampen mod korruption i Zambia ved at give penge til den antikorruptionsgruppe, der fører sager mod en række embedsmænd og ministre fra landets tidligere regering – inklusive eks-præsidenten, Frederick Chiluba, der anklages for at have stjålet cirka 200 millioner kroner fra statskassen.

     Der er dog en hindring for udviklingen i det sydlige Afrika, som er sværere at stoppe end korruption: Det er aids.

     – Hiv/aids er så alvorligt, at det trækker dramatiske spor gennem Afrika. Man estimerer, at der er 800.000 forældreløse børn alene i Zambia, og alle hernede kender nogen, der er døde af aids. Det er folk i deres mest produktive år, der dør, og det lammer systemet. Lærere dør, inden de når at undervise. Børn kommer ikke i skole, fordi de skal passe deres søskende, og vi har møder i ministerierne med folk, som så er døde et halvt år efter mødet. Selv med ARV’erne (anti-retroviral medicin mod hiv, red.) vil det tage meget lang tid at stoppe udviklingen, fordi folk samtidig er underernærede og derfor ikke har samme gavn af medicinen, som man har i vesten. Det er en supertanker, der skal vendes, hvis aids skal bekæmpes, og det tager tid, siger Orla Bakdal, der selv har oplevet at miste en sekretær til sygdommen.

     – Korruption, hiv og aids. Kan det overhovedet lade sig gøre at vende udviklingen?

     – Nogle gange er det svært at bevare optimismen, men jeg betragter stadig udviklingsbistanden som en midlertidig foranstaltning. Når først diverse handelsrestriktioner og lignende med tiden bliver afviklet, så tror jeg på, at lande som Zambia, der har store naturressourcer og et kæmpe potentiale inden for landbrug og turisme, vil kunne klare sig selv. Men det tager tid, siger Orla Bakdal.

Signe Daugbjerg og Michael Lund er freelancejournalister. sd@signedaugbjerg.dk / mic@lnd.dk

OPIUM

VALMUER VISNER OG BØNDER FORGÅR

Der er kø foran afvænningscentret i Burmas hjørne af Den Gyldne Trekant. Et historisk forbud mod opium kommer til at gøre ondt på de lokale bønder. Mange er afhængige af valmuerne i mere end en forstand.

Tekst og foto: Hanne Mølby Henriksen, Burma

Kya Teh holder vejret og kryber sammen på sin stråmåtte. En sødlig røg siver fra hans næsebor. Øjnene slipper ikke opiumpiben i hans hænder et øjeblik. Uden for hans skæve bambushytte daler solen over markerne i Burmas nordøstligste delstat, Shan. Indenfor ligger den midaldrende mand og prøver at glemme, at de har blomstret rødt, hvidt og blåt for sidste gang.

     Myndighederne i lokalområdet med navnet wa Special Region No. 2 har udstedt et historisk forbud mod opium med virkning fra i år. Hvis forbudet slår igennem, vil det rasere narkohandlens Gyldne Trekant og mindske mængden af heroin på verdensplan. Det vil også ændre livet for hele befolkningen i dette ensomme hjørne af Burma.

     I mere end 140 år har stammefolkene dyrket valmuer på deres skrånende marker på grænsen til Kina. For bønderne er produktionen af opium en tradition og en måde at overleve på, men for generalerne i Burmas militærregering og de lokale myndigheder i wa Special Region No. 2 er det blevet en forhindring på vejen mod vestens accept og fremtidig udvikling.

     Det sydøstasiatiske land, der officielt lyder navnet Myanmar, er i dag verdens næststørste producent af opium efter Afghanistan. For bare fire år siden leverede waregionen alene en tredjedel af verdens opium under fuldt opsyn af den lokale guerillahær og dens ledere, der i 1989 indgik våbenhvile med militærstyret i Rangoon og siden har haft udbredt selvstyre.

     En del af opiummet ryger bønderne selv. Resten bliver solgt på lokale markeder, smuglet ud af landet, forædlet til heroin og misbrugt af narkomaner over hele verden.

Kvinder på UNODC's afvænningscenter i Burma.

Fald i produktionen, men…

I landsbyen Kaw Law Su dyrker samtlige familier valmuer for at overleve. Det har de i hvert fald gjort indtil nu. Valmuer er uden sammenligning den mest lønsomme afgrøde, der kan vokse i bjergene i Den gyldne Trekant. Afhængig af høst og markedspris kan familierne i gennemsnit tjene 250 dollars på at sælge opium, hvilket svarer til mere end to tredjedele af deres årlige indtjening.

     – Hvad skal der ske med de mennesker, når de mister deres levegrundlag, spørger Jean-Luc Lemahieu, der som leder af FN’s kontor for narkotika og kriminalitet (UNODC) i Rangoon arbejder for at gøre forbudet bæredygtigt. – Vi skaber enorme problemer her. Og opiumbønderne får lov at betale regningen, fordi der ikke er andre til at gøre det.

     Med hjælp fra militærstyret og de lokale myndigheder i wa Special Region No. 2 overvåger UNODC opiumproduktionen i området. Satellitbilleder og stikprøver på landjorden viste sidste år et fald i arealet med dyrkede valmuer på 18 procent i de områder af wa Special Region No. 2, hvor UNODC sørger for basal hjælp til folk, der prøver at leve uden opium. I hele Burma faldt valmueproduktionen med 18.000 hektarer sidste år, svarende til 29 procent.

     Det er alt sammen gode nyheder for det internationale samfund, men for bønderne giver det problemer. Både økonomiske og personlige.

16 piber opium om dagen
Ligesom alle andre har også Kya Teh dyrket opium hele sit liv. Engang kunne den magre mand forsørge sig selv og sin familie med høsten fra markerne i højlandet på grænsen til Kina. Nu tilbringer han sine dage med piben i hånden og får dårligt nok fodret familiens høns, inden hans børn kommer travende hjem fra marken.

     – Livet er svært. Jeg er blevet afhængig af mine børn. De knokler så hårdt, det gør mig ulykkelig, siger han mellem dybe sug på piben.

     Kya Teh begyndte at ryge opium for 30 år siden på grund af voldsomme smerter i brystet. En dag opdagede han, at han ikke kunne holde op. Afhængigheden kom snigende, forklarer han. I dag skal han have tre–fire pibefuld opium for at klare sig igennem dagens første timer. Når solen står højest tænder han som regel endnu tre–fire piber. Og om aftenen skal han have op til ti, før han falder i søvn.

Ikke én stoffri landsby
Ingen ved, hvor mange narkomaner der findes i Burma. Militærstyrets centralkomité for kontrol af narkotikamisbrug i Rangoon vurderer, at helt op til en fjerdel af opiumproduktionen bliver røget inden for landets egne grænser. Og i UNODC’s afgrænsede projektområde i wa Special Region No. 2 er ikke en eneste af de 337 landsbyer stoffri, rapporterer kontorets udsendte medarbejdere. Bønderne bliver simpelthen skæve af deres egen høst.

     Mange bliver afhængige af den søde røg efter at have brugt den til at behandle alt fra malaria til diarré. Opium er ofte den eneste medicin eller smertestiller, der findes i Burmas isolerede regioner, så syge børn får røg blæst ind i munden af deres mor, og voksne ryger for at hjælpe kroppen gennem strabadserende dage i marken.

Kold tyrker – på burmesisk
I seks år har Kya Teh røget for meget til overhovedet at nå ud til sin mark. Og i tre år har han end ikke forladt sin hytte. Han lider stadig af smerter i brystet og hoster nu også blod op. Men det, der piner ham mest, er synet af hans børn, der hver morgen traver bort ad bjergstien for at sørge ikke bare for ham, men også for hans rygevaner. Hvert år i februar har de høstet omkring halvanden kilogram opium, der i teorien kunne have skaffet familien over 300 dollars. I stedet har deres far røget det hele og bagefter bedt om mere.

Sådan er det gået hvert år.

     – Jeg er for gammel til at gå på afvænning, plejer han at sige. Og så lader børnene ham være i fred.

     Andre af områdets stofmisbrugere er ikke så heldige. I 2003 sendte soldater fra wafol-kets guerillahær 85 mennesker på tvangsafvænning. En kold tyrker, stram diæt og hårdt fysisk arbejde skulle aflive deres dårlige vaner, hvad enten de brød sig om det eller ej. Og den slags historier er langt fra usædvanlige, fortæller UNODC’s doktor Sei Seng Tip, der er udstationeret i wa Special Region No. 2 for at drive et beskedent afvænningscenter.

     I dets solfyldte gård hænger en flok gustne mennesker og venter på, at tiden skal gå. De ankom frivilligt for to dage siden i en gruppe på 35 mænd og fem kvinder med ønsket om at slippe ud af deres misbrug. Ifølge statistikken er 94 procent af dem afhængige af opium, kun få bruger stoffer som metamfetaminer (Se sideartikel) eller heroin.

     På nedtrapningens anden dag ligger halvdelen af dem med lukkede øjne i sovesalen, mens den anden halvdel sidder udenfor med tomme ansigter og stive blikke. Ingen siger et ord til hinanden.

     Langt flere end 1.000 narkomaner har ladet sig afvænne på centret siden år 2000. I begyndelsen faldt over halvdelen af dem i igen det første år efter behandlingen. Men i takt med at myndighedernes forbud er rykket nærmere og nærmere, er det lykkes flere at holde sig stoffri. De seneste tal viser et tilbagefald på 13 procent inden for det første år. Resten er vendt tilbage til deres familier og arbejdet i marken.

Vestens kynisme og Burmas nød

På landsplan lever over to millioner mennesker af penge tjent på opium i Burma, og efterhånden som flere bebudede opiumforbud træder i kraft rundt omkring i de kommende år, vil disse bønder få overordentligt svære livsbetingelser.

Den Gyldne Trekant. Wa Special Region No. 2

     Jean-Luc Lemahieu fra UNODC fortæller, at opium i 2003 blev forbudt i Kokang Special Region No.1 lige nord for waregionen. Faldet i på deres hovedindtægt har siden fået 60.000 mennesker – næsten en tredjedel af befolkningen – til at forlade deres hjem i en desperat jagt på penge og mad. Sundhedsklinikker er lukket på stribe, indskrivningen i skolerne er faldet til det halve, og fortvivlede forældre har meldt deres sønner til oprørshærene og sendt deres døtre til bordeller i Thailand bare for at sikre deres overlevelse.

     – Det er bestemt ikke noget, vi har lyst til at gentage, siger Jean-Luc Lemahieu, der betragter krisen i Kokangregionen som ’en øjenåbner’. Han frygter, at situationen bliver tre gange værre, når de 400.000 indbyggere i waregionen til februar står uden den sædvanlige høst af råopium og således for alvor vil mærke forbudet bide fra sig.

     Bønderne får brug for hjælp, appellerer han, men støtte til tidligere opiumbønder i det politisk betændte Burma er ikke nogen populær sag i internationale kredse.

     – Der er en alvorlig humanitær krise på vej i Burma på grund af den kyniske holdning i Vesten, siger Jean-Luc Lemahieu, hvis projekt med nødhjælp i waregionen kun dækker to procent af de nationale behov, når samtlige forbud er trådt i kraft.

     FN-repræsentanten mener, at de internationale donorer nok er klar over situationen, men ikke vil tildele landet penge, fordi de frygter at blive kritiseret for det. Men uden hjælp til opiumbønderne risikerer verden at gå glip af en historisk chance for at tackle narkohandlen, advarer han. Burma vil være i fare for at gentage historien fra Afghanistan, hvor valmuerne blev effektivt udryddet af Taleban-styret blot for at blomstre som aldrig før efter det hårdhændede regimes fald.

     – Uret tikker, siger Jean-Luc Lemahieu fra UNODC. – Vi bliver nødt til at udvide projektet meget, meget hurtigt.

Udenrigsministeriet støtter FN’s særorganisation for narkobekæmpelse UNODC (United Nations Office on Drugs and Crime) med et generelt budgettilskud på fem millioner kroner årligt.

Se også http://www.unodc.org

Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist og skriver jævnligt for udvikling. hmh@journalist.dk

TIL TE HOS NARKOBARONEN

Den lokale hærfører og narkobaron i Burmas wa Special Region No. 2 mener sit forbud mod valmuer alvorligt. Hvis nogen trodser det, får de hovedet hugget af, advarer han.

Tekst og foto: Hanne Mølby Henriksen, Burma.

Han ombestemmer sig ikke og tolererer heller ingen slinger i sin nye stil.

     Lederen af Burmas wa Special Region No. 2 i det nordøstlige hjørne af staten Shan er fast besluttet på at afskaffe sit rygte som narkobaron. Bao You Xiang vil indlemmes i verdens pæne selskab. Han vil have udvikling og økonomisk fremgang til sin region. Også selvom bønderne i første omgang kommer til at lide for det, fortæller han i et sjældent interview på sin hjemegn.

Syv procent skat på opium
Wa Special Region No. 2 ligger på grænsen til Kina i det nordøstlige hjørne af staten Shan. I årtier har stedet været plaget af kampe mellem regeringens soldater og den lokale guerillahær, men i 1989 indgik parterne en aftale om våbenhvile og siden har befolkningen stort set været overladt til sig selv og hinanden i en slags selvstyre.

     I praksis bliver den rå region – der huser flere af landets etniske minoriteter – enerådigt regeret af wastammen og dens overhoved Bao.

     Den berygtede hærfører har offentligt indrømmet, at han i tidens løb har tjent en formue på at producere og smugle narkotika, og at han har brugt en del af pengene på at udruste de 20.000 mand i sin guerillahær, United Wa State Army. Hans embedsmænd opkræver åbent syv procent skat på opium hos bønderne efter hver høst. Hans egen bror er blevet fanget på fersk gerning i produktionen af metamfetaminpiller kendt som ya ba eller skør medicin, der bliver slugt i uhyggelige mængder i omgivende lande som Thailand, Laos og Cambodja. Og tidligere i år beskyldte USA officielt Bao You Xiang og flere af hans betroede embedsmænd for at smugle stoffer.

     – Valmuerne er godt nok en profitabel afgrøde, men nu har vi dyrket dem i over 100 år uden at blive rige af den grund. Folk ryger det hele selv. Det smadrer både familierne og samfundet. Jo mere opium vi producerer, jo fattigere bliver vi. Det er bedst bare at lade være, ræsonnerer han.

     Udvikling er på besøg i narkobaronens territorium, der normalt er forbudt område for udlændinge. Listende tjenere serverer te, frugt og spytbakker, mens Bao You Xiang gør rede for sine planer for fremtiden. Skulle nogle uforsigtige bønder alligevel finde på at lægge frø til valmuer dette efterår, oplyser den vandkæmmede mand, vil det få det fatale følger. Han lader to fingre glide tværs over sin hals. – Så skærer jeg hovedet af dem.

Opiumsafhængige har meldt sig til narkoafvænning.

Vejen til anerkendelse
Selv nægter Bao You Xiang, at hans region skulle være involveret i produktionen af ya ba. Og han garanterer, at også opium nu vil høre fortiden til.

     – Jeg har engang sagt, at jeg hugger hovedet af mig selv, hvis der stadig dyrkes opium her efter forbudets virkning. Og jeg holder mit ord, lover han.

     Formanden ved godt, at hans politiske kovending vil gøre livet mere end svært for de 400.000 bønder, der lever af penge tjent på opium. Alligevel insisterer han på, at forbudet mod opium er den eneste måde at blive gode venner med verden uden for dette forrevne hjørne af Sydøstasien, og at det i sidste ende vil komme bønderne til gode.

DEBAT

LANDEVALGET: VÆLG ETIOPIEN OG BRUG PENGENE PÅ OFFENTLIG-PRIVATE PARTNERSKABER

Af Mads Kjær

Regeringen skal inden udgangen af 2005 vælge et nyt programsamarbejdsland for Danmark, og udviklingsminister Ulla Tørnæs har udpeget tre mulige kandidater: Etiopien, Niger eller Mali.

     Ulla Tørnæs har peget på fattigdomskriteriet, god regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder som væsentlige kriterier for valget, samt ønsket om synergieffekter.

     Kjaer Group har i de seneste 20 år solgt biler i udviklingslandene, og igennem de sidste 10 år været fysisk tilstede i Afrika igennem vores datterselskaber MotorCare. Med dette indlæg vil vi gerne slå til lyd for, at regeringen vælger Etiopien, og samtidig er modig nok til at tænke nye tanker.

     Muligheden for at opnå synergieffekter er der rigeligt af.

     Danmark er i forvejen meget engageret i det østlige Afrika og på Afrikas Horn. Der er allerede etableret et lokalt kontor og dermed et brohoved for et egentligt programsamarbejdsland.

     Igennem mange år har ikke kun danske, men også andre nordiske organisationer været engageret i Etiopien.

     Det foretrukne sprog er engelsk i modsætning til Niger og Mali, hvor det franske alt andet lige vil være en større udfordring for dansk erhvervsliv, hvilket leder mig frem til min pointe. FN’s generalsekrekretær Kofi Annan har erklæret, at hvis vi nogensinde skal indfri verdenssamfundets 2015 Mål, så skal det private erhvervsliv i langt højere grad involveres.

     Denne holdning kan vi nu mærke som tendens! Donorer, organisationer, FN-programmer og det private har smidt paraderne og går nu i tættere dialog med hinanden. Kjaer Group selv har gjort sig overordentlig gode erfaringer igennem samarbejde med Danidas kontor for offentligprivate partnerskaber (OPP), UNDP og folkelige organisationer. Og efterhånden som vores erfaringer vokser, ser vi offentlig-private partnerskaber som nøglen til en interessant udvikling, der kan knække kurven og øge sandsynligheden for, at verdenssamfundet når de otte mål i år 2015.

     Jeg var for nylig inviteret til New York af Verdensbanken og Global Compact (FN’s program for virksomheders sociale ansvar, red.) som oplægsholder. Emnet var, hvorledes det private erhvervsliv kunne indarbejde de otte 2015 Mål i sin praksis. Her kom det frem, at den tyske regering nu overvejer at gøre al sin udviklingsbistand til offentligprivate partnerskaber. Tanken er da spændende! Også den danske regering bør overveje at gå nye veje med sin udviklingsbistand.

 
De fattige i Etiopien vil få af gavn af offentligeprivate partnerskaber, hvis indsatsen sker i samarbejde med ngo'er, FN og andre programmer, mener Mads Kjær, direktør i Kjær Group A/S. Foto: Per-Anders Petterson/Polfoto

     Når Danmark nu skal vælge et nyt programsamarbejdsland, har vi alle tiders mulighed for at forsøge med et nyt design i blot et enkelt land og efterfølgende vurdere, om det nye design kan løse nogle af de udfordringer, vores udviklingsbistand historisk har haft svært ved.

     Næst efter Nigeria er Etiopien det største afrikanske marked syd for Sahara, og rummer dermed det største potentiale for danske virksomheder. Det kunne være interessant, om den danske regering har mod på at tænke nye tanker i forbindelse med vores udviklingsbistand, som på det seneste har været meget omdiskuteret.

     Hermed vil jeg gerne opfordre til, at regeringen vælger Etiopien som det kommende programsamarbejdsland og seriøst overvejer at allokere sin udviklingsbistand gennem offentlig-private partnerskaber.

     Kjaer Group har gjort sig konkrete erfaringer igennem et offentligtprivat samarbejde med Danida, Dansk Industri og Aids-Fondet/Humor Mod Aids. Og vi kan således dokumentere, at det er muligt at opnå store synergieffekter i et samarbejde på tværs af sektorer med udgangspunkt i fælles interesser.

     Det private erhvervsliv skal bidrage med det, vi er bedst til – nemlig at drive forretning og sikre vækst. Jeg tror, at når dette gøres i samarbejde med ngo’er, FN og andre donorers programmer, så har vi de bedste muligheder for udvikling af en ny viden, der skal gavne os i forsøget på at nå 2015 Målene.

Mads Kjær er direktør i Kjaer Group A/S og Etiopiens konsul i Danmark.

HOV, HVOR BLEV ERITREA AF?

Kære redaktør,

Vi er noget forundrede over, at Eritrea igen er slettet af landkortet i sidste nummer af udvikling, se s. 7 med Afrika-kort.

     Danmark har anerkendt Eritrea som selvstændig nation, og for at råde bod på jeres fejl vil vi foreslå, at Eritrea får lidt mere opmærksomhed i udvikling.

     Således er der siden 1998 gennemført et ngo-projekt med udsendelse af danske jordemødre: Uddannelse af traditionelle fødselshjælpere. De udsendte jordemødre Susanne Houd og Dorthe Taxbøll samt pædagogisk konsulent Jørn Eskildsen fortæller gerne om projektet, som er målrettet fødende kvinder ude i landsbyerne, hvor der er høj mødre - og børnedødelighed.

     Endvidere er der for nylig blevet bevilget penge til et kystfiskerprojekt ved Det røde Hav, hvor vi er samarbejdspartner med foreningen Levende Hav.

Vi er godt klar over, at Etiopien er ’hot stuff’, selvom landet både overtræder FN’s krav om at anerkende grænsen til Eritrea og skyder folk ned i gaderne.

Det samme kan man ikke anklage Eritrea for!

Med venlig hilsen
John Graversgaard,
Den Eritreanske Støtteforening.

Svar:
Vi beklager dybt fejlen, som flere har gjort os opmærksom på. Udvikling har her jokket godt og grundigt i kassavabedet. Vi lover fremover at give alle vores landkort et ekstra tjek, inden avisen går i trykken.

Redaktionen.

BØGER

UAFHÆNGIG? – AFRIKANSKE UDFORDRINGER

Knud Vilbys kendskab til og mangeårige fascination af Tanzania fornemmes i ny bog om tanzanianernes eget syn på tiden efter landets uafhængighed i 1963. Af Ole Mølgård Andersen

Knud Vilby har været i Tanzania for at samtale med mange tanzanianere, høje som lave, som har det til fælles, at de har oplevet årene siden før uafhængigheden. Det er der kommet en meget oplysende bog ud af. Der stilles spørgsmål og kommenteres grundigt om før og nu og om hvad så.

     Hvad fortiden angår, konstateres der hos tanzanianerne en udbredt beundring og taknemmelighed for Tanzanias første navnkundige præsident, Julius Nyereres blivende prægning af den nye nation; selv om han skønnede forkert ind imellem, især ved lanceringen af det såkaldte landsbyprogram.

     Vilby og nogle af hans især akademiske samtalepartnere udtrykker bekymringer for Tanzanias fremtid, hvoraf nogle er i det mindste diskutable. For eksempel er det ikke et økonomisk problem, at befolkningstallet er blevet meget større, tværtimod, men det er et alvorligt problem, at befolkningen trods aidsepidemien fortsat vokser alt for hastigt. En intensivering af landbrugsproduktionen er nødvendig og koncentreret på de områder, hvor der er et naturligt vækstpotentiale og derfor en relativ stor befolkningstæthed. Eksempelvis kan det i bogen betonede behov for kunstvanding ikke tilgodeses i områder med spredte befolkninger. Tanzanias massive fattigdom er udtalt i tyndt befolkede områder og langt mindre udtalt i havnebyen Dar es Salaam med sine 2,5 million indbyggere.

Afhængighed og ejerskab
I en kommentar til bogen i udvikling må det være på sin plads specielt at kommentere på bekymringen for Tanzanias afhængighed af udviklingsbistand, som luftes allerede på titelbladet. Vilby fremhæver i et kapitel om udviklingsbistanden, at den meget omtalte Helleiner-rapport fra 1995 i sin anbefaling nummer ét (af 21 anbefalinger) blandt andet foreslog gradvis reduktion af bistanden.

     Dertil er at sige, at da vi i 1994 i Danida, med støtte fra Tanzanias finansminister, bad fem fremtrædende økonomer med canadieren professor Gerry Helleiner i spidsen kritisk gennemgå de former, donorernes samarbejde med Tanzania havde antaget, understregede vi i kommissoriet, at sigtet var et effektivt tanzaniansk ’ejerskab’ (et andet ord for uafhængighed) til landets udviklingsprogrammer. Når bistanden nu er cirka dobbelt så stor som i midten af 1990’erne, er det i høj grad en følge af, at såvel Tanzanias regering som landets donorer har tilstræbt så nogenlunde at leve op til Helleiners anbefalinger, således som det fremhæves i en nylig evaluering bestilt af Tanzanias regering og 14 af landets donorer hos det britiske Overseas Development Institute. I dag er en voksende del af bistanden tilskud til landets egne budgetter, og ikke mere eller mindre isolerede projekter, som dirigeres udefra. Samtidig er Tanzanias egen ressourcemobilisering øget gennem effektivisering af skatteopkrævningen. Det antages almindeligvis, at øget bistand tenderer mod at mindske anstrengelserne for egen ressourcemobilisering. Der mangler dog stadig meget, ikke mindst på donorsiden. Især ydes der ifølge evalueringen fortsat for meget i form af egentlig projektbistand. Gennemførelse af de fleste af Helleinerforslagene vil være en forudsætning for fortsat minimering af Tanzanias afhængighed. En samtidig fastholdelse af det nuværende bistandsniveau vil kunne bidrage væsentligt til opfyldelse af de for Afrika urealistiske 2015 Mål i en ikke alt for fjern fremtid. De mål blev udklækket i de rige landes klub, OECD, da bistanden var på sit laveste.

     Knud Vilbys bog, der er båret af forfatterens omfattende kendskab til og mangeårige fascination af det fredelige land og dets befolkning, bør oversættes til engelsk, så en større læserkreds ikke mindst i Tanzania vil få adgang til den.

     Arbejderbevægelsens internationale Forum skal roses for støtte til udgivelsen på dansk.

Ole Mølgård Andersen er forhenværende chef for Danidas sektorfaglige tjeneste og kommitteret i Udenrigsministeriet. Han er desuden forfatter til bogen ”Tanzanias og Danmarks udviklingssamarbejde 1962–95”, udgivet af Udenrigsministeriet 2005.

Uafhængighed? – afrikanske udfordringer. Beretninger fra Tanzania, en andengenerationsnation i en globaliseret verden. Af Knud Vilby. Forlaget Per Kofod. 253 sider. Kr. 249

EN SJÆLDEN BISTER TONE

UNDP’s årsrapport om menneskelig udvikling handler i år om sammenhængen mellem bistand, handel og sikkerhed i en ulige verden.

Af Poul Kjar

Udviklingsverdenen er fuld af murstensrapporter, der omhyggeligt analyserer og beskriver udviklingslande og -bistand i kurver, diagrammer og statistikker. En akademisering, der kan synes i skærende kontrast til virkelighedens konkrete og radbrækkende fattigdom i slumkvartererne i Den Tredje Verden.

     Og her er så endnu en rapport! UNDP’s årsrapport om menneskelig udvikling på 372 sider er på gaden.

     Ikke desto mindre er det en uhyre væsentlig rapport, der bliver studeret og refereret til overalt i verden.

     Rapportens oversigt over menneskelig udvikling sammenkobler tre faktorer: Gennemsnitlig levealder, uddannelsesniveau og BNP pr. indbygger – og landenes ranking er måske et af de mest brugte parametre, når man skal sammenligne det ene land med det andet. Tallene i 2005-rapporten er fra 2003.

     Norge ligger på en førsteplads efterfulgt af Island og Australien. Danmark er nummer 14 - og i bunden som nummer 177 ligger Niger - et af de tre afrikanske lande, som er med i finalen om at blive nyt dansk programsamarbejdsland. De to andre bejlere, Etiopien og Mali ligger som henholdsvis nummer 170 og 174. Med andre ord, alle tre lande er meget, meget fattige.

     Det er 15. gang, at UNDP udgiver rapporten om menneskelig udvikling, og denne gang er titlen: International Cooperation at a Crossroad – Aid, Trade and Security in an unequal world.

     Rapporten udpeger således bistand, handel og sikkerhed som områder, hvor forandring er påkrævet, hvis verden skal leve op til sine forpligtelser om at nå 2015 Målene.

     Og i en sjælden bister tone langer den også ud efter globale og nationale uligheder, der er med til at sætte en stopper for den menneskelige udvikling, som verden ellers kunne opleve i takt med globaliseringen.

     Ifølge rapporten lever 2,5 milliarder mennesker for mindre end 12 kroner om dagen –disse 40 procent af verdens befolkning tegner sig for bare fem procent af den globale indkomst. Den slags sammenligninger, der udstiller verdens himmelråbende urimeligheder og paradokser, er UNDP verdensmestre i at opstille.

Her et par iagttagelser fra rapporten: 
     – De rigeste fem procent af alle mandlige amerikanere kan forvente at leve 25 procent længere end de fattigste fem procent. Men spædbørnsdødeligheden blandt afroamerikanske børn i Washington DC er højere, end den er for børn, som fødes i delstaten Kerala i det sydlige Indien.

     – Siden 1990 er mere end tre millioner mennesker døde i væbnet konflikt, heraf to millioner børn. Til sammenligning har terrorisme kostet cirka 20.000 døde siden 1998.

     – I dag bruger de rige lande én milliard dollars om året på bistand til fattige landes landbrug, mens én milliard dollars om dagen bruges på at subsidiere egne landbrug.

     Ikke uden grund kom UNDP’s Human Development Report med på udviklings faglitterære kanon, som vi præsenterede i foråret. Det er simpelthen blevet en klassiker.

Pouk Kjar er journalist på udvikling. poukja@um.dk

UNDP’s Human Development Report er udarbejdet for UNDP (FN’s Udviklingsprogram) af en række uafhængige eksperter fra hele verden. http://www.undp.dk   

FRA DANIDA

DANSKE BØRN HJÆLPER SHAN-BØRN Overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender 2005 går til skolegang for shan-børn i det nordlige Thailand. De er børn af flygtninge fra delstaten Shan i Burma. Flygtningene opholder sig illegalt i Thailand - de er fattige, og de taler ikke thai. Den Danske Burma Komité, der i mere end 10 år har beskæftiget sig med konflikten i Burma, vil i samarbejde med Shan Women’s Action Network, SWAN, forbedre forholdene for shan-flygtninge i Thailand. SWAN har oprettet 14 skoler for flygtningebørn i det nordlige Thailand, hvor shan-børn kan få basal undervisning på deres eget modersmål.   I forbindelse med salget af Børnenes U-landskalen-der udgiver Danida undervisningsmateriale om shan-drengen Sai Ku. Læs mere på http://www.u-landskalender.dk   Med overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender 2005 vil yderligere 2000 børn få mulighed for fem års skolegang. Børnene vil blive transporteret til skole, og midt på dagen vil de få et måltid mad, som de på skift skal være med til at tilberede. Der vil blive udarbejdet læsebøger skrevet på shan og udviklet videreuddannelseskurser for lærerne. Børnenes U-landskalender koster 35 kroner og kan - fra 17. oktober 2005 -købes i pengeinstitutter landet over og på http://www.dr.dk/netbutik

NYE DANIDA-PUBLIKATIONER Klimasikring af bistanden Den danske bistand skal nu klimasikres. Derfor har Udenrigsministeriet udsendt Danish Climate and Development Action Programme, et handlingsprogram, som kan hjælpe danske samarbejdspartnere med at få udviklet en klimavenlig udviklingspolitik. Handlingsprogrammet er et værktøj, som blandt andet skal hjælpe medarbejderne i landene med at udpege de områder, hvor de skal være særligt opmærksomme på klimaforandringer. På den måde kan de lave forebyggende indsatser, som forhindrer at infrastrukturen bryder sammen – eksempelvis ved oversvømmelser. Da handlingsplanen henvender sig til profesionelle i u-landene, er den skrevet på engelsk. Læs også artikel side 9. To foldere fra Udenrigsministeriet med regeringsstrategier, nemlig Nærområdetintiativet (januar 2005) og regeringens globaliseringsstrategi Globalt Fremskridt i Fællesskab (august 2005), foreligger nu på engelsk. Titlerne er henholdsvis The Regions of Origin Initiative og Globalisation – Progress through Partnership. Begge er udkommet i september. Download publkationerne fra http://www.danida-publikationer.dk  eller kontakt Danidas nye distributør DBK Logistik Service på telefon 32 69 77 88.

NYT OM NAVNE OKTOBER

BILATERALE LANGTIDSRÅDGIVERE
(Ansatte på sektorprogrammer, der administreres af Danida og regeringer i modtagerlandene).

M.Sc. Public Health and Master of Social Sciences Claes Broms, 50, er blevet kontraktansat som seniorrådgiver ved Health Sector Programme Support phase III i Uganda med tjenestested i Kampala.

M.Sc. Agriculture Rilla Bente Nørslund, 39, er blevet kontraktansat som rådgiver ved landbrugssektorprogrammet i Uganda med tjenestested i Kampala, Uganda.

M.Sc. Agriculture Alan G. Phipps, 56, er blevet kontraktansat som rådgiver ved landbrugssektorprogrammet i Kenya med tjenestested i Nairobi, Kenya.

M.Sc. Chem.Eng. Lars Seiersen, 56, er blevet kontraktansat som seniorrådgiver ved Environmental Sector Programme i Vietnam med tjenestested i Hanoi.

M.Sc. Econ Christian Sørensen, 56, er blevet kontraktansat som seniorrådgiver ved DASPS med tjenestested i Nairobi, Kenya.

MULTILATERALE RÅDGIVERE
(JPO’s og seniorrådgivere).

Ph.d. biologi Peter Kofoed Bjørnsen, 47, er blevet udsendt som seniorrådgiver til USA for Global Environment Facility (GEF), hvor han skal arbejde med en analyse af anvendelsen af GEF-midler.

Cand.scient.pol. Katrine From Høyer, 27, rejser som JPO til USA for UNMAS, hvor hun skal arbejde med Interagency koordinering og ressourcemobilisering.

Cand.med. Lisbeth Kallestrup, 42, udsendes som seniorrådgiver til USA for UNFPA, hvor hun skal arbejde med hiv/aids.

Cand.merc.int. Laila Christine Milad, 27, udsendes som JPO til Vestbredden for UNDP, hvor hun skal arbejde med god regeringsførelse.

Cand.scient.soc. Troels Pilegaard, 31, udsendes som JPO til Bangladesh for UNDP, hvor han skal arbejde med fattigdomsbekæmpelse.

Cand.scient.soc. Rune Rasmussen, 30, er udsendt som JPO til Belgien for Transparency International (TI), hvor han skal arbejde med antikorruption.

Cand.merc.int. Jakob Anker Tvede, 31, udsendes som JPO til Nicaragua for UNDP, hvor han skal arbejde med god regeringsførelse.

UDENRIGSMINISTERIET

Geert Aagaard Andersen, 54, tiltræder som kontorchef for kontoret for Miljø og Bæredygtighed (MIL).

Niels Erik Andersen, 54, tiltræder som ambassadør i Jakarta, Indonesien.

Uffe Balslev, 44, tiltræder som ambassadør i Kiev, Ukraine.

Cand.scient.pol. Dan E. Frederiksen, 51, tiltræder som kontorchef i kontoret for FN og Globalt udviklingssamarbejde (FNG).

Poul Hoiness, 58, tiltræder som ambassadør i Seoul, Korea.

Klavs A. Holm, 51, tiltræder som ambassadør i
Singapore.

Cand.jur. Franz-Michael Mellbin, 46, tiltræder som kontorchef i kontoret for Erhvervsinstrumenter i udviklingsbistand (ERH).

Ole Egberg Mikkelsen, 49, tiltræder som ambassadør
i Damaskus, Syrien.

Karsten Vagn Nielsen, 52, tiltræder som ambassadør
ved FN-Missionen i Genève.

Finn Thilsted, 60, tiltræder som ambassadør i
Kathmandu, Nepal.

NGO’ER

Cand.scient.pol. Henrik Beck, 44, er blevet ansat som informationsmedarbejder i foreningen Sex og Samfund.

Ingelise og Regin Benner udsendes af Sudanmissionen som missionærer på det fælleskirkelige præsteseminarium Theological College of Northern Nigeria i byen Jos i Nigeria.

sCand.scient.soc. Betina Golander, 36, er ansat som international advocacymedarbejder i foreningen Sex og Samfund.

Journalist Line Grove Hermansen, 31, tiltræder
som kommunikationschef hos SOS Børnebyerne.

Sygeplejerske Ann-Sophie Iuel-Brockdorff, 29, er udsendt til Mali for Læger uden Grænser. Her skal hun arbejde på et ernæringscenter for underernærede børn.

Cand.jur. Peter Vedel Kessing, 43, er ansat som leder af en nyoprettet Folkeretsenhed hos Dansk Røde Kors.

Civiløkonom Steen Knudsen, 45, er sendt til Sydsudan for Læger uden Grænser, hvor han skal være feltkoordinator på et projekt, der understøtter et lokalt hospital i Kajo Keji.

Ülker Munck-Hansen, 37, udsendes til Niger for
Læger uden Grænser. Her skal hun være administrator
og tage sig af bogføringen på et ernæringsprojekt for
børn.

ANDRE

Cand.comm. og diplomjournalist Mikkel Rye Christensen, 35, er ansat som kommunikationsrådgiver hos COWI i Lyngby i afdelingen for strategisk kommunikation og journalistik, hvor han skal arbejde med danske og internationale projekter.

Journalist Lotte Dahlmann, 41, er ansat som projektmedarbejder hos International Media Support (IMS).

Ambassadør Leif Donde, 68, er tiltrådt i Advisory Board for Global-Eyes A/S, der beskæftiger sig med coaching i international forretningsudvikling. Leif Donde var indtil sommeren 2005 Danmarks ambassadør i Korea.

BA.scient.pol. Rasmus Hylleberg, 31, tiltræder den 1. november som ny generalsekretær for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Chef for Jydske Dragonregiment, oberst Kurt Mosgaard, er udnævnt som ny chef for FN’s fredsbevarende styrke, der overvåger våbenhvilen mellem Marokko og selvstændighedsbevægelsen POLISARIO i det omstridte ørkenområde Vestsahara i det nordvestlige Afrika.

Jørgen S. Nielsen, University of Birmingham, afløser lektor, dr. phil Jørgen Bæk Simonsen som direktør for Det Danske Institut i Damaskus, Syrien.

Forhenværende EU-kommissær for udviklingsbistand
og humanitær støtte, Poul Nielson, 62, er udnævnt
til adjungeret professor i Europæiske Studier og
Udviklingsstudier ved Institut for Historie,
Internationale Studier og Samfundsforhold (IHIS)
på Aalborg Universitet.

Journalist Dorrit Saietz, 46, bliver ny nyhedsredaktør på Politiken.

SE AFRIKA SOM DET ER

”Måske vi bare skulle sende dem en bil”, spurgte Anne Mette Jensen i et debatindlæg i udvikling nummer 5/2005, hvor hun rejser spørgsmålet om afrikanernes kontra vores prioriteter i bistanden. Det har affødt denne kommentar fra Lone Maribo, der er bosat i Livingstone, Zambia:

Af Lone Maribo

Der er ikke mange løsningsmodeller på Afrikas problemer, men én af dem er at give afrikanerne en bil i stedet for en udsendt, når de beder om det. Mere end noget andet vil det signalere, at vi tager afrikanernes egne ønsker og anbefalinger alvorligt.

     At vi ikke stoler på, at afrikanere kan tænke selv, kan udmærket have med billedet af Afrika at gøre. Et billede, som, havde det været et salgsprodukt, ville være historien om en markedsføringssucces uden ret mange sidestykker.

     Ikke alene har dette billede formået at hæve sig selv op til et niveau, hvor det går for at være følsomt og respektfuldt. I samme ombæring har det også formået at miskreditere alle andre billeder af Afrika.

     Billedet, som således har erhvervet retten til at kalde sig det eneste rigtige, er billedet af Afrika som det evindelige offer. Offer for sult, børnedødelighed, offer for en ond sygdom – hvis navn skifter, lige nu hedder den aids, men den har haft mange navne: Offer for stammekrige og offer for grådige diktatorer.

     Det er det europæiske billede af Afrika. Langt hen ad vejen er det også afrikanernes syn på sig selv, og offerrollen leves helt ud. Ofre for renter af penge, de selv har lånt. Ofre for korrupte politikere, som de selv har valgt, og ofre for vejret. Store dele af Afrika har jævnlige og ret forudsigelige tørkeperioder. Zambia har i visse egne fire års tørkeintervaller. At blive udsat for tørke hvert fjerde år og stå model til det – blive stående – er at køre offerrollen helt ud i det ekstreme.

Afrika – et kontinent, der har brug for din hjælp
Dette billede på Afrika er for eksempel plakaten til en af Folkekirkens Nødhjælps indsamlingskampagner, men i princippet kunne det stamme fra en hvilken som helst ulandsorga-nisation.

     Det er billedet af en kø af små børn foran FN’s madudlevering; de har alle sammen deres små blikkrus med. Deres flueplagede øjne er bedende, de er fattige og deres tøj hænger i laser.

     Flere detaljer er der ikke i det billede, men flere behøves heller ikke, for resten kan vi godt gætte. Børnenes forældre er formodentlig døde af aids, mad er der ingenting af, drikkevand har de heller ikke, og har de det mod forventning alligevel, er det sikkert snavset. De går ikke i skole. Der er ingen lægehjælp at hente, hvis de bliver syge, og for at føje spot til skade er der sikkert tørke i det område, de bor i. De børn har kort sagt brug for hjælp.

     Det er budskabet, sort på hvidt: Afrika har brug for din hjælp.

Dans! Foto: Denise Grünstein/BILDHUSET/Polfoto.

Født med rytme i kroppen
Der findes et andet uddateret billede af Afrika.

     Det er det Afrika, som blev formidlet af de allerførste opdagelsesrejsende, med brede penselstrøg og ikke uden betoning af de samme opdagelsesrejsendes dødsforagtende mod.

     Det er dansende sorte iført traditionelle masker, bastskørter og tingeltangel piercet gennem næsefløjene og i ørene. Det er trommedans og trampen rundt, og der er fart på. Fjerene virrer, penisfutteralerne svinger fornøjet, nu skal der saftsuseme danses.

     For dét ved man jo – de kan danse, afrikanerne... og slå på tromme.

     Og dér, i baggrunden, har vi en lerhytte. Her er tre generationer af kvinder samlet omkring et bål i færd med at tilberede den majsgrød, som skal nydes i storfamiliens skød lige om lidt.

     Ikke noget take away her. Grøden er lavet af majs, som de samme kvinder i foråret plantede ude i marken med banturumperne lige op i vejret, mens de sang højt og muntert.

     Og derovre, til venstre, foran en noget sammensunken hytte, sidder en gammel mand i midten af en halvcirkel af lyttende børn. Det er bedstefar, der fortæller historier. Historier fra dengang livet startede, og elefanten fik sin snabel. Ikke noget med e-learning her. Her lærer man af livet. Og det ved vi jo – i Afrika har de ingen daginstitutioner eller plejehjem, for her tager generationerne sig af hinanden.

Selvstændige, kompetente mennesker
Men det holder jo ikke. Udokumenteret og Tintin i Congoagtigt. Romantisk, fortegnet og ansvarsforflygtigende, balancerende på grænsen mellem dumt og racistisk.

     At hævde, at afrikanerne er gode til at danse og har en anderledes sorgløs tilgang til tilværelsen, dét er med et slidt, men uomgængeligt udtryk politisk ukorrekt.

     Men hånden på hjertet: Har man været ’uden for ruten’ i Afrika, vil man vide, at den virkelighed også findes. Beskrivelsen er ikke dækkende, lige så lidt som billedet af de flueplagede børn i FN-køen er det. På et kontinent med en milliard mennesker repræsenterer de hver sin ende af skalaen, med tusindvis af andre virkeligheder indimellem.

     Vi har med sultbilledet af Afrika malet os selv op i et hjørne. Tusindvis af dedikerede danskere arbejder som udsendte af Udenrigsministeriet og andre for at bringe et kuldsejlet kontinent på fode, men helt centralt står det faktum, at udgangspunktet for hjælpen er, at de ikke selv kan finde ud af det.

     Og intet hjælper tilsyneladende. Børnedødeligheden stiger, den forventede levealder falder, og stort set alle tilgængelige tal viser negativ udvikling.

     Det forhold, at vi fortsat vægrer os ved at se afrikanerne som selvstændige, kompetente mennesker med en gyldig løsningsmodel på deres egne problemer, er måske den faktor, som i sidste ende forhindrer Afrika i at udvikle sig til et kontinent, som kan løse sine problemer selv.

Lone Maribo har siden 2004 været bosat i Livingstone, Zambia som medfølgende hustru til en Danidarådgiver, og har 1994–97 arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke i Zimbabwe.