BØGER

UAFHÆNGIG? – AFRIKANSKE UDFORDRINGER

Knud Vilbys kendskab til og mangeårige fascination af Tanzania fornemmes i ny bog om tanzanianernes eget syn på tiden efter landets uafhængighed i 1963. Af Ole Mølgård Andersen

Knud Vilby har været i Tanzania for at samtale med mange tanzanianere, høje som lave, som har det til fælles, at de har oplevet årene siden før uafhængigheden. Det er der kommet en meget oplysende bog ud af. Der stilles spørgsmål og kommenteres grundigt om før og nu og om hvad så.

     Hvad fortiden angår, konstateres der hos tanzanianerne en udbredt beundring og taknemmelighed for Tanzanias første navnkundige præsident, Julius Nyereres blivende prægning af den nye nation; selv om han skønnede forkert ind imellem, især ved lanceringen af det såkaldte landsbyprogram.

     Vilby og nogle af hans især akademiske samtalepartnere udtrykker bekymringer for Tanzanias fremtid, hvoraf nogle er i det mindste diskutable. For eksempel er det ikke et økonomisk problem, at befolkningstallet er blevet meget større, tværtimod, men det er et alvorligt problem, at befolkningen trods aidsepidemien fortsat vokser alt for hastigt. En intensivering af landbrugsproduktionen er nødvendig og koncentreret på de områder, hvor der er et naturligt vækstpotentiale og derfor en relativ stor befolkningstæthed. Eksempelvis kan det i bogen betonede behov for kunstvanding ikke tilgodeses i områder med spredte befolkninger. Tanzanias massive fattigdom er udtalt i tyndt befolkede områder og langt mindre udtalt i havnebyen Dar es Salaam med sine 2,5 million indbyggere.

Afhængighed og ejerskab
I en kommentar til bogen i udvikling må det være på sin plads specielt at kommentere på bekymringen for Tanzanias afhængighed af udviklingsbistand, som luftes allerede på titelbladet. Vilby fremhæver i et kapitel om udviklingsbistanden, at den meget omtalte Helleiner-rapport fra 1995 i sin anbefaling nummer ét (af 21 anbefalinger) blandt andet foreslog gradvis reduktion af bistanden.

     Dertil er at sige, at da vi i 1994 i Danida, med støtte fra Tanzanias finansminister, bad fem fremtrædende økonomer med canadieren professor Gerry Helleiner i spidsen kritisk gennemgå de former, donorernes samarbejde med Tanzania havde antaget, understregede vi i kommissoriet, at sigtet var et effektivt tanzaniansk ’ejerskab’ (et andet ord for uafhængighed) til landets udviklingsprogrammer. Når bistanden nu er cirka dobbelt så stor som i midten af 1990’erne, er det i høj grad en følge af, at såvel Tanzanias regering som landets donorer har tilstræbt så nogenlunde at leve op til Helleiners anbefalinger, således som det fremhæves i en nylig evaluering bestilt af Tanzanias regering og 14 af landets donorer hos det britiske Overseas Development Institute. I dag er en voksende del af bistanden tilskud til landets egne budgetter, og ikke mere eller mindre isolerede projekter, som dirigeres udefra. Samtidig er Tanzanias egen ressourcemobilisering øget gennem effektivisering af skatteopkrævningen. Det antages almindeligvis, at øget bistand tenderer mod at mindske anstrengelserne for egen ressourcemobilisering. Der mangler dog stadig meget, ikke mindst på donorsiden. Især ydes der ifølge evalueringen fortsat for meget i form af egentlig projektbistand. Gennemførelse af de fleste af Helleinerforslagene vil være en forudsætning for fortsat minimering af Tanzanias afhængighed. En samtidig fastholdelse af det nuværende bistandsniveau vil kunne bidrage væsentligt til opfyldelse af de for Afrika urealistiske 2015 Mål i en ikke alt for fjern fremtid. De mål blev udklækket i de rige landes klub, OECD, da bistanden var på sit laveste.

     Knud Vilbys bog, der er båret af forfatterens omfattende kendskab til og mangeårige fascination af det fredelige land og dets befolkning, bør oversættes til engelsk, så en større læserkreds ikke mindst i Tanzania vil få adgang til den.

     Arbejderbevægelsens internationale Forum skal roses for støtte til udgivelsen på dansk.

Ole Mølgård Andersen er forhenværende chef for Danidas sektorfaglige tjeneste og kommitteret i Udenrigsministeriet. Han er desuden forfatter til bogen ”Tanzanias og Danmarks udviklingssamarbejde 1962–95”, udgivet af Udenrigsministeriet 2005.

Uafhængighed? – afrikanske udfordringer. Beretninger fra Tanzania, en andengenerationsnation i en globaliseret verden. Af Knud Vilby. Forlaget Per Kofod. 253 sider. Kr. 249

EN SJÆLDEN BISTER TONE

UNDP’s årsrapport om menneskelig udvikling handler i år om sammenhængen mellem bistand, handel og sikkerhed i en ulige verden.

Af Poul Kjar

Udviklingsverdenen er fuld af murstensrapporter, der omhyggeligt analyserer og beskriver udviklingslande og -bistand i kurver, diagrammer og statistikker. En akademisering, der kan synes i skærende kontrast til virkelighedens konkrete og radbrækkende fattigdom i slumkvartererne i Den Tredje Verden.

     Og her er så endnu en rapport! UNDP’s årsrapport om menneskelig udvikling på 372 sider er på gaden.

     Ikke desto mindre er det en uhyre væsentlig rapport, der bliver studeret og refereret til overalt i verden.

     Rapportens oversigt over menneskelig udvikling sammenkobler tre faktorer: Gennemsnitlig levealder, uddannelsesniveau og BNP pr. indbygger – og landenes ranking er måske et af de mest brugte parametre, når man skal sammenligne det ene land med det andet. Tallene i 2005-rapporten er fra 2003.

     Norge ligger på en førsteplads efterfulgt af Island og Australien. Danmark er nummer 14 - og i bunden som nummer 177 ligger Niger - et af de tre afrikanske lande, som er med i finalen om at blive nyt dansk programsamarbejdsland. De to andre bejlere, Etiopien og Mali ligger som henholdsvis nummer 170 og 174. Med andre ord, alle tre lande er meget, meget fattige.

     Det er 15. gang, at UNDP udgiver rapporten om menneskelig udvikling, og denne gang er titlen: International Cooperation at a Crossroad – Aid, Trade and Security in an unequal world.

     Rapporten udpeger således bistand, handel og sikkerhed som områder, hvor forandring er påkrævet, hvis verden skal leve op til sine forpligtelser om at nå 2015 Målene.

     Og i en sjælden bister tone langer den også ud efter globale og nationale uligheder, der er med til at sætte en stopper for den menneskelige udvikling, som verden ellers kunne opleve i takt med globaliseringen.

     Ifølge rapporten lever 2,5 milliarder mennesker for mindre end 12 kroner om dagen –disse 40 procent af verdens befolkning tegner sig for bare fem procent af den globale indkomst. Den slags sammenligninger, der udstiller verdens himmelråbende urimeligheder og paradokser, er UNDP verdensmestre i at opstille.

Her et par iagttagelser fra rapporten: 
     – De rigeste fem procent af alle mandlige amerikanere kan forvente at leve 25 procent længere end de fattigste fem procent. Men spædbørnsdødeligheden blandt afroamerikanske børn i Washington DC er højere, end den er for børn, som fødes i delstaten Kerala i det sydlige Indien.

     – Siden 1990 er mere end tre millioner mennesker døde i væbnet konflikt, heraf to millioner børn. Til sammenligning har terrorisme kostet cirka 20.000 døde siden 1998.

     – I dag bruger de rige lande én milliard dollars om året på bistand til fattige landes landbrug, mens én milliard dollars om dagen bruges på at subsidiere egne landbrug.

     Ikke uden grund kom UNDP’s Human Development Report med på udviklings faglitterære kanon, som vi præsenterede i foråret. Det er simpelthen blevet en klassiker.

Pouk Kjar er journalist på udvikling. poukja@um.dk

UNDP’s Human Development Report er udarbejdet for UNDP (FN’s Udviklingsprogram) af en række uafhængige eksperter fra hele verden. http://www.undp.dk