AFRIKA

I KRIG FOR MORALEN

Korruptionen er som en tåge, der lægger sig hen over det offentlige liv i det vestafrikanske land Benin. Men nogle forsøger at blæse tågen væk. Mød madame Adjaï fra Cellen for Moralisering af det Offentlige Liv.

Tekst og foto: Sine Schack Vestergaard

Chaufføren ruller vinduet ned og stikker et par mønter ud til manden i det lille skur.

     For at komme fra Benins hovedstad Cotonou til Porto Novo skal biler betale en lille afgift, der skal gå til at vedligeholde vejen. Manden i skuret tager imod pengene, men giver ikke nogen kvittering. Chaufføren brokker sig højlydt, men får besked på at køre videre.

     Endnu en lille bitte dråbe i den syndflod af korruption, der skyller hen over Benin og rammer alle samfundslag, men især de allerfattigste.

     – Tror du, at de vil beholde pengene selv? spørger jeg chaufføren.

     – Det er i hvert fald umuligt at have nogen som helst kontrol med, hvad de gør, sukker han og lukker vinduet til for at undgå stanken af benzin, der gør luften tung.

     I Porto Novo standser vi ved en bygning, der kunne være en kulisse fra Star Wars. Hænder på størrelse med et mindre højhus, hugget ud i sten, bærer på en skulptur formet som en ufo, og tilsammen knejser de over to svungne trapper, der fører ind til Cellen for Moralisering af det Offentlige Liv. Det er ikke stjernekrige, der bliver udkæmpet her, men derimod en langvarig kamp mod korruption og magtmisbrug.

Hønen… eller var det ægget?
Cellen med det kryptiske navn blev nedsat i 1996 af den daværende og nuværende præsident Kérékou og har til formål at oplyse borgerne om korruption samt at forebygge, afsløre og bekæmpe korruption. I spidsen for den formidable opgave står madame Anne Cica Adjaï på høje stiletter og i spadseredragt. Selvom hun ikke er meget mere end halvanden meter høj, er hun en af de få personer, hvor den i danske ører noget formelle tiltaleform madame giver fuldstændig indlysende mening. Bag sit store skrivebord leder hun sine 22 soldater – jurister, revisorer, politifolk – i krigen mod den korruption, der ifølge den tidligere finansminister Bio Tchané svarer til 2-3 procent af Benins bruttonationalprodukt.

     – Den evige diskussion, når vi snakker korruption i fattige lande, er, hvad der kommer først, siger madame Adjaï.

     – På den ene side kan man sige, at landene er korrupte, fordi staterne er svage og ikke kan betale ordentlige lønninger til embedsmændene. På den anden side betyder korruptionen, at der bliver færre midler til staten, og samfundet bliver fattigere og mindre retfærdigt.

     Men diskussionen om hønen og ægget må ikke føre til passivitet, understreger madame Adjaï. Hun ser især manglen på kontrol som en stor udfordring. Cellen kan for eksempel tage initiativ til undersøgelser af korruption, men den har ingen magt til at dømme eller straffe. Når cellen har undersøgt en sag eller et emne, overgår dens resultater til Justitsministeriet. Og ifølge madame Adjaï udfylder Cellen for Moralisering af det Offentlige Liv dermed en helt central funktion, idet den kaster lys over, hvad der foregår.

     – Det helt afgørende er, at man kan teste, om der er korruption eller ej, siger hun.

En snert af optimisme
Det anslåes, at korruptionen i Benin udgør op mod en tredjedel af statsbudgettet - omkring 1,6 milliarder kroner.

     Nu har cellen eksisteret i snart ti år, men korruptionen findes stadig på alle niveauer, fra vejbommen til de store statslige udbud, i det politiske system, i skolevæsnet... Er den så overhovedet til nogen nytte?

     – Det vigtigste resultat, vi har nået, er efter min mening, at vi åbent kan snakke om korruption, siger madame Adjaï.

     – De fattigste i samfundet er begyndt at blive opmærksomme på det, der sker, og med Cellens undersøgelser får vi en idé om omfanget. Så selvom korruptionen er tæt knyttet til fattigdommen, så må man starte et sted. Det er et spørgsmål om moral, og derfor kan man nå meget med oplysningskampagner, siger hun med en snert af optimisme i stemmen.

Sine Schack Vestergaard er tidligere journalistpraktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. sinesv@mail.djh.dk

MÆRSK VIL KØRE TOG I AFRIKA

Et par afrikanske jernbaneselskaber er kommet i AP Møllergruppens søgelys. Det drejer sig om to offentlige selskaber i Kenya og Uganda, der står over for en privatiseringsproces, og derfor er kommet i udbud.

Af Lars Krøldrup

Danmarks største virksomhed er med i opløbet om at sikre sig rettighederne til at drive to jernbaneselskaber i Kenya og Uganda. Det drejer sig om de to offentlige selskaber Kenya Railways og Uganda Railways.

     Mærsk har sammen med det indiske Rites og britiske Magadi Soda Company dannet et konsortium, som samlet byder på driften. Det er planen, at der skal etableres et nyt selskab, hvor de to landes regeringer ejer 40 procent, og den fremtidige operatør 60 procent.

     Udbudsrunden er startskuddet til en privatisering af selskaberne, hvilket har vakt bekymring hos specielt de kenyanske medarbejdere, der er bange for at miste deres job og pension.

     Kenya Railways skylder næsten to milliarder kroner væk, men der er dog mulighed for at sælge ud af firmaets mange ejendomme for at komme gælden til livs.

     Det er endnu uklart, hvornår det bliver afgjort, hvem der vinder udbudsrunden.

HIV OG AIDS GÅR UD OVER PRODUKTIONEN I AFRIKA

Andelen af opdyrket land er visse steder i Afrika faldet med op til 70 procent som en følge af hiv og aids, påpeger forskere.

     Omkring 80 procent af den afrikanske befolkning lever fortsat af landbrug. Men sygdommen, som omkring 25 millioner mennesker syd for Sahara er smittet med, har efterladt færre og færre mennesker til at dyrke jorden.

     - Afrikansk landbrug er afhængig af arbejdskraft. Man kan ikke producere afgrøder, hvis der ikke er nogen til at arbejde på farmene og i markerne, siger Annmarie Kormawa fra System-Wide Initiative for HIV-Aids and Argiculture (SWIHA) ifølge en pressemeddelelse fra Verdensbanken. /lk

DEN GLOBALE FOND SMÆKKER KASSEN I FOR UGANDA

Den Globale Fond til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria har midlertidigt tilbageholdt fem bevillinger – et samlet beløb på 201 millioner dollars – som var tiltænkt Uganda. Afgørelsen begrunder fonden med ’seriøs dårlig ledelse’, og den har bedt landets finansministerium om at udarbejde en ny struktur for effektiv håndtering af bevillingerne i fremtiden.

     Afdelingen for projektledelse under landets sundhedsministerium stod for ledelsen af projektet. En gennemgang af en af bevillingerne udført af revisionsfirmaet PricewaterhouseCo-opers afslørede beviser for seriøs dårlig ledelse fra denne afdelings side.

     FN’s Generalsekretær Kofi Annan forsikrer, at Den Globale Fond vil fortsætte med at bekæmpe de tre sygdomme i Uganda og levere den nødvendige indsats. Eksempelvis vil kondomer og livsforlængende behandlinger fortsætte, indtil undersøgelserne af fonden er færdige.

     Kofi Annan tog initiativet til Den globale Fond for tre år siden for at intensivere kampen mod aids, tuberkulose og malaria. Indtil nu har fonden fordelt 3,7 milliarder dollars til 316 programmer i 127 lande. /SSN

JEG SIGER STADIG, HVAD JEG MENER

Orla Bakdal, Danmarks ambassadør i Zambia, har tidligere lagt sig ud med regeringer i Nicaragua og Malawi. I de seneste år har han været ude af pressens søgelys – måske fordi han i Zambia finder større lydhørhed.

Af Signe Daugbjerg / Michael Lund, Lusaka.

Orla Bakdal har det med at skabe opmærksomhed som ambassadør. I slutningen af 1990’erne kritiserede han igennem flere år åbent regeringen i Nicaragua for korruption. Og så sent som i 2001 blev han beskyldt af Malawis regering for at have talt nedsættende om regeringen – i øvrigt efter at have strammet op på uddelingen af Danidamidler i landet. Sager, som nåede både CNN og BBC og satte fokus på korruption og udviklingspolitik.

     Men de seneste to år har den kontante ambassadør været ude af mediernes søgelys. Siden 2003 har den 56-årige diplomat været ambassadør i Zambia uden at skrue op for den offentlige kritik. Udvikling besøger en torsdag eftermiddag ambassadøren i hjemmet i Lusakas ambassadekvarter – kun få huse fra præsidentens bolig – for at høre, hvad han egentlig mener om udvikling, bistand og korruption. Og for at finde årsagen til den nu afdæmpede stil.

Han blev upopulær hos regeringerne i både Nicaragua og Malawi for sin kritik af korruption, men i Zambia har ambassadør Orla Bakdal holdt sig fra kritiske udmeldinger i pressen. I Zambia går samarbejdet meget bedre, og ambassadøren er overbevist om, at det fattige land en dag vil kunne klare sig selv uden støtte. Foto: Michael Lund.

     – I Nicaragua og Malawi kritiserede du åbent regeringerne for korruption, men her i Zambia har man ikke kunnet finde mange kritiske udmeldinger i medierne. Hvad er der sket?

     – Jeg har faktisk ikke ytret mig anderledes her end andre steder. I Nicaragua var det nødvendigt også at gå til pressen for at gøre opmærksom på korruptionsproblemet, mens det indtil videre ikke har været tilfældet i Zambia. På dette område har vi rent faktisk et godt samarbejde med de zambiske myndigheder og civilsamfundet. Vi har relativ nem adgang til vore zambiske partnere, fra præsident, politichef og nedefter, og jeg føler, at der bliver lyttet til de ting, vi siger. Også på det følsomme område kaldet korruption. Jeg siger fortsat, hvad jeg mener, også på dette område, siger Orla Bakdal, som har haft et tæt forhold til Afrika, siden han som ung var u-landsfrivillig i Botswana.

     – Du er selv blevet upopulær for at sige, hvad du mener, og senest skabte den afgående britiske ambassadør i Kenya, Edward Clay, røre, da han kaldte kenyanske regeringsmedlemmer for grådige og korrupte? Hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig at sige som diplomat?

      – Jeg synes ikke, der er en fast grænse. Udviklingen i Zambia går den rigtige vej, og jeg synes faktisk, jeg kan mærke, at der er blevet mindre korruption bare på de to år, jeg har været her. Og så længe det fortsætter, mener jeg, man bør støtte den udvikling og fokusere på det positive.

     – Men Zambia er stadig nummer 102 på Transparency Internationals liste over korruption. Giver det overhovedet mening at støtte så korrupte lande?

     – Listen bygger på tal, der går nogle år tilbage, og jeg er sikker på, at Zambia vil ligge bedre i fremtiden. Men jo, det giver mening, at vi er her, når man kan mærke, det går den rigtige vej. Jeg erkender dog blankt, at korruptionen gør, at vi har flere administrationsomkostninger, fordi vi bliver nødt til at overvåge måden, midlerne bliver brugt på meget nøje. Men det er en god investering, fordi det samtidig sender et signal om, at vi ikke tolererer korruption.

Blå bog: Orla Bakdal Født i 1949. Uddannet socialrådgiver i København. Rejste i 1974 til Botswana som u-landsfrivillig for Mellemfolkeligt Samvirke og arbejdede i alt i 11 år for organisationen i København, Kenya og Botswana. Blev i 1985 ansat i Udenrigsministeriet, hvorfra han i 1988 blev udsendt som chargé d’affaires i Khartoum, Sudan. Efter militærkuppet i 1989 neddroslede Danmark aktiviteterne i landet, og Orla Bakdal blev kaldt hjem til en stilling som souschef i kontoret for Mellemøsten og Latinamerika i Udenrigsministeriet. Herefter fulgte en tid som chef for kontoret for Personel- og Ngo-bistand. Blev i 1996 ambassadør i Nicaragua med ansvar for hele Mellemamerika, indtil han i 2001 blev sendt til Malawi. Opholdet i Malawi blev kort, da Danmark allerede samme år besluttede at stoppe programsamarbejdet med landet, og Orla Bakdal blev kaldt hjem til tjeneste under det danske formandsskab i EU. Blev i 2003 udnævnt til ambassadør for Zambia, Angola og Zimbabwe.

En supertanker skal vendes
Danmark støtter også mere direkte kampen mod korruption i Zambia ved at give penge til den antikorruptionsgruppe, der fører sager mod en række embedsmænd og ministre fra landets tidligere regering – inklusive eks-præsidenten, Frederick Chiluba, der anklages for at have stjålet cirka 200 millioner kroner fra statskassen.

     Der er dog en hindring for udviklingen i det sydlige Afrika, som er sværere at stoppe end korruption: Det er aids.

     – Hiv/aids er så alvorligt, at det trækker dramatiske spor gennem Afrika. Man estimerer, at der er 800.000 forældreløse børn alene i Zambia, og alle hernede kender nogen, der er døde af aids. Det er folk i deres mest produktive år, der dør, og det lammer systemet. Lærere dør, inden de når at undervise. Børn kommer ikke i skole, fordi de skal passe deres søskende, og vi har møder i ministerierne med folk, som så er døde et halvt år efter mødet. Selv med ARV’erne (anti-retroviral medicin mod hiv, red.) vil det tage meget lang tid at stoppe udviklingen, fordi folk samtidig er underernærede og derfor ikke har samme gavn af medicinen, som man har i vesten. Det er en supertanker, der skal vendes, hvis aids skal bekæmpes, og det tager tid, siger Orla Bakdal, der selv har oplevet at miste en sekretær til sygdommen.

     – Korruption, hiv og aids. Kan det overhovedet lade sig gøre at vende udviklingen?

     – Nogle gange er det svært at bevare optimismen, men jeg betragter stadig udviklingsbistanden som en midlertidig foranstaltning. Når først diverse handelsrestriktioner og lignende med tiden bliver afviklet, så tror jeg på, at lande som Zambia, der har store naturressourcer og et kæmpe potentiale inden for landbrug og turisme, vil kunne klare sig selv. Men det tager tid, siger Orla Bakdal.

Signe Daugbjerg og Michael Lund er freelancejournalister. sd@signedaugbjerg.dk / mic@lnd.dk