IFU I KINA

IKKE KUN ET SPØRGSMÅL OM PROFIT

Når Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) investerer i danske virksomheder i Kina, betyder det, at kineserne får bedre sociale vilkår og kan suge ny viden til sig. Men ikke alle virksomheder vil have fonden med på råd – og ikke alle kinesere nyder godt af investeringerne.

Af Ulrikke Moustgaard

Morgenen er knapt begyndt, da pladsen foran Shanghais hovedbanegård langsomt bliver fyldt op af rejsende. Overalt myldrer mennesker med kufferter, tasker og poser frem fra banegårdens mørke indre og ud i morgenlyset i Kinas finansielle centrum.

Ansigter og påklædning taler sit eget sprog: De rejsende kommer langvejs fra. Mængden af oppakning føjer endnu et kapitel til deres historie; de regner med at skulle blive længe væk hjemmefra.

     Kineserne, der denne morgen før klokken seks strømmer ud fra banegården, ligner ikke deres landsmænd i Shanghai. Her er hverken lækkert tøj eller permanentet hår, men sorte tørklæder og hullede bukser, for kineserne kommer fra landet. De er, ligesom mange andre før dem, kommet til Shanghai i håbet om at finde arbejde. I især det vestlige Kina vokser fattigdommen og arbejdsløsheden, så mange søger mod byerne for at overleve. Er de uheldige, får de eksempelvis job hos et taiwansk eller koreansk firma, der lover dem løn efter et års arbejde – og siden ser de ingen penge. Er de heldige, får de job hos et firma, der både betaler en anstændig løn og sørger for sociale goder som arbejdsløshedsforsikring.

     Nogle af disse kinesere får job i danske virksomheder, der har etableret sig i Kina. Og er det virksomheder, som den danske investeringsfond IFU er investor i, er de garanteret både ordentlig løn og sociale goder. IFU’s leder i Kina, Hong Jiang siger således: – Som betingelse for at investere i en virksomhed stiller vi klare krav om, at lønningerne skal være højere end mindstelønnen og at sociale omkostninger som sygesikring, arbejdsløshedsforsikring, tilskud til køb af bolig og så videre skal betales af arbejdsgiveren.

Viden er også udvikling
Den danske statslige fond har ellers ikke været forbundet med positive historier eller konstruktive tiltag mod fattigdom i den seneste tid. Nærmest tværtimod. Fonden har gennem det seneste år været under kraftig beskydning fra både medier, politikere og økonomiske vismænd, der mener, at den ikke passer sit job. IFU giver skjult erhvervsstøtte frem for fattigdomsorienteret og egentlig udviklingsbistand, lyder kritikken. Hvorfor overhovedet give støtte til et land som Kina, der oplever et sandt økonomisk mirakel lige nu?

     Svaret fra IFU er kort og godt: Fordi der stadig er masser af fattige mennesker i Kina, som har brug for, at der bliver skabt beskæftigelse. Beskæftigelse kan skabes, når nye virksomheder slår sig ned og giver kineserne job. Og det er IFU’s mandat at forsøge at gøre dette ved at give støtte til danske virksomheder, der ser muligheder på det kinesiske marked.

     IFU’s leder i Kina, Hong Jiang, tænker udvikling i et bredt perspektiv, når det gælder, hvad IFU udretter i Kina.

     – Det er ikke kun penge, der tæller, siger hun.

     – Danske virksomheder kommer med teknologi og viden, som kineserne har stærkt brug for, når de skal kunne udvikle og klare sig i konkurrencen på det globale marked. Én af de danske virksomheder, der har fået IFU’s hjælp til at etablere sig i Kina, er Schrøder- Plast, der startede som et familiefirma i Juelsminde og i år 2000 flyttede til Kina, fordi virksomhedens vigtigste kunde, svenske Ericsson, krævede det. I dag er virksomheden blevet opkøbt af den børsnoterede plastkoncern SP Group A/S.

Kapital og mentalitet
– Da virksomheden flyttede til Kina, havde den aldrig været uden for Danmark før, så det var både en ny kultur og et nyt forretningsmiljø, der ventede. Derfor var et samarbejde med IFU et oplagt valg, fortæller Jiang Youqiang, direktør i Schrøder-Plast i Suzhou. IFU kunne især hjælpe med tre ting: Risikovillig kapital, lokale kinesiske kontakter – og herunder råd og vejledning i kinesisk lovgivning og almindelig kulturel gebærden sig, samt gratis træning af i alt fem medarbejdere, der kom til Danmark i en måned. Jiang Youqi-ang var selv én af de fem.

     Da han blev hyret som direktør i den 2.200 kvadratmeter store virksomhed på gaden Huoju i industriparken i The Suzhou New Districts, var kommunikationen mellem Danmark og Kina ikke altid uproblematisk.

     – De skulle forstå min måde at tænke på og vice versa, som Jiang Youqiang siger.

     Derfor var IFU’s Hong Jiang en stor hjælp. Hun har studeret, boet og arbejdet 10 år i Danmark og kendte derfor både kinesisk og dansk mentalitet. Og forskellene er store. Først og fremmest betyder størrelsesforskellen på det nordiske og det asiatiske land meget, når det gælder en virksomheds ry og omdømme og dermed også den enkelte medarbejders ansvarsfølelse.

     – Når nogen gør noget forkert i Kina, kan man bare flytte et andet sted hen, mens både navn og omdømme er enormt vigtigt i et lille land som Danmark, siger han.

     En anden forskel er, at mens man i Danmark kan lave en aftale pr. telefon, er kinesere generelt meget forsigtige med at binde sig til noget og lave kontrakter.

     Alt det forsøger Schrøder-Plast med IFU’s hjælp at tage højde for, hver gang virksomheden ansætter en ny medarbejder. Alle Schrøder-Plasts 80 ansatte har fået træning i betjening af moderne teknologi og computere, samt undervisning i engelsk og i de mere mentale færdigheder, virksomheden skal bruge.

     – Vi lægger vægt på, at der skal være respekt for alle her på arbejdspladsen, men også på, at vore medarbejdere skal kunne arbejde selvstændigt og turde tage ansvar og beslutninger, siger Jiang Youqiang.

Opgradering af Kina
Netop kombinationen af teknisk kunnen og mere human ressourcebaseret viden er dét, som Hong Jiang fra IFU peger på, da hun skal forklare, hvordan fondens projekter bidrager til at skabe udvikling i Kina.

     Jo, IFU-projekterne skaber selvfølgelig arbejdspladser, men det er kun ét led i kæden, siger hun.

     – Man overfører også masser af viden til den lokale arbejdskraft, som hver enkelt medarbejder kan tage med sig, når han eller hun forlader en virksomhed og begynder et andet sted, siger hun.

     Hong Jiang kalder det for en opgradering af den kinesiske arbejdskraft, der både betyder, at den enkelte medarbejder og det kinesiske erhvervsliv bliver konkurrencedygtige. Den kinesiske medarbejder får kompetencer med i bagagen, som gør ham eller hende attraktiv som arbejdskraft; det kan ses, hver gang en ny virksomhed slår sig ned i Suzhou og stjæler folk fra de andre virksomheder. Og det kinesiske erhvervsliv får større konkurrenceevne på det globale marked, hvilket i sidste evne gavner samfundet.

     Men IFU-støttede virksomheder spiller også en anden rolle i Kina: De er med til at stoppe nogle af de huller i det sociale sikkerhedsnet, der er blevet gabende store efter planøkonomiens død ved at kræve, at virksomhederne tilbyder god løn og sociale foranstaltninger som arbejdsløshedsforsikringer.

     IFU holder øje med, at virksomheder som Schrøder-Plast overholder disse krav ved at gennemgå budgetter og regnskaber hvert år. Alle partnere i IFU-støttede virksomheder underskriver en såkaldt best judgement declaration, hvor de forpligtiger sig til at overholde regler og mål. Og er der noget som halter, så giver IFU’s medlem af den pågældende virksomheds bestyrelse, klar besked til ledelsen.

     Hong Jiang sidder eksempelvis i bestyrelsen for en virksomhed i det indre Mongoliet, hvor ledelsen havde sine egne og bestemte holdninger til, hvad kvinder kan bidrage med i en virksomhed: – Der sagde vi: Her skal vi se nogle kvinder på ledelsesniveau næste år. Fordi vi sidder i bestyrelsen, har vi en meget aktiv og stærk rolle. Hvis direktøren ikke vil leve op til målene, må han jo i sidste ende finde sig et andet arbejde.

De, der venter på arbejde ...

... og de, der fandt det – som her på en dansk virksomhed i Kina. Foto: Ty Stange.

Nej til IFU-indflydelse
IFU’s plads i bestyrelse og beslutningsprocesser har ikke generet Schrøder-Plast, men det afholder andre danske virksomheder fra at ville slå pjalterne sammen med fonden.

     BB Electronics er et af de danske firmaer, der er glade for at befinde sig i Suzhous smørhul. I 2004 flyttede man al produktionsudstyret fra Danmark til Suzhou. IFU var med i processen, men kun som långiver.

     – Vi ville ikke lade IFU bestemme alt. Det gør for eksempel et ejerskifte langt mere besværligt, fortæller Lars Østergaard, direktør i BB Electronics.

     Han mener, at brugen af IFU kommer an på, hvor aggressiv en profil, virksomheden har i forhold til at etablere sig i Kina, og hvor meget risikovillig kapital, man derfor har brug for. I BB Electronics anlagde man en mere forsigtig profil og tog derfor kun et lån.

     Hos Schrøder-Plasts nabo, Dantherm, har man valgt ikke at benytte IFU.

     Dantherm ville tage risikoen selv, fortæller Michael Nørgreen, direktør i Dantherm i Suzhou.

     – Vi var meget risikovillige fra start. Overvejelser om at have IFU med som medinvestor og dermed medlem af bestyrelsen havde vi ikke; det handlede mere om, at vi troede på, at vi kunne klare det selv. Vi så Kina som noget, vi gerne ville prøve og satse på; og det gik godt, siger han.

     Når virksomheden om et halvt år flytter til større lokaler, har brugen af IFU været inde i overvejelserne om medfinansiering.

Men det blev kun til tanken:

     – Nu har vi løbet det i gang selv, så bliver vi ved, fastslår Michael Nørgreen.

Vestkina forsømmes
IFU’s engagement i Kina er dog ikke kun en succeshistorie. Der har været investeringer i virksomheder, som måtte lukke. Og investeringerne har efterhånden koncentreret sig om de samme områder i Kina, mens andre er blevet forsømt. Det skyldes både kinesisk politik og mangel på interesse fra danske firmaer.

  Da Kina begyndte at åbne sig for omverdenen og udenlandske investeringer, var det kun en lille del af det kinesiske marked, der stod åbent for investorer. IFU kom til Kina i 1987. I begyndelsen var kun få byer og kyststrækninger tilgængeligt område for investorer og konsekvensen er blevet, at mens kyststrækninger blomstrer af vækst, er det vestlige Kina plaget af det modsatte. Kinesere, der bor og arbejder på landet vestpå, er i vid udstrækning fortsat forarmede og søger derfor i stort antal mod byer og områder, hvor der er arbejde at få.

     I dag må udlændinge gerne investere i det vestlige Kina, men det kniber med interessen. For nyligt lykkedes det IFU at overtale Carlsberg til at bygge en fabrik i Tibet, og i det indre Mongoliet leverer 15.000 landmænd kartoffelmel til en kartoffelmelscentral, der producerer stivelse. Men ellers er succeshistorierne fra Vestkina få.

     – Vi har for eksempel forsøgt at få danske maskinproducenter, mejeriproducenter og griseavlere til at se potentialet i det vestlige Kina, og der er kommet flere delegationer; men der kommer ikke rigtig noget ud af det, siger Hong Jiang.

Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist og skriver jævnligt for udvikling. ulrikke@tiscali.dk

”VI ARBEJDER PÅ FULD KRAFT PÅ AT FÅ FLERE INVESTERINGER TIL AFRIKA.”

Erhvervsstøtte forklædt som udviklingsbistand? Efter længere tids kritik af Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) svarer IFU-direktør Sven Riskær i udvikling.

Af Ulrikke Moustgaard

– Vismandsrapporten kritiserer IFU for, at mange af de danske firmaer, I støtter i Kina, ville have investeret i landet uanset IFU’s tilstedeværelse. Er det ikke erhvervsstøtte frem for egentlig udviklingsbistand?

     – Vismændene tog afsæt i en evalueringsrapport, der var baseret på et udvalg af de danske virksomheder, som vi har arbejdet sammen med. Man spurgte dem, om vi havde været til nytte. Men i mange tilfælde spurgte man folk, som ikke havde noget kendskab til den periode, hvor IFU havde været investor, og så er det klart, at svaret let bliver nej. Men vi har været til nytte, det ved vi, ellers ville de næppe have brugt os. Det kan man udlægge som erhvervsstøtte, men også som en måde til at være med til at gøre investeringerne både hurtigere, større, bedre og mere orienteret mod både miljø og menneskerettigheder, siger Riskær og fortsætter: – Det er ærgerligt, fordi man i næsten alle andre lande og sammenhænge, herunder i Verdensbank-sammenhæng, jo netop siger, at de private, direkte investeringer – og udvikling af den private sektor i det hele taget – er noget af det, der giver allermest udviklingseffekt; ikke alene her og nu, men også langvarig udviklingseffekt. Verden har kæmpet i årevis for at skabe udvikling og vækst i u-landene uden ret megen succes, men siden 1990’erne er de udenlandske investeringer virkelig begyndt at spille en rolle i den globale vækst og udvikling; og for første gang kan vi se en mulighed for at få bugt med fattigdomsproblemerne. Der har de private, direkte investeringer – som dem, vi er med til at fremme – en meget stor rolle at spille. En fornuftig økonomisk selvinteresse er en stærk drivkraft for udviklingen.

     – IFU er også blevet kritiseret for at forvrænge billedet af det antal job, der er blevet skabt.

     – Pointen er, at vi kun kan give et tal for, hvad den forventede direkte beskæftigelse i et projekt vil være. Vi forsøger at være åbne omkring, hvad de private investorer laver, men vi kan ikke afsløre alt, for det vil virksomhederne ikke have.

     Så vi kan give et tal for den forventede beskæftigelse for at illustrere, hvad IFU’s penge går til, når og hvis kontrakterne med virksomhederne gennemføres. Men det er klart, at tallet for en forventet beskæftigelse sjældent vil passe, for beskæftigelse er ikke konstant. Ser du på tallet et halvt år efter, at virksomheden er etableret, er tallet slet ikke nået op til det forventede antal job endnu; ser du på tallet 10 år senere, kan det være meget højere; det kan også være sæsonbestemt, i nogle sæsoner er der flere medarbejdere end i andre; eller tallet kan være nul, fordi virksomheden lukkede.

     – Hvordan skal jeg så som skatteyder få en fornemmelse af, hvad mine penge går til, hvis jeg ikke kan aflæse det på jeres tal?

     – Det mener jeg godt, du kan. Vi har taget samples ud, der løber over fem årgange, og de viser, at i gennemsnit er den samlede direkte beskæftigelse ligeså stor eller større end den forventede. Hertil kommer yderligere en betydelig indirekte beskæftigelse hos underleverandører, som er endnu sværere at gøre op. Derudover er det sådan, at IFU ikke opbruger skatteydernes penge. Vi investerer, og det betyder, at vi får afkast. Skatteyderens penge er godt forvaltet i IFU og genbruges i hurtig rækkefølge i nye investeringer. For nyligt har vi endda tilbagebetalt trekvart milliard kroner til den danske stat.

     – Hvorfor investerer IFU så mange penge i Kina, og ikke Afrika, når Afrika er langt fattigere?

     – Det er netop forskellen mellem IFU’s måde at arbejde på, og den måde, de egentlige bistandsmidler bliver brugt på. IFU kan ikke sætte sig ned og sige, at nu vil vi til Afrika. Vi kan kun sige: Nu vil vi prøve at få de danske virksomheder til at investere i Afrika. For hvis ikke de vil, så kan vi ikke investere. Vi arbejder på fuld kraft på at få flere investeringer til Afrika, men det er ikke nødvendigvis let. I Afrika har vi set, at det, der gik godt i tre, fem eller otte år, blev smadret ved enten et statskup, borgerkrig, en naturkatastrofe eller krig. Vi har måttet erkende, at danske virksomheder er ikke så lette at lokke til Afrika. Afrika er et af de steder, der har allermest brug for investeringer, det har kritikerne ret i, men man kan ikke få vand til at løbe opad. Vi er nødt til at sige: Først når landene er rimeligt politisk stabiliserede, har et rimeligt lovsystem, og ikke er så korrupte og bureaukratiske, først da kan vi begynde at få de danske virksomheder til at synes, det er klogt at investere.

     – Er det derfor, IFU virker provokerende på nogen? Fordi erhvervsliv og penge kommer ind over udviklingsbistanden?

     – I debatten kan der ligge en underforståelse af, at det med at gå ud og give officiel bistand og nødhjælp er finere og lødigere og mere menneskerigtigt end dette at gå ud og lave noget, hvor man tænker i penge. Men det er en underlig holdning at have. For de mennesker, der får et job, bliver jo hjulpet ud af fattigdommen så længe jobbet består; mens de, der får nødhjælp, bliver hjulpet i en uge, en måned eller et år og må herefter selv finde ud af det. Hvis ikke der kommer nogen og skaber job, havner de jo tilbage i miseren igen, og derfor hænger investeringer og den officielle udviklingsbistand smukt sammen. Den officielle bistand er utrolig vigtig, for den kan være med til at stabilisere landene og bringe dem op på det niveau, hvor de private virksomheder kan begynde at fungere.

Sven Riskær har siden 1978 har været direktør for Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU). Foto: Peter Præstrud/Scanpix.

     – Hvad mener du så om udviklingsministerens udspil om større fattigdomsorientering i IFU?

     – Det er en god og rigtig betragtning. Vi mangler måske trods alt lige at få alle aspekter med af, hvad fattigdomsorientering er eller kunne være. Inden for lovens rammer arbejder vi nu så godt, vi kan, sammen med de danske firmaer. Og hele tiden må vi overveje, om vi nu kan gøre endnu mere for at understrege, at det ikke bare er fattigdomsafhjælpning, det handler om. Det gælder ikke bare i de allerfattigste lande, men også lavindkomstgrupper i alle landene, hvor IFU kan arbejde.

     – Til sidst: Der har været anklager om sammenspiste interesser med erhvervslivet gennem det virksomhedsledergruppenetværk, du sidder i.

     – Det er rigtigt, at hvis du ser på, hvilke virksomheder, der er repræsenteret i VL-gruppen, så er der et sammenfald mellem dem og de virksomheder, IFU investerer i. Men det er ikke noget, vi har aftalt eller snakket om i gruppen overhovedet. Hvis man vil have en fond, der arbejder med erhvervslivet, så må fonden også kende til erhvervslivet, og derfor har jeg gennem snart 25 års medlemskab lært meget gennem VL-gruppen. Men jeg kan med god samvittighed sige, at der ikke er kommet én eneste investering i nogle af de virksomheder, fordi der sad repræsentanter for deres virksomheder i min VL-gruppe.

Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) er en uafhængig, selvstyrende fond med denne formålsparagraf: ”Med det formål at fremme den erhvervsmæssige udvikling i udviklingslandene oprettes en fond til fremme af investeringer i disse lande i samvirke med dansk erhvervsliv.” Ved udgangen af 2004 havde IFU en egenkapital på 1,4 milliarder kroner, investeret i 528 projekter i 72 lande. Udenrigsministeren udnævner IFU’s bestyrelse og direktør.