KLIMA

KYOTO-CONNIE I BILERNES LAND

– Jeg kan da godt blive sindssyg af, at det går så langsomt i FN, men vi bliver nødt til at se det her topmøde som en del af en proces, siger miljøminister Connie Hedegaard hen over en portion tyndbenet gazpacho-suppe i en lille gårdhaverestaurant på 47. gade i New York.

Tekst og foto: Poul Kjar, New York

Miljøminister Connie Hedegaard deltog i FN-topmødet i New York, hvor miljøet og ikke mindst klimaet også var på dagsordenen.

     Og selv om der ikke blev tale om de store gennembrud på miljøområdet – og slet ikke i forhold til klimaforhandlingerne, så betragter Connie Hedegaard alligevel slutdokumentet som udtryk for, at tingene flytter sig i den rigtige retning. Miljøministeren siger: – Kyoto-protokollen (der sætter et loft over landenes udslip af drivhusgasser, men som ikke er underskrevet af blandt andet USA, Australien og Kina, red.) er jo kommet med i slutdokumentet, selv om USA’s FN-ambassa-dør, John Bolton, har brugt dage af sit liv på at få den slettet. Det fremgår også af topmødet, at landene skal komme med et effektivt og passende internationalt svar på klimaforandringerne, og det er enormt positivt.

     – Men de to ting bliver ikke kædet sammen, og der står ikke engang noget om, at landene forpligter sig til at forhandle de her spørgsmål på det næste klimatopmøde i Montreal senere på året?

     – Nej, men det ville også have været dybt overraskende, hvis denne her konference –der nærmest har alle de emner man kan komme i tanke om, på dagsordenen – skulle blive startskuddet til en ny klimaaftale. Det er jo en gordisk knude, der skal løses op.

     – Men hvor er fremskridtene på klimaområdet? Lande som USA, Australien og Kina har jo endnu ikke indvilget i at forhandle en efterfølger til Kyoto-protokollen.

     – Hvis man dykker ned i dokumenterne fra den enkelte konference, så kan jeg sagtens dele den dér negative indstilling. Men jeg hæfter mig ved, at klimaet kom på dagsordenen her i New York. At det var på dagsordenen på G8-landenes topmøde i Skotland. Og at vi mødtes på Grønland til meget succesfulde drøftelser om klimaforandringer. Når vi så kommer frem til forhandlingerne senere på året på klimakonferencen i Montreal (som er en partskonference under FN’s klimakonvention, som USA, Australien og Kina har underskrevet, red.), så tror jeg på reelle fremskridt.

Tony presser George
I de hektiske slutforhandlinger i New York var det ikke mindst briterne, der insisterede på, at Kyoto-aftalen skulle omtales i slutdokumentet. Og på G8-landenes topmøde i Skotland i juni fik Tony Blair ifølge flere iagttagere presset George Bush en anelse mere på klimaområdet, end amerikanerne ønskede.

     – Er Tony Blair manden, der kan skubbe amerikanerne i den rigtige retning i klimaspørgsmålet?

     – Med Tony Blairs særlige tilgang til USA og præsident Bush betyder det meget, at han tager lederskab på det her område.

     – Tror du, at det gavnede klimaforhandlingerne, at de blev blandet sammen med spørgsmål om udviklingsfinansiering og gældsslettelse?

     – Det er da svagheden ved FN-systemet, at det handler om alt og ingenting på én gang. Men sagen er jo, at når alle landene ved, at i New York fra den 14. til den 16. september skal de stå til regnskab for, hvad de har gjort, og hvad de har tænkt sig at gøre i fremtiden, så sker der noget i landene. Det er en meget vigtig del af den samlede proces. Og jeg ser bevægelser i understrømmene her i USA og i Kina.

     – Er det ikke tankevækkende, at på både klima- og handelsområdet, hvor der kører selvstændige forhandlinger, er der slet ikke nogle fremskridt at spore i slutdokumentet?

     – Jo, men skulle vi så lade være med at diskutere klima? Og skulle vi så heller ikke diskutere skov? Eller hvad med vand og sanitet, der også kører i selvstændige processer. Skulle vi så kun snakke om reformer af FN-systemet? Så ville det jo pludselig ikke handle ret meget om 2015 Målene.

– Svagheden ved FN-systemet er, at det handler om alt og intet på én gang, siger miljøminister Connie Hedegaard, her foran FN-bygningen i New York. 

Mindretalstyranni
– Men hvad synes du ellers, der er værd at fremhæve på miljøområdet i slutdokumentet?

     – Jamen, der er rigtig mange ting, der er værd at fremhæve. Der er gode formuleringer om udvikling af miljøteknologi inden for landbrug. Der er gode formuleringer om at tænke miljø og udvikling sammen – og integrationstankegangen på tværs af sektorer er noget af det vigtigste, ikke bare i forhold til klima, men i al almindelighed.

     – På for eksempel skovområdet slutter teksten med, at ”we look forward to the discussions at the 6th session of the UN Forum on Forest”. Det er jo ikke ligefrem hårrejsende ambitiøst?

     – Nej, det er klart. Her får vi igen den laveste fællesnævner. Der er mange forskellige interesser. Men det er altså hele verden, der skal blive enige!

     - Det er jo et mindretalstyranni?

     - Ja, det er mindretalstyranni, men hvad er alternativet? Det er fuldstændig lige som i FN’s Sikkerhedsråd. Derfor har vi et Sikkerhedsråd, der ikke har ment noget om konflikten i Mellemøsten i de sidste årtier. Det er ikke godt nok, men der er ikke noget alternativ her og nu. Tænk, hvis FN-ambassadør John Bolton havde fået held til at få Kyoto-protokollen skrevet helt ud af dokumentet, så havde der været tale om et tilbageskridt. Men nu må USA også acceptere, at Kyoto er nævnt.

Ny stærk FN-miljøorganisation
Slutdokumentet omtaler en fælles miljøorganisation i FN, der kan samle de mere end 400 forskellige konventioner, der gør sig gældende på miljøområdet, og dermed styrke det internationale miljøarbejde.

     Men igen, det er svært at se det store fremskridt i nogle løse formuleringer, der har været diskuteret siden miljøkonferencen i Rio tilbage i 1992.

Den danske miljøminister er dog ikke enig:

– Der er nogle kroge i slutdokumentet, der kan arbejdes videre med i etableringen af en sammenhængende miljøindsats. Det ligger jo i logisk forlængelse af, at man integrerer miljøet stærkere i alt og alle ting. Og det er et stort fremskridt, at EU-landene har fundet frem til en fælles position på området.

     – Men hvor svært kan det dog være at samle de mange institutioner og initiativer – er det ikke noget, alle lande overordnet kan gå ind for?

     – Nej, der er mange lande, der overordnet set er meget imod en ny stærk FN-organisation på miljøområdet. For eksempel udviklingslandene, og ingen havde troet, at det ville komme igennem på dette møde.

Bedre suppe i Montreal
– Skaber det problemer mellem dig og udviklingsminister Ulla Tørnæs, at du bevæger dig ind på det internationale miljøområde?

     – Nej, overhovedet ikke. De internationale forhandlinger på miljøområdet – for eksempel klima – ligger rent faktisk ressortmæssigt under miljøministeriet. Men der er selvfølgelig mange overlapninger mellem vores områder. Men vi koordinerer maksimalt, og jeg oplever ikke problemer, som vi ikke er i stand til at løse ad hoc, slutter Connie Hedegaard, der har travlt med at komme videre til et møde i Bill Clinton Global Initiative, som kører parallelt med FN-topmødet i New York.

     Vi skynder os at betale for gazpachoen, der var nogenlunde lige så tyndbenet som slutdokumentet fra New York.

     Men okay, det kan jo være, at suppen smager af mere i Montreal, hvor klimaforhandlingerne fortsætter til november.

KLÆDT PÅ TIL STORM

Eksperter – med erfaring fra tsunamien – samles nu i København til en workshop for at drøfte lokal modstandskraft mod flodbølger. Vigtigt, at vi lærer af tsunami-erfaringerne og at workshoppen munder ud i konkrete anbefalinger, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Af Morten Seifert

Tsunamien, der ramte kystsamfundene omkring det Indiske Ocean i 2004, har givet stof til eftertanke. Hvordan undgår man, at katastrofen sker igen? Kan man designe bygninger, så de er mere tsunamisikre? Skal man bygge højere diger?

     Men ikke alt handler om mursten. Nok så vigtigt er det, at lokalbefolkningerne er godt forberedt på det værst tænkelige. Der findes en lang række effektive midler, som øger lokalbefolkningens modstandskraft og mange af dem er hverken dyre eller komplicerede.

Lokal modstandskraft
Udenrigsministeriet lægger derfor den 16.–18. november hus til en workshop i kølvandet på tsunamien. Her vil deltagerne fra blandt andet Thailand, Sri Lanka, Indien og Indonesien på baggrund af erfaringerne fra tsunamien analysere, hvordan man styrker den lokale modstandskraft, så konsekvenserne af fremtidens flodbølger bliver mindsket.

     Repræsentanter for landene vil præsentere lokale initiativer, der har virket – og de, der ikke har. Når deltagerne atter drager tilbage til Sydøstasien, vil der være udarbejdet en række anbefalinger til effektive midler, der fremover kan styrke lokal modstandskraft mod naturkatastrofer.

Det er vigtigt, at befolkningen i forvejen har tænkt over og trænet i, hvad de skal gøre, når katastrofen rammer. Her efter tsunamien på Sri Lanka. Foto: Poul Kjar.

– Tsunamikatastrofen for et lille års tid siden rystede os alle. Regeringen har taget en række initiativer, der skal forbedre beredskabet og øge robustheden. Den forestående workshop er et element heri. Det er meget vigtigt for os, at det bliver praktisk. Derfor har vi inviteret tekniske eksperter, folk med konkret indsigt i problemerne, forklarer udviklingsminister Ulla Tørnæs og tilføjer: – Det afgørende er, at workshoppen munder ud i meget konkrete og direkte anvendelige anbefalinger.

     Workshoppen, der gennemføres i samarbejde med FN’s kontor for katastrofeforebyggelse (UN/ISDR), afgrænser sig til kun at handle om katastrofer, der har at gøre med kystzoner.

     – Det ville blive for bredt, hvis det handlede om alle typer katastrofer. Vi må starte et sted, men der er en rød tråd; mange af de ting, vi vil beskæftige os med, vil også kunne anvendes i andre katastrofesituationer, siger udviklingsministeren.

Simple forholdsregler
Røde Kors er en af de danske organisationer, der har erfaring i katastrofeforebyggelse. Her glæder man sig over Udenrigsministeriets initiativ:

     – Katastrofeforebyggelse er ikke et område, Danida hidtil har haft ret meget fokus på i deres arbejde og strategier. Det her er måske et signal om, at man vil begynde at forholde sig mere til området, end man hidtil har gjort, siger Knud Falk, der er Røde Kors’ rådgiver i katastrofeforebyggelse. For eksempel har bymiljøprogrammer og miljøbeskyttelse godt af også at blive set i ’katastrofeforebyggelses-perspektiv’, påpeger han.

     Nogle af de ting, der kan gøres, er meget konkrete. Helt basalt bør katastrofeforebyggelse indgå i al arealplanlægning, forklarer Knud Falk.

     – I stedet for alene at tage økonomiske hensyn, kan arealplanlæggeren jo godt sørge for, at skolen ikke bygges helt nede ved stranden, siger han.

     En anden vigtig ting er, om lokalbefolkningen overhovedet er klar over, at der er en risiko. Derfor vil uddannelse og oplysningskampagner sandsynligvis også blive emner på workshoppen.

     – Se bare på New Orleans. Her var det et stort problem, at folk ikke tog advarslerne alvorligt. Det er utrolig vigtigt at kende faren. Det betyder, at befolkningen i forvejen har tænkt over og trænet i, hvad de skal gøre, for eksempel hvilken flugtvej de skal tage, når katastrofen rammer.

Den sidste mil
Medierne har efter tsunamien fokuseret en del på varslingssystemer – de såkaldte early warning systems. . Man forbinder ofte disse systemer med seismologer med avanceret udstyr. Men de fine systemer er ikke til megen hjælp, hvis ikke eksperternes advarsler har kanaler til at nå helt ud til lokalbefolkningerne. I fagsproget bruger man termen the last mile. Faktisk glemmes dette sidste led ofte i planlægningen af de avancerede systemer. Rådgiver Knud Falk forudser, at the last mile også vil være et af de emner, der kommer op på workshoppen. Han fremhæver Bangladesh som et konkret eksempel på, hvordan last mile-kom-munikationen kan udmøntes i praksis:

     – I Bangladesh har man opbygget et teknisk early warning system, som er suppleret med ’den bløde ende’: Der er etableret megafonhold på cykler. Når de store tyfoner er på vej, cykler 30.000 mennesker simpelt hen rundt og skriger: ’Nu er det altså alvor, venner! Benene på nakken!’

Morten Seifert er freelancejournalist. seifert@get2net.dkmorten@unicial.dk
Læs mere på: http://www.dhi.dk/resilience

DANSK BISTAND SKAL KLIMASIKRES

Et nyt handlingsprogram skal sørge for, at de danske udviklingsprojekter bliver langtidsholdbare på trods af klimaforandringer.

Tekst: Suzanne Skærbæk Nielsen

Oversvømmelser. Tørke. Indtrængende havvand i vandboringer. Det er eksempler på de konsekvenser af klimaforandringer, som mange udviklingslande i stigende grad vil opleve.

     Fattigdommen i udviklingslandene gør befolkningen ekstra sårbar over for klimaforandringer, og der er sjældent penge til at genopbygge, når skaden er sket.

     Investeringer i udviklingslandene risikerer i værste fald at gå tabt, hvis man ikke tager højde for de ændrede betingelser.

     Danish Climate and Development Action Programme hedder programmet, som skal integrere klimaaspektet i det internationale udviklingssamarbejde. Det er en pjece, som henvender sig til mennesker, som arbejder med bistanden i de forskellige lande, og er derfor skrevet på engelsk.

En langtidsholdbar bistand
Programmet er et værktøj. Det forklarer brugerne, inden for hvilke områder der er størst risiko for, at der kan opstå store klimaforandringer – og hvor konsekvenserne af dem kan være værst. Med andre ord er det en vejledning i, hvor man skal være ekstra på vagt over for klimaforandringer.

     I forbindelse med lanceringen af programmet udtalte udviklingsminister Ulla Tørnæs, at klimaforandringer er en af de største udfordringer, verden står over for i dette århundrede.

     – God bistand skal være langtidsholdbar og fremme bæredygtig udvikling. Vi kan ikke forsvare, at bistandsprojekter i mere eller mindre bogstavelig forstand undermineres eller oversvømmes på grund af klimaforandringer, sagde udviklingsministeren.

Et bidrag til at forebygge
Frode Neergaard er chefkonsulent i klimaspørgsmål i Udenrigsministeriets kontor for Miljø og Bæredygtighed: – Der er flere og flere eksempler på, at den globale opvarmning ændrer levevilkårene mange steder i verden. Det er vigtigt, at rige lande viser udviklingslandene, at de tager de problemer, som den globale opvarmning påfører ikke mindst de fattigste udviklingslande, alvorligt. Og det er vigtigt, at udviklingslandene selv tager højde for problemerne i deres planlægning. Det handler om at forebygge problemerne, og det skal Danidas nye handlingsprogram bidrage til.

     Handlingsprogrammet tager udgangspunkt i en EU-handlingsplan, og er således en del af en bredere indsats.

     Medierne har vist billeder af, hvad en oversvømmelse kan gøre ved en rig by som New Orleans. Genopbygningen koster milliarder. I et udviklingsland er de materielle skader ofte mindre, for fattige samfund ejer simpelthen ikke så meget. Men forholdsmæssigt rammer katastroferne hårdere, for et fattigt samfund har mindre at stå imod med.

Publikationen om klimasikring er omtalt side 22.