Af Bo Simonsen
Et klassisk set-up: Man er til sensommer-havefest. Man er færdig med at snakke om husprisernes himmelflugt, Brøndbys 1–3 nederlag til Ajax og den nye digtsamling af Thomas Boberg. Snakken falder på u-landsbistand, og på et eller andet tidspunkt kommer de så. De klassiske bemærkninger, når man er kommet til at røbe, at man arbejder i u-landsbranchen: »Det hele går jo til korruption. Resten skraber magthaverne til sig, og er der noget tilbage, så bli’r det ædt op af administration«.
Dyb indånding, og så et par selvoplevede fortællinger fra de varme lande om, at udviklingsbistand sådan helt lavpraktisk gør en forskel for tusindvis af mennesker i nogle af verdens fattigste lande. Ja, man kan diskutere den makroøkonomiske effekt, og jo, donorafhængighed er en rigtig dårlig vane, og rigtigt: Der er mange ting, der ville se anderledes ud, hvis præsidenter, politikere og bureaukrater i mange af verdens udviklingslande var mere opmærksomme på befolkningens ve og vel end egen ditto. Men det er altså ret veldokumenteret, at pengene i vid udstrækning bliver anvendt til det, de var tiltænkt, at der opnås en lang række veldokumenterede resultater. Og korruption er selvfølgelig ikke et ukendt fænomen, men at det hører absolut til sjældenhederne, at danske penge er involveret.
Når snakken og mere eller mindre valide argumenter bølger frem og tilbage, så er det rart at kunne hente lidt memoreret dokumentation og frontberetninger frem.
Folketingsmedlemmer, herunder Udenrigsudvalget og finansudvalget tager jævnligt ud for at kigge på projekter og programmer. Som regel kommer de hjem og kan fortælle, at pengene bliver fornuftigt brugt. Rigsrevisionen er som en hidsig hund på konstant jagt efter unøjagtigheder, svindel og manglende dokumentation. Trods den store indsats er det ikke meget, de finder.
Og så er der evalueringerne. Og de er den egentlige anledning til disse linier. Redegørelse for Danidas evalueringsvirksomhed 2004 var nemlig et af punkterne på dagsordenen for august-mødet i Danidas Styrelse.
I 2004 er der afsluttet syv evalueringer inden for følgende områder:
Projekter og programmer tiltrådt af Danidas Styrelse i august:
Her er meget dokumentationsskyts at hente til havefestens ophidsede og momentant omtågede diskussioner om dansk udviklingssamarbejde. Og så er Danidas evalueringsfolk nogle udmærkede formidlere. De for menigmand svært tilgængelige rapporter, der både fylder mange sider og er skrevet på bistandsengelsk, findes nemlig også i lettere tilgængelige og kortfattede versioner på dansk. Der skal også her blæses i trompet for nyhedsbrevet Evalnews, der kortfattet og overskueligt fortæller om gennemførte og planlagte evalueringer. Læs meget mere på hjemmesiden med den fikse og huskbare adresse http://www.eva-luering.dk
Herværende månedsavis er jo også leveringsdygtig i nyheder og baggrund om dansk udviklingspolitik, så diskussionerne kan tilføres lidt facts fra den virkelige verden. Og så er der al den oplysningsvirksomhed, som en række private organisationer står for.
Ved sit seneste møde blev Styrelsen orienteret om, at der – som et led i finansloven –flyttes 32 millioner kroner fra ngo’ernes oplysningsvirksomhed i Danmark til direkte fattigdomsbekæmpelse i udviklingslande. Hvordan de private organisationer vil tackle denne udfordring og markante skift, og hvad det kommer til at betyde for vidensniveauet ved havefester, i folkeskoler og ved formning af almindelig gammeldags dannelse, det vil de kommende måneder og år vise.
Bo Simonsen er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. bosimo@um.dk
Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende for udviklingsministeren. I praksis forelægges Styrelsen bilaterale og multilaterale projekter og programmer på over 10 millioner kroner, samt oplæg til nye strategier og handlingsplaner.
Læs mere om blandt andet Styrelsens medlemmer og tiltrådte bevillinger på http://www.um.dk/menu/Udviklingspolitik/ OmDanida/StyrelsenRaadet/Styrelsen.
Holdet giver ikke op Oplysningsudvalgets 11 medlemmer smækker ikke med døren – selv om Oplysningsbevillingen går hen og bliver halveret. – Spørgsmålet er alene, hvordan sikrer vi den mest lødige, engagerende og informative oplysning om udviklingslandene og dansk bistand – nu da en række vigtige spillere med stort engagement, viden og et etisk profil er udelukket fra at søge tilskud til oplysning, siger Ida Nicolaisen og tilføjer: – Der skal tænkes nogle nye strategiske tanker, og det vil Oplysningsudvalget bidrage til. Holdningen i udvalget er, at vi får mere ud af at blive og arbejde videre, end at stå uden for og råbe op.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs’ forslag om, at folkelige organisationer ikke længere kan modtage statsstøtte til oplysning om u-landene møder ikke forståelse i ministerens rådgivende oplysningsudvalg.
Af Poul Kjar
– I en tid, hvor globaliseringen står højt på agendaen, og vi ikke kan krybe i skjul bag Dannevirke, undrer det mig, at man vil beskære midlerne til oplysning om udviklingslandene, siger formanden for Danidas Oplysningsudvalg, Ida Nicolaisen.
Danidas Oplysningsbevilling kan se frem til at blive skåret fra 24 til 12 millioner kroner om året, og samtidig forsvinder bevillingen til u-landsorganisationernes projektrelaterede oplysning på knap 20 millioner kroner.
Ifølge udviklingsminister Ulla Tørnæs er meningen på ingen måde at give færre penge til de danske u-landsorganisationer, men at sikre, at den størst mulige del af statens bistandsbudget bruges på aktiviteter i u-landene. Derfor er der altså ikke tale om en besparelse, men om en omlægning af bevillingen.
Baggrunden for og konsekvenserne af forslaget har efterfølgende været diskuteret i medierne, og især har der været livlig debat om, hvorvidt organisationerne har brugt af de offentlige oplysningsmidler til profilering og medlemshvervning.
Men det afviser Ida Nicolaisen, der er ansvarlig for, at de oplysningsaktiviteter, der modtager støtte fra Oplysningsbevillingen, følger retningslinierne for at modtage offentlig støtte.
– Vi modtager mellem 100–150 ansøgninger om året, og bevilger udelukkende støtte til projekter ud fra kvalitet og effektivitet. Vi giver aldrig støtte til organisationernes medlemshvervning og profilering. Det har vi også sagt til ministeren på et møde, vi havde med hende i slutningen af august, siger Ida Nicolaisen.
De danske u-landsorganisationer står for produktionen af en stor del af det u-landsrelaterede undervisningsmateriale i folkeskolen. Det skal nu produceres og/eller finansieres ad andre kanaler. Foto: Cyranek Ireneusz/Polfoto.
Oplysningsbevillingen
De projektrelaterede oplysningsmidler (PRO-midlerne)
Holdet giver ikke op
Oplysningsudvalgets 11 medlemmer smækker ikke med døren – selv om Oplysningsbevillingen går hen og bliver halveret. – Spørgsmålet er alene, hvordan sikrer vi den mest lødige, engagerende og informative oplysning om udviklingslandene og dansk bistand – nu da en række vigtige spillere med stort engagement, viden og et etisk profil er udelukket fra at søge tilskud til oplysning, siger Ida Nicolaisen og tilføjer: – Der skal tænkes nogle nye strategiske tanker, og det vil Oplysningsudvalget bidrage til. Holdningen i udvalget er, at vi får mere ud af at blive og arbejde videre, end at stå uden for og råbe op.
Tidens medietendenser
Oplysningsudvalget har de seneste år arbejdet intenst med en vifte af nye tiltag og strategier for at nå bredt ud med oplysning om u-landene.
Således er der kommet
langt større fokus på tv og på internet-baseret formidling. Et eksempel er net-portalen global.dk, der samler informationer og baggrund om ulandsrelevant stof og aktiviteter henvendt til alle med en interesse i udviklingsspørgsmål – og hvis eksistens nu er truet.– Vi har hele tiden støttet de bedste oplysningsprojekter, drevet af de bedste partnere, siger Ida Nicolaisen, der lovpriser de øvrige medlemmer af Oplysningsudvalget for deres brændende engagement i at udvikle ideer og projekter og finde nye samarbejdspartnere.
En af de nye ideer på tegnebrættet er at engagere Danmarks pensionister i udviklingsproblematikker. Det skulle blandt andet finde sted gennem Ældre Sagen – et tiltag der ikke kan gennemføres, hvis forslaget om, at folkelige organisationer ikke kan modtage offentlige tilskud til oplysning, bliver vedtaget.
En stille undren
Formanden for Oplysningsudvalget undrer sig over, hvorfor ministeren slår Oplysningsbevillingen og puljen af projektrelaterede oplysningsmidler i hartkorn.
Foreninger, organisationer, skoler, medieinstitutioner og enkeltpersoner kan i fri konkurrence søge tilskud til relevante projekter i Oplysningsbevillingen. I modsætning til de projektrelaterede oplysningsmidler, som går til organisationer, der gennemfører u-lands-projekter for Danidamidler.
Den projektrelaterede oplysning er ikke underlagt Oplysningbevillingens ansøgningsrunder.
Poul Kjær er journalist på udvikling poukja@um.dk
Globalisering – fremskridt i fællesskab: Ordet ›udvikling‹ er røget ud af titlen på regeringens nye køreplan, der til gengæld indeholder et miljøsektorprogram med et muligt fokus på vedvarende energi – og et brud på princippet om ligelig fordeling af bilateral og multilateral udviklingsbistand.
Af Poul Kjar
Samtidig med finanslovudkastet for 2006 udkommer køreplanen ›Regeringens prioriteter for dansk udviklingsbistand 2005–2009‹ med titlen ›Globalisering – fremskridt i fællesskab‹. Den afløser og viderefører linjerne i de foregående planer: ›Sikkerhed, vækst – udvikling‹ fra 2004 og ›En verden til forskel‹ fra 2003.
Ligesom de foregående år er der også i år nye tiltag, prioriteringer og artige overraskelser til omkring en milliard kroner ud af bistandsrammens knap 11 milliarder kroner.
Flere penge til miljø, erhverv og kvindekondomer
Den største nyhed har været kendt siden statsministerens afslutningstale i Folketinget. Danmark skal have et nyt programsamarbejdsland i Afrika. I den forbindelse fremgår det af det nye politikpapir, at der arbejdes på at etablere et nyt miljøsektorprogram med særlig vægt på vedvarende energi i det pågældende land, som bliver enten Etiopien, Niger eller Mali. (Læs s. 6) Mere miljø: Her vil regeringen også afsætte flere penge til køb af drivhusgasser (støtte til C02-reducerende indsatser i udviklingslandene, der kan fratrækkes det danske CO2-regnskab), og der afsættes 50 millioner kroner om året til klimaindsatser i programsamarbejdslandene.
En anden nyhed, der har været kendt i et stykke tid, er oprettelsen af et nyt erhvervssektorprogram i Afrika, hvor der blandt andet vil indgå mikrofinansiering. At give de fattige adgang til lån er en del af regeringens fokusering på at fremme et bedre erhvervsklima og dermed skabe økonomisk udvikling i udviklingslandene.
Også på hiv/aids-området vil der blive gjort en særlig indsats. Der oprettes et nyt sundhedssektorprogram i Mozambique med en hiv/aids-komponent. Der afsættes 25 millioner til at styrke kvinders muligheder for at beskytte sig mod hiv/aids-smitte, blandt andet i form af øget adgang til kvindekondomer. Og regeringen øremærker 50 millioner kroner af det danske bidrag til FN’s befolkningsfond
UNFPA til at dække en del af det akutte behov for prævention i udviklingslandene.
Gældslettelse og kampen mod terrorisme
Regeringen støtter de internationale gældsinitiativer, og det betyder en udgift på omkring 50 millioner kroner i 2006. Et beløb, der formentlig vil stige i de kommende år (læs s. 18).
Politikpapiret understreger, at udviklingspolitikken fortsat skal integreres i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Danmark støtter således oprettelsen af en Freds- og Genopbygningsmission under FN, der skal forebygge, at konflikter bryder ud igen i områder, hvor våbnene egentlig er blevet lagt på hylden.
Udviklingspolitikken skal også bruges aktivt i bekæmpelse af terrorisme. Der er afsat 30 millioner kroner til en øget indsats inden for menneskerettigheder og demokrati i den langsigtede indsats mod terrorisme og ekstrem fundamentalisme.
Der afsættes også 25 millioner kroner til at støtte de palæstinensiske myndigheder i forbindelse med Israels tilbagetrækning fra Gaza; et beløb, der forhøjes til 60 millioner kroner i 2007.
Indsatsen i nærområderne – dér hvor størstedelen af verdens flygtninge befinder sig – styrkes, og regeringen har afsat 25 millioner kroner til en mulig global repatrieringsfond.
Besparelser på internationale organisationer
I afsnittet ›Fokusering og Effektivisering‹ fremgår det, at den bebudede besparelse på den multilaterale udviklingsbistand er på 150 millioner kroner.
Det er brud på et historisk princip om, at dansk udviklingsbistand fordeles half-and-half mellem bilateral udviklingsbistand (Da-nida og danske udviklingsorganisationer) og multilateral udviklingsbistand (FN-systemet og andre internationale organisationer).
Blandt andet skæres i den danske støtte til FN’s fødevareprogram, landbrugsfonden IFAD, og miljøprogrammet UNEP. Tendensen er, at der skæres i bidragene til nogle af de mindre FN-organisationer, mens de store går fri.
Som en del af effektiviseringen af den danske udviklingsbistand øges donorharmoniseringen, og antallet af sektorprogrammer skal begrænses i de enkelte lande.
Endelig indfører regeringen et nyt økonomisk styringssystem for dansk bistand, nemlig den såkaldte tilsagnsbudgettering, der også gælder for alle øvrige områder på Finansloven.
Omlægningen af penge fra ngo’ernes oplysningsvirksomhed til udviklingsprojekter fremgår ikke af regeringens politikpapir, men optræder på selve finanslovsudkastet for 2006. (Læs s. 3) Læs også kommentar her på siden.
– Der er ikke den fornødne sammenhæng mellem mål og midler i regeringens prioriteter, påpeger Jann Sjursen i en kommentar til regeringens nye udspil på u-landsområdet.
Af Jann Sjursen
Ikke et ord om de omfordelte oplysningsmidler i regeringens nye udspil ›Globalisering, fremskridt i fællesskab‹. Beslutningen skabte ellers røre, inden planen for regeringens udviklingspolitiske prioriteter 2006 – 10 blev fremlagt. Denne omfordeling havde været en bemærkning værd!
Egentlig er planen en pixiudgave af finanslovens nøgletal og hovedbudskaber på det udviklingspolitiske område. Kampen mod terror og Irakkrigen gjorde det sidste år aktuelt at dreje aktiviteter i retning af ›Sikkerhed, vækst og udvikling‹, som regeringens politikpapir hed sidste år. I år er det så globaliseringen, der får lov til at give overskrift for prioriteterne de kommende fem år. De fattige lande skal sættes i stand til at håndtere globaliseringens udfordringer. Ikke nogen dårlig målsætning! Svenskere har haft en Globaliseringskommission til at se på sagen. Vi har et Globaliseringsråd, der skal se på, hvordan Danmark klarer skærene i globaliseringen… Temavalgets relevans til trods så har også dette års bud på en form for ›rullende femårsplan‹ en kort holdbarhedsdato. Hvert år sin plan og sit tema. Som tiden går, vil det vise sig, at regeringen mangler et mere gennemtygget strategisk grundlag for den samlede danske udviklingspolitik. Den fem år gamle køreplan ›Partnerskab 2000‹ må siges at være uaktuel på grund afændringer globalt og i dansk udviklingsbistand. Der er brug for en åben proces med forskellige aktører, der kan sikre et nyt, samlet strategisk grundlag for udviklingsbistanden – og en bredere politisk forankring.
Fokuserer regeringen sin indsats, når den med ›Globaliseringen – fremskridt i fællesskab‹ forventer et nyt programsamarbejdsland i Afrika? Det lyder rigtigt, og jeg foreslog selv for nogle år siden, at Etiopien skulle vælges. Dengang var målsætningen 20 programsamarbejdslande og én procent af BNI i u-landsbistand plus 0,5 procent i MIFRESTA-bistand. (MIFRESTA= Miljø- freds- og stabilitet, red.) I 2006 når vi regeringens smertegrænse på 0,8 procent i u-landsbistand, og der er ingen MIFRESTA-ramme!
Men altså: Går det an med et nyt programsamarbejdsland, når en reduceret u-landsbistand skal fokuseres, når nye initiativer som nærområdeindsatser, civilt-militært samarbejde, det arabiske initiativ, CDM-akti-viteter (klimabeskyttelse, red.) skal finansieres, og når områder som for eksempel hiv/aids skal opprioriteres?
»JEG SAVNER EN MERE GRUNDLÆGGENDE OVERVEJELSE ANGÅENDE VALG AF PROGRAM-SAMARBEJDSLANDE.«
Efter min mening er der ikke den fornødne sammenhæng mellem mål og midler i regeringens prioriteter. Jeg savner en mere grundlæggende overvejelse angående valg af programsamarbejdslande. Norge har for eksempel reduceret antallet af lande for at fokusere en øget u-landsbistand.
Regeringen har underkastet de multilaterale organisationer et kritisk eftersyn. Resultatet fremgår af ›Globalisering – fremskridt og fællesskab‹: Fra den multilaterale bistand overføres 150 millioner kroner til de bilaterale. Det skal bringe Danmark forholdsmæssigt på niveau med ligesindede lande, hvad angår multilateral bistand, og ›styrke udbyttet af den enkelte bistandskrone i forhold til indfrielsen af regeringens udviklingspolitiske prioriteter‹, som det hedder i analysepapiret fra Udenrigsministeriet. Sikkert er det, at udbyttet for regeringen er flere penge til at finansiere bilaterale initiativer. Fremskidt i fællesskab koster multilaterale organisationer!
Hiv/aids har fortsat regeringens bevågenhed i tråd med 2015 Målene. Og så er det ifølge Copenhagen Consensus et af de enkeltområder, hvor man får mest bistand for pengene. Nu skal så udviklingseffekten i PS-Pro-grammet analyseres. Det kan blive et vigtigt bidrag til, hvorledes erhvervsklimaet i programsamarbejdslandene ifølge ›Globalise-ring, fremskridt i fællesskab‹ skal styrkes.
På kort sigt er det septembers FN-topmøde og 2015 Målene, det gælder. Her er det nemt at finde ud af, hvad regeringen vil: Afrika skal i fokus og andre rige lande skal tilføre flere ressourcer til de fattigste lande. Hvor svært kan det være?
Jann Sjursen er tidligere MF og tidligere formand for Folketingets Udenrigsudvalg.
Regeringen sætter flere penge af til kampen mod aids i Afrika herunder øget støtte til kvindekondomer – som danske kvinder aldrig har vænnet sig til at bruge.
Af Poul Kjar
Et af midlerne til at forebygge hiv/aids i Afrika er kvindekondomer, der kan være med til at give kvinderne teten i spørgsmålet om at beskytte sig mod hiv/aids, andre kønssygdomme og uønskede graviditeter. Derfor bevilger den danske regering nu 25 millioner kroner til at styrke kvinders muligheder for at beskytte sig mod hiv/aids. Pengene skal blandt andet bruges til at forbedre kvinders adgang til kvindekondomer og til at styrke den internationale forskning i virusdræbende cremer (mikrobecider), der ventes på markedet om 4–5 år, og som der er meget store forventninger til.
– Der er mangel på præventionsmuligheder for kvinder i Afrika, der ofte ikke kan forhandle mandens brug af kondom igennem. Derfor er der brug for kvindekondomer, men det er op ad bakke, og herhjemme er de jo aldrig slået igennem, siger Bjarne Christensen, sekretariatschef i foreningen Sex og Samfund. Han begrunder kvindekondomets manglende udbredelse i Danmark med, at brugerne oplever ubehag i den seksuelle nydelse med kvindekondomet, og at der simpelthen er andre og bedre alternativer.
Mændene tilfredse
Erfaringerne med kvindekondomer i udviklingslandene og særligt Afrika er også blandede. Men der er flere eksempler på, at afrikanske kvinder har lært at bruge kondomerne, både som præventionsmiddel til at undgå hiv/aids (og kønssygdomme) og som middel til at undgå uønskede graviditet. Vibeke Rasch, lektor ved Københavns Universitets afdeling for reproduktiv sundhed, hvor der undervises og forskes i sundhed i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel, har gode erfaringer med kvindekondomer fra et forskningsprojekt i Tanzania.
Projektet handlede om at forbedre rådgivningen om prævention til kvinder, der var indlagt med abortkomplikationer.
– Omkring en tredjedel af kvinderne i undersøgelsen, især de enlige og veluddannede, tog imod tilbuddet om kvindekondomer. Og ved et opfølgende interview tre måneder senere angav langt hovedparten af kvinderne, at de havde været tilfredse med metoden og ønskede at fortsætte, siger Vibeke Rasch.
Hun har dog også dårlige erfaringer fra det danskfinansierede forskningsprojekt i Tanzania.
– Der er ingen tvivl om, at den fysiske brug er kompliceret og at kvinderne føler, at den ydre plastikring, der skal hindre, at kondomet glider op i skeden under samlejet, påvirker deres seksualitet. Og dermed også kan være medvirkende til at nedsætte den seksuelle nydelse.
– Kvindekondomer kan heller ikke bruges uden mandens samtykke, og derfor er det stadig en forhandlingssituation, siger lektoren fra Københavns Universitet.
Hun tilføjer, at en meget stor del af hiv-smitten sker i ægteskaber. Men netop i ægteskaber er det meget vanskeligt at få partneren til at bruge kondom, da det implicit tolkes som om, der er indblandet utroskab.
Femidom
Det er den danske læge Lasse Hesse, der står bag opfindelsen af kvindekondomet under det registrerede varemærke Femidom.
Femidomet kom på markedet i 1990, men blev aldrig nogen stor succes i Danmark eller resten af den vestlige verden. Men i dag markedsfører og distribuerer Verdenssundhedsorganisationen WHO kvindekondomet som et led i kampen mod hiv/aids i Tredje Verden.
I 2002 fik Femidomet tildelt Storbritanniens ærefulde erhvervspris, ›The Queens Award for Entreprise.‹
Den nye danske indsats med støtte til kvindekondomer og forskning i virusdræbende cremer (mikrobecider) kan ses som en første konkret udmøntning af regeringens nye hiv/aids strategi. Her understreges vigtigheden af en øget sammenhæng mellem hiv/aids og reproduktiv sundhed og rettigheder – alt det, som har med sundhed i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel at gøre.
Femidomet er en cirka 15 centimeter lang og 7 centimeter bred pose lavet af polyuretan eller latex, der ›forer‹ skeden. Femidomet er forsynet med en blødere, ydre ring, der i et vist omfang afskærmer skamlæberne og forhindrer, at Femidomet glider ind i skeden, og en hårdere indre ring, der holder Femidomet på plads i toppen af skeden. Foto: Kåre Viemose/Polfoto
Et spændende sexlegetøj
I blandt andet Sydafrika er der høstet gode erfaringer med prostitueredes brug af kvindekondomer.
Det er organisationen SWEAT (Sex Worker Education & Advocacy Taskforce), der har introduceret kvindekondomet til flere tusinde sexarbejdere i Cape Town.
De prostituerede befinder sig i en højrisikogruppe for hiv-smitte, men med kvindekondomet har de fået bedre mulighed for at beskytte sig, og sexarbejderen kan tage det på, inden hun møder kunden.
Jill Sloan, der er leder af SWEAT, siger til online-magasinet ›Globaleyez‹, at de fleste kvinder sværger til kvindekondomet efter de første par gange. Men problemet er at overkomme startvanskelighederne med det nye præventionsmiddel.
De prostituerede i Cape Town kommer ikke uden om forhandlingssituationen med kunderne. Men ifølge Jill Sloan vælger sexarbejderen for eksempel at kalde kvindekondomet for et spændende sexlegetøj, som de tager ekstra penge for.
Hvis manden foretrækker at bruge et normalt kondom, siger kvinderne: »Nej, den er for stor. Det kondom passer ikke. Men se nu hvad jeg har her«.
Og så trækker de et eksemplar af den 15 centimeter lange ›plasticpose‹ frem.
Først var der 25 lande i spil, derefter seks og nu er tre lande tilbage, der kandiderer til at blive nyt dansk programsamarbejdsland. Udvikling har set på landevalgets svære kunst.
Af Poul Kjar
Etiopien, Mali eller Niger?
I sidste ende er det en politisk beslutning, hvilket af disse tre lande der kan se frem til at modtage omkring 200 millioner kroner om året i dansk udviklingsbistand.
Folketingets Udenrigsudvalg opstillede i 1989 syv kriterier for valg af programsamarbejdslande – udviklingslande, som Danmark indgår et langsigtet samarbejde med.
Kriterierne står stadig ved magt og omhandler blandt andet landets behov og egne planer for udvikling, muligheden for dialog med landet om fremme menneskerettigheder og demokrati samt de danske bistandserfaringer fra landet (Se boks s.7).
Udviklingsminister Ulla Tørnæs har derudover besluttet, at et nyt samarbejdsland skal have en bruttonationalindkomst (BNI), der ligger under gennemsnittet for landene syd for Sahara (490 dollars).
Det kriterium opfyldte 33 ud af 48 afrikanske lande syd for Sahara. Når man så fratrak de nuværende otte samarbejdslande – var der 25 fattige lande tilbage.
– Hvad gjorde man så – hvordan fik Udenrigsministeriet reduceret 25 lande til et finaleheat bestående af tre lande?
– Processen gik faktisk relativt smertefrit. For at blive dansk programsamarbejdsland kræves en nogenlunde velfungerende offentlig forvaltning, som er en forudsætning for det lange seje udviklingstræk, siger Carsten Staur, Danidachef i Udenrigsministeriet.
Han tilføjer, at mangel på statslige strukturer, en ustabil sikkerhedssituation, en diktatorisk styreform og udbredt korruption således udelukkede en lang række lande såsom Somalia, Zimbabwe, Togo og Tchad.
Andre lande, som for eksempel ø-stater, var for små og perifere og endelig har Udenrigsministeriet udelukket en række lande med tætte bånd til de tidligere kolonimagter, der umiddelbart ›gør en fornuftig dansk indflydelse i udviklingsdialogen‹ vanskelig.
Semifinale med seks deltagere
Tilbage i semifinalen stod så seks lande: Malawi, Sierra Leone og Madagaskar samt de senere finaledeltagere Etiopien, Niger og Mali.
Landene blev underlagt en kritisk analyse i Udenrigsministeriet, hvor to af kandidaterne relativt hurtigt blev skilt fra. Carsten Staur forklarer: – Sierra Leone er en stat, som på grund af sin situation efter mange års konflikt ikke opfylder kravene til at blive dansk samarbejdsland. Her er vi ovre i kategorien ›svage stater‹, hvor mulige indsatser mere ligger på linie med det, vi gør i genopbygningsindsatserne i Sudan og Afghanistan.
– Vi kan heller ikke gå ind i Malawi for tredje gang uden at være mere sikre på, at vi denne gang kan få et godt partnerskab op at stå. Den politiske situation i landet er imidlertid for ustabil og regeringen har ikke leveret de nødvendige konkrete resultater på korruptionsområdet.
Endelig kom Madagaskar ikke med i finaleheatet – til trods for at landet sammen med Mali umiddelbart ligger bedst i forhold til Folketingets kriterier for valg af programsamarbejdsland.
Landet er ludfattigt, og der er en politisk vilje og evne til at gennemføre sociale og politiske reformer og ikke mindst til at bekæmpe korruption.
– Indrømmet, Madagaskar performer meget fint, men det blev udslagsgivende, at landet ikke er landfast med resten af Afrika og således ikke spiller en regional rolle. Vores øvrige afrikanske samarbejdslande interagerer med nabolandene og kan være med til at spille en positiv rolle for den regionale stabilitet, som for eksempel Kenya gør det på Afrikas Horn og Burkina Faso og Ghana i det vestlige Afrika, forklarer Danida-chefen, og peger således på et mere overordnet regionalt aspekt ved udvælgelsen af et afrikansk programsamarbejdsland.
Et aspekt, der ikke udspringer af Folketingets kriterier for valg af samarbejdsland fra 1989.
– Hvordan vægtes de nye hensyn til sikkerhedspolitik og terrorisme for valget af programsamarbejdsland i forhold til 1989-krite-rierne?
– Folketingets kriterier fra 1989 er ikke meget detaljerede, men de er med til at fastholde nogle grundlæggende udviklingspolitiske aspekter i landevalget. Derudover spiller konfliktsituationen i landet og regionen også en vigtig rolle, lige så vel som forhold omkring terrorbekæmpelse. Det er nyt i forhold til 1989-kriterierne, der heller ikke er særligt eksplicitte omkring betydningen af god regeringsførelse som en kerneforudsætning for at blive udvalgt som programsamarbejdsland, svarer Carsten Staur. Han afviser dog, at Folketingets kriterier er forældede.
– Når den amerikanske Højesteret kan fortolke forfatningen fra 1789 i relation til nutidens problemer, så kan man også i Danmark tolke nogle kriterier fra 1989 fornuftigt i forhold til at udvælge et nyt programsamarbejdsland.
Finaleheatet er helt åbent
Spørgsmålet er, hvilket land der fremstår som favorit, når Folketingets 1989-kriterier indlæses i nutidens Afrika og sammentænkes med sikkerhedspolitik, terrorisme og nærområde-problematikken, der spiller en vigtig rolle i regeringens prioriteter for udviklingsbistanden.
Mange uafhængige iagttagere tipper på, at det bliver Etiopien.
Med sin centrale placering på Afrikas Horn har landet afgørende indflydelse på situationen i hele regionen. Etiopien spiller en væsentlig rolle for fredsprocessen i Somalia og for bekæmpelse af international terrorisme. Danmark kan også være med til at spille en positiv rolle i forhold til den udestående grænsekonflikt med Eritrea, og endelig er der mange flygtninge fra Somalia og Sudan i Etiopien.
Tilmed oprettede Danmark sidste år en ambassade i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, der huser den nye Afrikanske Union. Vi er altså allerede til stede.
Men i Udenrigsministeriet nægter Carsten Staur at uddele favoritværdigheder. Han siger: – På en række områder ser det positivt ud for Etiopien, men landet har lige været igennem et meget besværligt valg, og den politiske situation er ikke nødvendigvis helt stabil. Det kan også komme til at spille en rolle, at Danmark vil blive en relativt lille bistandsdonor med relativt lille indflydelse i det internationale donorsamfund – i forhold til den rolle vi eventuelt vil komme til at spille i mindre lande som Mali og Niger. Alt det må holdes op mod hinanden i de videre overvejelser – og så er det jo i sidste instans en politisk afgørelse, hvad resultatet bliver.
Etiopien såvel som Niger ligger i den virkelig tunge ende i de internationale oversigter over udbredelsen af korruption, mens Mali ligger noget bedre. (Se s.7) Den anerkendte organisation for ytringsfrihed, Freedom House, vurderer landene i forhold til deres overholdelse af politiske og civile rettigheder. Her fremstår Mali også som en klar vinder foran Niger på andenpladsen og Etiopien på tredjepladsen. (S.7) Finalen om at blive nyt dansk programsamarbejdsland afvikles hen over efteråret.
Der vil nu blive udarbejdet grundige analyser for hvert af de tre kandiderende lande. Udviklingsminister Ulla Tørnæs tager på besøg i landene for at få et førstehåndsindtryk, og i november afholdes offentlige høringer og Folketingets Udenrigsudvalg vil få lejlighed til at kommentere valget.
Inden regeringen så træffer sin beslutning i slutningen af året.
HVILKET LAND?
Udvikling har spurgt en forsker, en ngomand og en politiker om, hvilket land de vil pege på som nyt programsamarbejdsland.
Forskeren: Anne Mette Kjær,
lektor i statskundskab på Aarhus Universitet
Jeg holder på Niger.
– Jeg tror, at valget kommer til at stå mellem Niger og Etiopien, hvor Danmark har mest erfaring med udviklingsbistand. Og set i forhold til fattigdomskriteriet bør det blive Niger. Her lever 61 procent af befolkningen for under én dollar om dagen, mod 26 procent i Etiopien. Og med hensyn til demokrati og menneskerettigheder scorer Niger også langt bedre end Etiopien.
– Etiopien har ganske vist et langt stærkere statsapparat end Niger. Det kan være en fordel i bistandssamarbejdet, men i Etiopien bruges det stærke statsapparat også repressivt til at undertrykke befolkningen.
– Mali ligger endnu bedre end Niger, når vi taler demokrati og politisk miljø – så hvis den frie politiske proces er det vigtigste kriterium, bør Mali blive det nye programsamarbejdsland.
Ngomanden:
Christian Friis Bach,
international chef, Folkekirkens Nødhjælp
Jeg holder på Etiopien.
– Det er klart, at den demokratiske proces i Etiopien har meget langt igen, men retningen er mere afgørende end niveauet. Valget i 2004 var det frieste valg nogen sinde.
– Vores erfaringer fra Niger er, at det er svært at finde og rekruttere lokale partnere og danskere med kendskab og indsigt i landet. Og det samme vil gøre sig gældende i Mali. Til gengæld har vi en lang historie i Etiopien med en stærk tilstedeværelse af de store danske ngo’er. Civilsamfundet er ganske vist meget svagt, men der er muligheder, og dem skal vi udnytte.
– Det skal dog siges, at Malawi hørte til blandt vores førsteprioriteter. Her går det den rigtige vej, både når det gælder demokrati, korruptionsbekæmpelse og ytringsfrihed. Befolkningen i Malawi vejrer morgenluft – og Danmark har fortsat en stærk position i landet. Det er det bedste udgangspunkt for et stærkt program.
Politikeren:
Søren Espersen,
Udenrigspolitisk ordfører, Dansk Folkeparti
Jeg holder ikke med nogen. – Vi ser jo hellere, at det gik den anden vej: At man skar ned på antallet af samarbejdslande, og derfor vil jeg ikke tale for nogen af landene.
– Vores ønskemål er, at samle al dansk bistand i et enkelt land, og herefter koncentrere alle bevilgede u-landsmidler omkring dette ene land. Det kunne for eksempel være Tanzania.
– Ideen er at nedtrappe u-landsbistanden til de øvrige lande over de næste 10 år, således at de enkelte lande fra 2015 ikke længere modtager dansk bistand. Mens det tilsvarende beløb, der skal skæres ned til omkring 10 milliarder kroner, gradvist sluses ind i Tanzania.
Sulten i Niger kom snigende lige så langsomt, som vesten reagerede. Advarselslamperne blinkede, men verdens øjne så andre steder hen.
Af Suzanne Skærbæk Nielsen
Farvede plastikarmbånd omslutter den sultne befolknings håndled.
Båndene støtter ikke velgørenhed, som de farvede armbånd, man ser på håndled herhjemme. I det danske gadebillede betyder et gult bånd, at du støtter kræftforskning. Men i Niger betyder det, at man er moderat underernæret. Sygeplejersker sætter båndene på og sender de sultne børn hjem fra ernæringscentret med en tremåneders madration.
Sætter de et blåt bånd om de tynde håndled betyder det, at man er så underernæret, at man straks skal i behandling.
I skyggen af katastrofen betyder farverne forskellen mellem liv og død, og blå armbånd uddeles til børn i tusindvis. Børnene som skriger, er ikke de sygeste. De har nemlig stadig kræfter til at skrige. Dem med de blå bånd er tavse.
Her kan sent betyde aldrig
Først slog høsten fejl i sommeren 2004, og kort tid efter satte græshopperne ind og åd sig igennem de afgrøder, der var tilbage.
Allerede den 23. februar 2004 udsendte FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) den første advarsel om, at græshopperne var på vej, og at de var mange.
FN’s fødevareprogram (WFP) vidste, hvad der var ved at ske, og i november 2004 udsendte WFP også sin første appel om hjælp.
Niger er i forvejen det næstfattigste land i verden, og den største del af befolkningen lever på et eksistensminimum. Nu er 2,5 millioner menneskers eksistens truet.
WFP påbegyndte derfor en nødoperation allerede i februar 2005 og udsendte endnu en appel om penge til nødhjælp. Intet svar.
– Jeg er ærgerlig og nedslået over, at der skal lig på bordet, før vesten beslutter sig for at gribe ind, siger programkoordinator Nanna Callisen Friis fra CARE, der arbejder med langsigtet udvikling i Niger.
– Det er ikke anstændigt, at vi er med til at støtte overvågningssystemer i landet og beder befolkningen om at advare i tide, når advarslerne alligevel bliver overhørt.
Tørke i Niger og Sahel-landene er ikke noget nyt. Det ser vi tit. Men en afgørende grund til, at katastrofen har fået det omfang den har i dag er, at vesten ikke greb ind i tide, understreger Nanna Callisen Friis.
Nigers befolkning havde hårdt brug for hjælp allerede efter tørken, men en sværm af sultne insekter gjorde situationen desperat.
Den gule plage
De er otte centimeter lange og blændende gule. På trods af deres små kroppe kan de i samlet flok spise det samme som 2.500 mennesker på én dag. Det er netop, hvad de gjorde i Niger.
Samtidig med græshoppernes skæbnesvangre ankomst til landet i september sidste år, ankom også seniorforsker Jørgen Axelsen fra Danmarks Miljøundersøgelser til det østlige Niger.
– Når man rejser rundt i landet slår det én: Hvorfor bor folk her? I gode år kan de jo lige holde skindet på næsen. Men nu er ›the hungry season‹ sat ind. Tidspunktet hvor sidste års høst er ved at slippe op, siger Jørgen Axelsen.
Hver enkelt græshoppe kan dagligt spise sin egen vægt. To gram afgrøder pr. insekt. Her hjælper ingen net, da sværmene dækker gigantiske områder, og bevæger sig med 19 kilometer i timen.
Som en orkan fejede de landskabet for 200.000 tons afgrøder. Og angrebet var det værste i Vestafrika i 15 år. Men som enhver orkan var også denne varslet i tide: – Noget der kan undre mig er, at FAO allerede i februar 2004 udsendte en varsling om, at der var et angreb på vej. Men der kom ingen reaktioner, fortæller seniorforskeren.
Smøleri koster
Der er ingen nem måde at komme sultkatastrofer til livs på. Men hurtig indgriben er en måde at begrænse katastrofens omfang, inden den tager hårdt fat om landet.
– FN har jo regnet ud, at hvis der var blevet hjulpet for seks måneder siden, ville nødhjælpen have kostet én dollar pr. borger. Nu koster den 80, forklarer Nanna Callisen Friis og tilføjer: – Det er bare så ærgerligt. Ikke kun for de mange, der har mistet livet, fordi vi ikke reagerede hurtigt nok, men også fordi det er en ekstrem ineffektiv måde at bruge ressourcer på.
Vind og vejr er ingen herre over, men græshopperne kan bekæmpes med pesticider. Men også her var reaktionen for langsom: – Donorerne var alt for længe om at give penge til pesticider. Var indsatsen blevet sat ind langt tidligere, kunne bekæmpelsen være blevet gjort for et betydeligt lavere beløb, end det har kostet at bekæmpe dem i dag, påpeger seniorforsker Jørgen Axelsen.
Fremtiden er nu
Regnen er begyndt at falde i Niger, og græshopperne er væk. Men bønderne har alligevel ikke kræfter til at dyrke deres marker, og rigtig mange mennesker har været nødt til at spise deres såsæd.
– Regntiden er kort i Niger. På nuværende tidspunkt har 65 procent af de fattigste bønder ikke fået sået endnu, fortæller Nanna Callisen Friis og advarer om, at hvis der ikke gribes ind nu, kan verden stå over for en meget lang og sej indsats for at få landet til at rejse sig igen.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs besluttede i august at bevillige yderligere 15 millioner kroner i humanitær bistand til Niger. Det bringer det samlede danske bidrag til Niger op på cirka 21 millioner, ud over de 50 millioner kroner, som årligt gives i langsigtet bistand, hvoraf CARE forvalter en fjerdedel. Verdensfødevareprogrammet modtog også 35 millioner kroner i generel bistand fra Danmark i år, hvoraf nogle også kan bruges til nødhjælpsarbejde i landet.
Samlet har donorlandene doneret 171 millioner kroner til WFP, men der er stadig langt, før donorlandene når de 350 millioner, som FN’s fødevareprogram vurderer er nødvendige for at imødegå katastrofen.
– Vi kan i dag se, at de steder, hvor vi har oprettet kornbanker, dér lider folk mindre. Det kan godt lade sig gøre at forebygge. Og det er billigere end nødhjælp, understreger Nanna Callisen Friis.
Danmark var iøvrigt et af de første lande, som reagerede på Nigers nødråb og gav en million kroner til den private organisation Caritas Danmark allerede i maj.
Suzanne Skærbæk Nielsen er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets kommunikationsenhed. suznie@um.dk
En sultkatastrofes dagbog
Feb 04 FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) udsender varsling om græshopper, og FN’s Fødevareprogram (WFP) sender en appel.
Nov 04 WFP udsender endnu en appel om nødhjælp.
Marts 05 FN appellerer om 99 millioner kroner, men får kun 6.
Primo maj CARE åbner kornbanker efter anmodning fra Nigers regering.
25. maj WFP appellerer om 185 millioner kroner i nødhjælp sammen med Nigers regering og får 62 millioner. Regeringen giver en million til Caritas Danmark.
29. juni Danmark giver 1,6 millioner til Verdensfødevareprogrammets arbejde i Niger.
15. juli CARE advarer om, at nomadekulturen er stærkt truet. 50 procent af kvæget er bukket under.
27. juli Læger uden Grænser (MSF) sender sin første sygeplejerske til Niger og starter MSF’s største indsats mod sult nogen sinde.
29. juli Danmark giver yderligere tre millioner til Verdensfødevareprogrammet.
8. august WFP begynder en omfattende uddeling af mad og nødhjælp. De mangler stadig 181,5 millioner kroner for at nå målet.
9. august Steen Gade, formanden for udenrigsudvalget (SF), beskylder regeringen for at være for passiv og langsom.
10. august Nigers præsident Mamadou Tanja afviser, at Nigers befolkning sulter. Han betegner dem som ›velnærede‹ og beskylder FN og ngo’er for at sprede falsk propaganda. Han kritiserer regeringerne for kun at kanalisere penge igennem WFP, mens Nigers regering kun modtager 15 millioner ud af cirka 275. Samme dag tildeler udviklingsminister Ulla Tørnæs yderligere 15 millioner kroner til Niger, hvoraf 10 millioner går til WFP og 5 til UNICEF.
12. august Regeringen i Danmark kritiseres af oppositionen og nødhjælpsorganisationer for at tage penge fra u-landsbistanden for at betale for nødhjælpen til Niger og tsunamikatastrofen.
19. august WFP uddeler i samarbejde med CARE 200.000 tons fødevarer for at nå 1,5 millioner mennesker.
I juli styrtede en helikopter ned i Uganda. Ombord var Sudans vicepræsident John Garang. Hans død kan betyde, at fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan falder fra hinanden, vurderer en dansk Sudankender, der netop er vendt hjem fra landet.
Den danske regering har øremærket 500 millioner kroner til genopbygningen af Sudan i overgangsperioden 2005 – 09.
Derudover har Danmark også sagt ja til at bidrage økonomisk og militært til FN’s fredsbevarende indsats i Sudan.
Tekst og foto: Anders Hastrup, Sudan.
Historien om Sudans vicepræsident John Garang er historien om Afrikas længste borgerkrig. Og om en krigsherre, der blev stueren politiker.
Da det blev officielt, at Sudans vicepræsident John Garang var død i et helikopterstyrt i Uganda den 30. juli 2005, kom det til oprør i landets hovedstad Khartoum. Tusindvis af mennesker drog hærgende gennem gaderne, butikker og private hjem blev plyndret og der blev sat ild på både offentlige bygninger og talrige kontorer. I løbet af mandag den 1. august 2005 blev der i landets officielle medier rapporteret om over 130 dræbte. Denne begivenhed, der hurtigt blev døbt Den Sorte Mandag, er et billede på hele Sudans nyere historie. En historie om landets marginaliserede befolkningsgrupper, der aldrig har opnået politisk repræsentation og anerkendelse og kun kender til voldelig og ofte ukoordineret protest mod styret i Khartoum.
Godt nok var der ifølge de officielle undersøgelser tale om en ulykke og ikke et politisk mord, og godt nok er borgerkrigen mellem Nord og Syd formelt set overstået. Ikke desto mindre er oprøret et symbol på den fundamentale mistro, som folk fra Sydsudan og andre af landets randområder stadig nærer mod regeringen i Khartoum – og en påmindelse om, hvor spinkelt et grundlag freden bygger på.
New Sudan? Garangs fødeby, Rumbek, Sydsudan, juli 2005.
Dansk støtte til Sudan
Den danske regering har øremærket 500 millioner kroner til genopbygningen af Sudan i overgangsperioden 2005–09.
Derudover har Danmark også sagt ja til at bidrage økonomisk og militært til FN’s fredsbevarende indsats i Sudan.
Endeligt bevilgede Udenrigsministeriet i august måned fire millioner kroner til Den Internationale Straffedomstols efterforskning i Darfurprovinsen.
New Sudan
Borgerkrigen mellem det overvejende muslimske Nordsudan på den ene side og det kristne/animistiske Sydsudan på den anden har varet næsten uafbrudt fra Sudan blev en uafhængig nationalstat i 1956. Det er en krig, der i udgangspunktet drejer sig om adgang til politisk repræsentation og medbestemmelse og om lige adgang til udnyttelsen af landets naturresurser.
John Garang formåede med jernhånd at samle Sydsudan i en fælles væbnet kamp mod styret i Khartoum efter han dannede SPLM (Sudan People’s Liberation Movement) i 1983. Med en ph.d i landbrugsøkonomi fra USA blev den velformulerede og karismatiske leder symbolet på Sydsudan, der opnåede stor støtte fra udlandet, primært USA. Men samtidig var han en kynisk krigsherre, hvis systematiske brug af børnesoldater er veldokumenteret.
Garang er chefarkitekten bag tanken om New Sudan, en plan om lighed, sekularisme og demokrati for alle i et forenet Sudan. På den måde stod han i kontrast til mange ledende politikere fra SPLM, der ønsker selvstændighed for Sydsudan for enhver pris; og i endnu skarpere kontrast til det islamistiske styre i Nord, der har haft sharialovgivning siden 1983. Hans idé om et samlet Sudan har gjort ham til et forbillede for mange sudanesere i både Nord, Syd og den vestlige Darfurprovins. John Garang formåede at omforme lokale politiske hensyn og blev en samlende national figur.
En skrøbelig fred
I januar 2005 blev en endelig fredsaftale underskrevet mellem Nord og Syd. Sydsudan kan efter en 6-årig prøveperiode stemme om løsrivelse fra Nord. Samtidig blev Garang i juli udnævnt til vicepræsident for hele Sudan. Generelt kan man sige, at nordsudaneserne ønsker national enhed og sydsudaneserne ønsker selvstændighed. Nord er afhængig af det frodige Syd, hvor der på det seneste er opdaget betydelige olieforekomster, mens syd-sudanesere stadig føler sig udnyttet og undertrykt af Nord. Den Sorte Mandag, hvor fattige sydsudanesere angreb rige arabiske købmænd er et symbol på en vedvarende social skævhed, der stikker dybere end nogen fredsaftale kan sætte ord på.
Garang var en totalitær leder, der ofte førte dialogen med Nord ene mand, og efterfølgeren, SPLM’s tidligere militære leder, Salva Kiir, er ikke en oplagt kronprins, som styret i Khartoum er fortrolig med. Kiir bliver opfattet som løsriver, der ligger langt fra Garangs ide om New Sudan. At Garang ikke formåede at inkludere andre i sin kamp og styrede SPLM med jernhånd, er måske grunden til, at han kom så langt, som han gjorde. Samtidig kan det betyde, at SPLM efter Garang må starte forfra med at opbygge de personlige forbindelser til Khartoum. Forbindelser, der lagde grunden til Garangs succes og til den nuværende, omend nok så skrøbelige fred.
Anders Hastrup studerer antropologi og har boet i Sudan i to omgange, senest for at arbejde ni måneder for en amerikansk ngo. andershastrup@hotmail.com
30 MILLIONER TIL ELFENBENSKYSTEN
Den skrøbelige fredsproces i Elfenbenskysten i Vestafrika har nu fået støtte fra Danmark. Udenrigsministeriet har bevilliget 30 millioner kroner over tre år til FN’s udviklingsprogram (UNDP) i landet. Programmet arbejder for en afvæbning og demobilisering af tidligere soldater i Elfenbenskysten.
Elfenbenskysten har været præget af væbnet konflikt siden september 2002, og Danmark støtter FN’s udviklingsprogram i overgangsfasen mellem en konfliktafslutning og implementering af udviklingsrelaterede indsatser. UNDP’s arbejde vil ske i samarbejde med FN's fredsbevarende mission i landet. /SSN
LÆGER UDEN GRÆNSER TRÆKKER SIG UD AF DR CONGO
Læger uden Grænser (MSF) har netop udgivet en rapport om den vedvarende vold i den Demokratiske Republik Congo. Det sker samtidig med, at MSF lukker en del af sine programmer i det voldsplagede land.
MSF er stadig i byen Bunia, men har indset, at det ikke er muligt for organisationen at arbejde uden for byen. I juni 2005 blev to af deres medarbejdere kidnappet og udsat for fysisk og psykisk vold i ti dage.
– Efter at have følt den kolde, bitre smag af lederens geværløb i min mund, og efter at være udsat for flere trusler og falske henrettelser, ved jeg nu, hvad befolkningen i denne del af Congo må leve med, siger en af de bortførte MSF-medarbejdere i rapporten. /SSN
Den danske sygeplejerske Marie Louise Jakobsen blev mødt med hadefulde tilråb fra lokalbefolkningen i Angola, der troede, at Læger uden Grænser stod bag den frygtede Marburg-virus. Efter seks uger erfarede hun, at den største kamp mod sygdommen lå i de lokale ritualer, landminernes placering og hospitalets hygiejniske forhold.
Marie Louise Jakobsen og de andre sygeplejersker måtte arbejde i ›rumdragt‹ i Angolas varme, fugtige klima.
Af Marianne Hartz Thomas
– Morder. Marburg-morder! De hadske ord blev råbt af unge drenge i vejkanten efter den hvide firhjulstrækker med de store sorte og røde logoer fra Læger uden Grænser (MSF) på sidedørene. Bilen kørte langsomt væk fra byen Uige og videre tre kvarter mod Songo i det nordvestlige Angola. Det var i slutningen af april i år. Bag ruderne i bilen sad danske Marie Louise Jakobsen, netop landet fra Bruxelles. Hun var, som den eneste danske sygeplejerske i Angola, på vej til seks ugers kamp mod den dødelige Marburg-virus, der kostede næsten 400 mennesker livet fra april til juni i år. Marburg-virusset, et søstervirus til det mere luftbårne Ebola-virus, angriber blodkarrene og lader 80–90 procent af sine ofre dø af blodmangel.
– I starten så de lokale, at der var noget galt, og at der var mange, der døde på hospitalet. Og da vi kom lige midt i de værste begravelser, blev lokalbefolkningen forskrækket og fik en opfattelse af, at det var os, der slog dem ihjel. Og der gik rygter om, at vi sugede blod ud af dem til vores master (en herre/blodsu-gende gud, red.) Men de har jo en meget mere magisk tankegang, end vi har, siger Marie Louise Jakobsen og fortsætter: – Det var selvfølgelig super frustrerende at rejse så langt væk hjemmefra, og så ser de sådan på os. Men så må du finde en måde at forklare dit budskab. For situationen er jo meget simpel. De er jo bare så sindssygt bange. Og jeg kan godt forstå, at de er bange.
Læger og sygeplejersker i rumdragter
Og det viste sig, at den lokale befolknings frygt for alle de hvide læger og sygeplejersker i hvide heldragter og med maske for munden netop blev dén brik, der var afgørende for at isolere den dødelige Marburg-sygdom. Sygdommen blev konstateret i midten af april i år i Uigeprovinsen i den nordlige Angola og flere internationale organisationer, deriblandt MSF, sendte på kort tid assistance til området. Netop fordi sygdommen er så dødelig og meget smitsom, er det vigtigt at få den isoleret hurtigt. Og ›rumdragten‹, som beskyttelsesdragten blev døbt i Songo, var netop den, som Marie Louise Jakobsen skulle oplære de lokale sygeplejersker i at tage på.
Men da hun stod ud af firhjulstrækkeren, var der ingen lokale sygeplejersker at oplære. Der var heller ingen læger på det lille missionshospital med plads til omkring 100 patienter – som der slet ikke var nogen af. Ikke engang vand havde hospitalet.
Der var to sygeplejersker på hospitalet, der var døde. Så hospitalet blev forbundet med Marburg, og derfor flygtede de ud i landsbyerne, fortæller hun.
Landminer og lokale begravelser
De lokale sygeplejersker og deres familier gemte sig i landsbyerne. Så MSF begyndte at sende et hold af læger og sygeplejersker ud til landsbyerne for at finde patienter. Men det skete kun få gange. Angola er spækket med landminer fra mange års borgerkrig, og MSF kunne ikke få noget kort over, hvor de lå, og hvor mange der var, så det blev hurtigt for farligt at bevæge sig uden for hospitalets område.
Til gengæld vidste den danske sygeplejerske og hendes kollegaer, at en af de store smittekilder var de lokale begravelser. Den lokale begravelsesskik drejer sig om at sende afdøde godt af sted. Liget bliver vasket af familien, lagt i en kiste, og familien lægger nogle personlige ejendele ned til den døde. I ugerne før Marie Louise Jakobsen kom til Angola, var MSF-personalet kommet i rumdragterne og havde taget de døde fra familierne, desinficeret ligene med klor, lagt dem i ›bodybags‹ og begravet dem.
– Det var et stort problem for den dødes familie, som ikke rigtigt fik lov at gøre noget som helst. Og hvis ikke du får sendt den døde afsted på en ordentlig måde, vil han komme tilbage som en ond ånd og straffe landsbyen. Derfor nåede vi til et kompromis, hvor vores begravelseshold tog ud, gav familien handsker, lod dem vaske liget i klor og gav dem lov til at lægge alle de personlige ejendele i kisten, som de ville. Kisten blev desinficeret, de fik handsker på og kunne bære den og begrave den, mens vi bare observerede, at det gik, som det skulle. Og det betød, at de åbnede mere op, og at de forstod, at vi ikke var der for at genere dem, siger den 32-årige sygeplejerske.
Også de lokale medicinmænd udgjorde en alvorlig trussel, da deres første behandlingsmetode er at skære ›det onde‹ væk. Derfor var deres knive og andre redskaber potentielle smittekilder for dem selv og nye patienter.
Patienterne ind gennem en sluse
Efter nogle dage i Songo begyndte patienterne at komme tilbage til det lille hospital. Men ingen med Marburg. Marie Louise Jakobsen og hendes kollegaer havde ellers sat en hel isolationsenhed op, som de holdt kørende i nogle uger – heldigvis uden en eneste patient.
I stedet brugte de tiden på at sætte et slags ›indfangningssystem‹ på plads på hospitalet. Et såkaldt triage-system, hvor patienterne skal sluses igennem først en række spørgsmål. Hvis personalet stadig tror, at patienten ligger i risikozonen for at have Marburg, skal de have taget tests. Systemet satte de op på de afdelinger, hvor der kom flest patienter, for hospitalet havde ikke en reception, som man kender det fra danske hospitaler.
– Problemet var, at nogle forsvandt fra hospitalet så snart de så, at de skulle svare på spørgsmål, og andre havde bare ondt i benet, så det var svært bare at få dem igennem vores triage, fortæller hun.
MSF-holdet havde også ubehagelige erfaringer med at tage blodprøver, da det involverer en kanyle, som kan være en farlig smittebærer. I stedet tog de mundskrab med en vatpind, men sygdommens aggressivitet betød, at de den ene dag kunne tage tests, der var negative; den næste dag kunne patienten være død.
Klorlugten forsvandt aldrig
– Alle redskaber på hospitalet blev skyllet i klor og lugten hang konstant i næsen. Selvom jeg gik i bad og vaskede mig med shampoo, så lugtede jeg stadig, som om jeg havde brugt en uge i en svømmehal, siger Marie Louise Jakobsen.
Marie Louise Jakobsen har en teoretisk specialistuddannelse fra London School of Tropical Diseases. Hun har arbejdet som sygeplejerske i fire år i både Danmark og England og været både i Sudan, Nigeria og Angola for Læger uden Grænser. Foto: Karsten Bidstrup.
Al hendes mad blev vasket i klor og gennemkogt, og hun måtte ikke spise rå grøntsager eller frugt. Kollegaer måtte ikke røre ved hinanden for at mindske smitterisikoen, og det lokale marked var forbudt område for hende og hendes kollegaer.
Arbejdspladsen. Foto: Marie Louise Jakobsen.
På trods af de seks uger med utallige stressfaktorer og en dødelig virus, der konstant åndede hende i nakken, har hun ikke mistet modet.
– Bare det at kunne hjælpe én i Afrika gør en stor forskel. De har et virkeligt behov, og det er mit ansvar ikke bare at sidde herhjemme og trille tommelfingre, når jeg har den viden og erfaring, jeg har, siger hun.
Læger uden Grænser har nu overdraget deres aktiviteter til lokale ngo’er og internationale organisationer, som arbejder mere langsigtet i området.
Og Marie Louise Jakobsen? – Hun hoppede den 9. august igen på et fly for Læger uden Grænser. Denne gang til Niger i halvanden måned for at hjælpe med at stoppe den sultkatastrofe, som det vestafrikanske land netop nu gennemlever (Læs side 9).
Marianne Hartz Thomas er freelance-journalist og skriver blandt andet for Global Økologi, Kristeligt Dagblad og MiljøDanmark om miljø og udvikling. marianne@deadlinepress.dk
Det aggressive Marburg-virus
Udbruddet af Marburg-feber i år i Angola er det største kendte udbrud til dags dato af den dødelige sygdom. De seneste tal fra slutningen af juli viser, at der var 368 tilfælde, hvoraf 323 er døde. Kun de 157 er laboratoriebekræftet.
Sygdommen er én i en gruppe sygdomme under betegnelsen Ebola-blødningsfeber. Marburg-virusset er ikke luftbåren som Ebola-virusset, men er mere aggressivt og spreder sig hurtigere. Når Marburg-virus er trængt ind i kroppen, opstår der efter 2-21 dage influenza-lignende symptomer: Høj feber, mathed, muskelsmerter, hovedpine, mavesmerter og ondt i halsen. Siden kommer der opkastninger, diarré, hududslæt samt lever- og nyresvigt. Alvorligst er de svære blødninger, som kan opstå både fra de indre organer og fra huden. Det er blødningerne, som hos op til 90 procent af patienterne fører til døden. Og som er baggrund for sygdomsnavnet blødningsfeber, da virus ødelægger blodkarrene.
Hverken medicin eller vaccination kan helbrede sygdommen. Men hvis patienten i god tid får store mængder væske for at holde blodkredsløbet i gang trods de mange blødninger, kan der være god chance for at overleve.
De fleste forskere mener, at smitten gemmer sig regnskoven i aber og /eller i flagermus. Mennesker kan blive smittet, hvis de er i direkte kontakt med dyrene. Sygdommen smitter gennem blod og andre sekreter som for eksempel spyt og ved inficerede nåle.
Marburg-virusset blev opdaget i den tyske by Marburg i 1967, da 32 mennesker blev syge på et laboratorium, som havde importeret grønne aber fra Uganda. Siden har der været enkelte tilfælde i Afrika, blandt andet et udbrud i Den Demokratiske Republik Congo fra 1998-2000, hvor 149 mennesker døde.
Kilder: WHO, Netdoktor, Center for Decease Control and Prevention, US Government.
Nyt dansk program i Bosnien og Serbien til 150 millioner kroner skal skabe job i to områder på Balkan med særlig mange fattige og udsatte. Udvikling var med på turen til Serbien, hvor programmet blev finpudset inden startskuddet lyder.
Tekst og fotos: Stefan Kati´c, Beograd.
Ikke alle danske bistandskroner går til fjerne egne af verden såsom Bolivia, Bhutan eller Benin. Således skal Udenrigsministeriet bruge godt 450 millioner kroner af den danske udviklingsbistand 2004–2007 til at støtte forskellige aktiviteter på Balkan.
Her er seneste skud på stammen et program for lokal økonomisk udvikling, der skal hjælpe mindre virksomheder til at vokse. Af de 20 millioner euro – godt 150 millioner kroner, der er sat af – vil halvdelen blive brugt i Bosnien-Hercegovina, halvdelen i Serbien.
Et program ved navn LEDIB (Local Economic Development in the Balkans) søsættes nu. Det sker som en del af Danmarks indsats i de såkaldte nærområder, det vil sige områder, der ligger tæt på det sted, som flygtningene kommer fra.
Halvdelen af pengene skal bruges til at få skub i mindre virksomheder i Serbiens næststørste by Niˇs, hvor godt 10 procent af befolkningen er flygtninge.
Fattigdomslommer i Europa
Og flygtninge – dem er der fortsat mange af i både Bosnien og Serbien.
Formålet med LEDIB er at skabe flere job; ikke bare til flygtningene, men også til andre fattige og udsatte. Skabes der flere job, vil dette på sigt være et bidrag til stabiliteten i dette hjørne af Europa.
De to områder, programmet dækker, er området omkring byerne Ni s i Serbien og Banja Luka i det nordlige Bosnien. I Bosnien kommer LEDIBs aktiviteter til at dække begge de to dele af Bosnien: Republika Srpska og Føderationen af bosniske og kroatiske områder.
Udenrigsministeriet har valgt at lægge indsatsen i netop Ni s i Serbien og Banja Luka i Bosnien, fordi der i begge områder er europæiske fattigdomslommer, som huser mange personer fra udsatte grupper – eksempelvis romaer (sigøjnere) og flygtninge fra borgerkrigen.
Målet: Job og stabilitet
Hvordan laver man en forretningsplan? Hvordan laver man produkter, der kan sælges i EU? Og hvordan kan virksomheder gå sammen, så de optræder samlet over for myndighederne?
Det er den slags helt konkrete og praktiske spørgsmål, det danske LEDIB-program skal søge at hjælpe de mindre virksomheder med.
Målet er at få skabt et gunstigt erhvervsklima i de to ›øer‹ af arbejdsløshed og stagnation.
– Vækstpotentialet i overgangsøkonomier ligger i de mange små og mellemstore virksomheder. Kan de vokse, vil det give afkast i form af flere job – på sigt også til flygtninge, romaer og andre marginaliserede grupper, siger kontorchef Anne Marie Esper Larsen fra Udenrigsministeriets Naboskabsprogram. Mange store statsejede virksomheder har måttet dreje nøglen om eller er ved at blive privatiseret. Det har betydet en tårnhøj arbejdsløshed og en økonomi, der står i stampe.
Hjælp til selvhjælp
Programmet har penge til at støtte erhvervsudvikling i to–tre brancher i Banja Luka og Ni s. Altså blot to regioner på Balkan. Men er det ikke blot to dråber i havet? Udvikling spurgte erhvervsudviklingsspecialisten, seniorkonsulent Mahad Huniche fra det danske firma Nordic Consulting Group. Han er én af hovedarkitekterne bag LEDIB-programet.
– I forhold til de penge, vi har, kan det virke som om det bliver få resultater på kort sigt. Men på lang sigt vil de (bosnierne og serberne, red.) få en ramme, de kan bruge til at udvikle andre sektorer med. Isoleret set er det nok en begrænset effekt, men at de tre aktører – de offentlige myndigheder, markedet og civilsamfundet – bringes sammen på regionalt plan, betyder, at denne model kan bruges i andre sektorer, forklarer Huniche og tilføjer:
– Her er programmet netop i tråd med dansk udviklingsbistands princip om hjælp til selvhjælp.
Stefan Katic´ er redaktør for udvikling. stekat@um.dk
Serbien
Serbien er godt og vel dobbelt så stort som Danmark og har 7,7 millioner indbyggere (Kosovo ikke medregnet). Bruttonationalproduktet (BNP) var i år 2000 på 3.500 dollars pr. indbygger – eller godt halvt så meget som Serbiens officielle BNP lød på i 1989.
Dansk støtte til at få gang i økonomien i to hensygnende regioner i Serbien og Bosnien.
Af Stefan Kati´ c, Beograd.
Det er første gang, at Udenrigsministeriet går ind med et program for lokal økonomisk udvikling i et såkaldt post-konfliktområde – det vil sige et område, hvor krigen er slut, men hvor livet aldrig er vendt tilbage til noget, der bare ligner en normaltilstand. De 150 millioner kroner, der er sat af, bliver fordelt ligeligt mellem Bosnien og Serbien. LEDIB-programmet er en del af Udenrigsministeriets Naboskabsprogram, der sidste år havde et budget på 730 millioner kroner fra 2004 til 07 – heraf bruges de 450 millioner på Balkan, resten blandt andet i Rusland.
Programmet skal støtte udviklingen af serbiske og bosniske mindre virksomheder, så de kan vokse sig større. Det skal ske eksempelvis ved at tilbyde kreditter og ved at forbedre den lokale rådgivning, der tilbydes til de små og mellemstore virksomheder.
Desuden skal dialogen mellem de lokale offentlige myndigheder og de private virksomheder forbedres. Her er målet især at få myndighederne til at lette de administrative procedurer for virksomhederne og til at komme med medspil frem for bureaukratiske forhindringer.
De små og mellemstore virksomheder skal have hjælp til at organisere sig bedre.
LEDIB-programmets 150 millioner kroner rækker ikke til at nå alle virksomheder på Balkan. Derfor vil Naboskabsprogrammet koncentrere den danske indsats på 2–3 sektorer, alt efter hvor potentialet for vækst og beskæftigelse er størst.
Udenrigsministeriet skal nu ud i en EU-ud-budsrunde og finde de lokale og internationale konsulenter, der skal rådgive myndighederne og privatsektoren om LEDIB-program-met i Bosnien og Serbien.
Startskuddet for programmet – der foreløbigt er sat til løbe over treår – lyder den 1. december.
»AKTØRER, DER IKKE ER VANT TIL AT SAMARBEJDE, SKAL LÆRE AT INDGÅ I EN DIALOG. DET BLIVER DEN STØRSTE UD-FORDRING.«
Seniorkonsulent Mahad Huniche, NCG.
Metalvarefirmaet Mehatronica ligger i bogstaveligste forstand i familiens baghave. Med en energisk direktør, ni ansatte og gode muligheder for vækst. Det er præcis sådan en virksomhed, et nyt dansk program for økonomisk udvikling vil elske at støtte.
Et almindeligt yderkvarter med stille villaveje i Ni s, Serbiens næststørste by. Ikke meget tyder på, at her ligger en metalvarevirk-somhed, Mehatronica, som den danske delegation fra Udenrigsministeriets Naboskabsprogram i dag skal besøge. Målet er at komme tættere på, hvilke sektorer det kommende LEDIB-program (s.12) skal dække.
Dér kommer værten så ud; dobar dan (god-dag). Vi følger ham ned gennem kælderen, så gennem familiens baghave, hvor sorte fisk svømmer rundt i en lille dam – plop, dér fik de selskab af en skildpadde – og hvor familiens tre små døtre leger. Og derefter op ad en ydertrappe op til 1. sal på baghuset, der viser sig at være tætpakket med mænd, metal og maskiner. Ni mand i blå kitler svejser og borer og sliber i det temmelig trange, men rene og velordnede værksted.
Mehatronica fremstiller metalvarer og lettere elektronik. Ikke den store masseproduktion, men typisk mindre serier efter ordre.
Virksomheden kunne vokse og ansætte flere, hvis ellers det lille enkeltmandsfirma kunne overvinde en flaskehals eller to. Det er præcis sådan en virksomhed, som det danske program sigter på at hjælpe med at vokse.
De små baggårdsvirksomheder skal være lokomotiver i Serbiens økonomi. Foto: Stefan Katic´
De faktiske forhold i jernindustrien
I kælderlokalet under indgangen til familiens hus er Mehatronicas produkter udstillet. Virksomhedens ejer, Tomislav Petrovi´c, viser med stor energi og entusiasme, ja næsten kærlighed, de forskellige displays, el-skabe, postkasser og metalkabinetter frem.
– Vi har patenter på to produkter, fortæller ejeren på et glimrende tysk – han har taget sin afgangseksamen fra en Technische Hochschule i det tidligere Østtyskland. Før han startede egen virksomhed underviste dr. Petrovic´ på det tekniske fakultet i Nis – visitkortet siger stadig profesor.
Vi føres ind i Mehatronicas mødelokale –et køkken med fire stole rundt om et bord. Saltkringlerne står klar på køkkenbordet, og hr. Petrovic´s unge kone serverer juice og mineralvand.
Hr. Petrovic´ er velforberedt til besøget. Noterne ligger klar på bordet, og han svarer i punktform, da vi spørger om, hvilke barrierer, Mehatronica støder ind i: – Mangel på plads. Ingen mulighed for masseproduktion. Utilstrækkeligt uddannet personale; lærlingene har i dag for kort praktiktid. Kreditmulighederne er for ringe. Og så er Nis -regionen et for lille marked, fastslår hr. Petrovic´.
Det sidste er den energiske Tomislav Petrovic´ dog ved at gøre noget ved. Snart åbner Mehatronica showrooms i hovedstaden Beograd – der har to millioner indbyggere – og i Serbiens nordligste storby, Novi Sad.
Næste skridt er at få certificeret produkterne til såkaldt ISO 9002-standard, så de lettere kan eksporteres til EU-markedet.
Må starte fra bunden
Men er der mangel på kreditmuligheder og markeder, ja, så er arbejdskraften rigelig.
– Vi har ansat overskydende arbejdere fra virksomheder, der er lukket, fortæller hr. Petrovic´. Og dem er der nok af, for store, statsejede virksomheder i Serbien er lukket på stribe. Mehatronicas omsætning var sidste årpå 133.000 euro – heraf blev 43.000 genin-vesteret, hovedsageligt i brugte, tyske maskiner. /SK
Megen formalia, megen kaffe… Megen formalia, megen tyrkisk kaffe – og et program, der ikke lige rammer plet. Ikke meget klapper for Nisˇ Kommune denne onsdag, hvor en dansk delegation besøger byen.
Tekst og foto: Stefan Katic´, Beograd.
Tirsdag kl. 19.50
Minibussen med en delegation fra det danske Udenrigsministerium – tre konsulenter og to folk fra ministeriet – ruller ind i byen Nis . Det sker for at drøfte et program, der skal forbedre klimaet for små og mellemstore virksomheder i byen.
På byens rådhus har et tvhold fra den regionale nyhedskanal allerede taget opstilling; klar til at lave et interview med lederen af den danske delegation, Anne-Marie Esper Larsen og byens kommunalchef, Vlastimir Dokic´. Han er vært i borgmesterens fravær og superivrig for at få lederen af den danske delegation til at optræde i regionalt tv. Sammen med ham selv, forstås. Alt er gjort klart til et »se, jeghar-skaffet-guldfuglen-til-byen«-interview.
Det kommer frem, at såvel kommunalchef Dokic´ som borgmesteren ligger ude i nabolaget omkring SPS – Milosevic´s gamle parti.
Den danske delegation spræller i nettet – og det lykkes at slippe fri ved at tale med meget store og bestemte bogstaver. Ikke ligefrem noget, der gør stemningen supergod, men som Anne-Marie Esper Larsen, der er kontorchef i Udenrigsministeriets Naboskabsprogram, siger: – Jeg kunne lige se den danske ambassadør i Beograd åbne for tv og se mig i studiet med en af de gamle SPS-folk.
Kl. 21.15
Velkomstmøde på rådhuset i Nis . Det lange, blankpolerede mødebord i byrådssalen er i dagens anledning pyntet med en blomsteropsats og to små bordflag: Det serbiske blåhvide-røde flag med den dobbelthovede ørn og Dannebrog, der i dagens anledning – formodentlig med en del møje – er blevet fundet frem. Mineralvand og tyrkisk kaffe med fin grums bæres ind.
Væggene i lokalet er prydet med byens pompøse våbenskjold og tunge, mørke landskabsmalerier. Et smukt serbiskortodokst helgenbillede i guld hænger for endevæggen. Formodentlig på samme plads, hvor billedet af rest-Jugoslaviens præsident Milosevic´ – og før ham marskal Tito – hang.
Nok er Tito taget ned af væggen. Men mødet med kommunen lader mere end ane én ting: Var disse lokalpolitikeres hoveder udstyret med en lille lem, så man kunne åbne og se ind, ville man få øje på en hel del kontroltænkning, centralisme og partivælde, der har overlevet landsfaderen Tito.
Dagen står på besøg på en række lokale virksomheder. Målet er at få et indtryk af de vilkår, områdets lokale erhvervsliv fungerer under – herunder samarbejdet med kommunen.
Kommunens folk er gode værter. Så gode, at de vil tage med os rundt til alle de virksomheder, som vi gerne vil interviewe om –blandt andet – deres forhold til selvsamme kommune.
– Det er den faste procedure for den slags interviews, at de skal ske uden at andre parter er tilstede, forklarer dansk-somaliske Mahad Huniche, den ene af de to danske konsulenter, venligt og pædagogisk. Dén køber de tilsyneladende.
Kommunalchefen foreslår herefter, at han selv og chefen for den danske delegation »jo bare kan blive tilbage på rådhuset«. Underforstået: Fodfolket tager ud og gør arbejdet –så bliver cheferne tilbage med fødderne oppe og slapper af.
Megen formalia, megen kaffe…
Kl. 9.45
Dagen opløser sig i almindelig kommunal forvirring om opdeling af folk i to grupper, der skal ud på virksomhedsbesøg i lokalområdet: Hvem skal køre i hvilken minibus? Hvilken af de to tolke kører med jer? Er det her program stadig gyldigt? Nej, det er den gamle version. Hvem er med i gruppe 2?
Vi deler os i to grupper, og gruppe 2 kører af sted for at besøge en tekstilvirksomhed –og hov, dér møder vi så gruppe 1.
Kl. 10.11
Efterhånden som programmet skrider frem, bliver det stadig mere tydeligt, at det serbiske bystyre er temmelig optaget af formalia – bystyret har da også et hav af damer ansat i protokolafdelingen – og af at bruge chancen til at profilere sig i lokalmedierne. Selve substansen – flere arbejdspladser til Nis Kommune –synes at fortabe sig mellem hensigtserklæringer, håndtryk og middage.
Det er ikke nemt at være udvikler: Her er Udenrigsministeriets delegation kommet hele den lange vej fra Danmark med mappen fuld af gennemarbejdede oplæg og nydelige power pointpræsentationer. Og så flyder alt.
Kl. 11.00
Besøg på det lokale mejeri.
Kl. 13.00
Besøg på metalvirksomheden Mahatronica (se sideartikel).
Kl. 15.30
Besøg på Det Statslige Jordbrugslaboratorium og Serbiens Statslige Vin-Institut. Jamen, handlede det her ikke om kick-start til mindre, private virksomheder? Jo, da. Alle har i månedsvis vidst, at det danske program sigtede mod at hjælpe de små og mellemstore virksomheder på vej. Ikke desto mindre er det lykkedes kommunen at bruge den sparsomme tid til også at programmere besøg på disse to statslige landbrugsforskningsinstitutioner. Irrelevante – og så dog alligevel ikke helt.
For sidstnævnte vininstitut afslørede en hel del om kommunens planlægning af besøget: – Vi ved kun, at I skulle komme, fordi vi hørte det i radioen her til morgen, beretter lederen af laboratoriet.
Så må man jo sige, at det var heldigt nogen lyttede med!
Torsdag kl. 13.15
Ved afskedsmiddagen fortæller den ansvarlige for kommunens flygtninge- og Romaanliggender, Osman, at han samme morgen er blevet ringet op af en hel del borgere, der gerne vil vide, »hvordan man kommer i betragtning til at få erhvervsstøtte fra Danmark«. Kommunalchefen har åbenbart ikke kunnet nære sig, for nyheden om alle de mange, rare penge fra Danmark er blevet bragt på tv aftenen før.
Fredag 11.05
Hotel Moskva, Beograd. Evaluering af indtrykkene fra Nis : Hovedkonklusionen kan opsummeres til: »Kommunen er ikke nogen drømmerpartner, men hvor er vi blevet klogere på to dage«.
– På kort sigt kunne det være fristende at gå uden om kommunalchefen, siger konsulent Mahad Huniche, der er fødselshjælper på erhvervsprogrammet på Balkan. Men hele pointen i programmet er netop at få private virksomheder og offentlige myndigheder til at arbejde tættere sammen.
– Den nemme løsning ville have været at lave et projekt, hvor ministeriet i Beograd trænes i et lave kapacitetsopbygning, siger Mahad Huniche. Det er modigt, at Naboskabsprogrammet så alligevel vælger Nis -regionen, der har mange fattige og en håbløs kommune, slutter konsulenten.
En radiostation i Kirgisistan sender nyheder til lyttere i et af verdens mest lukkede diktaturer, nemlig det usbekiske. Det sker med dansk støtte. Udvikling har været på besøg på grænsen til Usbekistan.
Af Sine Schack Vestergaard, Kirgisistan
En halvmørk treværelses lejlighed gør det ud for både redaktionslokale og lydstudie i den kirgisiske by Osj.
Jævnlige strømafbrydelser og et langsomt internet er en del af arbejdsvilkårene for de omkring 15 journalister af forskellig nationalitet, der med dansk støtte arbejder for at sprede uafhængig information om den politiske situation i Ferghana-dalen.
Ferghana-dalen er delt mellem Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan, og radiostationen dækker, hvad der sker i hele dalen – herunder i diktaturstaten Usbekistan.
Hverdagen byder på konstant usikkerhed og trusler mod journalisterne og deres familier. For at lave journalistik om et af verdens mest lukkede diktaturer er langt fra ufarligt.
Informationsvakuum
Radioprojektet ›Dolina Mira ili Sporov‹ –›Fredens eller skænderiets dal‹ – blev startet efter at hundredvis af usbekere flygtede fra byen Andisjan til nabolandet Kirgisistan. En kombination af en fangeflugt og folkelige protester mod det undertrykkende regime den 13. maj i år blev slået ned med hård hånd af den usbekiske præsident Karimov.
FN kalder det ›ikke udelukket‹, at der er tale om en massakre. Menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch slår fast, at voldsanvendelsen var ude af proportioner med den trussel, demonstranterne udgjorde.
Øjenvidner fortæller om kvinder og børn, der er blevet skudt ned, og om familiemedlemmer til dræbte demonstranter, der er blevet likvideret, angiveligt fordi de vidste for meget. Men præcist hvad der skete, er umuligt at sige, for den usbekiske regering vil ikke tillade en international undersøgelse af begivenhederne.
Det er dette informationsvakuum, som journalisterne i Dolina Mira kæmper imod. Med støtte fra den danske ngo International Media Support (IMS) sender de radioprogrammer fra kirgisiske lokalradioer, der også når ind over grænserne i diktaturstaten.
Trusler mod kilder
Ifølge én af de usbekiske journalister, der arbejder for projektet, gør truslen mod kilder og øjenvidner det meget vanskeligt at få information om, hvad der sker i Usbekistan.
– Jeg har flere gange været ude for, at personer, der har givet interviews til mig, er blevet anholdt. Selvom man lover dem anonymitet, kan myndighederne ofte finde ud af, hvor oplysningerne kommer fra.
Mit gæt er, at op mod hver tredje person i Usbekistan kan være agent for det hemmelige politi, og derfor kan en negativ bemærkning om præsidenten føre til fængsling, siger han, og nævner som eksempel en gammel dame, der blev arresteret for at have talt dårligt om Karimov i bussen. Hendes medpassager var agent.
Den usbekiske journalist skriver under pseudonym for hjemmesiden for Institute of War and Peace, og ønsker på grund af frygt for repressalier ikke at få sit navn forbundet med Dolina Mira. Normalt arbejder han i den usbekiske hovedstad Tasjkent, hvor han også har sin familie.
Usbekerne lytter med
Æterbølgerne respekterer ikke de snørklede streger på landkortet, der udgør grænserne mellem de tre ›stan‹-lande. Derfor giver radioprogrammerne også borgerne i det lukkede Usbekistan adgang til uafhængig journalistik, som ellers ikke findes i diktaturstaten.
Det første dokumentarprogram siden Andi-sjan-begivenhederne var baseret på interviews med øjenvidner. Senere programmer har blandt andet behandlet konsekvenserne for Kirgisistan og Tadsjikistan, religionens rolle og det internationale samfunds reaktion.
Selvom det ikke er muligt at måle lyttertal i Ferghana-dalen, så vidner de usbekiske regeringskontrollerede mediers reaktion om, at der er nogen der lytter med bag grænsen.
En avis skriver for eksempel:
»Hvad andet end en utilsløret provokation imod det usbekiskkirgisiske samarbejde kan vi kalde det faktum, at en gruppe ›demokrati-satorer‹ i Osj har startet et radioprojekt Fredens eller skænderiets dal, der har til hensigt at føre en fjendtlig informationskrig imod Usbekistan ved at bruge et netværk af radiostationer i det sydlige Kirgistan, lige på grænsen til Usbekistan? (...)« Den usbekiske præsident Karimov har også på nationalt tv advaret sin befolkning imod radioprogrammerne.
Mediekontrol
Freedom House, der er en international organisation for ytringsfrihed, placerer Usbekistan som nummer 184 ud af 194 lande, hvad angår mediefrihed. Usbekistan ligger dermed dårligere end for eksempel Swaziland, Saudi Arabien og Iran; men bedre end stater som Nordkorea, Turkmenistan og Burma.
Tv og aviser er kontrolleret af regeringen, og en række internationale hjemmesider er blokeret af censuren.
Projektet
Dolina Mira-projektet i Kirgisistan løber til starten af september 2005 og IMS overvejer nu i hvilken form det kan fortsætte. Udgiften til projektet er 150.000 kroner.
IMS’s seneste to-årige bevilling fra Udenrigsministeriet var på 12,3 millioner kroner, der gik til mediestøtte verden over.
Grænseløst medium
Dolina Mira-projektet er tænkt som et redskab til at sprede demokrati i Ferghana-dalen, men også som et uddannelsesprojekt for lokale journalister. Den danske journalist Michael Andersen, der dækker Centralasien for DR-programmet Orientering, er tilknyttet Dolina Mira-projektet som konsulent for IMS. Hans rolle er blandt andet at sikre, at radioprogrammerne ikke er etnisk eller politisk skævvredne. Men at præsident Karimov bliver provokeret af programmerne, ser han som et positivt tegn: – Når Karimov på nationalt tv advarer imod vores programmer, så er det for mig at se den bedste indikator for, at de har en betydning, siger Michael Andersen.
Han forklarer, at de valgte at lave radio, fordi det er et billigt medie i forhold til tv, men også fordi det er vanskeligt at kontrollere for myndighederne.
– Regeringen kan forbyde en avis og kontrollere en tv-station, men radio bevæger sig over grænserne, siger han.
I det uvejsomme terræn er radio det perfekte medie. Her Kirgisistan. Foto: Søren Skarby/Polfoto.
Fængsel og tortur
Den usbekiske journalist, der arbejder for Dolina Mira – borgere i Ferghana-dalen har ret til at passere grænsen – er sig helt bevidst, at han løber en risiko ved sit arbejde:
– Jeg er på regeringens sorte liste, og jeg ved helt ærligt ikke, hvorfor jeg endnu ikke er blevet arresteret. Jeg flytter jævnligt, inden for det sidste år er jeg flyttet tre gange, og det går naturligvis ud over min familie. Hvis jeg forlod Usbekistan, ville det helt sikkert gå ud over dem. Men jeg tror, at der også inden for politiet er gode mennesker, der er trætte af situationen og derfor lader mig slippe.
Hvad er den vigtigste historie, du har lavet?
– I øjeblikket er det vigtigt at få fortalt, at myndighederne tilbyder erstatning til ofrene for Andisjan (massakren, red.), mod at de tier stille, eller siger at det var oprørerne, der skød deres pårørende. Jeg har allerede mødt mange, som påstår, at deres søn er død af sygdom, siger han og tilføjer: – Men tortur i fængslerne er nok det vigtigste emne. Jeg har for eksempel talt med folk, der er blevet tortureret i fængslerne. De stikker nåle op under neglene på folk, og slår dem under fødderne, hvilket skader alle de indre organer. Jeg har set folk, der er stribede som zebraer efter en sådan tortur.
Sine Schack Vestergaard er journalist og besøgte Kirgisistan sommeren 2005.
Usbekistan
Islam Karimov har været præsident i Usbekistan siden Sovjetunionen brød sammen. Han har flere gange ved folkeafstemninger fået forlænget sin præsidentperiode, sidst i 2002 med hele 91 procent af stemmerne. Oppositionspartier er forbudt, og der er ikke et uafhængigt juridisk system. FN kritiserer Usbekistan for blandt andet systematisk og udbredt brug af tortur. USA har en stor luftbase i Usbekistan, og samarbejder ifølge en aftale fra 2002 med landet om økonomiske, juridiske, humanitære og nukleare spørgsmål.
Kilder:
Office of the High Commisioner for Human Rights, CIA World Fact Book, http://www.freedomhouse.org
IBIS FORDOBLER SIT MEDLEMSTAL
Ulandsorganisationen Ibis er tæt på at runde 6.000 medlemmer og støttemedlemmer. Det er en fordobling siden begyndelsen af 2004. – Den markante fremgang er et meget positivt tegn og viser, at der er en voksende lydhørhed over for det arbejde, Ibis støtter i Afrika, i Latinamerika og i Danmark, siger Ibis´ formand John Nordbo. Fremgangen er blandt andet sket gennem face2face kampagner, og store kampagner, der har sat fokus på FN´s 2015 mål. Ibis satser på at nå 10.000 medlemmer i slutningen af 2006. Til gengæld koster et medlemsskab kun 50 kroner.
/SSN
UNDSKYLD PÅ VORES FORFÆDRES VEGNE?
Danmark var den sjette største slavenation efter USA for 175 år siden. Det mener direktøren for Det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum, at vi skal undskylde for. Det er dog ikke en offentlig undskyldning, han efterspørger, men en undskyldning fra de danske borgere. - Man kunne overveje at lave en underskriftsindsamling blandt danskere, der kunne skrive under på en tekst, der udtrykte en undskyldning i forhold til den tid, siger direktøren til Ritzau. Også formanden for Udenrigsudvalget Steen Gade (SF) mener, at der bør undskyldes. Han henviser dog til en officiel undskyldning fra statsministeren. Allerede i 1998 sagde Bill Clinton undskyld for Amerikas slavefortid, da han besøgte det afrikanske land Uganda.
/SSN
KONSULENTOPGAVER FOR 620 MILLIONER IGENNEM DANIDA
Efter omfattende reduktioner i Danidas forbrug af konsulentvirksomheder mellem 2001 og 2003, ser det nu ud til, at markedet er stabiliseret på 620 millioner. Danidas årsberetning fra 2004 viser, at COWI stadig er ledende konsulentfirma med Danida-ordrer for 161,2 millioner kroner. Men efter at NIRAS integrerede konsulentfirmaet Scanagri i koncernen sidste år, har de overhalet Carl Bro for første gang med kontrakter for en værdi af 80,4 millioner, som udgør 13 procent af markedet. Derved udgør de tre virksomheder tilsammen næsten halvdelen (45 procent) af Danidas brug af eksterne konsulenter inden for bistands- og udviklingshjælp.
/SSN
Kilde: Development Today no. 10-11/2005 og Danidas Årsberetning 2004, som kan hentes på http://www.danidapublikationer.dk
BANKKUNDER HJÆLPER EKSPORT FRA U-LANDE
Et nyt u-landsinitiativ sikrer et bindeled mellem produktionen af bæredygtige varer i u-landene og afsætning på supermarkedets hylder i Danmark. Når Merkur Andelskasse formidler et lån, sker det i samarbejde med en u-landsorganisation, som samtidig siger god for projektet. Kunderne er villige til at dække eventuelle tab på lån til fattige producenter i u-landene igennem deres opsparing på en såkaldt Bæredygtig Verdenshandelskonto. Nepenthes, Caritas, Kaffeklubben, Max Havelaar, Mellemfolkeligt Samvirke og Merkur Andelskassen har udviklet det nye u-landsinitiativ.
/SSN
NY H.C. ANDERSEN AMBASSADØR I KENYA
Modtageren af Nobels Fredspris 2004 og den ny H.C. Andersen-ambassadør i Kenya er én og samme person. Professor Wangari Mathaai fik H.C. Andersen-ambassadørnålen overrakt på den danske ambassade i Nairobi i starten af august. I hendes tale understregede hun vigtigheden af at kunne læse: Læsning giver kundskab og kundskab bidrager til at gøre verden et bedre sted.
/SSN
Danske skattekroner går til udflytning af arbejdspladser, lyder en tilbagevendende kritik af Udenrigsministeriets PS-Program. Her er historien om et samarbejde, der skaber job i både Bangladesh og Danmark.
Tekst og fotos: Kent Dahl, Dhaka.
Der er højt til loftet og meget langt fra væg til væg i det danske reklamebureau AdPeoples nye kontor i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh.
I det 1.000 kvadratmeter store kontorareal kan der nemt sidde flere hundrede layout- og it-folk. Foreløbig sidder der 20 bangladeshere ved computerne, som vil overtage omkring tolv medarbejderes job fra Danmark.
Det er sådan en historie, som ofte bliver til negative overskrifter om udflytning af danske arbejdspladser i danske medier. Men sådan ser Amarnath Reddy ikke på det. Han er chef for Danidas Privat Sektor Program (PS-Pro-grammet) i Bangladesh, der støtter samarbejde – joint ventures – mellem virksomheder i Danmark og en række u-lande. Via støtte til træning og uddannelse forsøger man at få mindre og mellemstore virksomheder til at samarbejde om konkrete projekter.
– AdPeople er et rigtig godt eksempel på en dansk virksomhed inden for it-sektoren, der forstår at udnytte mulighederne i Bangladesh til egen og bangladeshernes fordel, siger Reddy.
Inden for de seneste tre år er der etableret ikke mindre end syv dansk-bangladeshiske PS-projekter inden for it-sektoren – en sektor som Bangladesh normalt ikke er kendt for at brillere i.
Flere job til Danmark
Et af samarbejderne tæller AdPeople, et af de danske firmaer i it-branchen, der er længst fremme i Bangladesh. I København producerer Reklamebureauet ugentligt 11 millioner kataloger på 21 forskellige sprog for hardware-producenten Dells europæiske afdelinger. Det er dette grafiske arbejde, som nu gradvist flyttes til joint venturet i Dhaka over det kommende halvandet år. Derfor forsvinder der 12 arbejdspladser i Danmark. Men otte af medarbejderne overlyttes til andre stillinger, som dog kræver en større kompetence. To går på barselsorlov, og to medarbejdere har sagt op.
– På sigt bliver der flere job i Danmark som følge af vores brug af grafikere og systemudviklere i Dhaka, men det bliver mindre rutinepræget arbejde, siger partner Peter Schmidt fra AdPeople i København og tilføjer. – Det kan ikke udelukkes, at nogle medarbejdere rammes i en brydningstid, fordi de ikke kan omskoles.
Med støtte fra Danidas Privat Sektor Program er der nu startet syv danske it-samarbejder i Bangladesh. Danmark er blevet en stor spiller i landets it-branche, og det går så godt, at der tilmed nu er it-job på vej retur til Danmark.
Grafikeren Sarika sidder i Dhaka og er ved at gøre en annonceside med en dansk annonce klar. Hun arbejder i firmaet Aftab IT Ltd., der samarbejder med Vestergaard Bogtrykkeri og Berlingskes BL PrePress.
Dhaka-afdelingen har allerede bevist sit værd. Grundet de lavere priser har flere store danske og europæiske firmaer nu henvendt sig til AdPeople. De overvejer at outsource deres interne tegnestuer til AdPeople. Samtidig er AdPeople nu med i en udbudsrunde fra Dells regionalkontor i Asien. Hvis AdPeople vinder, så skal firmaet også producere Dell-kataloger til otte asiatiske lande.
– Selv om en del af arbejdet udføres i Dhaka, og vores kunder bor i udlandet, så akturerer vi over Danmark. Det bidrager til den danske økonomi og til skatteindtægter, forklarer Peter Schmidt.
På lignede vis mener Reddy, at mange andre danske firmaer kan bruge Bangladesh som et springbræt til at imødekomme den globale trend i retning af mere outsourcing. Men det kræver, at man starter tidligere end konkurrenterne.
Udenlandske erhvervsfolk forbinder stadig mest Bangladesh med tekstilindustrien, som står for 75 procent af landets eksport. En sektor, som Danida ikke længere støtter.
– Netop fordi vi har været tidligt ude på et jomfrueligt marked, så dominerer danske firmaer den bangladeshiske it-sektor, hvad angår udenlandske partnerskaber, fortæller Reddy.
Firmaerne arbejder eksempelvis inden for udvikling af software-systemer, internet-portaler eller den grafiske branche.
De relativt mange danske it-projekter i Bangladesh skyldes ikke mindst, at Reddy har gjort dansk erhvervsliv opmærksom på mulighederne. Da det især er mindre og mellemstore danske it-firmaer, som er gået ind i Bangladesh, har PS-programmets finansielle støtte til uddannelse og træning også været vigtig.
– Men danske firmaer ville aldrig være gået med, hvis ikke der var nogle helt klare kommercielle fordele, erklærer Reddy. Firmaerne skal nemlig selv investere tid og penge i eksempelvis forundersøgelser, fysisk etablering af kontor og ansættelse af medarbejdere.
Det vigtige valg af partner
Ligesom i Indien findes der en over- og mellemklasse i samfundet, som er virkelig godt uddannet. Det gælder også indenfor informationsteknologi. I begge lande er undervisningssproget på universiteterne engelsk, hvorfor det er nemt at kommunikere. Men en typisk it-medarbejder koster kun omkring det halve i Dhaka sammenlignet med lønningerne i Indien. Også andre omkostninger er langt lavere i Bangladesh end i Indien.
»DET MÅ IKKE VÆRE DANSKE FIRMAERS MÅL AT ERSTATTE NOGLE DANSKE MEDARBEJ-DERE MED BANGLADESHISKE ARBEJDERE FOR AT SPARE NOGLE PENGE.«
For grundet den store fokus på Indiens it-sektor og landets høje økonomiske vækst så stiger omkostningsniveauet i Indien. Prisudviklingen er derimod moderat i Bangladesh.
Ifølge Reddy er der også en meget stor fordel ved at være først på banen i it-sektoren i Bangladesh. Derved har de danske firmaer mulighed for at udvælge en lokal partner blandt de bedste bangladeshiske selskaber. Det er et af de vigtigste kriterier for succes, når danske virksomheder forsøger sig i et udviklingsland, viser en undersøgelse fra Kina. Hvis danske firmaer vil etablere sig i Indien, så skal de konkurrere om partnere og dygtige medarbejdere med udenlandske it-firmaer fra hele verden.
Besparelser er ikke målet
Som Danida-mand er det Reddys opgave at skabe økonomisk vækst og arbejdspladser i Bangladesh. Men han ønsker ligeledes, at PS-Programmet skal have samme effekt i Danmark.
– Det må ikke være danske firmaers mål at erstatte nogle danske medarbejdere med bangladeshiske arbejdere for at spare nogle penge, siger Reddy.
Deltagerne i PS-Programmet skal kunne tænke strategisk og langsigtet. Og de skal kunne tænke stort. Selv om der er tale om relativt mindre danske firmaer, så bør deres målsætning være 200 – 300 bangladeshiske medarbejdere i løbet af nogle år. For derved vil der automatisk blive brug for flere danske medarbejdere, som skal administrere arbejdet i Bangladesh. De danske firmaer skal bruge deres joint venture i Bangladesh til at øge deres globale forretning, så der bliver brug for eksempelvis flere mellemledere, sælgere og marketingfolk.
Bangladesh = Elendighed?
Men der er et men.
Bangladesh har nemlig et dårligt image. Mediebilledet domineres af indslag om massive oversvømmelser som følge af monsunen, færgeulykker og korruption. Og de 200 mindre bombeeksplosioner, der ramte det politisk urolige land i midten af august, har næppe heller forbedret investeringslysten.
Skræmmebilledet har afholdt andre europæiske it-firmaer for at forsøge sig i Bangladesh. Og det har været de danske firmaers chance, at de har set mulighederne først.
– Bangladesh’s dårlige image er en kæmpe hæmsko for landets økonomiske udvikling, siger vicedirektør Nazim Farhan Choudhury fra Adcomm Ltd., som er AdPeoples samarbejdspartner i Dhaka.
Ligesom Amarnath Reddy oplever han og andre bangladeshiske erhvervsfolk, at det er meget vanskeligt at gøre udenlandske indkøbere eller investorer interesseret i andre sektorer end lige tekstilindustrien. Udenlandske erhvervsfolk vil sjældent bruge tid og penge på at undersøge de reelle muligheder.
En vigtig reference i salgsmappen
– I dette tilfælde har Reddy været vores formidler til AdPeople, og derfor har Peter Schmidt set mulighederne i Bangladesh, siger Choudhury. – At PS-Programmet støtter træning og overførsel af viden har helt klart også hjulpet. Det mindsker den finansielle risiko for begge partnere i begyndelsen, tilføjer han.
Normalt forbinder man ikke Bangladesh med it-sektoren. Mange udenlandske erhvervsfolk har et stereotypt image af Bangladesh, som ofte er baseret på mediernes historier om af oversvømmelser under monsunregnen.
Hidtil har Adcomm Ltd. udelukkende arbejdet lokalt. Via AdPeople får firmaet adgang til det globale marked. AdPeople har kundekontakten, og udenlandske kunder har tiltro til kvalitet og leveringstider, når et dansk firma henvender sig. Danmark har nemlig et godt internationalt image.
– Vi har mulighed for at vokse globalt sammen med AdPeople, siger Choudhury. På længere sigt forudser han, at de danske PS-projekter i Bangladesh vil få en selvforstærkende effekt. De giver nemlig de bangladeshiske firmaer, og erhvervslivet generelt, en vigtig reference. Med den i salgsmappen vil firmaer fra Bangladesh få nemmere ved at tiltrække flere udenlandske investeringer –ikke blot fra Danmark.
Kent Dahl er freelancejournalist og skriver med base i Tokyo om Asien.
Indiske Amarnath Reddy er chef for Danidas Privat Sektor Program i Bangladesh
Tekst og foto: Kent Dahl
Med sin brune hud og distingverede sorte moustache ser Amarnath Reddy ikke speciel dansk ud. Alligevel bliver han ofte spurgt, om han er dansker, om han måske har studeret i Danmark eller er gift med en dansker? Ingen af delene er tilfældet.
Den 45-årige inder flyttede til Dhaka i Bangladesh i 1999. De nysgerrige spørgsmål afledes af Reddys stilling som chef for Danidas Privat Sektor Program (PS) ved den danske ambassade i Dhaka. Det er nemlig en stilling, som hidtil i andre lande er blevet besat af danskere.
Men Danidas satsning på en udenlandsk medarbejder med lokalkendskab har båret frugt. Reddy var den PS-programchef, der etablerede flest projekter i fjor. Det blev til 14 styks, og i dag kan Reddy tage æren for at have været fødselshjælper til 39 PS-projekter i Bangladesh.
Hans vej til chefstillingen gik via Bangalore i Indien, hvor Reddy blev ansat af Danida i 1993. Også dengang arbejdede han med PS-Programmet, men under en dansk chef. Da Indien testede en atombombe i 1998, indstillede Danmark sin udviklingsbistand til landet. I stedet etablerede Udenrigsministeriet et eksportfremmekontor i Bangalore, og Reddy blev tilbudt stillingen som højre hånd for den kommende danske leder af kontoret. Mens eksportfremmekontoret blev etableret i Bangalore, blev Reddy bedt om at starte et PS-Program op i nabolandet Bangladesh. Han fandt det så interessant, at han spurgte Danida, om han måtte blive i Dhaka. Svaret var ja.
Amarnath Reddy. Han skaffer arbejdspladser i Bangladesh og i Danmark.
Samme kulturbaggrund
Som Danidas repræsentant har Reddy et overordnet mål om at fremme den økonomiske udvikling i Bangladesh. Men Reddy søger i lige så høj grad at finde muligheder for dansk erhvervsliv i PS-projekterne.
– Han er neutral og fair. Derfor har begge parter tiltro til ham. Det er forudsætningen for, at forretningsfolk går med i et projekt, siger vicedirektør Nazim Farhan Choudhury fra Adcomm Ltd. i Dhaka, der har været tæt på Reddy under etableringen af et PS-projekt med AdPeople i København.
Selv tillægger Reddy sin succes med PS-programmerne, at han opfatter sig selv mere som venture kapitalist end bistandsmand. For projekterne skal være bæredygtige, efter at PS-støtten ophører efter typisk tre år. Rollen som business-konsulent er ikke Reddy fremmed. Han er udgået fra en af de bedste handelshøjskoler i Indien, og har både undervist samt arbejdet for indiske og udenlandske firmaer i Indien.
At Reddy er udlænding i en ledende stilling ved den danske ambassade bruger han bevidst, når han skal ansætte lokale medarbejdere. Ansøgerne kan se, at der er mulighed for at blive forfremmet, selv om man ikke er dansker. Så er det nemmere at gøre højt kvalificerede ansøgere interesserede i jobbet.
Som inder har han en naturlig forudsætning for at forstå bangladesherne. Både det der siges, og det der ikke siges. Indere og folk fra Bangladesh har nemlig samme kulturelle baggrund. Indien, Bangladesh og Pakistan var ét land indtil 1947.
G8-topmødet i Gleneagles i Skotland mundede ud i gode hensigter og løfter om flere penge til Afrika – i samklang med Live Aid-koncerten, hvor genforenede Pink Floyd gav superhittet ›Money‹
Af Poul Kjar
Det var sommer, og alles øjne var rettet mod slottet Gleneagles i Skotland. Siden sprang bomberne i London, og medierne glemte alt om Afrikas gæld.
Men i skyggen af terroren den 7. juli lovede lederne fra verdens otte førende industrinationer, at udviklingsbistanden vil stige med omkring 310 milliarder kroner året inden 2010, heraf 150 milliarder kroner til Afrika.
Blair, Bush, Chirac og resten af ›G8-ban-det‹ gav også opbakning til sidste måneds aftale mellem de otte industrilandes finansministre om at eftergive gæld på omkring 245 milliarder kroner til en lang række af verdens mest forgældede lande, heraf 14 afrikanske.
Det fremgår af slutdokumentet fra Gleneagles, at G8-landene vil fortsætte indsatsen for at opbygge et fredeligt og stabilt Afrika. Det skal ske gennem fortsat støtte til den Afrikanske Union og andre regionale organisationer – og ved at overholde løfterne om at optræne og udruste 75.000 fredsbevarende soldater, der skal kunne sættes ind i konflikter.
Hertil kommer så en øget global indsats inden for uddannelse, sundhed og ikke mindst hiv/aids, hvor slutdokumentet formulerer en målsætning om behandling til alle verdens hiv-smittede inden 2010. Samt hensigter om at styrke det afrikanske erhvervsliv, støtte til investeringer i bæredygtigt landbrug, fødevaresikkerhed etc. etc.
Topmødets vært, den britiske premierminister Tony Blair, udtalte efterfølgende, at det var den mest detaljerede og ambitiøse Afrikapakke, G8-landene nogen sinde havde vedtaget.
Tørnæs mødte Bono
Udviklingsminister Ulla Tørnæs og Bono mødtes back-stage, da U2 gav koncert i Parken i København i juli. Bono, én af hovedkræfterne bag MakePovertyHistory-kampagnen, roste Danmarks indsats i Den Tredje Verden. Foto: Privat
EU betaler gildet
– Det er selvfølgelig positivt, at Afrika er kommet på dagsordenen og fylder så meget i slutdokumentet. Men løfterne er meget vagt formuleret og langt fra imponerende. Beslutningen om at bevilge flere penge til udvikling i Afrika og resten af Den Tredje Verden var taget på forhånd, siger seniorforsker Bjørn Møller fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Stigningen i G8-landenes udviklingsbistand er først og fremmest et resultat af EU-landenes tidligere vedtagelse om at nå op på en bistandsprocent på 0,5 af bruttonationalindkomsten (BNI) i 2010, og 0,7 procent i 2015.
USA og Canada ønsker ikke at forpligte sig til en bestemt procentdel af deres BNI, mens Japan gav løfte om en stigning på 10 milliarder dollars over de næste fem år. Rusland lover at afskrive noget gæld, som ifølge Bjørn
Møller alligevel ville have været umulig at inddrive. Han siger: – Det mest alarmerende er faktisk alt det, der ikke står noget om i dokumentet. I forhold til aids-bekæmpelse står der ikke noget om striden mellem europæerne – der går ind for forebyggelseskampagner og brugen af kondomer – og amerikanerne, der prædiker afholdenhed.
– Man lovede allerede for et år siden at støtte Den Afrikanske Union med konfliktforebyggelse i Afrika; man lovede at uddanne og udruste 75.000 soldater, men det er ikke blevet konkretiseret. G8-landene lover heller ikke selv at yde et anstændigt bidrag til FN’s soldater. Handler det i virkeligheden mere om kampen mod terrorisme end om kampen for et fredeligt Afrika? slutter Bjørn Møller fra DIIS.
Diplomatiske koder
Det store spørgsmål om frihandel og reformer af vestens landbrugsordninger og toldsystemer blev også diskuteret i Gleneagles.
Verdens otte toneangivende statsmænd blev enige om, at en ambitiøs og balanceret
afslutning på Doha-runden (WTO-forhand-lingerne med næste topmøde i Hong Kong i december 2005) er den bedste måde at skabe mere handel i Afrika og få de afrikanske lande integreret i den globale økonomi.
Det var ifølge den britiske ngo Oxfam International en af topmødets største skuffelser. Organisationen skriver i en kommentar til slutdokumentet, at ordene ambitiøs og balanceret er diplomatiske koder for mere liberalisering af både rige og fattige landes økonomier. Det er et brud på tidligere løfter om, at frihandelsaftalerne skal tage hensyn til de fattige lande, mener den britiske ngo.
Oxfams samlede reaktion er, at aldrig før har et G8-topmøde betydet så meget for udvikling, og navnlig udviklingen i Afrika. Men at statslederne forsømte at gøre mødet i Gleneagles til et afgørende historisk vendepunkt for verdens fattige.
En forsømmelse, der fandt sted til trods for det store globale pres fra globale græsrødder, Make Poverty Historykampagnen med U2-ikonet Bono i spidsen og Live 8-koncerterne, der i London genforenede Pink Floyd for en aften.
Verdensbanken frygter for for det nye gældsslettelsesinitiativ til de lande, der i sidste risikerer at sidde med aben.
Af Poul Kjar
G8-landenes aftale om gældsslettelse til 18 af verdens fattigste lande møder bekymring i Verdensbanken, der sammen med Den Internationale Valutafond (IMF) skal betale gildet. Ifølge en rapport udarbejdet af Verdensbanken kan det komme til at koste mere end 50 milliarder dollars, hvis man også indregner de gældsslettelsesinitiativer, som allerede er trådt i kraft.
Bankens muligheder for at låne penge ud til verdens fattigste nationer vil i fremtiden undermineres, hvis der ikke forekommer en eller anden form for kompensation, påpeger rapporten. Verdensbankens udviklingsafdeling formidler både billige lån og yder gavebistand. Banken er verdens største långiver til udviklingslandene. Men det er ikke kun Verdensbankens pengetank, der har udsigt til at blive tømt for penge.
Danmark har over de seneste tre år – som en del af det internationale gældsslettelsesinitiativ HIPC – eftergivet gæld fra danske eksportkreditter for 527 millioner kroner. Penge, der tages fra udviklingsbistanden, fremgår det af en rapport, udarbejdet af u-landsorganisationen Ibis.
»Det er simpelthen ikke holdbart, at eftergivelse af gæld ender i den danske statskasse i stedet for at hjælpe verdens fattige. Den nuværende praksis er en tikkende bombe under dansk udviklingsbistand«, siger Vagn Berthelsen, generalsekretær i Ibis i en pressemeddelelse.
Danmark står blandt andet foran at skulle eftergive gammel gæld i form af eksportkreditter for to milliarder kroner til Sudan. Udviklingsminister Ulla Tørnæs siger til udvikling:
– Der kan være grund til at se på reglerne for, hvordan gældseftergivelsen kan udjævnes over tid med henblik på at mindske konsekvenserne for udviklingsbudgettet. De nuværende regler indebærer, at sådanne udgifter kan fordeles over 10 år.
Mere om gældsslettelse: http://www.ibis.dk
Der mangler finansiering af 2015 Målene, og allerede nu står det klart, at toget er kørt for mange afrikanske lande.
Af Poul Kjar
Det er tid til at gøre status på 2015-kørepla-nen.
På FN-topmødet i New York fra den 14. til den 16. september skal det internationale samfund vurdere, hvor langt vi er kommet med målet om at halvere verdens fattigdom, og hvordan vi kommer videre.
Det indebærer en drøftelse af en bred vifte af sikkerhedspolitiske, menneskeretlige og udviklingsspørgsmål – foruden spørgsmålet om reformer af FN-systemet.
Men det står allerede klart, at køreplanen skrider. Flere af 2015-togets otte vogne når ikke frem til en lang række afrikanske destinationer syd for Sahara. (se grafik t.h.) Ganske vist vil andelen af ekstremt fattige på verdensplan være halveret i 2015, men det skyldes en kærkommen økonomisk vækst i Asien, der på ti år har løftet næsten en kvart milliard mennesker ud af absolut fattigdom. I de afrikanske lande syd for Sahara stiger antallet af ekstremt fattige, der lever for under én dollars om dagen.
Den ambitiøse 2015-køreplan, der udspringer af Årtusindeerklæringen, som verdens ledere vedtog i september 2000, mangler ifølge FN finansiering. Professor Jeffrey Sachs, lederen af 2015-projektet, har beregnet sig frem til, at det kræver en fordobling af de vestlige landes samlede udviklingsbistand, hvis Årtusindeerklæringen skal indfries for samtlige klodens fattige lande. Samtidig med, at udviklingslandene skal tage ansvar for deres egen indsats.
Målene skal ikke revideres
Men hvis det allerede nu står klart, at 2015-toget ikke når frem til mange af de afrikanske destinationer, burde FN-topmødet i New York så ikke revidere køreplanen? Vi har ingen gavn af en urealistisk køreplan, vil de fleste togpendlere nok mene.
Professor i udviklingsstudier i Bergen, Terje Tvedt, er enig. Han mener, at sådan som 2015 Målene er formulerede, udgør de en fornærmelse mod den intellektuelle fornuft. Og selv inden for UNDP, der er FN’s tovholder på 2015 Målene, påpeger kritikere, at udvikling bør ses i et længere historisk perspektiv.
Det betyder, at man for eksempel ikke kan bedømme Afrika på samme skala som Latinamerika. Et land med en relativt lille andel af absolut fattige, vil have langt nemmere ved at halvere fattigdommen end et land med en meget høj procentdel. Derfor mener kritikerne, at målene bør skræddersyes til de enkelte landes forhold.
Men det afviser professor Jeffrey Sachs. 2015-togføreren siger, at målene udvandes og mister deres politiske kraft, hvis målsætningerne sænkes inden 2015.
Her ligger altså en modsætning mellem en politisk tilgang til udvikling over for en realistisk tilgang.
Ifølge den politiske tilgang opnås udvikling gennem en målrettet indsats og tilstrækkelige investeringer inden for et tilstrækkeligt, men begrænset tidsrum. Der skal med andre ord investeres massivt i offentlige togskinner, stationer, uddannelse af konduktører etc. – så skal 2015-toget nok nå frem til alle Afrikas afkroge.
Mens der bag den realistiske tilgang ligger et mere pessimistisk grundsyn, der går på, at der er så mange tænkelige hindringer for udvikling i Afrika, at køreplanen bliver symbolsk og uopnåelig.
Den realistiske tilgang indebærer en tro på det lange udviklingstræk, hvor der skabes incitament for bæredygtig udvikling ikke mindst gennem det private initiativ.
Konflikt mellem FN og IMF
Lidt forenklet ligger der bag modsætningen mellem den politiske og realistiske tilgang til udvikling en konflikt mellem på den ene side FN-systemet og på den anden side Verdensbanken/Den Internationale Valutafond (IMF). Sidstnævnte har uanfægtet af 2015 Målene fastholdt sin grundlæggede bistandsmodel med fokus på fattigdomsstrategier og krav om en stram finanspolitik, lav inflation, privatiseringer etc.
Verdensbanken / IMF har anset 2015 Målene som urealistiske i troen på flere penge, hurtige løsninger og mirakelkure for eksempel i forhold til at behandle alle hiv-smittede. I stedet har banken satset på langsigtet opbygning af sundhedssystemer i Afrika.
Og ifølge en række internationale ngo’er (Global Aids Alliance med flere) er der sågar eksempler på, at de to grundsyn er kommet i alvorlig konflikt i forbindelse med finansiering af indsatsen mod hiv/aids i for eksempel Uganda.
Her måtte landets finansministerium ifølge ngo’erne afvise en bevilling på 52 millioner kroner fra Global Fund to light AIDS, TB and Malaria. Ellers kunne landets budgetloft ikke holdes, og det ville betyde, at Uganda ikke ville være kvalificeret til fremtidige lån fra Verdensbanken/IMF.
Desillusion eller ej
Ikke desto mindre bakker de to finansinstitutioner i dag op om 2015 Målene.
De har erkendt, at 2015 Målene ikke konkurrerer med Verdensbankens detaljerede planer for fattigdomsbekæmpelse. Udviklingsmålene er et forsøg på at skabe en fælles global referenceramme og fodslag i kampen mod fattigdom. Og det mål er gået i opfyldelse. Målene er netop politiske og ikke realistiske –og ved at koble Verdensbanken / IMF-loko-motivet til 2015-toget, er der for alvorlig kommet kog i kedlerne.
Tiden vil så vise, om det fører til desillusion og bistandstræthed, når vi i 2015 må erkende, at millioner af afrikanere alligevel ikke nåede toget.
Kilde: Den Ny Verden, tidsskrift for internationale studier. »Mens vi venter på miraklet – Udviklingsmålene mod 2015«. Nr. 1, 38 årgang 2005. Udgivet af DIIS. Se også anmeldelse s. 21
TOBINSKAT OG LOTTERISEDLER
I erkendelse af den manglende finansiering af 2015 Målene leder kreative sjæle i det internationale samfund efter alternative finansielle løsninger. De mere traditionelle kilder er øget liberalisering af verdenshandlen, yderlige gældslettelse, effektivisering af bistanden i form af harmonisering og bedre brug af pengeoverførsler fra immigranter.
Storbritanniens finansminister, Gordon Brown, har foreslået en international finansieringsmodel, der bygger på udstedelse af indenlandske statsobligationer, hvorfra overskuddet går til udviklingsbistanden. Et forslag, der bakkes op af udviklingsminister Ulla Tørnæs i Udenrigsministeriets egen statusrapport på 2015 Målene.
Frankrigs præsident Jacques Chirac er fortaler for international skat på valutahandel, den såkaldte Tobin-skat. Dertil kan tilføjes ideer om international finansiering af 2015 Målene gennem globale skatter på våbenhandel, dybhavsmineraler, luftfart og CO2-udledning og sågar et internationalt lotteri. Eller hvad med skat på fodboldverdenens uhyre transfersummer?
Indtil videre har det vist sig umuligt at nå til enighed. USA er voldsom modstander af Tobin-skatten. Det har heller ikke været muligt for briterne at få opbakning til Gordon Browns idé om globale statsobligationer. Og beskatningen af transfersummer i fodbold-verdenen er måske en tanke, der er lige så illusorisk, som at Haiti, Burkina Faso og Sierra Leone når alle 2015 Målene.
/PK
STATUS PÅ 2015 MÅLENE
U-landsorganisationen Ibis er tæt på at runde 6.000 medlemmer og støttemedlemmer. Det er en fordobling siden begyndelsen af 2004.
– Den markante fremgang er et meget positivt tegn og viser, at der er en voksende lydhørhed over for det arbejde, Ibis støtter i Afrika, i Latinamerika og i Danmark, siger Ibis’ formand John Nordbo.
Fremgangen er blandt andet sket gennem face2face kampagner, og store kampagner, der har sat fokus på FN’s 2015 Mål. Ibis satser på at nå 10.000 medlemmer i slutningen af 2006.
Til gengæld koster et medlemsskab kun 50 kroner.
/SSN
Den 24.–27. juli mødtes mere end 5500 læger og forskere, fra 105 lande, til aids-konference i Rio de Janeiro i Brasilien.
Brasilien er en succeshistorie i forhold til at bekæmpe AIDS, og derfor faldt valget på det latinamerikanske land. Landets indsats og efterfølgende resultater for at bekæmpe sygdommen har vundet international anerkendelse. Verdensbanken forudsagde i 1990, at landet ville have 1,2 millioner smittede i år 2000. Men en energisk indsats for at stoppe spredningen af virusset og uddeling af gratis medicin har resulteret i, at der kun er halvt så mange smittede i dag.
I begyndelsen af 1990´erne kæmpede Sydafrika og Brasilien begge med epidemier, der lignede hinanden. Eksperter forudsagde, at epidemierne ville udvikle sig i samme retning. Men de tog fejl. Sydafrika har i dag mere end seks millioner hiv-smittede og kun ganske få i medicinsk behandling.
/SSN
Det er ikke småpenge, en mand fra Frederiksberg er blevet tiltalt for at ville franarre staten: Svindel for 76 millioner kroner. Manden havde i 1999 sendt en ansøgning til Danida, hvor han udgav sig for at være medarbejder hos Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF). Afdelingen, som ansøgningen var sendt fra, hed ›DJØF International‹, men den findes ikke. Pengene skulle gå til et mere eller mindre opdigtet projekt i Bolivia.
– Vi kendte intet til projektet, før vi fik en henvendelse fra Udenrigsministeriet, udtaler DJØF´s kommunikationschef Christian Ahlefeldt.
Da DJØF fik kendskab til projektet og mandens misbrug af navnet, blev der straks nedlagt fogedforbud mod brug af navnet.
Bedragerisagen mod manden skulle være startet i august i Københavns byret, men sagen er midlertidigt udsat, da tiltalte er eftersøgt og stadig ikke var fundet ved redaktionens afslutning.
/SSN
Finanslovsforslaget for 2006 slår fast, at den danske udviklingsbistand følger pris- og lønudviklingen, og at den danske bistand ikke må komme under 0,8 procent af bruttonationalindkomsten (BNI). Ifølge tidligere fremskrivninger af dansk økonomi betød det, at udviklingsbistanden ville falde til 0,8 procent i 2009, da udviklingen i BNI er større end samfundets pris- og lønudvikling. Men Danmarks meget kraftige økonomiske udvikling betyder, at BNI stiger endnu hurtigere end forventet. Derfor falder bistandsprocenten også hurtigere end forventet – i år til 0,82 procent. Og allerede til næste år vil bistandsprocenten nå ned på 0,8 procent, hvorefter ›garantien‹ træder i kraft. Det betyder, at den danske bistandsprocent herefter forbliver 0,8 procent, og at udviklingsbistanden stiger i kroner og ører.
/pk
Alle foldere er gratis og kan bestilles på http://www.danida-publikationer.dk
Globalisering – Fremskridt i fællesskab Regeringens plan for de udviklingspolitiske prioriteter 2006–2010
Globalisering kræver handling. Regeringen vil gennem udviklingspolitikken arbejde for, at de fattigste udviklingslande sættes i stand til at håndtere globaliseringens udfordringer – i en mere fri og retfærdig verden. Planen gennemgår de udfordringer, der er inden for de forskellige områder som økonomisk vækst, effektivisering, miljø, klima, menneskerettigheder og demokrati.
Strategi for Danmarks støtte til bekæmpelse af hiv/aids i udviklingslandene
Cirka 40 millioner mennesker lever med hiv/aids, og heraf bor størstedelen – 28 millioner – i Afrika syd for Sahara. Folketinget har bekræftet en fortsat fokus på hiv/aids og besluttede at revidere aids-Handlingsplanen fra 2001. Den nye strategi gennemgår målet for Danmarks internationale støtte til bekæmpelse af hiv/aids og Danmarks globale forpligtelser.
Bangladesh – Danmark Partnerskab Strategi for udviklingssamarbejdet 2005–2009
Omkring halvdelen af befolkningen i Bangladesh lever under fattigdomsgrænsen og landet har været en af hovedmodtagerne af dansk bistandshjælp siden uafhængigheden i 1971. Strategien har det sidste årti også lagt vægt på menneskerettigheder, demokratisering og god regeringsførelse.
Bolivia – Danmark Partnerskab Strategi for udviklingssamarbejdet 2005–2010
Bolivia har været dansk samarbejdsland siden 1994. Landet er det fattigste i Sydamerika med skiftende regeringer, som udviser vilje til at fremme reformer. De seneste års ustabilitet har vanskeliggjort Danmarks udviklingssamarbejde med Bolivia og hindret tilstrækkelig fremdrift i sektorprogrammerne.
Handel, vækst og udvikling
Strategi for dansk støtte til fremme af handel, vækst og udvikling i verdens fattigste lande. International handel er en afgørende faktor for vækst. Denne nye strategi er en videreudvikling og fokusering af strategien fra 2002. Der er sat større fokus på Afrika syd for Sahara, landbrugssektortiltag, kvinders ligestilling og bæredygtighed for at hjælpe udviklingslandene til opnåelse af bæredygtig fattigdomsbekæmpelse og realisering af 2015 målene. Regeringens udgangspunkt er, at en øget liberalisering af den internationale handel, baseret på gennemskuelige regler, vil være til fordel for alle lande – rige som fattige.
2015 Målene – otte mål for en bedre verden
2015 Målene er otte konkrete mål for, hvordan verden skal udvikle sig fra 1990 til 2015. Målene sætter spot på de største udviklingsproblemer i dag, blandt andet fattigdom, sult, analfabetisme, sygdom, kønsdiskrimination og miljø- og klimaproblemer. Hæftet gennemgår de otte mål, og sætter fokus på hvad Danmark og EU har gjort for at målene nås. Og hvad er status på 2015 målene?
Implementering af Global Compact – et inspirationshæfte
Udenrigsministeriet og UNDP Nordic Office ønsker med dette hæfte om FN’s Global Compact for virksomheders samfundsmæssige ansvar at inspirere flere danske virksomheder til at tilslutte sig initiativet.
Global Compact omfatter ti principper for samfundsmæssig ansvarlighed baseret på internationalt vedtagne konventioner for arbejdstager- og menneskerettigheder, miljø og anti-korruption. Hæftet skal derfor bidrage til, at der skabes større opmærksomhed om mulighederne i Global Compact i dansk erhvervsliv. Samtidig skal hæftet tjene som et overskueligt og praktisk orienteret værktøj.
/suznie
Den Ny Verden. Tidsskrift for internationale studier udkommer fire gange årligt. Abonnement koster 245 kr. pr. år og enkeltnumre koster 85 kr. Tidsskriftet kan bestilles på http://www.diis.dk eller e-mail: publications@diis.dk.
Af Poul Kjar
Danskernes kendskab til 2015 Målene er ikke imponerende ifølge de kendskabsmålinger, der er foretaget igennem de seneste år.
Langsigtede problemstillinger om udvikling er fra naturens hånd komplicerede og svære, ja til tider helt umulige at få til at spille i det offentlige rum. En nok så kærkommen udvikling i Benin eller Burkina Faso vedkommer ikke den almindelige borger – til sammenligning med for eksempel renteudviklingens betydning for huspriserne.
Dertil kan man så tilføje bistandsverdenens udbredte frygt for at erkende egne fejl og for at kommunikere lige ud af posen om de ufatteligt store problemer, der er forbundet med udvikling og indfrielse af 2015 Målene.
Derfor er det en fornøjelse at læse et eksemplar af forskningstidsskriftet Den Ny Verden, ›Mens vi venter på miraklet‹, hvor 2015 Målene får en tur gennem den politisk problematiserende og videnskabelig vridemaskine.
Et moralsk imperativ
Tre af teksterne er ganske vist skrevet af folk, der repræsenterer institutioner, der har taget 2015 Målene til sig, og som betragter det som en af deres organisations væsentlige opgaver at bidrage til deres opfyldelse.
Der er tale om Pengene eller livet af Poul Engberg-Pedersen, seniorrådgiver i Verdensbanken og nyudnævnt direktør for Norad (›norsk Danida‹), Let røven – vi kan, hvis vi vil af nu afdøde Poul Grosen, direktør i UND-P’s nordiske kontor (skrevet med to kollegaer) og 2015 Målene og dansk udviklingspolitik af Carsten Staur, sydchef i Udenrigsministeriet.
Disse indlæg er en blanding af videnskab og politik – og som det fremgår af en fremragende indledningsartikel – er de alle domineret af et moralsk imperativ, der gør det svært ikke at bakke op om 2015 Målene.
De tre indlæg fremstår dog ikke ukritiske. UNDP-folkene holder sig ikke tilbage med at citere kritikere af 2015 Målenes ensidige fokus på, hvor mange ressourcer, der skal bruges for at opfylde 2015 Målene; i stedet for en realistisk vurdering af, hvor mange ressourcer, der egentlig er til rådighed.
Poul Engberg-Pedersen fra Verdensbanken –med en sædvanligvis temmelig kritisk tilgang til 2015 Målene - skriver blandt andet, at man nemt kan blive kynisk, når man vurderer det politiske teater omkring målene, specielt når man ved, at de ikke nås i alle lande.
2015-dilemmaer
Der er ingen, der kan være imod 2015 Målene om at redde uskyldige børns liv etc. Men der kan med god grund stilles spørgsmål ved de opfattelser af sammenhænge, der ligger bag 2015 Målene.
Flere af artiklerne beskæftiger sig med sammenhængen mellem sundhed/sygdoms-bekæmpelse og fattigdom, der berører tre af de otte udviklingsmål.
Det gør blandt andet seniorforsker og speciallæge Morten Sodemann i artiklen Fattige får kun kød når de bider sig selv i tungen, og den vel nok mest 2015-kritiske Ole Therkildsen, seniorforsker på DIIS.
Ole Therkildsens artikel om 2015 Målene og aids i Afrika gennemgår de dilemmaer, der opstår for eksempel i forbindelse med den massive indsats, for at behandle hiv/aids. En indsats der får negative konsekvenser for andre 2015 Mål som bekæmpelse af malaria, tuberkulose og børnedødelighed.
Endelig rummer Den Ny Verdenartiklen
Bringer 2015 Målene nyt liv til bæredygtig udvikling? af John Kornerup Bang fra WWF og Henrik Bang fra DOF/Birdlife Denmark om Mål 7 (Sikre en miljøvenlig og bæredygtig udvikling) – et mål forfatterne omtaler som det dårligst formulerede og mindst gennemtænkte af alle målene.
– Man må møde andre kulturer med åbne øjne, siger Danmarks ambassadør i Bolivia, Mogens Pedersen, der nødig vil kalde sig ekspert i borgerkrig.
Tekst og foto: Suzanne Skærbæk Nielsen.
Der er langt fra Uggerby Å til det hellige bjerg Illimani lige uden for Bolivias hovedstad La Paz.
Men det er den vej, Mogens Pedersen er gået i sit liv. Han forsøger at holde danske udviklingsprojekter i balance på en glidebane af regeringsskift og demonstrationer i Sydamerikas fattigste land.
Men han nyder at møde andre kulturer med åbne øjne:
– Hvis man er for indelukket og navlebeskuende i sit eget afskærmede liv, så bliver vi ikke gode diplomater, understreger ambassadøren.
Så er der afgang
Cand. polit stod der på eksamensbeviset fra Københavns Universitet. Med denne nye titel i bagagen startede Mogens Pedersens rejse. Den første exit fra Danmark bragte den tredive- årige købmandssøn langt ud i Mozambiques jungle, udsendt af FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO. Der var borgerkrig, og Mogens Pedersen husker det som en hård tid:
– Los bandidos armados, de bevæbnede banditter, angreb landsbyen, vi arbejdede i. Så vi måtte flygte, husker ambassadøren. Men rejselysten sluttede ikke her, da ambassadøren har haft mellemlandinger i borgerkrigen i Nicaragua og det vestafrikanske land Benin. Nu er han landet i Bolivias hovedstad midt i en folkeopstand.
– Det er jo ikke sådan, at jeg direkte opsøger lande i krise. Man kan ikke forestille sig udviklingsprocesser uden konflikter, forklarer vendelboen.
– Min mor har aldrig forstået, hvorfor jeg dog skal rejse så langt væk for at få arbejde i lande med så mange problemer. Jeg kunne jo få et arbejde ved kommunen i Hirtshals ved økonomiforvaltningen.
– Man kan ikke forestille sig udviklingsprocesser uden konflikter, fortæller Danmarks ambassadør i Bolivia, Mogens Pedersen. Her fotograferet til ambassadørmøde i Udenrigsministeriet i august.
Vejblokader flyttede fokus
52-årige Mogens Pedersen har nu boet fire år i La Paz. En morgen var hans køretur på arbejde ikke, som den plejede. Fagforeninger og sociale grupper fyldte gaderne med voldsomme demonstrationer og vejblokader. Den fattige del af befolkningen krævede, at landets naturgasreserver blev nationaliseret, så folket kunne få del i landets store naturrigdomme. Præsident Gonzalo Sánchez de Lozada mødte optøjerne med magt. Og i oktober 2003 resulterede det i 70 døde og 400 sårede. Præsidenten flygtede ud af landet, og vicepræsident Carlos Mesa overtog formelt set kontrollen, men han fik den aldrig.
– Demonstranterne blokerede vejene, så man ikke kunne komme ud af byen, fortæller Mogens Pedersen.
– Vores liv var ikke i fare, men den magtesløshed, man føler, er meget ubehagelig, og vi var under et permanent pres. Vi vidste ikke, hvordan morgendagen så ud.
Landet var lammet, og ligeså blev præsidentens muligheder for at regere landet. Han gik derfor af i juni 2005.
– Alting var fokuseret på landets konflikter. Vi måtte sætte alle kræfter ind på at garantere danskernes sikkerhed, siger ambassadøren og tilføjer, at den konstante udskiftning af bolivianske embedsmænd også vanskeliggjorde udviklingsarbejdet.
Globalisering med måde
I Bolivia er over halvdelen af befolkningen indianere og generelt er deres rettigheder begrænsede. Danida arbejder på at fremme indianernes deltagelse i de politiske processer. De mange indianske grupper og kulturer i Bolivia, mener ambassadøren, er det, der er med til at gøre Bolivia interessant. – Vi skal videreudvikle disse kulturer og ikke udviske dem. Bolivia skal naturligvis deltage i globaliseringen, men på eget grundlag. Indianerne er et kæmpe aktiv, som vi skal have til at deltage i samfundets udvikling, siger Mogens Pedersen.
Valget løsner ikke alle knuder
I dag er Eduardo Rodriguez fungerende præsident. Hans hovedopgave består i at arrangere valg til præsident og parlament den 4. december. Mogens Pedersen nævner, at de støtter valgrådet i forbindelse med valget, men at der er lang vej endnu.
– Det er fejlagtigt og naivt at tro, at alle problemer bliver løst med et valg. Men det er positivt, at konflikten kan løses ad demokratisk vej, siger ambassadør Mogens Pedersen. Men vedtagelsen af en valgdato har alligevel betydet, at der er mere stille i Bolivia nu, end der har været i lang tid. Mogens Pedersens køretur til arbejde om morgenen er begyndt at ligne sig selv.
Suzanne Skærbæk Nielsen er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. suznie@um.dk.
Den 52-årige Poul Engberg-Pedersen skal være ny direktør for det ›norske Danida‹ – Norad
Foto: Polfoto/Morten Langkilde.
Af Suzanne Skærbæk Nielsen
Regeringen i Oslo har udpeget Poul Engberg-Pedersen som ny direktør for Norad.
Han kommer fra en stilling som seniorrådgiver i Verdensbanken i Washington og har en doktorgrad i økonomisk planlægning og politisk videnskab fra Roskilde Universitetscenter.
Han har næsten 30 års erfaring fra arbejde med udviklingsspørgsmål i godt 25 udviklingslande. Nu skal han stå i spidsen for det norske direktorat for udviklingssamarbejde, Norad, under det norske udenrigsministerium.
Poul Engberg-Pedersen er en af Danmarks mest ansete udviklingseksperter og har i otte år fungeret som direktør for det daværende Center for Udviklingsforskning (CUF) i København. Professoren har arbejdet i FN, været ansat ved FN’s Højkommissærs kontor for flygtninge (UNHCR), og har været leder i konsulentvirksomheden Cowi Consult i flere år. Parallelt med sine forskellige arbejdsforhold har Engberg-Pedersen haft tillidserhverv i en række danske, norske og internationale institutioner og organisationer inden for udviklingsområdet.
Han har efterfølgende været seniorrådgiver i Verdensbanken i de seneste tre år med speciale inden for reformer af udviklingslandenes offentlige sektor.
Den norske udviklingsminister Hilde Frafjord Johnson glæder sig over, at Poul Engberg-Pedersen er ny direktør for Norad og udtaler på Norads hjemmeside, at:
– Hans kompetence og ledelseserfaring, kombineret med indgående kendskab til det udviklingspolitiske fagområde og de fleste lande og organisationer, som er relevant for norsk udviklingssamarbejde, er skræddersyet for Norad som vidensorganisation.
Poul Engberg-Pedersen har ofte været brugt som en skarp og kompetent debattør, blandt andet i udvikling.
Foto: UNDP.
Poul Grosen, direktør for FN’s Udviklingsprograms (UNDP) nordiske kontor, er død i en alder af 61 år.
Lars Udsholt, generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke og Knud Vilby, tidligere generalsekretær for MS, skriver dette mindeord:
»Vi skal blande det professionelle og det elitære med galskaben« – sådan lød overskriften på et interview med Poul Grosen, da han i 1989 netop var blevet ansat som generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Og sådan kom Poul også til at sætte sit præg ikke bare på MS, men på dansk udviklingsarbejde gennem mange år. Der skete altid meget omkring Poul. Han elskede selv sin rolle som kombineret gadedreng og generalsekretær, og hans ›anderledeshed‹ fik det bedste frem i omgivelserne.
Med udgangspunkt i en læreruddannelse nåede han vidt omkring i verden og i u-lands-miljøet. Fra MS kom han til FN’s kapitaludviklingsfond i New York som direktør fra 1995 til 2000, og herfra tilbage til København som leder af UNDPs nordiske kontor. Der hang altid en jakke og et slips bag døren på hans direktørkontorer, som han brugte, når det var nødvendigt. Frækheden og det uhøjtidelige brugte han stort set hele tiden.
Poul var kun 61 år. Hans dynamik havde ikke kun med hjernen at gøre, den var også kropslig. Han holdt sig i form. I sommer fik han åndenød efter sine løbeture. Han skulle have en lille hjerteklapoperation på Rigshospitalet. Det gik godt. Og så alligevel ikke. (Forkortet af Red.)
BILATERALE LANGTIDSRÅDGIVERE
(Ansatte på sektorprogrammer, der administreres af Danida og regeringer i modtagerlandene).
M.Sc. Per Lennart Andersson, 46, er blevet kontraktansat som teknisk rådgiver ved ASPA/Seed Component i Vietnam med tjenestested i Hanoi.
Juris Doctorate Gary Collins, 44, er blevet kontraktansat som seniorrådgiver ved Capacity Building of The Juridical Adm. Training Institute i Bangladesh med tjenestested i Dhaka.
Business ADM Christer Johansson, 56, er blevet kontraktansat som Financial Management Advisor ved DASP i Kenya med tjenestested i Nairobi.
Michael Kümmel, 49, er blevet kontraktansat ved Udenrigsministeriets Naboskabsprogram som seniorrådgiver i det kroatiske Udenrigsministerium og Ministerium for Europæisk Integration med tjenestested i Zagreb, Kroatien.
M.Sc. Carlos Camacho Nassar, 52, er blevet kontraktansat som seniorrådgiver i Ministeriet for Indfødte Folks Anliggender i Bolivia med tjenestested i La Paz.
M.Sc. Erling Rasmussen, 56, er blevet kontraktansat som seniorrådgiver ved Landbrugssektorprogrammet i Kenya med tjenestested i Nairobi.
M.ba. Peter Krogh Sørensen, 44, er blevet kontraktansat som seniorrådgiver i Tblisi, Georgien, hvor han skal rådgive de georgiske myndigheder i flygtninge- og minoritetsspørgsmål med tjenestested.
UDENRIGSMINISTERIET
Cand. jur. Stefan Kovacs, 52, overtager Christian Oldenburgs stilling som EuroMed-koordinator i Udenrigsministeriets kontor for Mellemøsten og Latinamerika (MELA). Chr. Oldenburg er, som tidligere omtalt i udvikling, blevet ny ambassadør i Irak pr. 1. juli.
Cand.mag. Marianne Forti, 30, er nyansat som projektmedarbejder i kontoret for Humanitær bistand og NGO-samarbejde (HUM) med henblik på at forberede ngo-Træf 2005.
Cand.scient.soc Eva Egesborg Hansen, 44, er udnævnt til kontorchef for Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed (KE). Eva Egesborg Hansen kommer fra en stilling som fuldmægtig i Kontoret for Udviklingspolitik (UDV).
Cand.scient.pol. Jakob Haugaard, 31, er netop blevet ansat som fuldmægtig i Asienkontoret (ASI). Jakob Haugaard har tidligere været ansat som JPO for UNCDF i Nepal.
NGO’ER
Cand.scient.soc. Lars Bernhard, 39, rejser til Tanzania for Mellemfolkeligt Samvirke. Her skal han arbejde som organisationsrådgiver for en paraplyorganisation for mindre håndværkerforeninger i et landdistrikt i Bagamoyo.
Lærer Pernille Bærendtsen, 33, er af Mellemfolkeligt Samvirke udsendt til Adjumani i det nordlige Uganda. Her skal hun hjælpe med organisationsudvikling og kapacitetsopbygning hos samarbejdspartneren Education Access Africa (EAA), der uddanner lokale ugandere samt sudanesere, der er flygtet på grund af borgerkrigen i Sudan.
Maskinmester Søren Bo Christensen, er blevet udsendt til Nigeria for Læger uden Grænser. Her skal han arbejde som logistiker på et projekt, der bekæmper mæslinger i Bornoregionen i det nordøstlige Nigeria.
Charlotte Dyhr, 34, er ansat som fundraiser for Mellemfolkeligt Samvirke., hvor hun skal styrke fundraising i Mellemfolkeligt Samvirke – både i Danmark og i nogle af de fattigste lande i verden. Charlotte Dyhr kommer fra en stilling som kommunikationschef hos Mission Øst.
Sygeplejerske Merete Engell, er udsendt til Niger for Læger uden Grænser. Her skal hun være med til at opbygge et ernæringsprogram for underernærede børn i den sydøstlige del af Niger.
Læge Christian Fabiansen, 34, er udsendt til Bahr el Ghazal regionen i Sudan for Læger uden Grænser. Her skal han være ansvarlig for den medicinske behandling af underernærede børn i området og deltage i uddannelsen af det lokale sundhedspersonale.
Læge Mohamed Eltom Hamid, 29, er rejst til Etiopien for Læger uden Grænser, hvor han skal arbejde på et tuberkuloseprojekt i Somaliregionen.
Økonom Himedan Mohammed Himedan, 39, er rejst til Etiopien for Læger uden Grænser, hvor han skal arbejde som informationsmedarbejder på et aidsforebyggel-sesprojekt i Fogeradistriktet.
Sygeplejerske Marie Louise Jakobsen, 32, er i forbindelse med sultkatastrofen rejst til Niger for Læger uden Grænser. Her skal hun være med til at starte et terapeutisk ernæringscenter i Tanoutområdet. Læs artiklen inde i bladet.
Sygeplejerske Marianne Looft, er udsendt til Zimbabwe for Læger uden Grænser, hvor hun de næste par måneder skal undersøge behovet for hjælp i landet.
Anne Marie Lukowski, er sendt til Liberia af udviklingsorganisationen IBIS. Anne-Marie Lukowski er ansat som projektleder og skal koordinere et nyopstartet uddannelsesprojekt. Hendes arbejdsopgaver er at sikre børn og unge en treårig grunduddannelse.
Sociolog Susanne Possing er udsendt til Kampala i Uganda for Mellemfolkeligt Samvirke. Her skal hun arbejde som udviklingsforsker ved Community Development Resource Network (CDRN). Netværket samarbejder med landsbysamfund og ngo’er om fattigdomsbekæmpelse og lokalt baseret kønspolitik
Cand.teol. Sune Skarsholm, 34, er ansat som ny generalsekretær i Dansk Ethioper Mission fra 1. december 2005.
ANDRE
Kriminalinspektør Frode Z. Olsen, 55, rejser til Darfur-regionen i Sudan for Den Internationale Straffedomstol, ICC. Her skal han efterforske krigsforbrydelser samt uddanne efterforskere og forstærke samarbejdet mellem flere landes efterforskere. Frode Z. Olsen kommer fra en stilling som kriminalinspektør ved Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager.
DØDSFALD
Halldór Sigurdsson, 70 år.
Radiojournalist Halldór Sigurdsson døde 19. august, kort tid efter han gik på pension efter et langt liv som medarbejder i Danmarks Radio.
Halldór Sigurdsson var oprindeligt fra Island og kom til Danmark som 10-årig.
Han vil først og fremmest blive husket for en række radioreportager fra de portugisisk- og spansktalende lande i Europa, Afrika og Latinamerika.
Sigurdsson fik 1991 DR’s Christian Krygerpris og i 1993 DR’s sprogpris. Han var også forfatter til en række bøger om Latinamerika, blandt andet om Brasilien og Cuba.
En ildeset vittighed skaffede dem syv års straffearbejde i fodlænker, men the Moustache Brothers får stadig folk til at grine i – og af – militærstyret Burma.
Tekst og foto: Hanne Mølby Henriksen, Mandalay
Burmas svar på the Marx Brothers?
Der er ikke en eneste kulørt lampe at se i dette Burmas svar på Broadway. Mørket hænger som et låg over gaden, hvor lokale teatre og kabaretscener angiveligt står skulder ved skulder.
– Vi er blacklistede, siger én af gadens optrædende i skæret fra et stearinlys. Han har et overskæg snoet langt op ad kinderne og flækker af grin over sin egen forklaring på aftenens midlertidige strømsvigt.
– Jeg er komiker, klukker han. – Jeg laver sjov.
Sådan begynder forestillingerne ofte hos den burmesiske trup Moustache Brothers. Komikerne optræder hver aften i deres hjem i handelsbyen Mandalay, men har haft overordentligt barske vilkår at lave sjov med siden et fatalt show for otte år siden.
Flere tusinde mennesker var i januar 1996 samlet foran Burmas demokratisk valgte leders hus i hovedstaden Rangoon for at fejre landets uafhængighedsdag. Aung San Suu Kyi havde vundet en gigantisk sejr ved valget i 1990, men hun fik aldrig lov at overtage magten fra militærregeringen. Nu var folk mødt op for at fejre dagen med deres politiske leder og diskret markere deres indædte modvilje mod de siddende generaler.
Moustache Brothers var inviteret til at stå for underholdningen og havde sendt en delegation på to fra Mandalay til Rangoon.
Med vanlig sans for hverdagen i militærstyret og en busket hårtot på hver deres overlæbe fik de forsamlingen til at skraldgrine ad de elendige veje, skoler, hospitaler og de evindelige strømsvigt overalt i det syd-østasiatiske land. Det havde de gjort tusind gange før, og folk elskede dem for det.
Kun kritik af USA, tak!
Der havde ellers ikke været meget at le ad i Burma siden 1962, hvor militæret kuppede sig til magten og isolerede landet fra omverdenen. Tvangsarbejde, politiske fængslinger og tortur blev fra da af hverdag indenfor landets grænser. Alle begyndte at overvåge og mistro alle. Og pressen røg under streng censur og måtte ikke trykke negative historier, med mindre de handlede om USA.
Gennem tre generationer havde familien bag Moustache Brothers både informeret folk om de barske realiteter og for en stund forvandlet deres indestængte frustration til rene latterbrøl.
Men denne gang blev det regeringen for meget: De to komikere blev hentet om natten og idømt syv års straffearbejde i statens lukkede stenbrud som tak for deres politiske satire. Den øvrige del af truppen fik forbud mod at turnere og optræde for den lokale befolkning resten af deres dage.
– Vi har altid fortalt vittigheder om politik. Regeringen kan ikke lide det, men vi må ikke opgive kampen, siger den ene af komikerne i dag på et mildt sagt kantet engelsk.
Lu Maw kastede sig over ordbogen og de fremmede gloser, da hans bror Par Par Lay røg i fængsel med fætteren Lu Zaw efter den skæbnedsvangre uafhængighedsdag. Mens de to komikere gik rundt i fodlænker og brød sten med hammer og mejsel, stablede den tredje et amputeret show op på engelsk for landets få udenlandske turister. De er de eneste, truppen nu har bevilling til at underholde.
Med dans, musik og vittigheder i en skønsom blanding præsenterer de hver aften en håndfuld rejsende for den traditionelle, burmesiske underholdning, anyeint pwe, der med udgangspunkt i hverdagen tegner et dystert billede af livet i Burma.
– Vi ved godt, at prisen for vores vittigheder er høj, og at vi skøjter på tynd is. Men folk lider og kan ikke bekæmpe regeringen. Det kan vi fortælle verden gennem turisterne. Og vi bliver ved, så længe vi er i live og på fri fod, proklamerer Lu Maw.
– Prøv at gætte, hvorfor vi hedder Moustache Brothers!
Her handler alt om politik
For tre år siden blev han genforenet med Par Par Lay og Lu Zaw, der slap ud af fængslet før tid – måske fordi deres indespærring blev mødt med højlydte protester fra udlandet via de mange fremmedes besøg i familiens teater. Nu optræder de tre komikere sammen igen, men bortset fra det har intet ændret sig for folket i militærstyret.
De lokale strækker stadig hals ude på gaden, når Moustache Brothers byder turisterne velkommen til deres beskedne show. Og regeringen har eftertrykkeligt advaret dem mod at fortælle politiske vittigheder. Selv ikke til udlændingene. Men i Burma kan man ikke tale
om noget som helst, der ikke har med politik at gøre og er forbudt på ét eller andet plan, erklærer Lu Maw.
Han illustrerer sin pointe midt i aftenens show med en fortælling om, at de i Burma trods verdens sanktioner og styrets restriktioner har adgang til amerikanske film med skuespillere af den fineste slags.
– Angelina Jolie, Jennifer Lopez... uuh, sikken bagdel, hviner han og slår sig glad i sin egen. Han holder op ligeså pludseligt, som han begyndte.
– Schhyyy... tysser han og kaster et forvildet blik over skulderen. Den slags må man heller ikke tale om i det burmesiske teater. Han nikker mod trappen til førstesalen og hvisker med hånden for mikrofonen: – Tænk, hvis min kone hørte det!
Hanne Mølby Henriksen er journalist og skriver jævnlig for udvikling. hmh@journalist.dk
