SHOWET FORTSÆTTER I BURMA:
JEG ER KOMIKER. JEG LAVER SJOV.

En ildeset vittighed skaffede dem syv års straffearbejde i fodlænker, men the Moustache Brothers får stadig folk til at grine i – og af – militærstyret Burma.

Tekst og foto: Hanne Mølby Henriksen, Mandalay

Burmas svar på the Marx Brothers?

Der er ikke en eneste kulørt lampe at se i dette Burmas svar på Broadway. Mørket hænger som et låg over gaden, hvor lokale teatre og kabaretscener angiveligt står skulder ved skulder.

– Vi er blacklistede, siger én af gadens optrædende i skæret fra et stearinlys. Han har et overskæg snoet langt op ad kinderne og flækker af grin over sin egen forklaring på aftenens midlertidige strømsvigt.

– Jeg er komiker, klukker han. – Jeg laver sjov.

Sådan begynder forestillingerne ofte hos den burmesiske trup Moustache Brothers. Komikerne optræder hver aften i deres hjem i handelsbyen Mandalay, men har haft overordentligt barske vilkår at lave sjov med siden et fatalt show for otte år siden.

Flere tusinde mennesker var i januar 1996 samlet foran Burmas demokratisk valgte leders hus i hovedstaden Rangoon for at fejre landets uafhængighedsdag. Aung San Suu Kyi havde vundet en gigantisk sejr ved valget i 1990, men hun fik aldrig lov at overtage magten fra militærregeringen. Nu var folk mødt op for at fejre dagen med deres politiske leder og diskret markere deres indædte modvilje mod de siddende generaler.

Moustache Brothers var inviteret til at stå for underholdningen og havde sendt en delegation på to fra Mandalay til Rangoon.

Med vanlig sans for hverdagen i militærstyret og en busket hårtot på hver deres overlæbe fik de forsamlingen til at skraldgrine ad de elendige veje, skoler, hospitaler og de evindelige strømsvigt overalt i det syd-østasiatiske land. Det havde de gjort tusind gange før, og folk elskede dem for det.

Kun kritik af USA, tak!

Der havde ellers ikke været meget at le ad i Burma siden 1962, hvor militæret kuppede sig til magten og isolerede landet fra omverdenen. Tvangsarbejde, politiske fængslinger og tortur blev fra da af hverdag indenfor landets grænser. Alle begyndte at overvåge og mistro alle. Og pressen røg under streng censur og måtte ikke trykke negative historier, med mindre de handlede om USA.

Gennem tre generationer havde familien bag Moustache Brothers både informeret folk om de barske realiteter og for en stund forvandlet deres indestængte frustration til rene latterbrøl.

Men denne gang blev det regeringen for meget: De to komikere blev hentet om natten og idømt syv års straffearbejde i statens lukkede stenbrud som tak for deres politiske satire. Den øvrige del af truppen fik forbud mod at turnere og optræde for den lokale befolkning resten af deres dage.

– Vi har altid fortalt vittigheder om politik. Regeringen kan ikke lide det, men vi må ikke opgive kampen, siger den ene af komikerne i dag på et mildt sagt kantet engelsk.

Lu Maw kastede sig over ordbogen og de fremmede gloser, da hans bror Par Par Lay røg i fængsel med fætteren Lu Zaw efter den skæbnedsvangre uafhængighedsdag. Mens de to komikere gik rundt i fodlænker og brød sten med hammer og mejsel, stablede den tredje et amputeret show op på engelsk for landets få udenlandske turister. De er de eneste, truppen nu har bevilling til at underholde.

Med dans, musik og vittigheder i en skønsom blanding præsenterer de hver aften en håndfuld rejsende for den traditionelle, burmesiske underholdning, anyeint pwe, der med udgangspunkt i hverdagen tegner et dystert billede af livet i Burma.

– Vi ved godt, at prisen for vores vittigheder er høj, og at vi skøjter på tynd is. Men folk lider og kan ikke bekæmpe regeringen. Det kan vi fortælle verden gennem turisterne. Og vi bliver ved, så længe vi er i live og på fri fod, proklamerer Lu Maw.

– Prøv at gætte, hvorfor vi hedder Moustache Brothers!

Her handler alt om politik

For tre år siden blev han genforenet med Par Par Lay og Lu Zaw, der slap ud af fængslet før tid – måske fordi deres indespærring blev mødt med højlydte protester fra udlandet via de mange fremmedes besøg i familiens teater. Nu optræder de tre komikere sammen igen, men bortset fra det har intet ændret sig for folket i militærstyret.

De lokale strækker stadig hals ude på gaden, når Moustache Brothers byder turisterne velkommen til deres beskedne show. Og regeringen har eftertrykkeligt advaret dem mod at fortælle politiske vittigheder. Selv ikke til udlændingene. Men i Burma kan man ikke tale

om noget som helst, der ikke har med politik at gøre og er forbudt på ét eller andet plan, erklærer Lu Maw.

Han illustrerer sin pointe midt i aftenens show med en fortælling om, at de i Burma trods verdens sanktioner og styrets restriktioner har adgang til amerikanske film med skuespillere af den fineste slags.

– Angelina Jolie, Jennifer Lopez... uuh, sikken bagdel, hviner han og slår sig glad i sin egen. Han holder op ligeså pludseligt, som han begyndte.

– Schhyyy... tysser han og kaster et forvildet blik over skulderen. Den slags må man heller ikke tale om i det burmesiske teater. Han nikker mod trappen til førstesalen og hvisker med hånden for mikrofonen: – Tænk, hvis min kone hørte det!

Hanne Mølby Henriksen er journalist og skriver jævnlig for udvikling. hmh@journalist.dk