FN-TOPMØDE I NEW YORK:
REALISME KONTRA POLITIK

Der mangler finansiering af 2015 Målene, og allerede nu står det klart, at toget er kørt for mange afrikanske lande.

Af Poul Kjar

Det er tid til at gøre status på 2015-kørepla-nen.

 På FN-topmødet i New York fra den 14. til den 16. september skal det internationale samfund vurdere, hvor langt vi er kommet med målet om at halvere verdens fattigdom, og hvordan vi kommer videre.

Det indebærer en drøftelse af en bred vifte af sikkerhedspolitiske, menneskeretlige og udviklingsspørgsmål – foruden spørgsmålet om reformer af FN-systemet.

Men det står allerede klart, at køreplanen skrider. Flere af 2015-togets otte vogne når ikke frem til en lang række afrikanske destinationer syd for Sahara. (se grafik t.h.) Ganske vist vil andelen af ekstremt fattige på verdensplan være halveret i 2015, men det skyldes en kærkommen økonomisk vækst i Asien, der på ti år har løftet næsten en kvart milliard mennesker ud af absolut fattigdom. I de afrikanske lande syd for Sahara stiger antallet af ekstremt fattige, der lever for under én dollars om dagen.

Den ambitiøse 2015-køreplan, der udspringer af Årtusindeerklæringen, som verdens ledere vedtog i september 2000, mangler ifølge FN finansiering. Professor Jeffrey Sachs, lederen af 2015-projektet, har beregnet sig frem til, at det kræver en fordobling af de vestlige landes samlede udviklingsbistand, hvis Årtusindeerklæringen skal indfries for samtlige klodens fattige lande. Samtidig med, at udviklingslandene skal tage ansvar for deres egen indsats.

Målene skal ikke revideres

Men hvis det allerede nu står klart, at 2015-toget ikke når frem til mange af de afrikanske destinationer, burde FN-topmødet i New York så ikke revidere køreplanen? Vi har ingen gavn af en urealistisk køreplan, vil de fleste togpendlere nok mene.

Professor i udviklingsstudier i Bergen, Terje Tvedt, er enig. Han mener, at sådan som 2015 Målene er formulerede, udgør de en fornærmelse mod den intellektuelle fornuft. Og selv inden for UNDP, der er FN’s tovholder på 2015 Målene, påpeger kritikere, at udvikling bør ses i et længere historisk perspektiv.

Det betyder, at man for eksempel ikke kan bedømme Afrika på samme skala som Latinamerika. Et land med en relativt lille andel af absolut fattige, vil have langt nemmere ved at halvere fattigdommen end et land med en meget høj procentdel. Derfor mener kritikerne, at målene bør skræddersyes til de enkelte landes forhold.

Men det afviser professor Jeffrey Sachs. 2015-togføreren siger, at målene udvandes og mister deres politiske kraft, hvis målsætningerne sænkes inden 2015.

Her ligger altså en modsætning mellem en politisk tilgang til udvikling over for en realistisk tilgang.

Ifølge den politiske tilgang opnås udvikling gennem en målrettet indsats og tilstrækkelige investeringer inden for et tilstrækkeligt, men begrænset tidsrum. Der skal med andre ord investeres massivt i offentlige togskinner, stationer, uddannelse af konduktører etc. – så skal 2015-toget nok nå frem til alle Afrikas afkroge.

Mens der bag den realistiske tilgang ligger et mere pessimistisk grundsyn, der går på, at der er så mange tænkelige hindringer for udvikling i Afrika, at køreplanen bliver symbolsk og uopnåelig.

Den realistiske tilgang indebærer en tro på det lange udviklingstræk, hvor der skabes incitament for bæredygtig udvikling ikke mindst gennem det private initiativ.

Konflikt mellem FN og IMF

Lidt forenklet ligger der bag modsætningen mellem den politiske og realistiske tilgang til udvikling en konflikt mellem på den ene side FN-systemet og på den anden side Verdensbanken/Den Internationale Valutafond (IMF). Sidstnævnte har uanfægtet af 2015 Målene fastholdt sin grundlæggede bistandsmodel med fokus på fattigdomsstrategier og krav om en stram finanspolitik, lav inflation, privatiseringer etc.

Verdensbanken / IMF har anset 2015 Målene som urealistiske i troen på flere penge, hurtige løsninger og mirakelkure for eksempel i forhold til at behandle alle hiv-smittede. I stedet har banken satset på langsigtet opbygning af sundhedssystemer i Afrika.

Og ifølge en række internationale ngo’er (Global Aids Alliance med flere) er der sågar eksempler på, at de to grundsyn er kommet i alvorlig konflikt i forbindelse med finansiering af indsatsen mod hiv/aids i for eksempel Uganda.

Her måtte landets finansministerium ifølge ngo’erne afvise en bevilling på 52 millioner kroner fra Global Fund to light AIDS, TB and Malaria. Ellers kunne landets budgetloft ikke holdes, og det ville betyde, at Uganda ikke ville være kvalificeret til fremtidige lån fra Verdensbanken/IMF.

Desillusion eller ej

Ikke desto mindre bakker de to finansinstitutioner i dag op om 2015 Målene.

De har erkendt, at 2015 Målene ikke konkurrerer med Verdensbankens detaljerede planer for fattigdomsbekæmpelse. Udviklingsmålene er et forsøg på at skabe en fælles global referenceramme og fodslag i kampen mod fattigdom. Og det mål er gået i opfyldelse. Målene er netop politiske og ikke realistiske –og ved at koble Verdensbanken / IMF-loko-motivet til 2015-toget, er der for alvorlig kommet kog i kedlerne.

Tiden vil så vise, om det fører til desillusion og bistandstræthed, når vi i 2015 må erkende, at millioner af afrikanere alligevel ikke nåede toget.

Kilde: Den Ny Verden, tidsskrift for internationale studier. »Mens vi venter på miraklet – Udviklingsmålene mod 2015«. Nr. 1, 38 årgang 2005. Udgivet af DIIS. Se også anmeldelse s. 21

TOBINSKAT OG LOTTERISEDLER

I erkendelse af den manglende finansiering af 2015 Målene leder kreative sjæle i det internationale samfund efter alternative finansielle løsninger. De mere traditionelle kilder er øget liberalisering af verdenshandlen, yderlige gældslettelse, effektivisering af bistanden i form af harmonisering og bedre brug af pengeoverførsler fra immigranter.

Storbritanniens finansminister, Gordon Brown, har foreslået en international finansieringsmodel, der bygger på udstedelse af indenlandske statsobligationer, hvorfra overskuddet går til udviklingsbistanden. Et forslag, der bakkes op af udviklingsminister Ulla Tørnæs i Udenrigsministeriets egen statusrapport på 2015 Målene.

Frankrigs præsident Jacques Chirac er fortaler for international skat på valutahandel, den såkaldte Tobin-skat. Dertil kan tilføjes ideer om international finansiering af 2015 Målene gennem globale skatter på våbenhandel, dybhavsmineraler, luftfart og CO2-udledning og sågar et internationalt lotteri. Eller hvad med skat på fodboldverdenens uhyre transfersummer?

Indtil videre har det vist sig umuligt at nå til enighed. USA er voldsom modstander af Tobin-skatten. Det har heller ikke været muligt for briterne at få opbakning til Gordon Browns idé om globale statsobligationer. Og beskatningen af transfersummer i fodbold-verdenen er måske en tanke, der er lige så illusorisk, som at Haiti, Burkina Faso og Sierra Leone når alle 2015 Målene.
/PK

STATUS PÅ 2015 MÅLENE