G8-TOPMØDE I SKOTLAND:
DET GLEMTE KONTINENT KOM PÅ DAGSORDENEN

G8-topmødet i Gleneagles i Skotland mundede ud i gode hensigter og løfter om flere penge til Afrika – i samklang med Live Aid-koncerten, hvor genforenede Pink Floyd gav superhittet ›Money‹

 

Af Poul Kjar

Det var sommer, og alles øjne var rettet mod slottet Gleneagles i Skotland. Siden sprang bomberne i London, og medierne glemte alt om Afrikas gæld.

Men i skyggen af terroren den 7. juli lovede lederne fra verdens otte førende industrinationer, at udviklingsbistanden vil stige med omkring 310 milliarder kroner året inden 2010, heraf 150 milliarder kroner til Afrika.

Blair, Bush, Chirac og resten af ›G8-ban-det‹ gav også opbakning til sidste måneds aftale mellem de otte industrilandes finansministre om at eftergive gæld på omkring 245 milliarder kroner til en lang række af verdens mest forgældede lande, heraf 14 afrikanske.

Det fremgår af slutdokumentet fra Gleneagles, at G8-landene vil fortsætte indsatsen for at opbygge et fredeligt og stabilt Afrika. Det skal ske gennem fortsat støtte til den Afrikanske Union og andre regionale organisationer – og ved at overholde løfterne om at optræne og udruste 75.000 fredsbevarende soldater, der skal kunne sættes ind i konflikter.

Hertil kommer så en øget global indsats inden for uddannelse, sundhed og ikke mindst hiv/aids, hvor slutdokumentet formulerer en målsætning om behandling til alle verdens hiv-smittede inden 2010. Samt hensigter om at styrke det afrikanske erhvervsliv, støtte til investeringer i bæredygtigt landbrug, fødevaresikkerhed etc. etc.

Topmødets vært, den britiske premierminister Tony Blair, udtalte efterfølgende, at det var den mest detaljerede og ambitiøse Afrikapakke, G8-landene nogen sinde havde vedtaget.

 Tørnæs mødte Bono

Tørnæs mødte Bono
Udviklingsminister Ulla Tørnæs og Bono mødtes back-stage, da U2 gav koncert i Parken i København i juli. Bono, én af hovedkræfterne bag MakePovertyHistory-kampagnen, roste Danmarks indsats i Den Tredje Verden. Foto: Privat

EU betaler gildet

– Det er selvfølgelig positivt, at Afrika er kommet på dagsordenen og fylder så meget i slutdokumentet. Men løfterne er meget vagt formuleret og langt fra imponerende. Beslutningen om at bevilge flere penge til udvikling i Afrika og resten af Den Tredje Verden var taget på forhånd, siger seniorforsker Bjørn Møller fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Stigningen i G8-landenes udviklingsbistand er først og fremmest et resultat af EU-landenes tidligere vedtagelse om at nå op på en bistandsprocent på 0,5 af bruttonationalindkomsten (BNI) i 2010, og 0,7 procent i 2015.

USA og Canada ønsker ikke at forpligte sig til en bestemt procentdel af deres BNI, mens Japan gav løfte om en stigning på 10 milliarder dollars over de næste fem år. Rusland lover at afskrive noget gæld, som ifølge Bjørn

Møller alligevel ville have været umulig at inddrive. Han siger: – Det mest alarmerende er faktisk alt det, der ikke står noget om i dokumentet. I forhold til aids-bekæmpelse står der ikke noget om striden mellem europæerne – der går ind for forebyggelseskampagner og brugen af kondomer – og amerikanerne, der prædiker afholdenhed.

– Man lovede allerede for et år siden at støtte Den Afrikanske Union med konfliktforebyggelse i Afrika; man lovede at uddanne og udruste 75.000 soldater, men det er ikke blevet konkretiseret. G8-landene lover heller ikke selv at yde et anstændigt bidrag til FN’s soldater. Handler det i virkeligheden mere om kampen mod terrorisme end om kampen for et fredeligt Afrika? slutter Bjørn Møller fra DIIS.

Diplomatiske koder

Det store spørgsmål om frihandel og reformer af vestens landbrugsordninger og toldsystemer blev også diskuteret i Gleneagles.

Verdens otte toneangivende statsmænd blev enige om, at en ambitiøs og balanceret

afslutning på Doha-runden (WTO-forhand-lingerne med næste topmøde i Hong Kong i december 2005) er den bedste måde at skabe mere handel i Afrika og få de afrikanske lande integreret i den globale økonomi.

Det var ifølge den britiske ngo Oxfam International en af topmødets største skuffelser. Organisationen skriver i en kommentar til slutdokumentet, at ordene ambitiøs og balanceret er diplomatiske koder for mere liberalisering af både rige og fattige landes økonomier. Det er et brud på tidligere løfter om, at frihandelsaftalerne skal tage hensyn til de fattige lande, mener den britiske ngo.

Oxfams samlede reaktion er, at aldrig før har et G8-topmøde betydet så meget for udvikling, og navnlig udviklingen i Afrika. Men at statslederne forsømte at gøre mødet i Gleneagles til et afgørende historisk vendepunkt for verdens fattige.

En forsømmelse, der fandt sted til trods for det store globale pres fra globale græsrødder, Make Poverty Historykampagnen med U2-ikonet Bono i spidsen og Live 8-koncerterne, der i London genforenede Pink Floyd for en aften.




Denne side er kapitel 17 af 30 til publikationen "Udvikling Nr. 06/2005".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/6121/index.htm

 

 
 
 
  © | www.um.dk