SUCCES FOR DANSK IT I BANGLADESH
Danske skattekroner går til udflytning af arbejdspladser, lyder en tilbagevendende kritik af Udenrigsministeriets PS-Program. Her er historien om et samarbejde, der skaber job i både Bangladesh og Danmark.
Tekst og fotos: Kent Dahl, Dhaka.
Der er højt til loftet og meget langt fra væg til væg i det danske reklamebureau AdPeoples nye kontor i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh.
I det 1.000 kvadratmeter store kontorareal kan der nemt sidde flere hundrede layout- og it-folk. Foreløbig sidder der 20 bangladeshere ved computerne, som vil overtage omkring tolv medarbejderes job fra Danmark.
Det er sådan en historie, som ofte bliver til negative overskrifter om udflytning af danske arbejdspladser i danske medier. Men sådan ser Amarnath Reddy ikke på det. Han er chef for Danidas Privat Sektor Program (PS-Pro-grammet) i Bangladesh, der støtter samarbejde – joint ventures – mellem virksomheder i Danmark og en række u-lande. Via støtte til træning og uddannelse forsøger man at få mindre og mellemstore virksomheder til at samarbejde om konkrete projekter.
– AdPeople er et rigtig godt eksempel på en dansk virksomhed inden for it-sektoren, der forstår at udnytte mulighederne i Bangladesh til egen og bangladeshernes fordel, siger Reddy.
Inden for de seneste tre år er der etableret ikke mindre end syv dansk-bangladeshiske PS-projekter inden for it-sektoren – en sektor som Bangladesh normalt ikke er kendt for at brillere i.
Flere job til Danmark
Et af samarbejderne tæller AdPeople, et af de danske firmaer i it-branchen, der er længst fremme i Bangladesh. I København producerer Reklamebureauet ugentligt 11 millioner kataloger på 21 forskellige sprog for hardware-producenten Dells europæiske afdelinger. Det er dette grafiske arbejde, som nu gradvist flyttes til joint venturet i Dhaka over det kommende halvandet år. Derfor forsvinder der 12 arbejdspladser i Danmark. Men otte af medarbejderne overlyttes til andre stillinger, som dog kræver en større kompetence. To går på barselsorlov, og to medarbejdere har sagt op.
– På sigt bliver der flere job i Danmark som følge af vores brug af grafikere og systemudviklere i Dhaka, men det bliver mindre rutinepræget arbejde, siger partner Peter Schmidt fra AdPeople i København og tilføjer. – Det kan ikke udelukkes, at nogle medarbejdere rammes i en brydningstid, fordi de ikke kan omskoles.
Med støtte fra Danidas Privat Sektor Program er der nu startet syv danske it-samarbejder i Bangladesh. Danmark er blevet en stor spiller i landets it-branche, og det går så godt, at der tilmed nu er it-job på vej retur til Danmark.

Grafikeren Sarika sidder i Dhaka og er ved at gøre en annonceside med en dansk annonce klar. Hun arbejder i firmaet Aftab IT Ltd., der samarbejder med Vestergaard Bogtrykkeri og Berlingskes BL PrePress.
Dhaka-afdelingen har allerede bevist sit værd. Grundet de lavere priser har flere store danske og europæiske firmaer nu henvendt sig til AdPeople. De overvejer at outsource deres interne tegnestuer til AdPeople. Samtidig er AdPeople nu med i en udbudsrunde fra Dells regionalkontor i Asien. Hvis AdPeople vinder, så skal firmaet også producere Dell-kataloger til otte asiatiske lande.
– Selv om en del af arbejdet udføres i Dhaka, og vores kunder bor i udlandet, så akturerer vi over Danmark. Det bidrager til den danske økonomi og til skatteindtægter, forklarer Peter Schmidt.
På lignede vis mener Reddy, at mange andre danske firmaer kan bruge Bangladesh som et springbræt til at imødekomme den globale trend i retning af mere outsourcing. Men det kræver, at man starter tidligere end konkurrenterne.
Udenlandske erhvervsfolk forbinder stadig mest Bangladesh med tekstilindustrien, som står for 75 procent af landets eksport. En sektor, som Danida ikke længere støtter.
– Netop fordi vi har været tidligt ude på et jomfrueligt marked, så dominerer danske firmaer den bangladeshiske it-sektor, hvad angår udenlandske partnerskaber, fortæller Reddy.
Firmaerne arbejder eksempelvis inden for udvikling af software-systemer, internet-portaler eller den grafiske branche.
De relativt mange danske it-projekter i Bangladesh skyldes ikke mindst, at Reddy har gjort dansk erhvervsliv opmærksom på mulighederne. Da det især er mindre og mellemstore danske it-firmaer, som er gået ind i Bangladesh, har PS-programmets finansielle støtte til uddannelse og træning også været vigtig.
– Men danske firmaer ville aldrig være gået med, hvis ikke der var nogle helt klare kommercielle fordele, erklærer Reddy. Firmaerne skal nemlig selv investere tid og penge i eksempelvis forundersøgelser, fysisk etablering af kontor og ansættelse af medarbejdere.
Det vigtige valg af partner
Ligesom i Indien findes der en over- og mellemklasse i samfundet, som er virkelig godt uddannet. Det gælder også indenfor informationsteknologi. I begge lande er undervisningssproget på universiteterne engelsk, hvorfor det er nemt at kommunikere. Men en typisk it-medarbejder koster kun omkring det halve i Dhaka sammenlignet med lønningerne i Indien. Også andre omkostninger er langt lavere i Bangladesh end i Indien.
»DET MÅ IKKE VÆRE DANSKE FIRMAERS MÅL AT ERSTATTE NOGLE DANSKE MEDARBEJ-DERE MED BANGLADESHISKE ARBEJDERE FOR AT SPARE NOGLE PENGE.«
For grundet den store fokus på Indiens it-sektor og landets høje økonomiske vækst så stiger omkostningsniveauet i Indien. Prisudviklingen er derimod moderat i Bangladesh.
Ifølge Reddy er der også en meget stor fordel ved at være først på banen i it-sektoren i Bangladesh. Derved har de danske firmaer mulighed for at udvælge en lokal partner blandt de bedste bangladeshiske selskaber. Det er et af de vigtigste kriterier for succes, når danske virksomheder forsøger sig i et udviklingsland, viser en undersøgelse fra Kina. Hvis danske firmaer vil etablere sig i Indien, så skal de konkurrere om partnere og dygtige medarbejdere med udenlandske it-firmaer fra hele verden.
Besparelser er ikke målet
Som Danida-mand er det Reddys opgave at skabe økonomisk vækst og arbejdspladser i Bangladesh. Men han ønsker ligeledes, at PS-Programmet skal have samme effekt i Danmark.
– Det må ikke være danske firmaers mål at erstatte nogle danske medarbejdere med bangladeshiske arbejdere for at spare nogle penge, siger Reddy.
Deltagerne i PS-Programmet skal kunne tænke strategisk og langsigtet. Og de skal kunne tænke stort. Selv om der er tale om relativt mindre danske firmaer, så bør deres målsætning være 200 – 300 bangladeshiske medarbejdere i løbet af nogle år. For derved vil der automatisk blive brug for flere danske medarbejdere, som skal administrere arbejdet i Bangladesh. De danske firmaer skal bruge deres joint venture i Bangladesh til at øge deres globale forretning, så der bliver brug for eksempelvis flere mellemledere, sælgere og marketingfolk.
Bangladesh = Elendighed?
Men der er et men.
Bangladesh har nemlig et dårligt image. Mediebilledet domineres af indslag om massive oversvømmelser som følge af monsunen, færgeulykker og korruption. Og de 200 mindre bombeeksplosioner, der ramte det politisk urolige land i midten af august, har næppe heller forbedret investeringslysten.
Skræmmebilledet har afholdt andre europæiske it-firmaer for at forsøge sig i Bangladesh. Og det har været de danske firmaers chance, at de har set mulighederne først.
– Bangladesh’s dårlige image er en kæmpe hæmsko for landets økonomiske udvikling, siger vicedirektør Nazim Farhan Choudhury fra Adcomm Ltd., som er AdPeoples samarbejdspartner i Dhaka.
Ligesom Amarnath Reddy oplever han og andre bangladeshiske erhvervsfolk, at det er meget vanskeligt at gøre udenlandske indkøbere eller investorer interesseret i andre sektorer end lige tekstilindustrien. Udenlandske erhvervsfolk vil sjældent bruge tid og penge på at undersøge de reelle muligheder.
En vigtig reference i salgsmappen
– I dette tilfælde har Reddy været vores formidler til AdPeople, og derfor har Peter Schmidt set mulighederne i Bangladesh, siger Choudhury. – At PS-Programmet støtter træning og overførsel af viden har helt klart også hjulpet. Det mindsker den finansielle risiko for begge partnere i begyndelsen, tilføjer han.
Normalt forbinder man ikke Bangladesh med it-sektoren. Mange udenlandske erhvervsfolk har et stereotypt image af Bangladesh, som ofte er baseret på mediernes historier om af oversvømmelser under monsunregnen.
Hidtil har Adcomm Ltd. udelukkende arbejdet lokalt. Via AdPeople får firmaet adgang til det globale marked. AdPeople har kundekontakten, og udenlandske kunder har tiltro til kvalitet og leveringstider, når et dansk firma henvender sig. Danmark har nemlig et godt internationalt image.
– Vi har mulighed for at vokse globalt sammen med AdPeople, siger Choudhury. På længere sigt forudser han, at de danske PS-projekter i Bangladesh vil få en selvforstærkende effekt. De giver nemlig de bangladeshiske firmaer, og erhvervslivet generelt, en vigtig reference. Med den i salgsmappen vil firmaer fra Bangladesh få nemmere ved at tiltrække flere udenlandske investeringer –ikke blot fra Danmark.
Kent Dahl er freelancejournalist og skriver med base i Tokyo om Asien.
Denne side er kapitel 15 af 30 til publikationen "Udvikling Nr. 06/2005".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/6121/index.htm
|