IKKE JUST EN DRØMMEPARTNER

Megen formalia, megen kaffe… Megen formalia, megen tyrkisk kaffe – og et program, der ikke lige rammer plet. Ikke meget klapper for Nisˇ Kommune denne onsdag, hvor en dansk delegation besøger byen.

Tekst og foto: Stefan Katic´, Beograd.

Tirsdag kl. 19.50

Minibussen med en delegation fra det danske Udenrigsministerium – tre konsulenter og to folk fra ministeriet – ruller ind i byen Nis . Det sker for at drøfte et program, der skal forbedre klimaet for små og mellemstore virksomheder i byen.

På byens rådhus har et tvhold fra den regionale nyhedskanal allerede taget opstilling; klar til at lave et interview med lederen af den danske delegation, Anne-Marie Esper Larsen og byens kommunalchef, Vlastimir Dokic´. Han er vært i borgmesterens fravær og superivrig for at få lederen af den danske delegation til at optræde i regionalt tv. Sammen med ham selv, forstås. Alt er gjort klart til et »se, jeghar-skaffet-guldfuglen-til-byen«-interview.

Det kommer frem, at såvel kommunalchef Dokic´ som borgmesteren ligger ude i nabolaget omkring SPS – Milosevic´s gamle parti.

Den danske delegation spræller i nettet – og det lykkes at slippe fri ved at tale med meget store og bestemte bogstaver. Ikke ligefrem noget, der gør stemningen supergod, men som Anne-Marie Esper Larsen, der er kontorchef i Udenrigsministeriets Naboskabsprogram, siger: – Jeg kunne lige se den danske ambassadør i Beograd åbne for tv og se mig i studiet med en af de gamle SPS-folk.

Kl. 21.15

Velkomstmøde på rådhuset i Nis . Det lange, blankpolerede mødebord i byrådssalen er i dagens anledning pyntet med en blomsteropsats og to små bordflag: Det serbiske blåhvide-røde flag med den dobbelthovede ørn og Dannebrog, der i dagens anledning – formodentlig med en del møje – er blevet fundet frem. Mineralvand og tyrkisk kaffe med fin grums bæres ind.

Væggene i lokalet er prydet med byens pompøse våbenskjold og tunge, mørke landskabsmalerier. Et smukt serbiskortodokst helgenbillede i guld hænger for endevæggen. Formodentlig på samme plads, hvor billedet af rest-Jugoslaviens præsident Milosevic´ – og før ham marskal Tito – hang.

Nok er Tito taget ned af væggen. Men mødet med kommunen lader mere end ane én ting: Var disse lokalpolitikeres hoveder udstyret med en lille lem, så man kunne åbne og se ind, ville man få øje på en hel del kontroltænkning, centralisme og partivælde, der har overlevet landsfaderen Tito.

Dagen står på besøg på en række lokale virksomheder. Målet er at få et indtryk af de vilkår, områdets lokale erhvervsliv fungerer under – herunder samarbejdet med kommunen.

Kommunens folk er gode værter. Så gode, at de vil tage med os rundt til alle de virksomheder, som vi gerne vil interviewe om –blandt andet – deres forhold til selvsamme kommune.

 – Det er den faste procedure for den slags interviews, at de skal ske uden at andre parter er tilstede, forklarer dansk-somaliske Mahad Huniche, den ene af de to danske konsulenter, venligt og pædagogisk. Dén køber de tilsyneladende.

Kommunalchefen foreslår herefter, at han selv og chefen for den danske delegation »jo bare kan blive tilbage på rådhuset«. Underforstået: Fodfolket tager ud og gør arbejdet –så bliver cheferne tilbage med fødderne oppe og slapper af.

Megen formalia, megen kaffe…

Kl. 9.45

Dagen opløser sig i almindelig kommunal forvirring om opdeling af folk i to grupper, der skal ud på virksomhedsbesøg i lokalområdet: Hvem skal køre i hvilken minibus? Hvilken af de to tolke kører med jer? Er det her program stadig gyldigt? Nej, det er den gamle version. Hvem er med i gruppe 2?

Vi deler os i to grupper, og gruppe 2 kører af sted for at besøge en tekstilvirksomhed –og hov, dér møder vi så gruppe 1.

Kl. 10.11

Efterhånden som programmet skrider frem, bliver det stadig mere tydeligt, at det serbiske bystyre er temmelig optaget af formalia – bystyret har da også et hav af damer ansat i protokolafdelingen – og af at bruge chancen til at profilere sig i lokalmedierne. Selve substansen – flere arbejdspladser til Nis Kommune –synes at fortabe sig mellem hensigtserklæringer, håndtryk og middage.

Det er ikke nemt at være udvikler: Her er Udenrigsministeriets delegation kommet hele den lange vej fra Danmark med mappen fuld af gennemarbejdede oplæg og nydelige power pointpræsentationer. Og så flyder alt.

Kl. 11.00

Besøg på det lokale mejeri.

Kl. 13.00

Besøg på metalvirksomheden Mahatronica (se sideartikel).

Kl. 15.30

Besøg på Det Statslige Jordbrugslaboratorium og Serbiens Statslige Vin-Institut. Jamen, handlede det her ikke om kick-start til mindre, private virksomheder? Jo, da. Alle har i månedsvis vidst, at det danske program sigtede mod at hjælpe de små og mellemstore virksomheder på vej. Ikke desto mindre er det lykkedes kommunen at bruge den sparsomme tid til også at programmere besøg på disse to statslige landbrugsforskningsinstitutioner. Irrelevante – og så dog alligevel ikke helt.

For sidstnævnte vininstitut afslørede en hel del om kommunens planlægning af besøget: – Vi ved kun, at I skulle komme, fordi vi hørte det i radioen her til morgen, beretter lederen af laboratoriet.

Så må man jo sige, at det var heldigt nogen lyttede med!

Torsdag kl. 13.15

Ved afskedsmiddagen fortæller den ansvarlige for kommunens flygtninge- og Romaanliggender, Osman, at han samme morgen er blevet ringet op af en hel del borgere, der gerne vil vide, »hvordan man kommer i betragtning til at få erhvervsstøtte fra Danmark«. Kommunalchefen har åbenbart ikke kunnet nære sig, for nyheden om alle de mange, rare penge fra Danmark er blevet bragt på tv aftenen før.

Fredag 11.05

Hotel Moskva, Beograd. Evaluering af indtrykkene fra Nis : Hovedkonklusionen kan opsummeres til: »Kommunen er ikke nogen drømmerpartner, men hvor er vi blevet klogere på to dage«.

– På kort sigt kunne det være fristende at gå uden om kommunalchefen, siger konsulent Mahad Huniche, der er fødselshjælper på erhvervsprogrammet på Balkan. Men hele pointen i programmet er netop at få private virksomheder og offentlige myndigheder til at arbejde tættere sammen.

– Den nemme løsning ville have været at lave et projekt, hvor ministeriet i Beograd trænes i et lave kapacitetsopbygning, siger Mahad Huniche. Det er modigt, at Naboskabsprogrammet så alligevel vælger Nis -regionen, der har mange fattige og en håbløs kommune, slutter konsulenten.