JEG KAN GODT FORSTÅ AT DE ER BANGE

Den danske sygeplejerske Marie Louise Jakobsen blev mødt med hadefulde tilråb fra lokalbefolkningen i Angola, der troede, at Læger uden Grænser stod bag den frygtede Marburg-virus. Efter seks uger erfarede hun, at den største kamp mod sygdommen lå i de lokale ritualer, landminernes placering og hospitalets hygiejniske forhold.

Marie Louise Jakobsen og de andre sygeplejersker måtte arbejde i ›rumdragt‹ i Angolas varme, fugtige klima.

Af Marianne Hartz Thomas

– Morder. Marburg-morder! De hadske ord blev råbt af unge drenge i vejkanten efter den hvide firhjulstrækker med de store sorte og røde logoer fra Læger uden Grænser (MSF) på sidedørene. Bilen kørte langsomt væk fra byen Uige og videre tre kvarter mod Songo i det nordvestlige Angola. Det var i slutningen af april i år. Bag ruderne i bilen sad danske Marie Louise Jakobsen, netop landet fra Bruxelles. Hun var, som den eneste danske sygeplejerske i Angola, på vej til seks ugers kamp mod den dødelige Marburg-virus, der kostede næsten 400 mennesker livet fra april til juni i år. Marburg-virusset, et søstervirus til det mere luftbårne Ebola-virus, angriber blodkarrene og lader 80–90 procent af sine ofre dø af blodmangel.

– I starten så de lokale, at der var noget galt, og at der var mange, der døde på hospitalet. Og da vi kom lige midt i de værste begravelser, blev lokalbefolkningen forskrækket og fik en opfattelse af, at det var os, der slog dem ihjel. Og der gik rygter om, at vi sugede blod ud af dem til vores master (en herre/blodsu-gende gud, red.) Men de har jo en meget mere magisk tankegang, end vi har, siger Marie Louise Jakobsen og fortsætter: – Det var selvfølgelig super frustrerende at rejse så langt væk hjemmefra, og så ser de sådan på os. Men så må du finde en måde at forklare dit budskab. For situationen er jo meget simpel. De er jo bare så sindssygt bange. Og jeg kan godt forstå, at de er bange.

Læger og sygeplejersker i rumdragter

Og det viste sig, at den lokale befolknings frygt for alle de hvide læger og sygeplejersker i hvide heldragter og med maske for munden netop blev dén brik, der var afgørende for at isolere den dødelige Marburg-sygdom. Sygdommen blev konstateret i midten af april i år i Uigeprovinsen i den nordlige Angola og flere internationale organisationer, deriblandt MSF, sendte på kort tid assistance til området. Netop fordi sygdommen er så dødelig og meget smitsom, er det vigtigt at få den isoleret hurtigt. Og ›rumdragten‹, som beskyttelsesdragten blev døbt i Songo, var netop den, som Marie Louise Jakobsen skulle oplære de lokale sygeplejersker i at tage på.

Men da hun stod ud af firhjulstrækkeren, var der ingen lokale sygeplejersker at oplære. Der var heller ingen læger på det lille missionshospital med plads til omkring 100 patienter – som der slet ikke var nogen af. Ikke engang vand havde hospitalet.

Der var to sygeplejersker på hospitalet, der var døde. Så hospitalet blev forbundet med Marburg, og derfor flygtede de ud i landsbyerne, fortæller hun.

Landminer og lokale begravelser

De lokale sygeplejersker og deres familier gemte sig i landsbyerne. Så MSF begyndte at sende et hold af læger og sygeplejersker ud til landsbyerne for at finde patienter. Men det skete kun få gange. Angola er spækket med landminer fra mange års borgerkrig, og MSF kunne ikke få noget kort over, hvor de lå, og hvor mange der var, så det blev hurtigt for farligt at bevæge sig uden for hospitalets område.

Til gengæld vidste den danske sygeplejerske og hendes kollegaer, at en af de store smittekilder var de lokale begravelser. Den lokale begravelsesskik drejer sig om at sende afdøde godt af sted. Liget bliver vasket af familien, lagt i en kiste, og familien lægger nogle personlige ejendele ned til den døde. I ugerne før Marie Louise Jakobsen kom til Angola, var MSF-personalet kommet i rumdragterne og havde taget de døde fra familierne, desinficeret ligene med klor, lagt dem i ›bodybags‹ og begravet dem.

– Det var et stort problem for den dødes familie, som ikke rigtigt fik lov at gøre noget som helst. Og hvis ikke du får sendt den døde afsted på en ordentlig måde, vil han komme tilbage som en ond ånd og straffe landsbyen. Derfor nåede vi til et kompromis, hvor vores begravelseshold tog ud, gav familien handsker, lod dem vaske liget i klor og gav dem lov til at lægge alle de personlige ejendele i kisten, som de ville. Kisten blev desinficeret, de fik handsker på og kunne bære den og begrave den, mens vi bare observerede, at det gik, som det skulle. Og det betød, at de åbnede mere op, og at de forstod, at vi ikke var der for at genere dem, siger den 32-årige sygeplejerske.

Også de lokale medicinmænd udgjorde en alvorlig trussel, da deres første behandlingsmetode er at skære ›det onde‹ væk. Derfor var deres knive og andre redskaber potentielle smittekilder for dem selv og nye patienter.

Patienterne ind gennem en sluse

Efter nogle dage i Songo begyndte patienterne at komme tilbage til det lille hospital. Men ingen med Marburg. Marie Louise Jakobsen og hendes kollegaer havde ellers sat en hel isolationsenhed op, som de holdt kørende i nogle uger – heldigvis uden en eneste patient.

I stedet brugte de tiden på at sætte et slags ›indfangningssystem‹ på plads på hospitalet. Et såkaldt triage-system, hvor patienterne skal sluses igennem først en række spørgsmål. Hvis personalet stadig tror, at patienten ligger i risikozonen for at have Marburg, skal de have taget tests. Systemet satte de op på de afdelinger, hvor der kom flest patienter, for hospitalet havde ikke en reception, som man kender det fra danske hospitaler.

– Problemet var, at nogle forsvandt fra hospitalet så snart de så, at de skulle svare på spørgsmål, og andre havde bare ondt i benet, så det var svært bare at få dem igennem vores triage, fortæller hun.

MSF-holdet havde også ubehagelige erfaringer med at tage blodprøver, da det involverer en kanyle, som kan være en farlig smittebærer. I stedet tog de mundskrab med en vatpind, men sygdommens aggressivitet betød, at de den ene dag kunne tage tests, der var negative; den næste dag kunne patienten være død.

Klorlugten forsvandt aldrig

– Alle redskaber på hospitalet blev skyllet i klor og lugten hang konstant i næsen. Selvom jeg gik i bad og vaskede mig med shampoo, så lugtede jeg stadig, som om jeg havde brugt en uge i en svømmehal, siger Marie Louise Jakobsen.

Marie Louise Jakobsen har en teoretisk specialistuddannelse fra London School of Tropical Diseases. Hun har arbejdet som sygeplejerske i fire år i både Danmark og England og været både i Sudan, Nigeria og Angola for Læger uden Grænser. Foto: Karsten Bidstrup.

Al hendes mad blev vasket i klor og gennemkogt, og hun måtte ikke spise rå grøntsager eller frugt. Kollegaer måtte ikke røre ved hinanden for at mindske smitterisikoen, og det lokale marked var forbudt område for hende og hendes kollegaer.    

Arbejdspladsen. Foto: Marie Louise Jakobsen.

På trods af de seks uger med utallige stressfaktorer og en dødelig virus, der konstant åndede hende i nakken, har hun ikke mistet modet.

– Bare det at kunne hjælpe én i Afrika gør en stor forskel. De har et virkeligt behov, og det er mit ansvar ikke bare at sidde herhjemme og trille tommelfingre, når jeg har den viden og erfaring, jeg har, siger hun.

 Læger uden Grænser har nu overdraget deres aktiviteter til lokale ngo’er og internationale organisationer, som arbejder mere langsigtet i området.

Og Marie Louise Jakobsen? – Hun hoppede den 9. august igen på et fly for Læger uden Grænser. Denne gang til Niger i halvanden måned for at hjælpe med at stoppe den sultkatastrofe, som det vestafrikanske land netop nu gennemlever (Læs side 9).

Marianne Hartz Thomas er freelance-journalist og skriver blandt andet for Global Økologi, Kristeligt Dagblad og MiljøDanmark om miljø og udvikling. marianne@deadlinepress.dk

Det aggressive Marburg-virus

Udbruddet af Marburg-feber i år i Angola er det største kendte udbrud til dags dato af den dødelige sygdom. De seneste tal fra slutningen af juli viser, at der var 368 tilfælde, hvoraf 323 er døde. Kun de 157 er laboratoriebekræftet.

Sygdommen er én i en gruppe sygdomme under betegnelsen Ebola-blødningsfeber. Marburg-virusset er ikke luftbåren som Ebola-virusset, men er mere aggressivt og spreder sig hurtigere. Når Marburg-virus er trængt ind i kroppen, opstår der efter 2-21 dage influenza-lignende symptomer: Høj feber, mathed, muskelsmerter, hovedpine, mavesmerter og ondt i halsen. Siden kommer der opkastninger, diarré, hududslæt samt lever- og nyresvigt. Alvorligst er de svære blødninger, som kan opstå både fra de indre organer og fra huden. Det er blødningerne, som hos op til 90 procent af patienterne fører til døden. Og som er baggrund for sygdomsnavnet blødningsfeber, da virus ødelægger blodkarrene.

Hverken medicin eller vaccination kan helbrede sygdommen. Men hvis patienten i god tid får store mængder væske for at holde blodkredsløbet i gang trods de mange blødninger, kan der være god chance for at overleve.

De fleste forskere mener, at smitten gemmer sig regnskoven i aber og /eller i flagermus. Mennesker kan blive smittet, hvis de er i direkte kontakt med dyrene. Sygdommen smitter gennem blod og andre sekreter som for eksempel spyt og ved inficerede nåle.

Marburg-virusset blev opdaget i den tyske by Marburg i 1967, da 32 mennesker blev syge på et laboratorium, som havde importeret grønne aber fra Uganda. Siden har der været enkelte tilfælde i Afrika, blandt andet et udbrud i Den Demokratiske Republik Congo fra 1998-2000, hvor 149 mennesker døde.

Kilder: WHO, Netdoktor, Center for Decease Control and Prevention, US Government.