IKKE BARE ET HELIKOPTERSTYRT ANALYSE
I juli styrtede en helikopter ned i Uganda. Ombord var Sudans vicepræsident John Garang. Hans død kan betyde, at fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan falder fra hinanden, vurderer en dansk Sudankender, der netop er vendt hjem fra landet.
Den danske regering har øremærket 500 millioner kroner til genopbygningen af Sudan i overgangsperioden 2005 – 09.
Derudover har Danmark også sagt ja til at bidrage økonomisk og militært til FN’s fredsbevarende indsats i Sudan.
Tekst og foto: Anders Hastrup, Sudan.
Historien om Sudans vicepræsident John Garang er historien om Afrikas længste borgerkrig. Og om en krigsherre, der blev stueren politiker.
Da det blev officielt, at Sudans vicepræsident John Garang var død i et helikopterstyrt i Uganda den 30. juli 2005, kom det til oprør i landets hovedstad Khartoum. Tusindvis af mennesker drog hærgende gennem gaderne, butikker og private hjem blev plyndret og der blev sat ild på både offentlige bygninger og talrige kontorer. I løbet af mandag den 1. august 2005 blev der i landets officielle medier rapporteret om over 130 dræbte. Denne begivenhed, der hurtigt blev døbt Den Sorte Mandag, er et billede på hele Sudans nyere historie. En historie om landets marginaliserede befolkningsgrupper, der aldrig har opnået politisk repræsentation og anerkendelse og kun kender til voldelig og ofte ukoordineret protest mod styret i Khartoum.
Godt nok var der ifølge de officielle undersøgelser tale om en ulykke og ikke et politisk mord, og godt nok er borgerkrigen mellem Nord og Syd formelt set overstået. Ikke desto mindre er oprøret et symbol på den fundamentale mistro, som folk fra Sydsudan og andre af landets randområder stadig nærer mod regeringen i Khartoum – og en påmindelse om, hvor spinkelt et grundlag freden bygger på.

New Sudan? Garangs fødeby, Rumbek, Sydsudan, juli 2005.
Dansk støtte til Sudan
Den danske regering har øremærket 500 millioner kroner til genopbygningen af Sudan i overgangsperioden 2005–09.
Derudover har Danmark også sagt ja til at bidrage økonomisk og militært til FN’s fredsbevarende indsats i Sudan.
Endeligt bevilgede Udenrigsministeriet i august måned fire millioner kroner til Den Internationale Straffedomstols efterforskning i Darfurprovinsen.
New Sudan
Borgerkrigen mellem det overvejende muslimske Nordsudan på den ene side og det kristne/animistiske Sydsudan på den anden har varet næsten uafbrudt fra Sudan blev en uafhængig nationalstat i 1956. Det er en krig, der i udgangspunktet drejer sig om adgang til politisk repræsentation og medbestemmelse og om lige adgang til udnyttelsen af landets naturresurser.
John Garang formåede med jernhånd at samle Sydsudan i en fælles væbnet kamp mod styret i Khartoum efter han dannede SPLM (Sudan People’s Liberation Movement) i 1983. Med en ph.d i landbrugsøkonomi fra USA blev den velformulerede og karismatiske leder symbolet på Sydsudan, der opnåede stor støtte fra udlandet, primært USA. Men samtidig var han en kynisk krigsherre, hvis systematiske brug af børnesoldater er veldokumenteret.
Garang er chefarkitekten bag tanken om New Sudan, en plan om lighed, sekularisme og demokrati for alle i et forenet Sudan. På den måde stod han i kontrast til mange ledende politikere fra SPLM, der ønsker selvstændighed for Sydsudan for enhver pris; og i endnu skarpere kontrast til det islamistiske styre i Nord, der har haft sharialovgivning siden 1983. Hans idé om et samlet Sudan har gjort ham til et forbillede for mange sudanesere i både Nord, Syd og den vestlige Darfurprovins. John Garang formåede at omforme lokale politiske hensyn og blev en samlende national figur.
En skrøbelig fred
I januar 2005 blev en endelig fredsaftale underskrevet mellem Nord og Syd. Sydsudan kan efter en 6-årig prøveperiode stemme om løsrivelse fra Nord. Samtidig blev Garang i juli udnævnt til vicepræsident for hele Sudan. Generelt kan man sige, at nordsudaneserne ønsker national enhed og sydsudaneserne ønsker selvstændighed. Nord er afhængig af det frodige Syd, hvor der på det seneste er opdaget betydelige olieforekomster, mens syd-sudanesere stadig føler sig udnyttet og undertrykt af Nord. Den Sorte Mandag, hvor fattige sydsudanesere angreb rige arabiske købmænd er et symbol på en vedvarende social skævhed, der stikker dybere end nogen fredsaftale kan sætte ord på.
Garang var en totalitær leder, der ofte førte dialogen med Nord ene mand, og efterfølgeren, SPLM’s tidligere militære leder, Salva Kiir, er ikke en oplagt kronprins, som styret i Khartoum er fortrolig med. Kiir bliver opfattet som løsriver, der ligger langt fra Garangs ide om New Sudan. At Garang ikke formåede at inkludere andre i sin kamp og styrede SPLM med jernhånd, er måske grunden til, at han kom så langt, som han gjorde. Samtidig kan det betyde, at SPLM efter Garang må starte forfra med at opbygge de personlige forbindelser til Khartoum. Forbindelser, der lagde grunden til Garangs succes og til den nuværende, omend nok så skrøbelige fred.
Anders Hastrup studerer antropologi og har boet i Sudan i to omgange, senest for at arbejde ni måneder for en amerikansk ngo. andershastrup@hotmail.com
30 MILLIONER TIL ELFENBENSKYSTEN
Den skrøbelige fredsproces i Elfenbenskysten i Vestafrika har nu fået støtte fra Danmark. Udenrigsministeriet har bevilliget 30 millioner kroner over tre år til FN’s udviklingsprogram (UNDP) i landet. Programmet arbejder for en afvæbning og demobilisering af tidligere soldater i Elfenbenskysten.
Elfenbenskysten har været præget af væbnet konflikt siden september 2002, og Danmark støtter FN’s udviklingsprogram i overgangsfasen mellem en konfliktafslutning og implementering af udviklingsrelaterede indsatser. UNDP’s arbejde vil ske i samarbejde med FN's fredsbevarende mission i landet. /SSN
LÆGER UDEN GRÆNSER TRÆKKER SIG UD AF DR CONGO
Læger uden Grænser (MSF) har netop udgivet en rapport om den vedvarende vold i den Demokratiske Republik Congo. Det sker samtidig med, at MSF lukker en del af sine programmer i det voldsplagede land.
MSF er stadig i byen Bunia, men har indset, at det ikke er muligt for organisationen at arbejde uden for byen. I juni 2005 blev to af deres medarbejdere kidnappet og udsat for fysisk og psykisk vold i ti dage.
– Efter at have følt den kolde, bitre smag af lederens geværløb i min mund, og efter at være udsat for flere trusler og falske henrettelser, ved jeg nu, hvad befolkningen i denne del af Congo må leve med, siger en af de bortførte MSF-medarbejdere i rapporten. /SSN
Denne side er kapitel 8 af 30 til publikationen "Udvikling Nr. 06/2005".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/6121/index.htm
|