VEJEN TIL VALG AF NYT DANSK PROGRAM-SAMARBEJDSLAND:
LAND FORUDE – MEN HVILKET?

Først var der 25 lande i spil, derefter seks og nu er tre lande tilbage, der kandiderer til at blive nyt dansk programsamarbejdsland. Udvikling har set på landevalgets svære kunst.

Af Poul Kjar

Etiopien, Mali eller Niger?

I sidste ende er det en politisk beslutning, hvilket af disse tre lande der kan se frem til at modtage omkring 200 millioner kroner om året i dansk udviklingsbistand.

Folketingets Udenrigsudvalg opstillede i 1989 syv kriterier for valg af programsamarbejdslande – udviklingslande, som Danmark indgår et langsigtet samarbejde med.

Kriterierne står stadig ved magt og omhandler blandt andet landets behov og egne planer for udvikling, muligheden for dialog med landet om fremme menneskerettigheder og demokrati samt de danske bistandserfaringer fra landet (Se boks s.7).

Udviklingsminister Ulla Tørnæs har derudover besluttet, at et nyt samarbejdsland skal have en bruttonationalindkomst (BNI), der ligger under gennemsnittet for landene syd for Sahara (490 dollars).

Det kriterium opfyldte 33 ud af 48 afrikanske lande syd for Sahara. Når man så fratrak de nuværende otte samarbejdslande – var der 25 fattige lande tilbage.

– Hvad gjorde man så – hvordan fik Udenrigsministeriet reduceret 25 lande til et finaleheat bestående af tre lande?

– Processen gik faktisk relativt smertefrit. For at blive dansk programsamarbejdsland kræves en nogenlunde velfungerende offentlig forvaltning, som er en forudsætning for det lange seje udviklingstræk, siger Carsten Staur, Danidachef i Udenrigsministeriet.

Han tilføjer, at mangel på statslige strukturer, en ustabil sikkerhedssituation, en diktatorisk styreform og udbredt korruption således udelukkede en lang række lande såsom Somalia, Zimbabwe, Togo og Tchad.

Andre lande, som for eksempel ø-stater, var for små og perifere og endelig har Udenrigsministeriet udelukket en række lande med tætte bånd til de tidligere kolonimagter, der umiddelbart ›gør en fornuftig dansk indflydelse i udviklingsdialogen‹ vanskelig.

Semifinale med seks deltagere

Tilbage i semifinalen stod så seks lande: Malawi, Sierra Leone og Madagaskar samt de senere finaledeltagere Etiopien, Niger og Mali.

Landene blev underlagt en kritisk analyse i Udenrigsministeriet, hvor to af kandidaterne relativt hurtigt blev skilt fra. Carsten Staur forklarer: – Sierra Leone er en stat, som på grund af sin situation efter mange års konflikt ikke opfylder kravene til at blive dansk samarbejdsland. Her er vi ovre i kategorien ›svage stater‹, hvor mulige indsatser mere ligger på linie med det, vi gør i genopbygningsindsatserne i Sudan og Afghanistan.

– Vi kan heller ikke gå ind i Malawi for tredje gang uden at være mere sikre på, at vi denne gang kan få et godt partnerskab op at stå. Den politiske situation i landet er imidlertid for ustabil og regeringen har ikke leveret de nødvendige konkrete resultater på korruptionsområdet.

Endelig kom Madagaskar ikke med i finaleheatet – til trods for at landet sammen med Mali umiddelbart ligger bedst i forhold til Folketingets kriterier for valg af programsamarbejdsland.

Landet er ludfattigt, og der er en politisk vilje og evne til at gennemføre sociale og politiske reformer og ikke mindst til at bekæmpe korruption.

– Indrømmet, Madagaskar performer meget fint, men det blev udslagsgivende, at landet ikke er landfast med resten af Afrika og således ikke spiller en regional rolle. Vores øvrige afrikanske samarbejdslande interagerer med nabolandene og kan være med til at spille en positiv rolle for den regionale stabilitet, som for eksempel Kenya gør det på Afrikas Horn og Burkina Faso og Ghana i det vestlige Afrika, forklarer Danida-chefen, og peger således på et mere overordnet regionalt aspekt ved udvælgelsen af et afrikansk programsamarbejdsland.

Et aspekt, der ikke udspringer af Folketingets kriterier for valg af samarbejdsland fra 1989.

– Hvordan vægtes de nye hensyn til sikkerhedspolitik og terrorisme for valget af programsamarbejdsland i forhold til 1989-krite-rierne?

– Folketingets kriterier fra 1989 er ikke meget detaljerede, men de er med til at fastholde nogle grundlæggende udviklingspolitiske aspekter i landevalget. Derudover spiller konfliktsituationen i landet og regionen også en vigtig rolle, lige så vel som forhold omkring terrorbekæmpelse. Det er nyt i forhold til 1989-kriterierne, der heller ikke er særligt eksplicitte omkring betydningen af god regeringsførelse som en kerneforudsætning for at blive udvalgt som programsamarbejdsland, svarer Carsten Staur. Han afviser dog, at Folketingets kriterier er forældede.

– Når den amerikanske Højesteret kan fortolke forfatningen fra 1789 i relation til nutidens problemer, så kan man også i Danmark tolke nogle kriterier fra 1989 fornuftigt i forhold til at udvælge et nyt programsamarbejdsland.

Finaleheatet er helt åbent

Spørgsmålet er, hvilket land der fremstår som favorit, når Folketingets 1989-kriterier indlæses i nutidens Afrika og sammentænkes med sikkerhedspolitik, terrorisme og nærområde-problematikken, der spiller en vigtig rolle i regeringens prioriteter for udviklingsbistanden.

Mange uafhængige iagttagere tipper på, at det bliver Etiopien.

Med sin centrale placering på Afrikas Horn har landet afgørende indflydelse på situationen i hele regionen. Etiopien spiller en væsentlig rolle for fredsprocessen i Somalia og for bekæmpelse af international terrorisme. Danmark kan også være med til at spille en positiv rolle i forhold til den udestående grænsekonflikt med Eritrea, og endelig er der mange flygtninge fra Somalia og Sudan i Etiopien.

Tilmed oprettede Danmark sidste år en ambassade i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, der huser den nye Afrikanske Union. Vi er altså allerede til stede.

Men i Udenrigsministeriet nægter Carsten Staur at uddele favoritværdigheder. Han siger: – På en række områder ser det positivt ud for Etiopien, men landet har lige været igennem et meget besværligt valg, og den politiske situation er ikke nødvendigvis helt stabil. Det kan også komme til at spille en rolle, at Danmark vil blive en relativt lille bistandsdonor med relativt lille indflydelse i det internationale donorsamfund – i forhold til den rolle vi eventuelt vil komme til at spille i mindre lande som Mali og Niger. Alt det må holdes op mod hinanden i de videre overvejelser – og så er det jo i sidste instans en politisk afgørelse, hvad resultatet bliver.

Etiopien såvel som Niger ligger i den virkelig tunge ende i de internationale oversigter over udbredelsen af korruption, mens Mali ligger noget bedre. (Se s.7) Den anerkendte organisation for ytringsfrihed, Freedom House, vurderer landene i forhold til deres overholdelse af politiske og civile rettigheder. Her fremstår Mali også som en klar vinder foran Niger på andenpladsen og Etiopien på tredjepladsen. (S.7) Finalen om at blive nyt dansk programsamarbejdsland afvikles hen over efteråret.

Der vil nu blive udarbejdet grundige analyser for hvert af de tre kandiderende lande. Udviklingsminister Ulla Tørnæs tager på besøg i landene for at få et førstehåndsindtryk, og i november afholdes offentlige høringer og Folketingets Udenrigsudvalg vil få lejlighed til at kommentere valget.

Inden regeringen så træffer sin beslutning i slutningen af året.

HVILKET LAND?

Udvikling har spurgt en forsker, en ngomand og en politiker om, hvilket land de vil pege på som nyt programsamarbejdsland.

Forskeren: Anne Mette Kjær,
lektor i statskundskab på Aarhus Universitet

Jeg holder på Niger.

– Jeg tror, at valget kommer til at stå mellem Niger og Etiopien, hvor Danmark har mest erfaring med udviklingsbistand. Og set i forhold til fattigdomskriteriet bør det blive Niger. Her lever 61 procent af befolkningen for under én dollar om dagen, mod 26 procent i Etiopien. Og med hensyn til demokrati og menneskerettigheder scorer Niger også langt bedre end Etiopien.

– Etiopien har ganske vist et langt stærkere statsapparat end Niger. Det kan være en fordel i bistandssamarbejdet, men i Etiopien bruges det stærke statsapparat også repressivt til at undertrykke befolkningen.

– Mali ligger endnu bedre end Niger, når vi taler demokrati og politisk miljø – så hvis den frie politiske proces er det vigtigste kriterium, bør Mali blive det nye programsamarbejdsland.

Ngomanden:
Christian Friis Bach,
international chef, Folkekirkens Nødhjælp

Jeg holder på Etiopien.

– Det er klart, at den demokratiske proces i Etiopien har meget langt igen, men retningen er mere afgørende end niveauet. Valget i 2004 var det frieste valg nogen sinde.

– Vores erfaringer fra Niger er, at det er svært at finde og rekruttere lokale partnere og danskere med kendskab og indsigt i landet. Og det samme vil gøre sig gældende i Mali. Til gengæld har vi en lang historie i Etiopien med en stærk tilstedeværelse af de store danske ngo’er. Civilsamfundet er ganske vist meget svagt, men der er muligheder, og dem skal vi udnytte.

 – Det skal dog siges, at Malawi hørte til blandt vores førsteprioriteter. Her går det den rigtige vej, både når det gælder demokrati, korruptionsbekæmpelse og ytringsfrihed. Befolkningen i Malawi vejrer morgenluft – og Danmark har fortsat en stærk position i landet. Det er det bedste udgangspunkt for et stærkt program.

Politikeren:
Søren Espersen,

Udenrigspolitisk ordfører, Dansk Folkeparti

Jeg holder ikke med nogen. – Vi ser jo hellere, at det gik den anden vej: At man skar ned på antallet af samarbejdslande, og derfor vil jeg ikke tale for nogen af landene.

– Vores ønskemål er, at samle al dansk bistand i et enkelt land, og herefter koncentrere alle bevilgede u-landsmidler omkring dette ene land. Det kunne for eksempel være Tanzania.

– Ideen er at nedtrappe u-landsbistanden til de øvrige lande over de næste 10 år, således at de enkelte lande fra 2015 ikke længere modtager dansk bistand. Mens det tilsvarende beløb, der skal skæres ned til omkring 10 milliarder kroner, gradvist sluses ind i Tanzania.

 
Se billede i fuld størrelse