NYT FRA STYRELSEN
DET HELE GÅR JO TIL KORRUPTION

Af Bo Simonsen

Et klassisk set-up: Man er til sensommer-havefest. Man er færdig med at snakke om husprisernes himmelflugt, Brøndbys 1–3 nederlag til Ajax og den nye digtsamling af Thomas Boberg. Snakken falder på u-landsbistand, og på et eller andet tidspunkt kommer de så. De klassiske bemærkninger, når man er kommet til at røbe, at man arbejder i u-landsbranchen: »Det hele går jo til korruption. Resten skraber magthaverne til sig, og er der noget tilbage, så bli’r det ædt op af administration«.

     Dyb indånding, og så et par selvoplevede fortællinger fra de varme lande om, at udviklingsbistand sådan helt lavpraktisk gør en forskel for tusindvis af mennesker i nogle af verdens fattigste lande. Ja, man kan diskutere den makroøkonomiske effekt, og jo, donorafhængighed er en rigtig dårlig vane, og rigtigt: Der er mange ting, der ville se anderledes ud, hvis præsidenter, politikere og bureaukrater i mange af verdens udviklingslande var mere opmærksomme på befolkningens ve og vel end egen ditto. Men det er altså ret veldokumenteret, at pengene i vid udstrækning bliver anvendt til det, de var tiltænkt, at der opnås en lang række veldokumenterede resultater. Og korruption er selvfølgelig ikke et ukendt fænomen, men at det hører absolut til sjældenhederne, at danske penge er involveret.

     Når snakken og mere eller mindre valide argumenter bølger frem og tilbage, så er det rart at kunne hente lidt memoreret dokumentation og frontberetninger frem.

     Folketingsmedlemmer, herunder Udenrigsudvalget og finansudvalget tager jævnligt ud for at kigge på projekter og programmer. Som regel kommer de hjem og kan fortælle, at pengene bliver fornuftigt brugt. Rigsrevisionen er som en hidsig hund på konstant jagt efter unøjagtigheder, svindel og manglende dokumentation. Trods den store indsats er det ikke meget, de finder.

     Og så er der evalueringerne. Og de er den egentlige anledning til disse linier. Redegørelse for Danidas evalueringsvirksomhed 2004 var nemlig et af punkterne på dagsordenen for august-mødet i Danidas Styrelse.

I 2004 er der afsluttet syv evalueringer inden for følgende områder:

  • Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU)

  • Fire landbrugstræningsprojekter for kvinder i Indien

  • Fællesevaluering af grundlæggende uddannelse i Nepal

  • Distriktsprojekter i Makueni og Taita Taveta, Kenya

  • Humanitær bistand og genopbygningsbistand til Kosovo

  • Erhvervsinstrumenterne i bistanden

  • Rwanda–10 år efter

Projekter og programmer tiltrådt af Danidas Styrelse i august:

  • Transportsektorprogram i Benin
    (378,6 millioner kr.)

  • Dansk bidrag til OHCHR’s (Office of the High Commissioner for Human Rights) mission i Nepal
    (22 millioner kr.)

  • Asienbankens trustfond til fremme af vedvarende energi
    (20 millioner kr.)

  • Støtte til rigsrevisionsinstitutioner i udviklingslande
    (11 millioner kr.)

Her er meget dokumentationsskyts at hente til havefestens ophidsede og momentant omtågede diskussioner om dansk udviklingssamarbejde. Og så er Danidas evalueringsfolk nogle udmærkede formidlere. De for menigmand svært tilgængelige rapporter, der både fylder mange sider og er skrevet på bistandsengelsk, findes nemlig også i lettere tilgængelige og kortfattede versioner på dansk. Der skal også her blæses i trompet for nyhedsbrevet Evalnews, der kortfattet og overskueligt fortæller om gennemførte og planlagte evalueringer. Læs meget mere på hjemmesiden med den fikse og huskbare adresse http://www.eva-luering.dk

     Herværende månedsavis er jo også leveringsdygtig i nyheder og baggrund om dansk udviklingspolitik, så diskussionerne kan tilføres lidt facts fra den virkelige verden. Og så er der al den oplysningsvirksomhed, som en række private organisationer står for.

     Ved sit seneste møde blev Styrelsen orienteret om, at der – som et led i finansloven –flyttes 32 millioner kroner fra ngo’ernes oplysningsvirksomhed i Danmark til direkte fattigdomsbekæmpelse i udviklingslande. Hvordan de private organisationer vil tackle denne udfordring og markante skift, og hvad det kommer til at betyde for vidensniveauet ved havefester, i folkeskoler og ved formning af almindelig gammeldags dannelse, det vil de kommende måneder og år vise.

Bo Simonsen er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. bosimo@um.dk

Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende for udviklingsministeren. I praksis forelægges Styrelsen bilaterale og multilaterale projekter og programmer på over 10 millioner kroner, samt oplæg til nye strategier og handlingsplaner.

Læs mere om blandt andet Styrelsens medlemmer og tiltrådte bevillinger på http://www.um.dk/menu/Udviklingspolitik/ OmDanida/StyrelsenRaadet/Styrelsen.

Holdet giver ikke op Oplysningsudvalgets 11 medlemmer smækker ikke med døren – selv om Oplysningsbevillingen går hen og bliver halveret. – Spørgsmålet er alene, hvordan sikrer vi den mest lødige, engagerende og informative oplysning om udviklingslandene og dansk bistand – nu da en række vigtige spillere med stort engagement, viden og et etisk profil er udelukket fra at søge tilskud til oplysning, siger Ida Nicolaisen og tilføjer: – Der skal tænkes nogle nye strategiske tanker, og det vil Oplysningsudvalget bidrage til. Holdningen i udvalget er, at vi får mere ud af at blive og arbejde videre, end at stå uden for og råbe op.




Denne side er kapitel 1 af 30 til publikationen "Udvikling Nr. 06/2005".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/6121/index.htm

 

 
 
 
  © | www.um.dk