Flagskibet er her

Vi vil hellere læse om levende mennesker end om abstrakte begreber som samtænkningsindsats, skriver kommunikationsrådgiver Erik Morsing, der har læst Danidas nye Årsberetning. 

Af Erik Morsing

Har man fulgt valgkampen de seneste par gange, kunne man let sidde med det indtryk, at Danmark er sunket til stenalderniveau, hvad u-landshjælpen angår. Og var der ikke noget med et projekt i Afrika, hvor en gruppe kvinder var blevet lovet nogle høns, de alligevel ikke fik på grund af nedskæringer i dansk u-landshjælp? Lettere forvirret bliver man derfor, når U2-sangeren Bono over for den samlede verdenspresse – som vi så det i TV-avisen i starten af juni – fremhæver lige netop Danmark som et eksempel til efterfølgelse. Måske er det ikke så slemt alligevel. Eller måske er Bono bare dårligt informeret.

Under alle omstændigheder er det den slags begivenheder – valgkamp, høns og Bono – der er med til at forme meningsdannelsen hos den danske skatteyder, uden hvis penge Danida ikke ville eksistere. Ens private meningsmåling blandt venner og familie – i det mindste i min omgangskreds – giver også et broget indtryk af værdien af dansk u-landshjælp. Er det ikke bare penge ned i et stort afrikansk hul af korruption og fejlslagne projekter? Det er en del af den virkelighed, Danida er oppe imod, når man skal sælge accepten af den danske u-landshjælp.

Medicinen mod misforståelser og uvidenhed er formidling og kommunikation, og her er Danidas årsberetning flagskibet, der beskriver, hvad vi får for pengene. Ganske vist er det ikke den almindelige dansker, der er målgruppen for årsberetningen. Den er født ud af et behov for at fortælle Folketingets politikere, hvad pengene går til og opfylder sikkert det formål. Alle tal er med, alle organisationer er nævnt, og der er redegjort for hver million.

Alligevel sidder man tilbage med en følelse af ikke at vide, hvad dansk u-landshjælp egentlig er, selv om man har læst alle 130 sider. En klog mand sagde en gang: Kunsten at kede er at få det hele med. Og her er det hele vitterlig med, men ikke i en speciel formidlingsvenlig form.

Vil man hente informationer om værdien af dansk u-landshjælp, er man bedre hjulpet med de blot 20 sider i nærværende blad, der med brug af cases og beskrivelser af projekter får fortalt, hvad u-landshjælp handler om.

Udviklingsministeren skriver i sit forord til beretningen, “at udvikling handler om forandring. Om aktive mennesker, der kæmper for et bedre liv”. Men så lad os da se, hvad de har at sige og hvilke konkrete forandringer, der har været tale om. Lad os stifte bekendtskab med dem, der går rundt på Afrikas orange jord og skaber succesfulde og mindre succesfulde projekter. For eksempel gennem interviews med bistandsarbejdere, projektledere og modtagere af bistandspenge. Interviews og cases sætter kød og blod på aktiviteterne og gør dem nærværende på en helt anden måde end konstateringen af, at der i Irak er brugt 12 millioner kroner til “samtænkningsindsatser … så som opstilling af vandpumper og renovering af skoler og hospitaler”. Udover at jeg aldrig har tænkt på opstilling af en vandpumpe som en samtænkningsindsats – et ord jeg dog også først nu stifter bekendtskab med – så vil jeg hellere læse om, hvad den vandpumpe har betydet for konfliktløsningen. Kunne der have været et interview med en person, der har været involveret i at opstille pumpen og måske endda selv har haft sand under neglene?

I årsrapporten kan man læse, at Danida bruger 38 millioner kroner på oplysningsarbejde. Hvad det er for oplysningsarbejde, kan man ikke se i detaljer, men en lille del af dem må kunne bruges til at menneskeliggøre u-landshjælpens kommunikationsflagskib. Sprogligt bærer årsberetningen også præg af, at sagsbehandlerne selv står for teksten. ’Danmarks bidrag til et globalt partnerskab’ er ikke en overskrift, der vækker læselyst. Kunne man have kaldt den ’Danmark presser andre lande til at yde mere’? Altså fokusere mere på at beskrive handlingerne – hvad Danmark rent faktisk gør – end blot at fortælle temaet for artiklen i overskrifterne.

Mange artikler begynder med måned og årstal, der er mange tal i teksterne, og embedsmandssproget trænger til en journalistisk bearbejdning. Jeg sidder også med fornemmelsen af, at de 30 linjer, der beskriver den danske hjælp til ofrene for flodbølgen i Asien i juledagene 2004, burde have haft en anden indgangsvinkel end ’Beredskab gjorde effektiv dansk nødhjælp mulig’. Formidling handler i høj grad om form, og skal formidlingen være troværdig, må man også fortælle om de fejl, der er begået.

Danidas årsberetning 2004 indeholder mange gode faktuelle oplysninger, for eksempel en ordliste og en værdifuld oversættelse af de mange forkortelser i den internationale bistandsverden. Blev u-landshjælpen formidlet i en mere moderne form, ville Danidas årsberetning vitterlig være stedet, hvor mange flere end Folketingets politikere kunne blive bekræftet i, at en stor del af de 10,5 milliarder kroner er givet godt ud.