’Partnerskab’ er et smukt ord, og alle går ind for det. Men kunne Afrikas ngo’er frit vælge mellem en dansk udsendt eller tre lokale medarbejdere, en bil og en computer, ja så var der ingen tvivl om, hvad de ville tage.
Af Anne Mette Jensen
- Hvis de kunne få tre lokale medarbejdere, en bil og en computer i stedet for en dansker, ja så var der ingen tvivl om, hvad de ville vælge. Udtalelsen stammer fra et interview med koordinatoren for Mellemfolkeligt Samvirkes landekontor i Kenya, som jeg foretog i forbindelse med mit speciale, men den kunne komme fra snart sagt hvilken som helst udviklingsorganisation.
Citatet hentyder til, hvordan de lokale partnere ville handle, hvis de i stedet for en dansk udviklingsarbejder kunne vælge rede penge. Umiddelbart kan man ikke fortænke dem! Man kan endda sige, at det er betryggende, at lokale partnere har blik for, hvordan man optimerer udbyttet af de investeringer, vestlige ngo'er, som for eksempel Mellemfolkeligt Samvirke, tilbyder (det åbner naturligvis for andre problemstillinger i forhold til, hvad man opfatter som en optimal investering, men det er en anden diskussion).
Traditionelt har meget bistand handlet om, at eksperter fra Nord (de rige lande, red.) implementerer udvikling i form af såvel infrastruktur som viden i Syd (udviklingslandene, red.).
Rollefordelingen er således, at de kloge fra Nord belærer de mindre kloge og knap så udviklede i Syd. Det har skabt problemer med manglende lokal forankring, ejerskab og initiativ og heraf manglende bæredygtighed: Når ’de kloge’ forlod arenaen, så lod ’de mindre kloge’ det fine arbejde forfalde. Det samlede resultat var stilstand eller ligefrem tilbagegang for udviklingen i Syd og med mellemrum negativ presseomtale af rustende traktorer og tilstoppede brønde.
At initiativ og ejerskab er bedre end passiv belæring, er for længst gået op for bistandsverdenen, og man er da også for mange år siden begyndt at inddrage fattige i Syd i planlægningen af deres eget liv. Partnerskab har over en bred kam afløst tidligere tiders passive vi-ved-bedst-attitude. Her har Mellemfolkeligt Samvirke været blandt de organisationer i Danmark, der er gået forrest.
Frustrationernes holdeplads
Men er det ikke stadig de kloge, der belærer de mindre kloge, selvom bistandsverdenen arbejder ud fra tanken om ligeværdighed og partnerskab?
Først og fremmest kan man påpege, at partnerskabet i sig selv mangler ligeværd, når partnerne har så begrænsede muligheder for indflydelse på, hvad de kan få. Det er stadig folk fra Nord, der vurderer, hvad folk i Syd har brug for. Det kommer for eksempel til udtryk, når ngo’er i Syd tilbydes en dansker med bil uagtet egne ønsker om andre former for assistance. Herudover har mange af de danske udviklingsarbejdere, der sendes ud, et punkt der hedder ’støtte til kapacitetsopbygning’ som en del af deres arbejdsbeskrivelse. Altså støtte til, at den lokale partner kan blive bedre til at udføre sit arbejde med at afhjælpe fattigdom.
I praksis kommer dette let til at betyde, at danskeren skal hjælpe lokale med at lære at planlægge alt, lige fra de overordnede strukturer for en forening, herunder demokratisk gennemsigtighed, vedtægter, valg og bogføring, til specifikke aktivitetsplaner, mødekultur og så videre.
Dette skaber ofte enorme frustrationer. Som en udviklingsmedarbejder udsendt for at undervise i rollespil beskriver det i sin netdagbog på http://www.ms.dk:
“Engang imellem bliver man sindssyg! Mest sådan en fornemmelse af ikke at forstå, hvad der foregår. Ligesom det er svært at forstå, at man den ene gang efter den anden kan aftale, at vi starter personalemødet kl. ni, og folk så først kommer kl. 10...”
En dansk kvinde udstationeret i en landsby i Kenya på fjerde år udtrykte sin overordnede frustration efter fire års arbejde således:
’De (lokale) har ingen forretningssans’ og ’de ved simpelthen ikke, hvordan man planlægger’. De, der selv har været involveret i udviklingsarbejde, har nok hørt lignende udtalelser; de er vist ret almindelige!
Blandt partnere fra Syd har jeg hørt to typer udsagn: Mere veluddannede ngo-folk i Syd mener også folk i Syd mangler planlægningssans, forretningsevne og initiativ, de siger det endda mere direkte end danskerne. Andre og mindre veluddannede påpeger den glæde, de har af – i dette tilfælde – MS’erens bil og evne til at skrive ansøgninger.
Skal vi have nye roller?
Nu er alt naturligvis ikke frustration og problemer. Nogle partnerskaber fungerer bedre end andre, enten fordi de lokale tager planlægningsforsøgene til sig, eller fordi de selv er opdraget til samme tankegang. For eksempel læste jeg en dagbog fra et nepalesisk partnerskab, hvor partneren takker den danske udviklingsarbejder for at have vist dem mere effektive organiseringsformer. Rollerne er måske stadig lærer/elev, men hvis det virker, er der vel ingen grund til at klage.
Dog er det mit indtryk, at der i mange tilfælde er flere frustrationer og mindre fremgang end godt er. Derfor er det relevant at spørge:
1. Når udviklingsarbejderen kommer for at lære lokale, hvordan de bør organisere sig, er hun så ikke med til at cementere forskellen mellem kloge hvide og dumme sorte?
2. Når det ikke lykkes for hende at ændre de lokales syn på planlægning etc., cementerer det så ikke opfattelsen af dansk overlegenhed i forhold til lokale? Og hvordan vil de historier, hun fortæller hjemme i Europa være påvirket af denne oplevelse?
3. Opbygger det partnernes kapacitet, når nogle partnere føler, de skal trække materielle goder ud af for eksempel MS ved at sige ja til den medfølgende danske udviklingsarbejder?
Der er mange faldgruber for danskere, der er modige nok til at rykke teltpælene op og leve og opleve en meget anderledes virkelighed i Syd. Det ved MS og andre udviklingsorganisationer naturligvis godt. Når det alligevel ofte sker, at vores virkelighed støder sammen med den lokale, så skyldes det sandsynligvis, at de beskrevne skævheder i rollefordelingen ikke er bevidste holdninger, men historisk vraggods, der er en del af den måde, vi opfatter os selv og hinanden på.
Skal vi gøre noget nyt, er det vigtigt, at vi bliver bevidste om, at vores hang til planlægning og organisering, møder og punktlighed ikke nødvendigvis er vejen frem i Afrika. Eller sagt på en anden måde: Når alle nu er enige om, at udviklingens ejere er de, der har brug for den, så er respekt for andre traditioner og måder at se verden på en forudsætning for reel udvikling. Hvordan vi giver slip på vores roller? Ja, hvis vi kan erkende, at vi har dem, så er det et første skridt.
Anne Mette Jensen er cand.comm.
annemette.jensen@gmail.com