Der findes ingen mirakelkur, der kan udrydde fattigdommen på landet i Afrika. Men bønder, der planter gødningstræer på deres majsmarker, kan nu høste 2,5 tons majs pr. hektar – mod før kun ét ton.
Tekst og foto: Ebbe Schiøler, Malawi.
Nede i Zomba-distriktet i Malawi har regnen været ganske elendig. Der kom for lidt, og den stoppede for tidligt. Og lige nu ser det ikke for godt ud. Majsen – og det er på de her kanter det samme ord som mad – er høstet; de brune stængler ligger tilbage på den støvede og tørre jord. Det har ikke været hårdt arbejde at høste i år, der er tomt i de flettede lagerhytter. Den tynde majshøst er allerede skallet op og i hus inden døre.
Men der er langtfra kun brunt og tørt i landskabet. Hist og her er der frisk grønt, og det ser nærmest ud, som om bønderne er gået bort fra majsen og satser på at dyrke buske med lange strittende grene.
Alefa Chakhame er en midaldrende bonde, der har prøvet lidt af hvert på sit lille landbrug. Men her som alle vegne er det majsen, familien lever af. Det bliver nu ikke til meget uden gødning, og den er skandaløst dyr. I dette område, der er langt fra alfarvej – og især fra en havn – koster en sæk gødning omtrent 20 gange så meget, som en dansk landmand må betale nede hos Foderstoffen. At få gødningen frem til tiden er en operation, der ofte slår fejl. I praksis bruger næsten ingen her handelsgødning, og få har kvæg, der kan hjælpe på situationen. Resultatet er en konstant udpining af jorden.
De vidunderlige træer
Så Alefa var mere end villig til at være med, da det internationale center for agerskovbrug ICRAF og konsulenter fra Malawis landbrugsministerium præsenterede nogle uhørte ideer for hende tilbage i 1994: ’Gå i gang med at dyrke lidt skovtræer på dine marker, vi har de rigtige frø.’
Ærlig talt, der er ikke for meget jord, der var brug for det hele til majsen. Og desuden er træer noget, Vorherre planter, indvendte Alefa.
Men det lokkede: Træerne binder kvælstof fra luften, og bladene hakkes ned i jorden før såningen. Gratis gødning, leveret lige på stedet, hvor det skal bruges – og til tiden. Bare vent til du ser din majs!
Og så sidder sådan en stovt afrikansk bondekone og smider om sig med latinske navne på træer, som en anden en må dobbeltchecke i sine papirer: Sesbania sesban, hun smiler huldsaligt, masser af uundværligt kvælstof. Men træerne er lidt sene i det, der går en 2-3 år før de gror til, og beskærer man for hårdt, går de ud. Og så er der insektproblemer med dem. Ja, man har da også Tephrosia – nej ikke vogelii som før i tiden men den større candida. Vi er i eksperthænder her. Den kan det samme, og bladene har duftstoffer, der holder insekter væk fra afgrøder og den høstede majs.
I slutningen af 90’erne kom de helt nye træer – fra Mellemamerika. Gliricidia sepium, hvis man vil vide det. Og det er dem, der stritter op i halvanden meters højde og næsten skjuler de høstede majsrækker. De træer kan det hele: De producerer blade og kviste fra første sæson, de kan beskæres helt ned til jorden flere gange om året og kommer igen og igen. Det betyder, at en mark stort set hele året har grønne planter og bundskygge, og det er vigtigt for at holde på fugten i jorden. Enten skygger Gliricidia – ja man kan jo lige så godt lære navnet – eller også gør majsen det.
Der står de så, de små gødningsfabrikker og leverer balance i kvælstofregnskabet, og kvælstof er den altafgørende ingrediens i planternes næring. Men der skal mere til, ikke mindst fosfor, og det henter Gliricidia træerne op fra jordens dybere lag. På længere sigt skal der nok suppleres med små mængder handelsgødning. Træerne har foreløbig ingen fjender, insekterne angriber ikke, men de vil selvfølgelig med årene aflure det nye træs svage punkter, og forskerne forbereder sig på et forsvar. Ikke at det bekymrer Alefa, for det ligner en evighedsmaskine.
Hun har ikke de gammelkendte ukrudtsproblemer, for skyggen holder det ganske godt nede, og muldlaget forbedres lidt efter lidt, så det er overkommeligt at trække op. Alt sammen meget godt, men hvordan er det gået med majsen?
Selv i et katastrofeår
Ikke bare Alefa, men også de mange andre bønder på egnen, der er med på det nye, bekræfter, at der er resultater som lovet. I et ’almindeligt’ år kan de høste omkring 2,5 tons majs pr. hektar, mens naboer med traditionel dyrkning er glade, hvis de når op på ét ton. De bønder, der har råd til handelsgødning, når cirka det samme som bønderne med gødningstræer. Men til en helt anden pris, selvfølgelig.
Billedet skifter i et markant dårligt landbrugsår som nu. Her hjælper den dyrekøbte handelsgødning ikke meget, det er nærmest et tragisk spild af penge, for undermåler-majsen har ikke kraft til at producere ordentlige kolber i den sidste del af vækstperioden. Men det kan majsen på den forbedrede muld, hvor fugtigheden holder længe, og hvor rødderne har meget bedre vilkår. Og det er næsten overflødigt at rapportere fra de traditionelt dyrkede marker, hvor det var virkelig usselt i år.
ICRAF har talt op, at deres mange samarbejdspartnere er nået ud til mindst 200.000 familier i Afrika og Asien med Gliricidia træerne. Og tallet er i kraftig vækst fra de ganske få hundrede, der var med i startårene for mindre end ti år siden.
Ebbe Schiøler er tidligere konsulent i Danidas Forskningskontor.
Gødningstræer er et af de virkemidler, der blev præsenteret i FN’s globale handlingsplan for 2015 Målene for at bidrage til sult- og fattigdomsbekæmpelsen.
ICRAF i Nairobi blevet i 2004 støttet af Danida med 5,7 millioner kroner, der blandt andet gik til produktion af træfrø. I Malawi er Folkekirkens Nødhjælp en af ICRAF samarbejdspartnere for udbredelsen af gødningstræerne.