Et sted i verden er Danmark en stormagt: I det lille vestafrikanske land Benin er Danmark den største enkeltdonor, og i den fattige Zou-region kender alle til les Danois.
Af Sine Schack Vestergaard
Den store asfalterede hovedvej løber gennem Zou-regionen i Benin og forbinder landets vestlige grænse mod Togo med den østlige mod Nigeria. Og det gør den takket være Danida-penge. Danida er den største bilaterale donor i Benin, og i Zou, der ligger to timers kørsel fra hovedstaden Cotonou, er den danske bistand af stor betydning. Omkring en tredjedel af Danidas samlede budget for Benin på 180 millioner kroner gik sidste år til denne region nord for hovedstaden. Danida bygger veje, Danida etablerer skolekantiner, Danida borer brønde, Danida låner penge ud og Danida støtter borgmestrenes mødeaktiviteter. Zou er med andre ord et sandt Danida-land.
Et langt og smalt land
Ifølge den danske ambassadør Anders Serup Rasmussen er der flere årsager til, at Danida har valgt at støtte Zou:
- Koncentrationen i Zou er delvist historisk begrundet. Man starter et sted, og historisk set er programmerne så blevet udvidet, forklarer han.
- Når man ser Benin på landkortet, så er det et meget langt og meget smalt land, og derfor er der store omkostninger, hvis man spreder sig for meget. Det betyder nu ikke, at vi kun arbejder i Zou, for eksempel har vi også vandprogrammer nordpå. Men man må sige, at der er en vis koncentration i Zou. Der er mange gode argumenter for at koncentrere bistanden: Først og fremmest viser erfaringen, at et godt lokalkendskab fremmer effektiviteten af bistanden. Desuden kan mange aktiviteter med fordel understøtte hinanden. Vi laver vores programmer ud fra en samlet økonomisk betragtning og ser på, hvad der giver størst resultater for de penge, vi har til rådighed.
Afhængig- eller bæredygtighed
Er der ikke en risiko for, at Zou bliver enormt afhængig af Danidas støtte. Hvad hvis Danida en dag ikke er der længere?
- Det er en risiko, men de fleste af de ting, vi gør, er ikke så Danida-specifikke. De kan køre uden os. Jeg kan bedst lide at besvare det spørgsmål konkret. Tag for eksempel vand: Her bistår vi lokalbefolkningen i at danne en vandkomité og lærer dem at samle penge ind til vedligeholdelse. Det vil sige, at når først det kører, så skulle der i princippet ikke være brug for Danida længere. Hvis vi ser på jordvejene, så bliver der også oprettet vejkomiteer, der selv kan stå for vedligeholdelsen. I landbrugsprogrammet låner vi penge ud til kvindegrupper, og her har vi en tilbagebetalingsprocent på næsten 100. Så det skulle kunne køre rundt, siger Anders Serup Rasmussen.
- Vil du så tro, at jeg om ti år kan tage tilbage til den landsby, jeg har besøgt, og finde den samme brønd?
- Jeg vil ikke spå om, hvordan det går i Benin om ti år. Meget afhænger af, om landet kan bevare den økonomiske vækst. Men en meget vigtig pointe er, at vi arbejder tæt sammen med regeringen og sørger for, at bistanden bliver skrevet ind i dens budgetter, så det reelt fremgår, hvad omkostningerne til drift og vedligeholdelse er. Det skal blandt andet sikre bæredygtigheden af bistanden og sammenhængen i det nationale program, således at den danske støtte ikke bliver noget isoleret dansk projekt. Det er også vigtigt at understrege, at det er sektorministerierne, der er ansvarlige for at gennemføre aktiviteterne, bortset lige fra hovedvejen. Det er de to grundlæggende spørgsmål, du altid skal stille til et bistandsprojekt: Hvis projekt er det og hvem skal betale drift og vedligeholdelse. Hvis man ikke kan besvare de spørgsmål, så skal man hellere lade være med at gå i gang.
Bistand fra oven eller neden
- Danida støtter decentraliseringsprocessen i Benin, for eksempel ved at støtte samarbejde mellem borgmestre i Zou. Men samtidig kommer man med et vejsektorprogram og siger: Vi vil gerne give veje til den her region. Er det decentralt?
- Vi samarbejder med borgmestrene om, hvilke veje de gerne vil have. Borgmestrene i Zou har for første gang fremlagt en handlingsplan for, hvad der skal ske med vejene i deres område, så det er ikke sådan, at vi beslutter hen over hovedet på dem. Spørgsmålet er, hvorvidt man kan lægge det ind under kommunerne, men det kan man altså ikke endnu, da kommunerne mangler teknisk kapacitet.
- Men når Danida siger: Vi vil gerne bygge veje, skoler og brønde, så bliver det vel meget naturligt inden for de sektorer, kommunen vil prioritere?
- Hvis du går ind i et supermarked, så vælger du mellem de varer, der er på hylderne. Det er rigtigt. Men det er også derfor, at vi laver grundige undersøgelser, inden vi går i gang. Spørger du for eksempel folk i Zou, hvad der er de vigtigste problemer at løse, så siger de drikkevand, uddannelse og biveje. Og hvor arbejder Danida? Vand, biveje og uddannelse. Så det er ikke tilfældigt, at det er de sektorer, vi er gået ind i.
De private kræfter
- Hjælper det overhovedet noget at give al den her bistand? Burde Benin ikke selv begynde at udskrive nogle skatter og på den måde kradse penge ind selv?
- Benin opkræver faktisk forholdsvist mere i skatter og afgifter end mange andre afrikanske lande. Problemet er bare, at det slet ikke er nok til at finansiere de nødvendige investeringer i for eksempel uddannelse, vand og veje. Samlet er cirka en tredjedel af det statslige budget finansieret af donorer, hvor det i andre af vore programsamarbejdslande er op imod 50 procent. Spørgsmålet om økonomisk bæredygtighed kan grundlæggende kun besvares med, at vi i Afrika har fokus på de fattigste lande, der hverken nu eller om fem år selv har råd til de nødvendige sociale investeringer. Dette er i øvrigt årsagen til, at der er ved at komme mere fokus på den private sektor samt handel og udvikling.
Hvis du ser på resultaterne af Danidas bistand, så taler de et tydeligt sprog: I 2004 har 200.000 mennesker fået adgang til rent drikkevand. 1.000 mennesker har fået helårsbeskæftigelse på vejprogrammet, siger Anders Serup Rasmussen.
- Det peger hen imod mine kongstanker, som er erhvervsudvikling og beskæftigelse. Arbejdsstyrken er vokset som i alle u-lande, halvdelen af befolkningen er under 18 år, og den offentlige sektor beskæftiger kun en procent af arbejdsstyrken. Det gør den private sektor til det helt centrale fokuspunkt. Vi arbejder i det nordlige Benin sammen med en lokal bank for at introducere leasing for småvirksomheder og sammen med lokale erhvervssammenslutninger om at udvikle mikrofinansiering for små virksomheder.
Kamæleonens demokrati
Benin var under navnet Dahomey fransk koloni frem til 1960. Efter en periode som marxistisk-leninistisk diktator gik Mathieu Kérékou i 1990 med til at indføre demokrati, med alt hvad det indebærer af frie valg og pressefrihed. Han tabte det første præsidentvalg, og overlod på demokratisk vis posten til vinderen Soglo. Ved næste valg (i 1996) blev Kérékou på ny valgt til præsident. Han sidder i dag som præsident i sin anden og ifølge forfatningen sidste periode og er i mellemtiden blevet overbevist religiøs som Born Again Christian. I folkemunde går præsidenten under navnet Kamæleonen.
Benin – et lille, aflangt land
Benin har et areal på 112.620 km2. Det er 2,5 gange så stort som Danmark. Til gengæld er kystlinjen kun 212 kilometer mod Danmarks 7.314 kilometer.
Indbyggertal: 7.250.000.
47 procent af befolkningen er under 14 år.
60 procent af befolkningen er analfabeter. Kun 23 procent af kvinderne kan læse og skrive.
Det officielle sprog er fransk, men en stor del af befolkningen taler kun de lokale sprog, hvoraf det mest udbredte er fon.
En tredjedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.
Benin rangerer som nummer 159 ud af 175 på FN’s udviklingsindeks.
Kilder: Danida og UNDP