Udvikling har sendt journalist Sine Schack Vestergaard til Benin i det vestlige Afrika.
350.000 mennesker har fået klart og rent vand at drikke takket være Danida. Men ansvaret er landsbyens og ikke bistandens.
Tekst og foto Sine Schack Vestergaard
Sokpossigon går under betegnelsen en landsby. Det dækker over 554 mennesker, en samling lerhytter langt ude i den beninske bush, et større antal grise, høns og geder og en vandpumpe.
Vandpumpen står i udkanten af landsbyen på et stort cementdæksel og har et stråtag hen over sig. Når man skal hen til pumpen, skal man tage sine plastik-klipklapper eller eventuelle sko af, så der ikke kommer mudder og jord på cementen. Ud af pumpen, der bliver drevet ved håndkraft, rinder helt klart og koldt drikkevand, som beboerne viser frem i en hvid emaljeskål. Ved siden af sætter de en anden skål. Vandet i den er gulbrunt og grumset. Det var den slags vand, de drak, før de fik deres pumpe, fortæller en gammel dame. Sin alder kender hun ikke præcist, de andre beboere mener, at hun er omkring 50. Hun hedder Lokossi Alimagnonnon og er Madame la Presidente, præsident for vandkomiteen i Sokpossigon.
- Før måtte vi gå omkring tre kilometer for at hente vand, ellers drak vi regnvand. I den tørre tid kunne vi komme til at mangle vand efter en måneds tid, fortæller hun.
Nogle af landsbyens beboere havde set en pumpe i en af nabolandsbyerne, og Sokpossigon besluttede, at sådan en ville de også have. De tog derfor kontakt til den lokale ngo Aldipe, der sammen med Benins Vanddirektorat graver brønde og sætter pumper op i landsbyer i Zou-regionen, et arbejde der bliver støttet økonomisk af Danida.
Men en vandpumpe er ikke noget, man bare sådan lige får. Den koster omkring fem millioner CFA Francs, hvilket svarer til 56.000 kroner, og af de penge skal landsbyen selv skaffe 2.800 kroner. Den regel er indført for at sikre, at beboerne føler et ansvar for pumpen og ikke bare ser den som en gave. Selvom beløbet kan opfattes symbolsk, så er det mange penge i en landsby, hvor der ikke er en egentlig pengeøkonomi. Her bliver 18 kroner for eksempel betragtet som en yderst god dagløn for en arbejder. Beboerne i Sokpossigon gik derfor i gang med at skaffe penge, blandt andet ved at sælge røde palmefrugter på det nærliggende marked.
Et andet krav for at få en pumpe er, at der skal oprettes en brugerkomité i landsbyen, som er ansvarlig for at drive og vedligeholde den. Det er den komité, som Lokossi Alimagnonnon er præsident for, og med syv forskellige kladdehæfter holder den styr på finanser, vedligeholdelse og møder i vandkomiteen.
Et af kladdehæfterne er for eksempel regnskabshæftet. Beboerne skiftes til at have ansvaret for at sælge vand fra pumpen, hvilket koster 10 CFA Franc (cirka 11 øre) for en stor baljefuld. Efter hver salgsdag kvitterer sælgeren med sit fingeraftryk i lyserødt blæk for, hvor mange penge der er i kassen, og kassereren fra brøndkomiteen tjekker efter og sætter et lyserødt print. Andre komitemedlemmer har ansvaret for rengøring, vedligeholdelse og småreparationer. På den måde er det meningen, at brønden i Sokpossigon skal kunne fungere uden støtte udefra. Kun ved større reparationer behøver landsbyen at tilkalde hjælp fra mekanikere.
Og betydningen af brønden?
- For det første kan vi allerede nu mærke, at vi bliver mindre syge, siger Lokossi Alimagnonnon.
- For det andet betyder brønden, at den tid, vi tidligere brugte på at hente vand, den kan vi nu bruge på at lave mad i stedet, og mændene kan bruge den på at tage ind på markedet og sælge varer.
Danida har støttet i alt 1.380 brønde og vandpumper i Benin og har dermed givet i alt 350.000 beninere adgang til rent drikkevand.