Debat: Voldsomme generaliseringer om FN

Af Mikael Bjerrum, Direktør for FN’s Fødevareprogram (WFP), Nordisk Kontor

Under overskriften ’Off the record’ præsenterer journalist Øyvind Kyrø (ØK) på bagsiden af ’Udvikling 4/2005’ nogle af sine (dårlige) erfaringer med FN-folk og udsendte hjælpearbejdere. Der er grund til at knytte et par kommentarer til artiklen.

Desværre er udgangspunktet for dialog ikke det bedste, når man ser på bemærkningen om at ’det gennemgående indtryk, at (FN-) medarbejderne enten er tavse som østers, fordi de ikke skal risikere, at deres tårnhøje lønninger bliver bragt i fare, eller fordi de er håbløst inkompetente til alt andet end klogeligt at holde bøtte’. Efter ØK’s opfattelse er der to muligheder, hvis man er FN-ansat: Enten er man grisk, eller også er man idiot.

For det første er der ofte tungtvejende grunde til, at FN-ansatte ikke fortæller alle (herunder medierne) alting. Ansatte i for eksempel FN’s Fødevareprogram (WFP) arbejder tit i lande og områder, hvor der er kolossalt store problemer med sikkerheden. Det indebærer, at alle skal være ekstremt påpasselige med hvilken type information, der gives videre til folk uden for organisationen.

For det andet ser det ud, som om ØK har en forventning om, at samtlige FN-ansatte skal vide alt om, hvad der foregår. Det svarer til at spørge en portør på Rigshospitalet om eventuelle komplikationer ved en hjertetransplantation – og når man ikke får et relevant svar, så blive fornærmet og kræve, at pågældende må på mediekursus.

For det tredje – og her kommer vi måske til et helt centralt element: Der er, set fra FN’s side, ind i mellem meget dårlige erfaringer med kontakten til medierne. For ganske nylig oplevede en dansk FN-ansat at blive kontaktet af en dansk person i sin frokostpause på en café. Lidt hyggesnak mellem landsmænd om forholdene i landet viste sig to dage efter at være blevet til et ’interview’, der blev bragt i et større dansk dagblad. Pågældende danske journalist havde ikke ulejliget sig med at gøre den FN-ansatte opmærksom på, at han sad over for en journalist, endsige gøre opmærksom på, at de udtalelser, som blev løst fremført over en kop kaffe, var til citat.

Nu kunne en sådan enkeltstående begivenhed friste én til at skære alle journalister over en kam (jævnfør ØK’s karakteristik af FN-ansatte) og kalde dem uetiske eller noget endnu værre. Men virkeligheden er, at samarbejdet mellem medierne og FN i langt de fleste tilfælde er glimrende.