Tørnæs – på vietnamesisk tv

- Jeg er meget glad for at se de positive resultater af bistandssamarbejdet med Vietnam, sagde udviklingsministeren efter en rundrejse i landet i maj. 

Et kamerahold fra vietnamesisk fjernsyn interviewer udviklingsminister Ulla Tørnæs på stranden ved Nha Trang i det centrale Vietnam. Her er Danida involveret med et miljøprogram, et fiskerisektorprogram og et nyt erhvervssektorprogram.

Efter en ugelang rejse fra den 16.- 20. maj for at se dansk bistand i marken i det sydlige og centrale Vietnam, gik turen tilbage til hovedstaden Hanoi. Her havde Ulla Tørnæs politiske samtaler med landets vice-premierminister Vu Khoan og ministeren for planlægning og investeringer, Vo Hung Phuc. Under møderne bekræftede Ulla Tørnæs viljen fra dansk side til at fortsætte det omfattende samarbejde med Vietnam, der er Danmarks største programsamarbejdsland i Asien. Og den tredjestørste modtager af dansk bistand på verdensplan.

Ud over fire sektorprogrammer – vand og sanitet samt landbrug, fiskeindustri og erhvervsudvikling – omfatter Danidas støtte til Vietnam også miljøforbedringer, støtte til reformprocessen og til landets nationale fattigdomsstrategi, blandede kreditter og PS-programmet.

Derudover har Danida for nylig startet et såkaldt 'Business Linkage Program', der yder støtte til, at danske virksomheder kan deltage i privatiseringen af de statsejede virksomheder i Vietnam. Udviklingsministeren drøftede også en række danske investeringsprojekter med de vietnamesiske ministre.

- Forholdet mellem Vietnam og Danmark har generelt udviklet sig meget positivt. Men jeg gjorde opmærksom på, at Vietnam kan gøre mere på en række områder. Der er klart behov for et højere tempo i reformprocessen. Hvad angår problemerne i Vietnam med de basale menneskerettigheder og med korruption, gjorde jeg det klart, at de manglende fremskridt vækker bekymring, sagde Ulla Tørnæs efter besøget.                                                                                    /sk




Denne side er kapitel 24 af 40 til publikationen "Udviklíng nr. 5".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/5675/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk