Med hakke, skovl og spade

Vejbyggeri i Benin gør det ikke alene lettere at komme frem. Det skaber også tusindvis af arbejdspladser.

Af Sine Schack Vestergaard

Sveden perler af mændenes senede sorte overarme. Det er hårdt arbejde at grave grus, især når de eneste redskaber er en hakke og muskelkraft. Men det hårde arbejde har et formål, for mændene fra landsbyen Sovlegni er i gang med at bygge deres landsbys første egentlige vej. Gruset skal lægges ud over den røde jord, der er blevet stampet hård af menneskefødder og en lille vejtromle, og i sidste ende skal det være med til at gøre det lettere at komme i skole, på sundhedsklinikken og på markedet for at sælge  varer.

Sovlegni er en mindre landsby i Benins Zou-region. Sammen med nabobyen Djidja vil den om cirka en måned have en ny vej som led i  Danidas vejsektorprogram. Det lyder måske ikke som noget særlig nyt. At bygge veje i Afrika er vel omtrent den ældste form for bistand, der findes. Det nye er da heller ikke, at Danida betaler for en vej. Det nye er måden, det bliver gjort på, og hvem der får penge for det.

Lokale kræfter

Den schweiziske ngo Helvetas har sammen med to lokale ngo’er en kontrakt med det beninske Transportministerium om at lave veje ud til isolerede landsbyer i Zou-regionen. Dette arbejde bliver finansieret af Danida. Michel Troillet fra Helvetas fortæller:

- Vi arbejder på at forbedre vejene helt ud til landsbyerne. Det er lokalbefolkningen, der arbejder med at bygge vejene, hvilket er en ny tilgang i Benin. Landsbyerne forpligter sig til at bidrage til deres vej med, hvad der svarer til 10 procent af omkostningerne. Det kan så være i form af penge, materialer eller arbejdskraft. Men derudover får de, der arbejder på vejene, naturligvis løn for deres arbejde. Det har så den effekt, at de får råd til at sende deres børn i skole og få dem behandlet, når de er syge, og på den måde hænger det godt sammen med, at de på grund af vejen rent faktisk også har adgang til at bruge disse penge.

Vejen mellem Sovlegni og Djidja er omkring 12 kilometer lang. Ud af Sovleignis cirka 1.000 indbyggere arbejder 80 mænd og 40 kvinder på vejen. På markerne omkring Sovleigni dyrker befolkningen afgrøder som majs, yams, bønner og frugt. Hvis erfaringerne fra andre landsbyer, der har fået veje, holder stik, så vil bønderne fremover kunne få mere for deres varer og lade mindre gå til spilde, i og med at de kan tage ind på markedet i de større byer Djidja og Bohicon.

Når vandet skyller jorden væk

Når vejen mellem Djidja og Sovlegni er færdig om en måneds tid, så overgår den til at være landsbyboernes ansvar. Under vejarbejdet lærer de lokale teknikker til at vedligeholde vejen, og vigtigst af alt, understreger Michel Troillet, så kommer de til at føle et ansvar for vejen. Ideen er, at når beboere selv har svedt under solen i den tørre tid og siddet fast i det sorte  mudder i regntiden, så vil de også gå langt for at holde vejen ved lige. For selvom de graver kanaler, hvor vandet kan løbe fra, så kræver en grusvej i Afrika en del vedligeholdelse. Derfor danner hver landsby en lokal komité, der skal vedligeholde vejen og administrere den opsparingskonto, som der hver dag bliver sat cirka to kroner ind på for hver af landsbyens beboere, der arbejder på vejen. Desuden skal komiteen sørge for, at der går en bom ned over vejen, så biler ikke kan køre på den og ødelægge den, når det har regnet for meget.

- Det springende punkt i projektet er naturligvis vedligeholdelsen, siger Michel Troillet.

- Det har allerede nu vist sig, at der er forskel på, hvor meget de forskellige landsbyer gør ud af det. Men vores erfaringer er overordnet set gode, og vi har mulighed for at følge vejen i op til et år efter, at den er færdig, før vi overdrager det fulde ansvar.