Krisen fortsætter i Togo

Hver dag kommer nye flygtninge fra det vestafrikanske land Togo til nabolandet Benin.

Tekst og foto: Sine Schack Vestergaard

Det er over to måneder siden, at den afdøde togolesiske præsidents søn, Gnassingbe Eyadema, blev valgt som sin fars efterfølger, hvilket førte til voldsomme demonstrationer og endnu voldsommere anholdelser, forfølgelser, vold og drab.

Men selvom Togos hovedstad Lomé nu er fredelig, og mange flygtninge er begyndt at vende hjem, flygter især unge mænd fortsat ud af landet af frygt for politi og paramilitære grupper, der angiveligt blandt andet foretager razziaer på skoler.

20.000 personer er registrerede som flygtninge i Benin, og ifølge lederen af UNHCR i Benin, Rafik Saidi, udgør de mange vrede og frustrerede unge potentielle krudttønder.

- De unge er vrede på regeringen, fordi de mener, at valget er gået uretfærdigt til. Og de er vrede på oppositionen, der ikke formår at samle landet i en fælles modstand. De unges frustrationer betyder, at lejrene risikerer at koge over af vrede. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi sørger for beskæftigelse til flygtningene, siger han til Udvikling.

UNICEF har netop oprettet skoler i flygtningelejrene i Benin, hvilket betyder, at de unge vil kunne tage denne sommers eksaminer, selvom de er i eksil.

Ifølge Rafik Saidi vil det næste parlamentsvalg i landet få stor betydning for, hvordan situationen udvikler sig.

- Hvis oppositionen får et godt valg, kan det være positivt for forhandlinger mellem parterne. Hvis regeringen igen vinder, og hvis der er mistanke om snyd, så tør jeg set ikke tænke på, hvad der sker.

Ifølge diplomatiske kilder er 100 mennesker blevet dræbt i urolighederne efter præsidentvalget, men menneskeretsorganisationen Togolese League of Human Rights sætter i en rapport tallet til op mod 800. Europaparlamentet besluttede 12. maj ikke at anerkende valget af Gnassingbe Eyadema, mens EU-kommissionen holder fast i, at valget forløb demokratisk med mindre uregelmæssigheder.

FN’s højkommissær for menneskerettigheder har nu sendt et efterforskningshold med blandt andet retsmedicinere ind i Togo for at undersøge flygtningenes anklager.




Denne side er kapitel 17 af 40 til publikationen "Udviklíng nr. 5".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/5675/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk