Privat Sektor programmet under beskydning

Privat Sektor programmet har været en tur gennem mediemøllen i den seneste tid.

Historier om krakkede flyselskaber, luksuskrydstogter og egyptiske forlystelsesparker med Danida-penge i ryggen har trukket overskrifter og tv-tid, og en undersøgelse har vist, at PS-programmet i Ghana maksimalt har skabt 400 arbejdspladser mod de planlagte 1.000.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs har som konsekvens af kritikken sat en undersøgelse af PS-programmet i værk. Ved et samråd i Folketinget den 8. juni lagde ministeren op til en gennemgribende analyse af hele programmet, hvor både de direkte interessenter, ngo’er og Folketingets udenrigsudvalg vil blive inddraget.

Undersøgelsen vil sandsynligvis blive gennemført af et udenlandsk konsulentfirma, eftersom de større danske konsulentvirksomheder i forvejen samarbejder med Udenrigsministeriet og derfor kan havne i en interessekonflikt, hvis de skal stå for analysen.

Udvikling har talt med en af PS-programmets kritikere, fagforbundet 3F, samt med et af dets fædre, Jørgen K. Hansen fra Dansk Industri.

Jørgen K. Hansen fremhæver, at PS-programmet har skabt gode resultater og arbejdspladser i nogle af verdens fattigste lande, og at danske virksomheder påtager sig et stort ansvar og en risiko ved at gå ind i udviklingslandene.

Fra 3F lyder det, at det ikke er nok at skabe arbejdspladser, men at det derimod handler om at skabe et bæredygtigt arbejdsmarked med opkvalificering, tillidsrepræsentanter og arbejdstagerrettigheder.

/ ssv




Denne side er kapitel 1 af 40 til publikationen "Udviklíng nr. 5".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/5675/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk