Hvad skal komme først for at sætte udvikling i gang: bistand, handel, adgang til kredit, en velfungerende privatsektor eller infrastruktur? Sukkerbønderne i Kilombero-dalen i Tanzania ved af bitter erfaring, at det hele skal til på én gang, og de kan nu fortælle en sjælden solstrålehistorie fra Afrika.
Tekst og fotos: Jesper Heldgaard
- I have a lot of money, siger Dickson Munguruta med et bredt smil. Hans engelske er ikke det bedste, men han vil gerne vise rundt i det store hus, han er ved at få bygget, og fortælle om sine to Massey Ferguson-traktorer og to lastbiler, en Scania og en Leyland. Dickson er rig og stolt af det. For hans rigdom er skabt ved ærligt arbejde. Han er bonde og har tjent ’a lot of money’ ved at dyrke sukkerrør.
Kilombero-dalen – cirka 350 kilometer vest for Tanzanias hovedstad Dar es Salaam – er grøn, varm og frodig. Det er et oplagt sted at dyrke sukkerrør, og her er masser af land. Også uden at genere naboen, Selous Game Reserve, Afrikas største vildtreservat.
Året efter Tanzanias uafhængighed i 1961 indviede private investorer da også en sukkerfabrik i dalen. Simon Nadhcuwa har leveret sukkerrør til fabrikken lige siden og husker, hvordan traktorer og moderne landbrugsmaskiner blev sat ind for at forvandle jungle til sukkerrørsmarker. Optimismen var stor, men der skulle gå mange år, før sukkeret for alvor bragte udvikling og velstand til den grønne dal.
Fra slutningen af 1960’erne nationaliserede Tanzanias regering under ledelse af Julius Nyerere stort set alle større virksomheder og banker i landet, blandt andet sukkerfabrikkerne. Det gik også ud over landets allerførste sukkerfabrik fra 1930, den A. P. Møller-ejede Tanganyika Planting Company i Moshi.
Et perfekt klima. Et trygt hjemmemarked, som Tanzania beskyttede med en høj sukkertold. Og en massiv bistand udefra. Danmark støttede for eksempel over en årrække Tanzanias sukkersektor med statslån på 235 millioner kroner til fabrikker, vandingsanlæg med mere.
Alligevel gik det helt galt for den statsdrevne sukkerindustri, og produktionen raslede ned.
Den unge, tanzanianske stat havde gabt over for meget. Den havde hverken penge eller ressourcer til at vedligeholde sukkerfabrikkerne og heller ikke til at betale kreditorerne:
- Vi kunne aldrig være sikre på, om fabrikken kunne aftage årets høst af sukkerrør, og selv om den kunne, var vi heller ikke sikre på at få vores betaling, husker Simon Nadhcuwa. Nogle år fik vi betaling i sukker, som vi så selv måtte forsøge at sælge, smiler han resigneret.
Fra 1992 lagde regeringen – hårdt trængt – kursen om. Markedskræfterne skulle slippes fri, udenlandske investorer bydes velkommen, og de mange kuldsejlede statsforetagender skulle privatiseres.
Men privatiseringen gik trægt. Det ville kræve store investeringer at få fabrikkerne op i omdrejninger igen. Endelig – i 1998 – overtog det sydafrikanske firma, Illovo Sugar, 55 procent af aktierne i Kilombero Sugar Company, for omkring 15 millioner dollars.
’Rent udsalg. Alt for billigt. Nyerere ville ikke have brudt sig om det’, sagde mange i Tanzania og henviste til, at sydafrikanerne fik både fabriksanlæg, enorme marker, vandingsanlæg, udstyr, biler, huse og veje med i købet.
Mange var skeptiske, da sydafrikanerne, der stort set alle er hvide, rykkede ind. Men nu anerkender de fleste, at sydafrikanernes indtog blev et vendepunkt. Produktionen er firedoblet på blot syv år. Frem til 1998 fik de 2.000 private bønder, der leverede sukkerrør til fabrikken, kun nogle gange deres betaling. Nu har mere end 5.000 landmænd en sikker, årlig indtægt fra sukkerrør.
Eventyret har forvandlet Kilombero: Der bygges huse, så folk med mange års negative erfaringer fra Afrika ville tro, at en masse af byens indbyggere pludselig er blevet valgt til parlamentet. Skolerne oplever en hidtil uset tilstrømning af elever. Optimismen bobler. Sukkerboomet kan ses.
Kredit fra dansk-støttet bank Illovo Sugar kan ikke tage hele æren for forvandlingen. De lokale bønder har været i stand til hurtigt at udvide produktionen af sukkerrør, fordi de har adgang til rådgivning og billige kreditter gennem små andelskasser. Andelskasserne er knyttet til CRDB Bank, som Danmark bogstaveligt talt har aktier i. Banken blev etableret helt tilbage i 1971 som en statsejet udviklingsbank og fik i løbet af de næste årtier i alt 216 millioner kroner i støtte fra Danmark.
I 1994 blev banken privatiseret. Den danske stat indskød 20 millioner kroner i aktiekapital, svarende til 30 procent af den samlede aktiekapital. Resten ejes af ikke mindre end 11.200 tanzanianske småaktionærer. Banken når via andelskasser, som ejes af lokale landboforeninger, ud i hver en afkrog af Tanzania og kan tilbyde mikrokreditter, rådgivning, ja, endda elektroniske hævekort, TemboCard (’elefantkort’).
Mens bønderne kan nøjes med mikrokreditter, har CRDB også ydet millionlån til de privatiserede sukkerfabrikker, for eksempel 10,5 millioner dollars til Kilombero Sugar Company til at modernisere produktionen og udbygge infrastrukturen, så det er muligt at fragte de tunge sukkerrør fra mark til fabrik.
- De nye investorer har virkelig sat noget i gang, siger Jens Ole Pedersen, dansk vicedirektør i CRDB Bank. Men succesen skyldes jo også, at der var et potentiale her i forvejen: Fabrikkerne var her, ekspertisen, bønderne, der kan levere sukkerrørene, og os, der kan yde lån. Nu ser vi pludselig en masse resultater af den bistand, Tanzania fik fra blandt andet Danmark de første mange år, og som i første omgang så ud til ikke at have virket.
Alle Tanzanias fire gamle sukkerfabrikker er blevet – eller er ved at blive – moderniseret og udvidet. Det betyder, at Tanzania snart kan dække hele sit eget forbrug af sukker på 450.000 tons om året.
Dave Coates, sydafrikansk direktør på Kilombero Sugar Company, ville gerne udvide produktionen endnu mere, men så skal Tanzania eksportere sukker og konkurrere på verdensmarkedet.
- Og det kan vi ikke. Statsstøtte til sukker og garanterede mindstepriser – især i EU – betyder, at verdensmarkedet oversvømmes med dumpet sukker, der kan sælges billigere, end noget land kan fremstille det. Hvis alle subsidier og støtteordninger forsvandt, og vi fik mulighed for at udvide vores produktion, så kunne vi sænke vores produktionspris og konkurrere på verdensmarkedet.
Verdenshandelsorganisationen, WTO, har erklæret EU’s sukkerordning i strid med WTO-reglerne, og EU har taget fat på en forsigtig reform, men der er fortsat lang vej til frihandel på sukkerområdet.
Fra de rige lande lyder det oftere og oftere, at øget markedsadgang alene ikke løser udviklingslandenes problemer. På grund af dårlig infrastruktur, bureaukrati, en dårligt fungerende privat-sektor og mange andre interne problemer, de såkaldte ’supply side constraints’, er udviklingslandene slet ikke i stand til at udnytte den markedsadgang, de allerede har. Og det er problemer, som udviklingslandene selv må tage hånd om, lyder det.
Men i Kilombero-dalen har de løst ’supply side constraints’. De er mere end parate til at gøre brug af markedsadgang for sukker. Hvis de rige lande vil give den.
Jesper Heldgaard er freelancejournalist og skriver regelmæssigt for Udvikling og Development Today.
Heldgard@post7.tele.dk
Fotos i denne artikel er fra et tv-program om sukkereventyret i Kilombero-dalen, som vises i DR 2 torsdag den 26. maj kl. 18.20. Det genudsendes på DR 1 søndag den 12. juni kl. 12.55. Programmet er det andet af to under fællestitlen ’Lad os handle’.
Det første handler om Burkina Fasos kamp mod den statsstøttede bomuld fra USA. Det sendes på DR 2 onsdag 25. maj kl. 18.25 og på DR 1 søndag den 5. juni kl. 12.55. Programmerne er produceret af artiklens forfatter for Dansk AV Produktion med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling og Undervisningsministeriet.
Peter With, der er koordinator i netværket Nord/Syd Koalitionen, har besøgt Washington i anledning af forårsmøderne i Verdensbanken og Valutafonden.
Her er et indtryk fra møderne, hvor alverdens finansministre udveksler håndtryk og indgår aftaler. Men de store beslutninger udeblev.