|
Anti-korruption i lommeformat
Danida har udformet en 10-punkts ’Code of Conduct’ for anti-korruption. Inden længe modtager Danida-ansatte ude i verden en lommebog, der fortæller om Danidas nul-tolerance politik over for korruption.
- Det er ikke noget nyt, at korruption er en forbrydelse. Men vi er blevet mere offensive over for vores samarbejdspartnere, fortæller Camilla Brückner fra Udenrigsministeriets Kontor for Udviklingspolitik.
I Kenya bruger man allerede Danidas anti-korruptions-kodeks, der vejleder om emner som interessekonflikter, misbrug af offentlige midler, personlig opførsel og ikke-diskrimination som et redskab i hverdagen.
- Det gælder både indadtil i organisationen og udadtil i forhold til vores udviklingspartnere. I Kenya har ambassadøren blandt andet skrevet et brev til alle de regeringsinstitutioner, som vi i det daglige samarbejder med. Budskabet var enkelt: ’Her er vores Code of Conduct - det viser, at vi fejer for vores egen dør, før vi fortæller andre, hvordan de kan takle korruption.’ Korruption er et stort problem i et land som Kenya, og det skader aldrig at gentage et vigtigt budskab på en ny måde, siger ambassaderåd i Kenya, Anders Ørnemark. /jg
Denne side er kapitel 17 af 37 til publikationen "Udvikling nr. 4/ 2005".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/5187/index.htm
|