Giv mig en lille ting

KENYA: Kito Kidogo – giv mig en lille ting, siger betjenten, skrankepaven eller den velbetalte parlamentariker i Nairobi så ofte, at bestikkelsen langt fra er en lille sag for den almindelige kenyaner. Udvikling har talt med skolelæreren, ngo’erne, de udenlandske diplomater og den mand, som har til opgave at ruske op i regeringen indefra. Dette er historien om et land, hvor korruption er selve systemet.

Tekst og fotos: Julie Grothen, Kenya

Den 18. januar 2004 bliver skolelærer Naftali Ong’awo stoppet af to civilklædte betjente, da han er på vej hjem sammen med sin bror. Naftali vil vide, hvad det drejer sig om og beder om at se betjentenes ID. Reaktionen kommer prompte: Naftali bliver taget i kraven, og hans bror får besked på at gå. Naftali bliver taget med til et hus, hvor nogle mænd sidder og drikker den hjemmebrændte alkohol chang’aa, som er ulovlig i Kenya. Mændene bliver anholdt, og det samme gør Naftali. Også han for besiddelse af det ulovlige hjemmebryg.

På politistationen får han besked på at betale for at slippe fri, men han nægter, og derfor skal sagen for retten. Mere end seks måneder tager det, før en kendelse bliver afsagt.

Afgørelsen er en pure frikendelse, for der er intet bevis for betjentenes påstande. Efter mere end et halvt års kamp er den 29-årige lærer blevet renset, men Naftali er ikke færdig med at kæmpe for sine og andre kenyaneres rettigheder.

Enden på Moi-æraen

På det tidspunkt, Naftali bliver anholdt, har regnbuekoalitionen NARC, med Mwai Kibaki som præsident, været ved magten i Kenya i et års tid.

Det var en bedrift at få skubbet den ellers så enevældige præsident Daniel Arap Moi af den trone, han havde siddet på i 24 år, og regnbuekoalitionen gjorde det med en dagsorden om at ende korruptionen og den ulige fordeling af Kenyas goder. Valget i december 2002 syntes at vise vejen for demokrati og menneskerettigheder.

Der var brug for nye tider, med en procentvis stigning i antallet af fattige fra 48,8 procent i 1990 til 56 i 2003, en befolkning der var vokset fra otte millioner i 1963 til mere end 31 millioner i dag. De rigeste 10 procent af kenyanerne tjener mere end 42 procent af den nationale indkomst.

Derfor var der også en meget stor forventning til Kibaki blandt almindelige kenyanere - og også donorerne ønskede den nye regering hjertelig velkommen. Nu var der nye muligheder for udviklingsbistanden, som i 1990’erne havde været kraftigt neddroslet og fokuseret på projektstøtte gennem ngo’er og lokale myndigheder. 

Kvalmepunktet

Den nye regering lagde godt ud med en reformproces; der blev skrevet strategier, og samarbejdet med privatsektoren og ngo’er fungerede i 2003 og i første halvdel af 2004, fortæller Mvalimu Mati fra Kenya-afdelingen af Transparency International, en Verdens-ngo der arbejder mod korruption.

Men at skrive strategier og at føre dem ud i livet er to meget forskellige ting, og som månederne gik, tørrede troen på regeringens løfter ind hos ngo’ere og udenlandske donorer.

- Vi nåede til et punkt i 2004, hvor vi savnede at se de gode intentioner ført ud i livet. Regeringen syntes, det var nok, at de var i gang med at undersøge korruptionssagerne og havde udnævnt John Githongo som præsidentens særlige rådgiver for korruption. De forventede, at vi bare stolede på dem uden at høre om detaljerne. Så kom skandalerne, og kritikken blev et større og større problem for politikerne. Også fordi de udenlandske diplomater brokkede sig, siger Mwalimu Mati.

Det var den britiske højkommissær, Sir Clay, der først tog bladet fra munden og holdt en tale, som siden blev kendt som bræk-talen. Han refererede til 20 konkrete sager om korruption og sagde, at ’grådigheden fik Kibakis regering til at kaste op over donorernes sko’. I samme periode begyndte de kenyanske medier for alvor at skrive historier om embedsmisbrug, bestikkelse og nepotisme i den kenyanske administration.

- Det eneste, jeg ønskede at gøre, var at hjælpe til ved at være et redskab for afsløringen af korruptionen og at støtte den offentlige debat. Jeg har to fordele; jeg får bedre oplysninger end de fleste gør, og jeg har diplomatisk immunitet og kan ikke skræmmes i samme grad som almindelige kenyanere stadig bliver, siger Sir Clay til Udvikling.

De større fisk

For millioner af almindelige kenyanere ser kampen mod korruption unægtelig håbløs ud, når tal fra Verdensbanken viser, at den kenyanske stat siden 2002 har mistet mere end én milliard dollars til korruption. Hvad kan man gøre mod så store summer, når man selv i det daglige møder korruptionen, hvis man skal have en navneattest til sin nyfødte, eller når netop anholdte bliver sluppet fri af politiet mod et beløb til betjenten, eller samme politi kræver penge til benzin for at køre ud og lave deres arbejde? For kenyanerne er kito kidogo en lille ting, der gør et ganske stort indhug i deres privatøkonomi. Så hvordan tage fat på de større fisk?

Viden til folket         

Naftali Ong’awo – den anholdte skolelærer – var ikke sådan at stoppe. Han begyndte i juli 2004 som trainee på et såkaldt paralegal kursus i Kisumu i det vestlige Kenya ved Victoriasøen. Her blev han undervist i lovgivning, rettigheder og pligter ved seks ugers træning fordelt på et halvt år. Paralegals bliver også kaldt barfodsadvokater, og deres job er at gå ud i deres lokalsamfund og forklare almindelige borgere deres rettigheder og for eksempel hjælpe med at få fat i officielle formularer og udfylde dem – uden at skulle betale.

- I Kenya er korruptionen så voldsom. Det er regeringens aktører i særdeleshed - administrationen, det lokale overhoved og politiet. Alle dem i offentlige embeder. De ved, at den almindelige kenyaner, som ikke kender sine rettigheder, vil give dem bestikkelse, siger Naftali.

Kenyansk lov er skrevet på engelsk, men uden for de store byer taler man swahili og de lokale stammesprog, og i landsbyerne bor folk, der langt fra behersker engelsk. Det er også en grund til, at Naftali er sin opgave så bevidst.

- Anti-korruption må starte på græsrodsplan, den almindelige borger må indse, at korruption er dårligt, for korruption involverer normalt to mennesker; giveren og modtageren. Og hvis giveren siger nej, har modtageren ikke noget at gøre. Vi er født med disse rettigheder, siger han og lyder som en mand, der aldrig mere vil betale for det, der burde være hans kvit og frit.

I dag er Naftali Ong’awo i fuld gang med sit frivillige paralegal arbejde ved siden af jobbet som skolelærer. Han er ved at anlægge sag mod politiet for den uretmæssige anholdelse sidste år.

Barfodsjurister

I undervisningslokalet i Kisumu er et hold studerende i gang med at diskutere rettigheder. Der er 43 mænd og kvinder - cirka halvt af hver. Gruppen er snakkesalig, og underviseren Jeremiah Maroro bevæger sig engageret mellem tavle og deltagere i sine bjergstøvler i det hede undervisningslokale. Gruppen bidrager med erfaringer, kommentarer og spørgsmål undervejs.

Efter undervisningen i skyggen af et blomstrende træ fortæller nogle af kvinderne om kito kidogo. Selvom de er langt fra Nairobis magtcentrum og den storstilede korruption, så er bestikkelse og andre tvivlsomme betalinger også en del af deres dagligdag. Der er nok af historier at vælge imellem. Sidste gang var i går, fortæller én. På vej til træningscenteret blev hendes bil stoppet ved flere politikontroller på vejen, og hendes chauffør blev ribbet for alt hvad han havde på sig. Hvad han skulle betale for, var ikke til at vide, for politimændene stak bare hånden frem, og i Kenya ved man godt, hvad det betyder. Kito kidogo – en lille ting.

Lederen af paralegal-træningen hedder Berne van de Graaf, og i hans firhjulstrækker kører man fint forbi politispærringerne, der ellers synes at lade alle trække ind til siden for et bidrag. Han er et kendt ansigt, lyder hans forklaring. De lokale betjente ved, han ikke vil betale, men vil gå videre med sagen, så nu får den hollandsk-fødte hvide mand lov til at køre lige igennem.

Paralegalism kom for alvor til Kenya i 1998, og nu er der uddannet mere end 320 ’barfodsjurister’ alene i Kisumu, blandt andet med støtte fra Danida og Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya. Det nye kuld på 45 trainees vil være uddannet i juli. Et nyt hold på 30 starter til den tid, og når de er udklækkede, vil hele provinsen være dækket ind med hver sin lokale paralegal. Andre steder i landet foregår undervisningen efter andre retningslinjer, men bevægelsen går alligevel ud på det samme: At bringe viden til befolkningen om deres rettigheder gennem lokale paralegals.

- Kernen er bevidsthed. Ifølge en ny undersøgelse er 90 procent af den kenyanske befolkning ikke bevidste om deres rettigheder og lovens ord: Det skal der gøres noget ved. Vi vil forsøge at bygge os op til at blive en stærk organisation, så vi er bæredygtige også uden donorstøtte, for der er paralegals mange steder i Kenya, men det er ikke organiseret endnu, siger Berne van de Graaf.

Donorernes dilemma

Støtte til projekter som paralegal-træningen i Kisumu er noget af det, Danida kan gøre i kampen for et mere retfærdigt Kenya, mener den danske ambassadør, Finn Thilsted, som står i spidsen for den danske udviklingsbistand i Kenya.

- Vi kan ikke løse deres korruption. Kenyas udvikling er kenyanernes ansvar, det er ikke vort. Men vi vil gerne hjælpe, og vi har vel den rolle, at vi, som en god nabo, gerne vil give et råd om, hvordan man kan gøre de rigtige ting. Derfor siger vi jo også til dem, at korruption er ødelæggende, at de skal få styr på statsbudgettet og sørge for, at de penge, de har, bliver brugt til at forbedre de fattiges vilkår og sikre ordentlig sundhed og undervisning, samtidig med at de søger at skabe økonomisk vækst, siger Finn Thilsted.

De udenlandske donorer og den kenyanske regering mødtes i midten af april til et møde, hvor donorerne udtrykte bekymring over udviklingen i landet og lagde vægt på, at der skal handling til for at genskabe tilliden til Kibakis regering. Men donorerne tog også godt imod regeringens egen handlingsplan for indsatsen mod korruption, selvom armene langt fra er løftet i jubel endnu.

- Donorernes dilemma er: Hvad er den moralske retfærdiggørelse for at straffe de fattige for de riges synder? I en regering, hvor policymaking og udførelse er så svag, må vi følge vores bistand meget nøje. Men donorene udgør jo kun omkring 10 procent af det kenyanske budget, så de kan bare sige, vi skal rende og hoppe. Udvikling er glasuren på toppen af budgettet, siger Sir Clay.

Han understreger at kampen mod korruption ligger til grund for succes på alle andre udviklingsområder.

- Regeringsførelse er ikke ligesom andre udviklingsproblemer; det er på en platform for sig selv. De fleste udviklingstemaer kommer fra fattigdom, men korruption kommer fra de ekstremt rige, som også har magt. Hvis vi ikke får vendt udviklingen med korruption, så er der ikke meget andet vi kan gøre. Eller jo, vi kan gøre det, men det bliver dyrere og dyrere, siger Sir Clay der selv forlader Kenya for at gå på pension i juni.

Arbejdet indefra

I Nairobi sidder en mand, der er ganske kritisk over for niveauet af korruption i Kenya og faktisk bliver betalt af regeringen for at være det. Sådan tolker Maina Kiai i hvert fald selv sit mandat. Han er formand for Kenya National Commission on Human Rights, som egentlig var ment som en slags ombudsmand for menneskerettigheder. Maina Kiai har gjort korruption til den vigtigste del af kommissionens arbejde.

- Korruption er et spørgsmål om menneskerettigheder. Når først korruption sker, så tillader det diskrimination, og anti-diskrimination er grundlaget for menneskerettigheder. Korruption tager penge fra arbejdet med økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder. Selvfølgelig tager korruptionen pengene fra dette ansvar. Og endelig skaber korruption en kultur af urenhed, som så påvirker civile og politiske rettigheder, så når folk tager ordet, bliver de generet, forklarer Maina Kiai.

Hans post er sikret frem til næste valg i 2007. Han kan umiddelbart ikke afskediges, og det har han tænkt sig at udnytte. Kommissionen laver ikke selv udredninger, men den informerer befolkningen, og opgaven er også at rådgive regeringen. En svær opgave. Tidligere på året forlod præsidentens særlige rådgiver i korruptionsspørgsmål, John Githongo, både sin post og Kenya, og siden er der ikke udpeget en efterfølger. Mange tolkede Githongos forsvinden som en reaktion på modarbejdelse fra regeringen. Maina Kiai bekræfter, at der er en hel del at tage fat på internt.

- Det er den samme embedsmandsstab, de samme vaner, den samme arbejdsstil og den samme grådighed, som der var under Moi. Denne regering arvede netværkene. Vi har fået indarbejdet korruption i selve vores livsstil, det løber gennem årerne på os. Vi har en kultur for, at man har ret til at modtage penge, hvis man er ansat i det offentlige – ’hvis jeg gør noget, så har jeg ret til noget’. Så alt her i landet promoveres af ønsket om at tjene penge, siger Maina Kiai.

Et af de alt for aktuelle eksempler er de lokale organer, som skal holde øje med parlamentsmedlemmernes brug af offentlige midler: De 210 såkaldte Constituency Devlopment Funds (valgkredsenes udviklingsfonde). De modtager årligt 20 millioner kenya shillings hver (cirka 1,5 millioner danske kroner), som skal gå til udviklingsprojekter i lokalområdet - problemet er bare, at pengene alt for ofte ender på bunden af parlamentsmedlemmernes egne store lommer. Her ser Maina Kiai en opgave.

- En del lokale ngo’er får penge til deres arbejde fra Constituency Development Funds. Vi skal træne dem i at overvåge fondene for at se, hvem der får bevillinger, men også at holde øje med selve gennemførelsen. Det kan være med til at skabe ansvarlighed nedefra og op. For vi har jo prøvet at håndtere korruption oppefra og ned med regeringen, men vi er nået et punkt, hvor vi må indrømme, at der er mangel på politisk vilje til at tage fat på det, siger Maina Kiai.

Det handler om værdier

I Kisumu, mere end 200 kilometer fra Nairobis magtcentrum, sidder kvinderne rundt om træet med de gule blomster og vil lige præcis gerne have indflydelse på valgkredsenes udviklingsfonde. De vil gerne være med til at sikre, at parlamentsmedlemmerne ikke i fremtiden besætter lokalkomiteen med hustruer, medarbejdere og andre loyale folk, som ikke råber vagt i gevær, når pengene forsvinder ned i parlamentsmedlemmets lomme. Sådan som det at dømme efter kvindernes beretninger og de kenyanske avisers forsider foregår i dag.

Analysen fra ngo’er, medier og udenlandske diplomater er tæt på at være entydig. Kenyas fremtid afhænger i høj grad af folkets krav til regeringen – også selvom det ikke bliver det næste valg, der markerer et reelt vendepunkt.

- Jeg tror, 2007-valget bliver spildt, lige meget hvem der vinder, vil det blive noget i samme stil. Vi ved, hvad oppositionen kan gøre, for de har siddet ved magten i 24 år, og jeg tror ikke, de har ændret sig. Det gælder også de unge politikere desværre - korruption handler ikke om generationer, det handler om værdier, og de yngre er vokset op i et samfund, hvor værdisystemet er rystet, siger Maina Kiai.