Bare giv mig en saks og en kam

Op mod 10.000 togolesiske flygtninge har krydset de sumpede grænseområder til nabolandet Benin efter uroligheder i kølvandet på valget i Togo. Med flygtningene har det fattige Benin fået endnu en udfordring at slås med.

Tekst og foto: Sine Schack Vestergaard, Benin

Agamé: Den tropiske regntids blytunge dråber forvandler den røde jord til et mudderbad af Roskilde-festivalske dimensioner, og små sorte insekter svirrer om vandpytterne. 2.000 togolesiske flygtninge kryber i ly i falmede blå telte eller under presenningen, hvor frivillige fra Benins Røde Kors og UNHCR uddeler mad. Urolighederne efter præsidentvalget i Togo har sendt mere end 20.000 mennesker på flugt til nabolandene Benin og Ghana. De fleste bor hos venner og familie, men i Benin har lokalsamfundet ikke kunnet opsuge alle flygtningene. Derfor har FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) oprettet teltlejre, der tilsammen huser omkring 6.000 mennesker.

Telt nummer 181

En af flygtningene er den 32-årige frisør Tossou. Han var - som så mange andre yngre mænd - med i demonstrationerne, da Gnassingbe, søn af Togos afdøde præsident, proklamerede sin sejr få dage efter valget den 24. april. Da politiet bankede på Tossous dør, greb han sin rygsæk med hvad der tilfældigvis var i den, og flygtede til fods mod den beninske grænse.

Han deler nu telt nummer 181 sammen med ni andre unge mænd. Tilsammen har de lidt tøj, tre tasker og et liggeunderlag - og så Tossous gule banner, der reklamerer for hans frisørsalon hjemme i hovedstaden Lomé. Det lå i rygsækken, da han stak af.

Ifølge diplomatiske kilder er omkring 100 mennesker blevet dræbt i Togo, men flygtningene er især bange for, at historien fra 1990’erne vil gentage sig. Dengang drev den nu afdøde præsident med vold og terror 250.000 på flugt.

Pres på lokalsamfundet

80 lokale frivillige arbejder i mudderet med at lave mad, uddele tæpper, måtter og plastikkrus, grave latriner eller registrere de flygtninge, der bliver kørt i busser og ladvogne fra grænsen.

- Det her er mennesker, der ikke har ret meget selv. Mange af dem er studerende og lærere, og de tager fri fra arbejde for at hjælpe her. Det er en humanitær indstilling, der får dem til det, for de får ikke andet for det end lidt mad, siger Momodou Fye, der leder Internationalt Røde Kors’ arbejde med de togolesiske flygtninge.

Når et fattigt samfund som det beninske pludselig får så mange ekstra munde at mætte, lægger det pres på de sparsomme ressourcer. Momodou Fye forklarer, at selv hvis den politiske situation i Togo stabiliserer sig, så flygtningene kan vende tilbage efter to-tre måneder, vil deres tilstedeværelse få konsekvenser for lokalsamfundet.

- Vi uddeler mad nu, men på et eller andet tidspunkt vil flygtningene begynde at lede efter jord, de kan dyrke. De vil fælde træer for at kunne lave mad over bål, og på den måde vil miljøet tage skade. I situationer som denne sker det desuden ofte, at kriminaliteten i området stiger. I en lille landsby, hvor alle kender hinanden, løser man normalt sine konflikter lokalt. Nu kommer der lige pludselig tusindvis af mennesker udefra, der mangler alt, og det er desværre meget sandsynligt, at det vil føre til konflikter. Derfor er det vigtigt at inddrage lokalbefolkningen og lave nogle klare aftaler, for eksempel om hvem der rydder op, ligesom det også er vigtigt, at flygtningene har noget at tage sig til, mens de er her, siger han.

I telt nummer 181 har frisøren Tossou allerede oplevet nok af lejrlivet til, at han savner noget at rive i.

- Hvis bare jeg kunne få fat i noget frisørgrej, siger han og tilføjer:

- Bare en saks og en kam, så kunne jeg få en forretning op at stå.

Sine Schack Vestergaard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed.

sinves@um.dk