|
Danmark fik baghjul af Luxembourg
OECD-landenes udviklingsbistand slog verdensrekord i 2004 – men udgør stadig kun en kvart procent af de rige landes samlede økonomiske husholdning. Danmark ligger på en tredjeplads blandt verdens givere.
Af Poul Kjar
Den danske udviklingsbistand steg med 3,5 procent i 2004, og fulgte dermed den samfundsøkonomiske udvikling. Det betyder, at bistandsprocenten er uændret på 0,84 procent af bruttonationalindkomsten (BNI).
Men vi blev overhalet af Luxembourg, hvis udviklingsbistand steg med 10,5 procent, og som dermed brugte 0,85 procent af BNI på udviklingsbistand i 2004 (se graf). Den lille europæiske nation har dermed erobret 2. pladsen efter Norge på listen over lande, der giver mest udviklingsbistand i forhold til BNI.
OECD-landenes udviklingsbistand til den fattige del af verden steg samlet set med 3,1 milliard dollars i 2004, og udgør herefter 78,6 milliarder dollars.
15 ud af de 22 lande, der udgør OECD’s komité for udviklingsbistand DAC (Development Assistance Committee), rapporterer om en stigning i bistanden. De øgede bevillinger er blandt andet gået til Afghanistan og Irak, til Verdensbanken og andre internationale organisationer og til gældslettelse i Den Tredje Verden.
Fald i nordmændenes bistandsprocent
Set i forhold til OECD-landenes samlede BNI er der ikke tale om en stigning i udviklingsbistanden. Landenes udviklingsbistand til Den Tredje Verden udgør 0,25 procent af den samlede BNI – det samme som i 2003. Det skyldes, at landenes økonomier har udviklet sig hurtigere eller i samme takt som bevillingerne til u-landene.
Eksempelvis steg nordmændenes udviklingsbistand i 2004 med 2,5 procent i forhold til 2003, men den norske bistandsprocent faldt fra 0,92 til 0,87 procent af BNI. Det skyldes den meget store vækst i nordmændenes økonomi på grund af olieindtægterne.
Ifølge USA’s indberetninger til DAC er den amerikanske udviklingsbistand steget med 14,1 procent. Det er en stigning fra 0,15 til 0,16 af landets BNI.
EU-landenes udviklingsbistand ligger i gennemsnit på 0,36 procent af BNI, og det udgør også en lille stigning på 0,1 procent i forhold til 2003.
187 procent stigning i Portugals udviklingsbistand
Portugal er det EU-land, der har den største stigning i 2004 – 187 procent – i forhold til udviklingsbistanden i 2003. Men det skyldes ene og alene massiv gældslettelse til Angola.
Nedskrivning af bilateral gæld er baggrunden for, at landenes udviklingsbistand ryger op og ned. Således faldt Belgiens udviklingsbistand med 30 procent i forhold til 2003, hvor den tidligere kolonimagt gav gældslettelse til Congo.
Blandt EU-landene har Belgien givet tilsagn om at nå FN-målet på 0,7 procent i 2010, Frankrig i 2012, englænderne i 2013, mens svenskerne har sat som mål at nå op på 1,0 procent i 2006. Spanien har sat som mål at nå 0,5 procent i 2008.
OECD forudser derfor en stigning i verdens udviklingsbistand i forhold til BNI i 2005. Genopbygningsbistanden efter flodbølgen vil blive talt med, og det forventes, at Irak vil blive lettet for en gæld på 15 milliarder dollars i 2005. Endelig har også USA givet et tilsagn om mere udviklingsbistand.
Kilde: http://www.oecd.org/dac7/stats
Denne side er kapitel 7 af 37 til publikationen "Udvikling nr. 4/ 2005".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/5187/index.htm
|