|
Det spøger stadig på Hotel Rwanda
Ny Danida-rapport undersøger, hvad verden har lært af folkemordet i Rwanda i 1994. Det internationale samfund svigter fortsat under humanitære kriser, men nødhjælpsorganisationerne har taget kritikken til sig og er blevet mere professionelle.
Af Stefan Katic
- I er ikke alene niggere, I er afrikanere, siger den canadiske FN-general Romeo Dallaire, spillet af Nick Nolte, i en scene i filmen ’Hotel Rwanda’ og tilføjer:
- Verden er simpelthen fløjtende ligeglad.
Selvom ordvalget er mere diplomatisk, er det alligevel samme konklusion, der står at læse i rapporten ’Lessons from Rwanda – Lessons for Today’, der netop er blevet udgivet af Danida. Rapporten indeholder en række barske konklusioner. Alligevel er den ikke blevet omtalt i den danske dagspresse. Rwanda er igen blevet gårsdagens historie.
Allerede i 1995-96 gennemførte en række donorer på dansk initiativ en fælles evaluering af det internationale samfunds reaktion på folkedrabet i Rwanda i 1994. Dengang kom det til en særdeles kritisk evaluering, som vakte betydelig international opsigt. Blandt andet dokumenterede den en fatal passivitet hos såvel FN’s Sikkerhedsråd som hos Dallaires chef i FN’s Afdeling for Fredsbevarende Operationer. Han hed Kofi Annan. Hverken Sikkerhedsrådet eller Annan tog advarslerne om det forestående folkedrab alvorligt.
Mere professionel nødhjælp
Her godt 10 år efter evalueringen har Danida bedt to af forfatterne fra dengang undersøge, om Rwanda-evalueringen fra 1994-96 siden er brugt af regeringer, hjælpeorganisationer og andre. Er verden blevet klogere?
- De humanitære organisationer tog kritikken til sig. Der hvor det kniber, er det internationale politiske system, forklarer Niels Dabelstein, der er chef for Danidas Evalueringskontor, som har ledet begge evalueringer.
Ifølge evalueringen var der mangel på koordinering og professionalisme hos en del af de ngo’er, der skulle bringe nødhjælp ind til de overlevende i Rwanda. Det er en kritik, som nødhjælpsorganisationerne har taget til sig. Således skriver Danida i resumeet fra rapporten: "Professionalismen er øget betydeligt siden 1996 via bl.a. personaleudvikling og fælles minimumstandarder. Mange observatører er enige om, at det er på dette område, at Rwanda evalueringen har haft allerstørst betydning."
Også i den akademiske verden har evalueringen fra dengang sat sine fingeraftryk. Mange studier af humanitære katastrofer og mange strategi-papirer bygger på Rwanda-evalueringerne fra 1994-96.
Verdens korte hukommelse
Bag det faktuelle rapportsprog gemmer sig ikke blot en fortælling om ubeskrivelig rædsel, drab og endeløse flygtningekolonner, som for kort tid siden blev vist i spillefilmen ’Hotel Rwanda’, der handler om folkedrabet i midten af halvfemserne. Det gør også en fortælling om verdens korte hukommelse: Vi bruger ganske enkelt ikke læren fra gårsdagens Rwanda i dagens Darfur.
Som det tørt lyder i resumeet fra rapporten: "Konflikten i Darfur i Sudan bekræfter, at der stadig er grund til at se pessimistisk på det internationale samfunds vilje til at forebygge folkedrab og massive krænkelser af menneskerettigheder."
Med andre ord: Ikke den store vilje til at gøre ’Lessons from Rwanda’ til ’ Lessons for Today.’
Stefan Katic er redaktør for månedsavisen Udvikling. stekat@um.dk
Rapportens hovedkonklusion er, at humanitær bistand ikke kan erstatte politisk indsats. Men det internationale samfunds reaktion på massemord og etnisk udrensning er fortsat først og fremmest tæpper, telte, medicin og proteinkiks. Forfatterne til ’Lessons from Rwanda – Lessons for Today’ påpeger, at i flere tilfælde, som for eksempel Den Demokratiske Republik Congo, har den humanitære bistand tilmed været yderst begrænset.
’Lessons from Rwanda – Lessons for Today’. Af John Borton og John Eriksson. Resumé på dansk og engelsk fås hos Danidas Evalueringskontor 33 92 10 83.
Rapporten kan læses på http://www.evaluering.dk eller bestilles hos IT- og Telestyrelsen, 33 37 92 28, e-mail: sp@itst.dk
Rwanda-rapporten er gratis.
Denne side er kapitel 5 af 37 til publikationen "Udvikling nr. 4/ 2005".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/5187/index.htm
|