Hjerteblod versus hjerneceller

Genmæle. Kritiske holdninger til fortidens udviklingsbistand bliver ikke fortiet i min bog, skriver forfatteren til ’Tanzanias og Danmarks udviklingssamarbejde 1962-95’, der blev anmeldt i det seneste nummer af Udvikling.

Kommentar af Ole Mølgård Andersen
I sin anmeldelse af den af mig forfattede Danida-bog ’Tanzanias og Danmarks udviklingssamarbejde 1962-95’ i Udvikling 2/marts/2005 konkluderer Jesper Strudsholm, at det ’havde unægtelig været forfriskende, hvis det hjerteblod, der overhovedet har fået Mølgård til at skrive bogen, i højere grad drev over dens sider’.

     Herom vil jeg gerne have lov at kundgøre, at jeg aldrig har drømt om, at hverken hjerteblod eller mavesyre skulle drive over bogens sider. Et væsentligt sigte med bogen har tværtimod været ved anvendelse af nogle af mine tilbageværende hjerneceller at frembringe et produkt, som kunne videregive nogle af mine og kollegaers kostbare erfaringer og observationer fra bistandssamarbejdet med Tanzania 1962-95. Jeg er nemlig enig med Strudsholm, når han fremhæver, at det er for sjældent, at nogen standser op og ’tegner de lange linier’, og derved videregiver nyttig erfaringsopsamling til dem, der i dag er bistandsansvarlige. Når det gælder lande i Afrika, er langt størstedelen af det, der findes tilgængeligt og læseværdigt herom, produceret i Verdensbanken. Jeg beklager ikke, at anmelderen er skuffet over, at jeg ikke har ydet et selvstændigt bidrag til kritikken af præsident Nyerere og hans overilede udviklingsprogrammer. Den slags letkøbte kritik kan man finde rigeligt af i megen hurtig historieskrivning, hvor man – måske uforvarende - kommer til at placere hele ansvaret for fortidens mistag hos afrikanerne. Heraf udledes simple skolemesterbelæringer til ledende afrikanerne om, hvordan de bør indrette deres samfund. De mistag, som er blev præsteret af beslutningstagere på donorsiden i fortiden, fortrænges til gengæld. Flere ressourcer end nogensinde før anvendes på at berette om egne fortræffeligheder.

     Det har faktisk været et væsentligt sigte med bogen at eksemplificere nogle af de mere eller mindre undskyldelige fejltrin, hvortil Danmark har ydet sine bidrag. Det er rigtigt, når Strudsholm skriver, at jeg i vidt omfang overlader det til læserne at drage egne konklusioner, især hvor disse turde være indlysende. Jeg tør dog godt påstå, at jeg ikke har skjult mine egne og ’like-minded’s kritiske holdninger til megen af fortidens udviklingsbistand, hvoraf adskilligt toner frem i bagklogskabens klare lys. Det har jeg tillid til, at selvstændigt tænkende mennesker, som vil kunne afsætte tid til at læse bogen, vil være enig i.