De 10 Bedste skønlitterære bøger om og fra u-landene: Kanonen er kørt i stilling

Hvilke skønlitterære bøger om udvikling er verdens bedste? Det er umuligt at sige. Alligevel vover vi pelsen og kommer her med buddet på en litterær kanon med 10 fabelagtige bøger, der bare ikke er til at komme udenom.

Af Kati´c og Kjar
En kanon er intet andet end en liste over de bøger, man bør have læst, hvis man skal kunne titulere sig selv ’dannet’.

     Men hvilke bøger har gjort sig fortjent til at blive udødeliggjort i en skønlitterær udviklingskanon? Det findes der naturligvis ikke ét – endsige 10 – svar på. Bortset fra at det skal være bøger, der er ligeså gode at læse om 30 år som i dag.

     Og med hvilken ret kan vi håndplukke de 10 bedste skønlitterære bøger om u-landene, når vi ikke har læst dem alle? Og hvad med alle de gode bøger på urdu, somali og swahili, der aldrig er blevet oversat til dansk?

     At opstille en kanon er den sikre vej til øretævernes holdeplads.

     Vi har alligevel vovet skindet og fundet en perlerække af bøger, som vi mener, er vigtige trædesten på en litterær rejse til udviklingsbistandens mange forunderlige destinationer. Vi har søgt at komme bredt omkring på kontinenter og emner. Her er rettesnoren, vi er gået frem efter:

Kriterium 1: Bøgerne skal handle om udviklingens veje og vildveje. Det betyder, at der ikke er blevet plads til mere almene romaner fra de varme lande.

Kriterium 2: Kun bøger, der findes på dansk, kan komme med i Udviklings kanon. Pokkers, der røg både Nigel Barleys The Innocent Anthropologist. Notes from a Mud Hud og Peter Boyds morsomme fortælling fra 1. Verdenskrigs Tanganyika, The Icecream War – en overset perle.

Kriterium 3: Ingen koloni-litteratur. Dér røg så Karen Blixens Den afrikanske Farm. Ærgerligt, for adskillige beretninger fra kolonitiden fortæller mere om kultursammenstød og blind tro på udvikling, end mange kloge socio-økonomiske rapporter siden har forsøgt. Undtagelse fra Kriterium 3 er dog Conrads Mørkets Hjerte, der er alle bøgers moder indenfor hvid-mand-møder-Afrika-genren.

Kriterium 4: Kun skønlitteratur. Det betyder, at fremragende reportage- og rejselitteratur som Peter Tygesens Congo, formoder jeg, Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien eller Ryzard Kapucinskis Ibenholt ikke får plads på listen.

Og så er der de glimrende bøger, der bare ikke blev plads til. Det gælder for eksempel Stig Holmqvists svenske klassiker Udvikleren, Lars Bonnevies delvist selvbiografiske skæbnefortælling Botswana blues og Gretelise Holms Mercedes-Benz Syndromet.

Her er listen
De ti bedste skønlitterære bøger – som vi her har ordnet efter årstal – er:

Mørkets Hjerte (Heart of Darkness) af den polsk-fødte forfatter Joseph Conrad, blev udgivet i 1899. Denne dystre roman bygger på Conrads egne oplevelser som flodkaptajn i Belgisk Congo. I Mørkets Hjerte er myten om ’det mørke Afrika’ til at tage og føle på. Hovedpersonen i bogen, Marlow, har af det belgiske koloni-kompagni fået en mission, der går ud på at finde og aflaste elfenbenshandleren Kurtz, som er en af kompagniets udstationerede. Det viser sig, at Kurtz er gået over stregen og har oprettet sit eget lokale terrorregime. Lyder det bekendt? Mørkets Hjerte danner baggrund for Francis Ford Coppolas krigsfilm ’Dommedag nu’, hvor den strabadserende og ildevarslende rejse op ad floden er den samme, men handlingen er henlagt til Vietnam-krigen.

Apropos, går turen til Vietnam, så glem ikke Graham Greenes underholdende fortælling Den stilfærdige Amerikaner (The quiet American, 1955) i rejsebiblioteket. Handlingen udspiller sig i  det daværende Fransk Indokina, hvor  kolonimagten bekæmper vietnamesiske oprørsgrupper, og hvor et utal af nationale fraktioner gør hverdagen blodig og usikker for både vietnamesere og udlændinge. Hovedpersonen er en engelsk korrespondent, der lever sammen med sin vietnamesiske elskerinde. Han møder den stilfærdige amerikaner, Pyle, der arbejder for at eksportere demokrati til Sydøstasien. Det må gå galt!  

Den nigerianske forfatter Chinua Achebes Alt falder fra hinanden (Things fall Apart) fra 1958 er en af de mest læste bøger fra Afrika og oversat til flere end 30 sprog. Den står som den klassiske skildring af stammesamfundets opløsning i slutningen af 1800-tallet. Hovedpersonen Okonkwo er en respekteret mand i sin landsby, men hård af frygt for at virke svag. Gradvist isoleres han, da ingen vil følge ham i kampen mod de indtrængende hvide.

Når det kommer til at forstå fattigdommens væsen, findes der næppe en bedre øjenåbner end den malaysiske forfatter Shahnon Ahmads roman fra 1966 Kun en torn (Ranjau sepanjang jalan - No Harvest but a Thorn) beskriver en bondefamilies vanskeligheder, bøndernes kamp og deres tro på det overnaturlige.

     Kun en torn var den første bog fra Forlaget Hjulet, der har specialiseret sig i at oversætte og udgive bøger af skønlitterære forfattere fra Syd. 

V.S. Naipauls roman Ved en krumning på floden fra 1979 (På dansk 1981) er en dejlig politisk ukorrekt beretning om Salim, en indisk købmand, hvis familie gennem generationer har boet på Afrikas østkyst. Salim køber en forretning i et stort land midt inde på kontinentet – et land, hvor billedet af eneherskeren med leopardskindshuen hænger overalt. Salims butik går godt, men bliver nationaliseret og Salim ansættes under den afrikanske bestyrer. Herefter går alt ned ad bakke! Som sagt: Politisk ukorrekt. En velskrevet bog – ikke uden grund at forfatteren modtog Nobelprisen i litteratur i 2001. 

Eduardo Galeano er fra Uruguay. Hans hovedværk, trilogien Ildens Erindring fra 1982-86 bevæger sig gennem Latinamerikas historie fra de indianske kulturers mytiske skabelsesberetninger over kolonitiden med spansk dominans og indianske oprør til frigørelsen og USA’s omklamring af de nye nationer gennem deres multinationale selskaber. Som mange andre af Galeanos bøger er Ildens Erindring opbygget af tekstfragmenter, der kort præsenterer en hændelse, bringer en anekdote eller et citat. Galeano har to gange modtaget Premio Casa de las Américas, der er kontinentets højeste litterære udmærkelse, og modtog i 1989 the American Book Award.

Tørk Haxthausens Hos de Sorte fra 1987 er en afsindig morsom, let læst bog der har et skarpt blik for de ’naive’ holdninger om Fremskridtet hos såvel sorte som hvide i 1970’ernes Afrika.

     En meget personlig beretning om forfatterens tid i Østafrika. Som Haxthausen selv siger: "Om en rejse til det ubegribelige, hvor alle de kendte ting bliver fremmede, og det ufattelige hører til dagens orden. Bogen er også et beskedent tegn på min grænseløse taknemmelighed til de mennesker og steder der smadrede mit europæiske verdensbillede, så det ikke stod til at reparere." Sådan!

Den sydafrikanske forfatter J.M. Coetzee modtog nobelprisen i litteratur for sin fantastiske roman Vanære fra 2000. Vanære er en fortælling om nihilisme og menneskelig værdighed og tegner sideløbende et ret ubehageligt billede af tiden i Sydafrika efter apartheid. Hovedpersonen, David Lurie, underviser i litteratur på universitetet. Efter en skandale om sexchikane opgiver han sin stilling og fortrækker ud på landet til sin datter, Lucy, hvor hun lever med landbrug, hundepension, og den sorte Petrus og hans familie som daglejere. Spændingen lurer under overfladen... ’En klassiker for fremtidige generationer’, skrev avisen The Observer. Vi er enige.

Mariama Bâ beskriver i sin roman En sang i rødt (Un Chant Écarlate 1981, på dansk 1985) ægteskabet mellem en hvid fransk kvinde og en sort senegalesisk mand. Ægteskabet møder stærk modstand fra parrets familier.

     Bogen giver et billede af, hvor svært det er at bryde med kulturelle traditioner. Hovedtemaet er kønsdiskrimination som hindring for udvikling og ofres misbrug af andre ofre (eksempel svigermødres misbrug af traditionerne for egen vindings skyld). Bogen giver også et glimrende indblik i afrikansk filosofi og etnicitet. 

“Efterhånden som min rejse gennem den farmaceutiske jungle skred frem, blev jeg klar over, at sammenlignet med virkeligheden var min historie lige så tam som et feriepostkort,” skriver den engelske kriminalforfatter, John le Carré, i forfatternoten til Den standhaftige gartner (2001), der hudfletter den internationale medicinalindustris afprøvning af Dypraxa, et af Carré opfundet vidundermiddel til at kurere tuberkulose. En dramatisk og dybt underholdende thriller, der bringer os på rundrejse i Kenya og i det internationale expat-miljø. En fantastisk bog til hængekøjen, og højaktuel i forhold til hiv/aids-problematikken.

     Værsgo og læs!

Næste nummer af Udvikling: Faglitterær u-landskanon.

Afrikas 100 bedste bøger
Måske vil nogen bemærke, at de afrikanske forfattere er noget sparsomt repræsenteret på listen. Dette skyldes til dels, at konstruktørerne bag Udviklings kanon nok kunne være bedre bevandret ud i afrikansk litteratur. So be it. Som et plaster på såret anbefaler vi derfor varmt listen over de 100 bedste afrikanske bøger. Listen kan bestilles på dansk hos forlaget ALOA aloa@get2net.dk eller ses på engelsk på:
http://www.africanreviewofbooks.com

Tak for indspark
En stor tak til Tone Bratteli (NORAD), Jesper Heldgaard, Øyvind Kyrø, Ann Langwadt, Vagn Plenge, Peter Tygesen og sidst men ikke mindst Mellemfolkeligt Samvirkes Bibliotek i København.

1. Joseph Conrad: Mørkets Hjerte (Heart of Darkness)
2. Graham Greene: Den stilfærdige Amerikaner (The quiet American)
3. Chinua Achebe: Alt falder fra hinanden (Things fall apart)
4. Shahnon Ahmad: Kun en torn (No Harvest but a Thorn)
5. V.S. Naipaul: Ved en krumning på floden (A Bend in the River)
6. Eduardo Galeno: Ildens Erindring (Memorias del Fuego)
7. Tørk Haxthausen: Hos de Sorte
8. J.M. Coetzee: Vanære (Disgrace )
9. Mariama Bâ:  En sang i rødt (Un Chant Écarlate)
10. John Le Carré: Den standhaftige Gartner (The constant gardener)