Tilbage til Afghanistan

For 25-årige Asma Barlian var arbejdet for Den Danske Afghanistan Komité mere end en god sag. Det var også en personlig rejse tilbage til et forandret fædreland.

Af: Sine Schack Vestergaard
30 kilometer nord for Kabul skulle der ligge den dejligste have. Med æbletræer, blommetræer, vinranker, kirsebær og en lille, rislende å. Da Asma Barlian efter en lille uge i Kabul endelig kom ud på landet, var forventningerne til at gense den gamle familiehave store. Ikke mindst takket være morens ivrige fortællinger, som Asma havde hørt gennem hele sin barndom i Danmark.

     - Når vi skulle have noget at spise, gik vi bare ud i haven og hentede det, havde moren fortalt om tiden før familien var nødt til at flygte i begyndelsen af 80’erne.

     Da Asma sidste år, næsten 25 år senere, stod på den grund, der engang var en frodig have, var det et noget andet syn, der mødte hende.

     - Min mor troede mig ikke, da jeg ringede hjem og fortalte, hvordan der så ud. Ingenting er tilbage. Det vil sige, åen var der endnu, men ellers var det helt goldt, fortæller Asma, hjemme i Danmark. Familien Barlians have nord for Kabul er ikke det eneste, der er blevet ødelagt igennem de seneste 25 års krig. Det fik Asma selv at se, da hun som udsendt for Den danske Afghanistankomité (DAC) vendte tilbage til Afghanistan efter at have levet næsten hele sit liv i Danmark. DAC havde brug for en kvindelig tolk til et sundhedsprojekt i det vestlige Afghanistan, og Asma, der taler to af de lokale sprog, havde brug for en pause fra studierne og sprang til. I dag er hun tilbage i Danmark.

     - Som flygtning har man en masse brikker, der mangler at falde på plads. Mine forældre opretholder stadig et romantisk billede af landet, men det er noget andet at komme tilbage og se, hvordan det egentlig forholder sig, forklarer Asma om sine personlige overvejelser bag at tage ud med DAC.

Kulturelt kendskab
Kvinderne kiggede på Asmas øjenbryn.

     - Hvor mange børn har du? ville de vide

     - Jeg er slet ikke gift, svarede Asma

     - Hvorfor ikke det?

     - Åh, I ved, det giver kun problemer, svarede hun

     - Ja, det er rigtigt. Du er en klog pige, du skal aldrig gifte dig, så bliver du gammel hurtigt.

     Asma griner, mens hun genfortæller dialogen. Den illustrerer, hvordan hun kunne trække på sin viden om afghanske kvinders liv og de kulturelle konventioner i landet: At kun gifte kvinder retter deres øjenbryn. Og at næsten alle gifte kvinder har problemer med deres mand eller hans familie.

     - I sådan nogle situationer betød min baggrund, at jeg ikke endte som et stort spørgsmålstegn, siger hun.

     Ifølge Asma er det bare et eksempel, hvor hendes kulturelle baggrund var en fordel, og hun mener, at hun som eksil-afghaner har en særlig forpligtelse over for landet. Også selvom hun ikke føler sig specielt afghansk.

     - Der er brug for, at de afghanere, som flygtede for lang tid siden, gør en indsats, også selvom man opfatter sig selv mere som dansker. Det er dem, der har boet i udlandet, der har flest ressourcer, i og med at de har mere uddannelse end dem, der stadig er i landet. Men afghanerne bliver også selv nødt til at gøre noget, siger Asma.

Brandsår
At kvindeliv i Afghanistan er milevidt fra det liv, Asma lever i Danmark, fik hun demonstreret igennem sit arbejde på brandsårsafdelingen på DAC’s hospital i Herat i den vestlige del af landet. I Afghanistan er det umuligt at få skilsmisse, og en mand kan derfor finde på at brænde sin hustru, hvis han ønsker at slippe af med hende. Asma mødte også unge piger, der havde forsøgt at begå selvmord ved at tænde ild til sig selv, fordi de ikke ville giftes med den ægtemand, som faren havde valgt

     - Det var deres sidste udvej, fortæller Asma.

     - Så ligger de bare der med brandsår, og de har egentlig ikke nogen fremtid overhovedet, for der er ikke nogen, der gider gifte sig med en, der har ar over det hele. Manden vil jo heller ikke have hende tilbage. Det var meget hårdt at se de kvinder. De, der kunne tale, kunne ikke andet end at græde. Det vil jeg aldrig kunne glemme.

Ikke sidste gang
Det er første gang, at DAC har haft en afghaner udsendt til Afghanistan, men ifølge formand Viggo Fischer bliver det nok ikke sidste gang.

     - Vi har været meget glade for Asmas arbejde, og vi vil gerne sende flere afghanere ud, hvis vi finder nogen, der kan og vil, siger han.

     For DAC er det en stor fordel at have en ung tolk, der kan bryde isen og tolke direkte til dansk i stedet for gennem engelsk. Men DAC håber også, at organisationen gennem udsendelser som Asmas kan give unge afghanere i Danmark en chance for at tage del i genopbygningen af deres land.

Dansk Afghanistan Komité (DAC)
Blev dannet i 1985 og har siden arbejdet enten inde i Afghanistan eller i tilgrænsende områder med afghanske flygtninge.

Organisationen har i dag fire udsendte og omkring 200 lokalt ansatte, heraf 45 kvinder.

DAC har koncentreret sine aktiviteter i det vestlige Afghanistan og driver et stort distrikts-hospital, to større sundhedscentre samt en række mindre klinikker.

I foråret 2005 åbner desuden et kollegium for kvindelige sygeplejerskestuderende.