Oh, at eje en høne

Samuel Minoungou har med enkle midler forbedret levevilkårene for bønderne i det sydlige Burkina Faso. Takket være den driftige dyrlæge har bønderne fået mangedoblet deres hønsehold og har nu råd til at sende deres børn i skole.

Af Peter Holst og Signe Bjerre
Han ville egentlig have været professionel fodboldspiller og nåede da også et par år i den bedste række for hovedstadsklubben Shooting Stars, men professionel fodbold i Vestafrika er ikke rigtig noget man forsørger en familie med. Så fodboldstøvlerne blev skiftet ud med bøgerne, og det er der rigtig mange mennesker, der er glade for.

     Samuel Minougou blev dyrlæge og opererer nu som selvstændig konsulent på sin hjemegn i Tenkodogo i det sydlige Burkina Faso. Ene mand har han sørget for, at fattige bønder har fået råd til at sende deres børn i skole. Han rådgiver nemlig over 100 familier i at opdrætte høns som en del af CEFRAP-projektet (Centre d'Étude de Formation et de Réalisations Agropastorales), der støttes økonomisk af Danida og vejledes af Fjerkræ-netværket på Landbohøjskolen (se boks nederst). Og det har vist sig at være en overordentlig god investering.

     Hønsehold er nemlig en vigtig del af fattigdomsbekæmpelsen i verdens fattigste lande. Høns kan hurtigt omsættes til kontanter, høns har en kort ’produktionstid’ – på bare tre måneder kan en kylling vokse sig stor nok til at blive solgt på markedet med en avance på omkring 100 procent.

     Begge faktorer gør det lille fjerkræ til en ret så betydelig faktor i verdens fattigste lande. Hvis man vel og mærke ved, hvordan de skal holdes. Det ved Samuel, og det ved mange bønder i Tenkodogo-provinsen efterhånden også.

     - Jeg startede med at vaccinere seks hønsehold i seks forskellige landsbyer for tre år siden. I dag har jeg vaccineret over en million kyllinger, og den samlede hønseproduktion her i området er mangedoblet, siger Samuel Minoungou. CEFRAP-projektet har gjort, at de bønder, der medvirker, har fået forbedret deres levevilkår betydeligt. Hvor der før kun var råd til at sende et barn i skole ud af en børneflok på typisk syv-otte stykker, kommer de fleste i dag på skolebænken.

Høns på første klasse
Denne formiddag er Samuel på  konsultationstur hos bønderne syd for Tenkodogo for at se de bemærkelsesværdige resultater. Første stop er hos Gnegne Madi. Den 40-årige bonde har været med i CEFRAP-projektet i tre år. På den tid er hans hønseflok vokset fra tre høns og en hane til 104 høns og 12 haner.

     - Det har betydet, at jeg i dag både har knallert og råd til skolepenge. Den væsentligste ændring er, at i dag overlever næsten alle mine kyllinger. Det gjorde de ikke for et par år siden. Og det har egentlig været ret simpelt, siger Gnegne, og viser stolt sit hønsehus frem. Sammenlignet med den bunke skidt vi lige har krydset, er her pinligt rent.

     - Det, jeg hovedsageligt har lært bønderne, er at bygge huse til hønsene, så de ikke bare går frit rundt. Jeg har lært dem, at foder skal gives i fodertrug og ikke bare spredes tilfældigt. Det samme med vandet, som skal udskiftes dagligt og ikke en gang om ugen. Og så skal alle høns vaccineres mod Newcastle disease, fortæller Samuel Minoungou.

     For at være med i projektet skal hver bonde være rede til at investere i separate hønsehuse, hvor CEFRAP giver et tilskud. Derudover skal der også købes trug, drikkebeholdere og så videre. Små ting måske. Men for mennesker, der før udelukkende har set høns som dyr, der bare var der, og ikke som en reel indtægtskilde, er det en helt ny måde at tænke på. Nu udgør hønsene op til halvdelen af familiernes indkomst.

     - Vi så tidligere en alt for stor dødelighed på grund af dårlig hygiejne. Derfor var høns ikke et dyr man tjente på, fordi alt for mange døde, inden de nåede en størrelse, hvor de kunne sælges på markedet. Det har ændret sig, siger Samuel Minoungou. 

Vi slog lige et smut forbi Gnegnes nabo, der ikke er med i projektet. Det tog ikke mange øjeblikke at se forskellen på de to hønsehold. Her gik hønsene rundt i skidt, og foderet lå spredt rundt omkring, så man ikke sikrede sig, at alle fik noget at spise. På de samme tre år har han forøget sin bestand fra fire til 12 høns, men hønsene her lever heller ikke ligefrem på første klasse.

     Vi kører videre til Oumar Kadoo, der driver, hvad der udefra ligner en storgård. Der er i hvert fald mange bygninger. Oumar bor sammen med sine forældre, sin bedstefar, sine to koner, sine fire børn, sin bror, hans to koner og deres tre børn.

     I år var regntiden ekstraordinært kort, og høsten tilsvarende dårlig. Men hvad der før ville have været en katastrofe for Oumar og hans familie har i dag ikke samme fatale konsekvenser. Efter han er kommet med i CEFRAP-projektet, er han blevet mindre afhængig af høsten.

     - Hønseproduktionen står for op til 60 procent af vores samlede indkomst. Vi har nu næsten 200 høns og kyllinger, hvilket også har betydet, at alle vores børn nu kan komme i skole, og vi hurtigt kan sælge et par høns, hvis en af os bliver syge og har brug for medicin, siger Oumar, der også som noget helt ekstraordinært har fået en bankkonto. Det er første gang, han har noget at spare op af.

     Næste år udløber Danidas bevilling til projektet, men Oumar er ikke i tvivl om, at han vil gøre alt for at fortsætte. Men det forventes også af ham. Han er nemlig en af de bønder, der har været med længst, og er blevet udnævnt til den lokale vaccinator i området (se boks). Et job Samuel før stod for, men som han lige så langsomt er ved at trække sig ud af, da det er meningen, at de lokale enheder skal være selvkørende på sigt. Vaccinen koster 50 øre pr. høne, hvilket er overkommeligt selv for en burkinsk bonde.

     På vej hjem brokker Samuel sig over, at støtten til projektet udløber næste år ... “ bedst som man rigtig er kommet i gang med at optræne de lokale vaccinatorer.”

Dansk tilfredshed
Hos Fjerkrænetværket på Landbohøjskolen, hvor man har fulgt projektet fra starten for tre år siden, er man meget tilfredse med udviklingen.

     - Det der især virker lovende er, at der nu er indgået samarbejde med lokale partnere, således at vi bevæger os hen i mod noget der ligner bæredygtighed. Og det er faktisk utroligt, hvad man kan få for få midler. Et projekt som dette koster normalt ikke mere end 1.000 kroner pr. hønseholder, siger lederen af Fjerkrænetværket, Jens Christian Riise.

Se mere på http://www.poultry.kvl.dk  

Peter Holst og Signe Bjerre er freelancejournalister og besøgte Burkina Faso på et stipendium fra Danidas Oplysningsbevilling. pho@ncom.dk

Fjerkrænetværket
Fjerkrænetværket er et tværfagligt netværk støttet af Danida siden 1999. Den overordnede vision med netværket er at forbedre levestandarden for fattige bønder gennem udvikling af deres hønseavl. Fjerkrænetværket arbejder tæt sammen med Danidas landbrugssektorprogrammer i blandt andet Bangladesh, Benin, Bolivia, Burkina Faso, Mozambique, Tanzania og Vietnam.

     Fjerkrænetværkets arbejde består hovedsageligt i vidensformidling, herunder forskningsbaseret undervisning og rådgivning. Målet er at sikre og udvikle brugen af fjerkræ som et middel i fattigdomsbekæmpelse. Det sker gennem at styrke dialogen mellem bønder, private firmaer og statsinstitutioner, institutionel og human kapacitetsopbygning, samt gennem forskningsbaseret vidensudveksling i et tæt Syd-Syd samarbejde.

• være gift og gerne have børn (så er der ingen chancer for, at han stikker af)
• have en cykel, så han kan komme rundt
• have en produktion af en vis størrelse, så han kan gå foran med et godt eksempel
• kunne læse og skrive fransk eller lokalt sprog
• acceptere konsultation og i øvrigt kunne samarbejde med den lokale veterinær
• have et roligt temperament