Et land med 11 ord for korruption

I Cambodja skal du betale for at bestå eksamen, og du skal betale for at anmelde et tyveri. Cambodjanerne må bestikke sig til alt. To nye rapporter kortlægger korruptionens anatomi.

Af Hanne Mølby Henriksen, Phnom Penh
Hvis eleverne i Cambodja skal gøre sig nogen forhåbninger om at bestå eksamen, er det ikke nok at terpe og læse op. De er også nødt til at give læreren en lille erkendtlighed ud over det, de sandsynligvis allerede har betalt i uofficielle gebyrer for at blive registreret på skolen, deltage i timerne, slippe for at sidde bagerst i klassen eller bare undgå at blive ignoreret.

     To nye undersøgelser vender vrangen ud på korruptionen i det sydøstasiatiske land og viser, hvilke konsekvenser den har på husholdningsniveau. Undersøgelserne er udført af det lokale Center for Social Udvikling (CSD) med støtte fra blandt andet Danida og Folkekirkens Nødhjælp. Christine J. Nissen, der studerer etnografi i Århus, står bag dem begge.

     - Korruption er voldsomt udbredt i Cambodja og findes i alle mulige afskygninger. Rent sprogligt har man 11 forskellige udtryk for ordet ’korruption’ og fem for begrebet ’gave efter service’. Det siger lidt om, hvor almindeligt det er, fortæller hun til Udvikling.

     De uformelle betalinger opkræves på alle niveauer og i alle hjørner af samfundet lige fra læger over politifolk til lærere. I gennemsnit går fem procent af cambodjanernes indkomst til korruption. Folk i byerne betaler dog mere end folk på landet, fordi det er dem, der har flest penge og bedst adgang til diverse serviceydelser.

- Hvad synes cambodjanerne selv om det?

     - Man ser meget negativt på korruption i hele landet. Det er ikke socialt accepteret. Men ingen gør noget ved det, siger Christine Nissen. Hun forklarer, at de fleste cambodjanere er trætte af at skulle bestikke sig vej gennem livet og hverdagen. Også de offentligt ansatte, som tager sig ekstra betalt for deres ydelser. Ingen ser dog sig selv som en del af problemet.

     - Jeg sad for eksempel og talte med en politimand, som afviste, at han var korrupt. Fem minutter senere spurgte han, om jeg kunne give ham 500 dollars, så han kunne få en forfremmelse.

- Hvordan håndterer folk dette uformelle system i praksis?

     - De betaler bare. Og hvis de kan, henter de pengene hjem igen på samme vis. Forældre vælger typisk at satse på et eller to af deres børn. Sender dem i skole, betaler for dem hele vejen igennem og prøver at få dem placeret som offentligt ansatte. Så bliver de en del af systemet, hvor de selv kan tage sig betalt for deres ydelser.

- Kan man så ikke sige, at korruption bare er deres måde at omfordele pengene på? Som en slags uofficiel skat?

     - Jo, det kan man i princippet godt. Problemet er, at omfordelingen er skæv. Det er jo sådan, at hvis du har penge, så kan du få. De fattige har ikke adgang til alle disse offentlige serviceydelser. Derfor er det ikke en skat, der udligner noget rent socialt. Man er sig selv nærmest i Cambodja. Her er ingen tillid til regeringen eller naboerne for den sags skyld. Og det fører faktisk til mere korruption, fordi man ikke stoler på det officielle system og føler sig tvunget til at bruge det uofficielle. Det er en ond cirkel med de fattigste som taberne.

- Hvordan skal man bryde den?

     - Det er svært. Det hele er jo en stor knude, hvor alle er afhængige af hinanden på kryds og tværs. Men siden CSD’s sidste undersøgelse i 1998 er folk blevet markant mere utilfredse med det uformelle system. Så holdningen er der, nu mangler vi bare handlingen.

- Hvor skal den komme fra?

     - Der er nødt til både at være folkelig opbakning og politisk vilje. Almindelige mennesker har svært ved at bryde med de lokale patroner, når der ikke er nogen social sikkerhed i landet. Eller personlig sikkerhed. Folk siger faktisk, at de er bange for at gøre noget, fordi de ikke ved, hvem der så vil stå på lur bag træet i skumringen. Det er lidt der, man står lige nu. Regeringen barsler godt nok med en anti-korruptionslov, men dens effekt afhænger helt af, hvordan den bliver implementeret.

- Hvordan skal man så komme videre?

     - Jeg tror, at presset er nødt til at komme nedefra. Mine lokale kolleger mener, at det kommer til at tage rigtig lang tid. Jeg har sagt til dem, at de så må arbejde mere målrettet for det. De sidder med det her hver eneste dag på jobbet. Hvis ikke de tror på det, hvem gør så? Forandringen er nødt til at komme fra cambodjanerne selv.

Korruptionens anatomi
I interviewet omtales to rapporter, som Christine Nissen har udarbejdet for Center for Social Udvikling:

• Den ene rapport ser på holdningen til og effekten af korruption i Cambodja og bygger på en kvantitativ undersøgelse af 2000 husholdninger over hele landet.
• Den anden rapport er kvalitativ og ser på, hvilken social forankring og konsekvens korruption har for almindelige mennesker, og hvordan de oplever det i praksis.