Mere end bare et mærke i nakken

Handelskvoterne er nu væk og det skaber tumult på det globale marked for tøj og tekstiler. Ordrerne vælter ind i Kina, mens resten af verden taber pusten. Cambodja satser utraditionelt og prøver at lokke kunder til med løfter om gode forhold for arbejderne.

Af Hanne Mølby Henriksen, Phnom Penh
Betalt barselsorlov, en månedsløn på minimum 45 dollars og dobbelt timeløn for overarbejde. De ansatte på Cambodjas tøjfabrikker har gode vilkår. Og det skal hjælpe landets industri i den barske, internationale konkurrence om det lille mærke i nakken af skjorten eller blusen.

     Indtil 1. januar i år har verdens tøjhandel været låst fast af kvoter, der har begrænset de vestlige landes import af tøj fra de største tekstilnationer som Kina og Indien. Kvoterne tvang de store tøjfirmaer til at sprede deres indkøb over flere lande og hjalp dermed nye producenter som Cambodja og Bangladesh ind på det globale marked.

     Nu er kvoterne ophævet. Verdens tøjfirmaer kan købe deres varer, præcis hvor de har lyst. Og det har vendt op og ned på det internationale marked.

     Præcis som handelseksperterne forudså, er Kina godt i gang med at sætte sig tungt på handlen efter kvotesystemets endeligt. Billig arbejdskraft, stordriftsfordele og en effektiv infrastruktur gør det svært at hamle op med kineserne, ikke bare for konkurrenter i Europa og USA, men også i flere af verdens fattigste lande.

Kvinderne forsørger familien
Intet andet land i verden afhænger lige så meget af sin tøjproduktion som Cambodja. På ti år er den vokset fra ingenting til i 2004 at beskæftige 270.000 mennesker og udgøre 80 procent af landets samlede eksport, svarende til 1,9 milliarder dollars.

     For fattige kvinder uden uddannelse er arbejdet på fabrikkerne et drømmejob sammenlignet med alternativerne, der groft sagt begrænser sig til landbrug og prostitution. De fleste i industrien forsørger ikke bare sig selv, men sender også penge hjem til familien. På den måde lever hver ottende cambodjaner reelt af penge tjent på tøjfabrikkerne.

     - Vi ville ikke kunne klare os uden, fortæller 21-årige Uth Sokhonny gennem en hidsig summen fra en hær af symaskiner på en mellemstor fabrik i udkanten af Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.

     - Hele min familie afhænger af min månedsløn. Vi har ikke andet, siger hun.

     Familien Uth flyttede fra landet til byen for at få arbejde for seks år siden, alligevel er Sokhonny den eneste der tjener penge. Omgivet af sine 2.100 kolleger sidder hun op til 60 timer om ugen på en blå plastikskammel og syr shorts, skjorter og bukser for kunder som amerikanske Levi’s for 60-90 dollars om måneden. Det ville være en sort situation for hendes familie på ti, hvis hun en dag blev sendt hjem med besked om, at der ikke er mere at lave på fabrikken. Det er allerede sket for nogle af hendes kolleger.

Kina tager over
Siden årsskiftet er de vestlige landes import af tøj fra Kina skudt i vejret. Verdenshandelsorganisationen WTO forventer, at Kina i 2007 vil have øget sin andel af det amerikanske marked fra 16 procent i dag til 50 procent. Og at den i Europa vil stige fra 18 til 29 procent.

     Alle andre steder end i Kina vækker disse fremtidsudsigter bekymring. EU og USA overvejer til kinesernes fortrydelse at svare igen med nye restriktioner på importen fra det fremadstormende land for at beskytte resterne af deres egen tekstilindustri. Andre lande må pænt se til, mens Kina æder sig ind på deres del af verdensmarkedet.

     Blandt de tidlige tabere rangerer for eksempel Mexico og andre latinamerikanske lande, men også i Asien begynder kinesernes succes at gøre ondt.

     I Cambodja er flere af de små fabrikker allerede lukket, mens enkelte af de store opruster. Indtil videre har cirka 10.000 fabriksarbejdere og deres familier mistet deres levegrundlag siden årsskiftet. Alle i branchen frygter, at det tal vil stige.

     - Flere af vores kunder siger nu, at vi skal levere til Kina-pris eller ikke levere overhovedet. Vi har mistet 30 procent af vores ordrer. Og der er kun gået tre måneder, klager Uth Sokhonnys chef, der hverken ønsker at få sit eget eller fabrikkens navn i avisen af hensyn til konkurrenterne. I stedet henviser han til den lokale forening af tøjproducenter, der bekræfter tendensen:

     - Kina er et monster. Vi kan under ingen omstændigheder konkurrere med Kina, siger Ken Loo fra Garment Manufacturers Association of Cambodia (GMAC). Han frygter, at kineserne inden længe sidder på halvdelen af den globale handel og oversvømmer markedet med deres billige produkter.

     - Det hverken kan eller skal Cambodja konkurrere med, siger han.

En etisk niche
For at sikre sig en del af det resterende marked prøver Cambodja i stedet at markedsføre sig selv på at være et tredjeverdensland, der behandler sine arbejdere godt.

     Siden 2001 har den internationale arbejdsorganisation ILO holdt øje med vilkårene på landets tøjfabrikker i forhold til nationale og internationale standarder. Better Factories Cambodia hedder projektet, der begyndte som en handelsaftale, hvor Cambodja blev lovet bedre adgang til USA’s marked mod til gengæld at forbedre arbejdernes vilkår i tøjindustrien.

     Med en arbejdsmarkedslov stærkt inspireret af Frankrigs og kontrollanter, der uanmeldt besøger fabrikkerne med en 500-punkts tjekliste under armen, er det lykkedes landet at skabe en niche i den globale tøjindustri, der hjælper både arbejdere og de etisk bevidste købere.

     De cambodjanske syersker og deres kolleger på fabrikkerne får blandt andet betalt barselsorlov og dobbeltløn for overarbejde om aftenen og i weekenden. De kan frit organisere sig i fagforeninger, får bonus og har ret til ferie. Og så tjener de i gennemsnit 70 dollars om måneden – et nydeligt beløb i Cambodja, hvor offentligt ansatte ofte må nøjes med en månedsløn på 28 dollar.

     - Vi ser meget positivt på ILO's projekt, skriver Liv Asarnoj fra Hennes & Mauritz i Stockholm i en e-mail til Udvikling.

     - Som et internationalt firma har H&M et stort ansvar over for omverden. Derfor stiller vi høje krav til gode arbejdsforhold og går ind for en langsigtet forbedring af forholdene for de, der producerer vores varer, siger hun.

     Arbejdsforholdene er dog stadig langt fra perfekte. Nogle af landets 250 fabrikker tvinger stadig deres ansatte til at arbejde over, nogle glemmer i ny og næ at udbetale løn. Og sidste år blev to fagforeningsledere skudt, den ene på klos hold, mens han sad og læste avis. Amnesty International mener, at skyderierne var politisk motiverede. Ingen af dem er blevet opklaret.

     Urolighederne til trods viste en undersøgelse fra Verdensbanken i december, at gode arbejdsvilkår på Cambodjas fabrikker er af afgørende betydning for de 15 største kunder i landets tøjindustri, der blandt andet tæller GAP, Hennes & Mauritz, Levi’s og Nike. Gennem ILO’s rapporter kan tøjfirmaerne være nogenlunde sikre på ikke at få deres navn viklet ind i grimme historier om tvangsarbejde, sexchikane og børnearbejde, som jævnligt rammer avisernes forsider fra produktioner i andre tredjeverdenslande. Den slags findes simpelthen ikke i Cambodja ifølge ILO.

Udbredt korruption
Og det er alt sammen meget godt, mener de fleste i landets tekstilindustri, men det er ikke nok. De lokale fagforeninger, arbejdsgivere, opkøbere, ILO og handelseksperter understreger samstemmende, at det er vigtigt at tackle landets problemer ikke bare inden for fabrikkerne, men også udenfor.

     Korruption er et enormt problem i Cambodja (se artiklen til højre) ligesom i mange andre tredjeverdenslande. I følge Ken Loo fra arbejdsgiverforeningen GMAC er det tæt på umuligt at få varer ud eller ind af landet uden at bestikke toldere og andre offentligt ansatte. Det er med til at presse priserne i vejret og konkurrenceevnen i bund.

     - Regeringen bliver nødt til at gøre noget ved korruptionen. Hurtigt. Reformer kan være nok så gode, men hvis de er for længe undervejs, er der måske ikke nogen tilbage i branchen til at nyde godt af dem, siger han.

     Samtidig bør Cambodja udnytte sit nye medlemskab af WTO og sin status som udviklingsland til at skaffe sig nogle flere privilegier på det internationale marked, mener han. Landets tøjproducenter har allerede toldfri adgang til EU, der aftager en tredjedel af hele produktionen. USA importerer de andre to tredjedele og overvejer nu at belønne Cambodjas indsats på arbejdsmarkedsområdet med en lignende aftale.

     På fabrikken i udkanten af hovedstaden Phnom Penh holder de ansatte vejret. Hvis amerikanerne dropper ideen, og aftalen ikke bliver til noget, vil de fristende priser i Kina let kunne overtrumfe Cambodjas løfter om en skandalefri produktion, frygter mange.

     For Uth Sokhonny og hendes kolleger vil det skabe uoverskuelige problemer.

     Uden at tage øjnene fra maskinens nål og det mørkeblå bomuld fortæller hun, at hendes månedsløn er det eneste, der skaffer ris i skålene og tillader hendes to yngre søskende at gå i skole. Selv måtte hun droppe ud efter 7. klasse for at holde sammen på familien.

     Den 21-årige forsørger vil nødig tænke på, hvad der sker, hvis fabrikken mister flere ordrer til Kina, og hendes arbejde bliver nedlagt.

     - Det hele ville bare blive værre og værre. Jeg ville blive nødt til at sælge frugt, kager eller noget andet for at tjene penge fra dag til dag. Her har jeg en fast månedsløn. Nok til hele min familie. Jeg vil hellere arbejde her end noget andet sted, siger Uth Sokhonny.