Danske kandidater i international stoledans

Det er lige før musikken stopper i dansen om de usædvanligt mange topposter i FN og andre internationale organisationer, der er i spil lige nu. Et par af posterne er netop blevet taget, mens kandidaterne stadig kredser om de øvrige. Kendetegnende for dem alle er, at vinderne i høj grad vil være med til at tegne det, vi kalder det internationale samfund i de kommende år. Og det kan blive et noget andet billede, end det vi kender.

At der er så mange ledige poster lige nu, er en kombination af tilfældigheder og bevidst fornyelse og i visse tilfælde udrensning i FN’s top.

     Nogle af de hidtidige chefer har bare overskredet deres udløbsdato, de har siddet deres periode ud eller er på vej på pension. Andre har ikke kunnet opføre sig ordentligt. Der er dem, der har fået nok, og dem, der bare har fundet et andet job. Luften har været tyk af internationale diplomater på vej hid og did for at forklare sig og for at anbefale sig. Der er ved at blive lagt en omfattende og næsten uigennemskuelig kabale, hvor besættelsen af visse poster vil påvirke valget til andre.

USA har faste pladser
Regeringen i Washington har sat sig på sine stole, nemlig i toppen af UNICEF og i Verdensbanken. End ikke en omstridt kandidat som viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, der netop er blevet udpeget som ny chef for Verdensbanken, fik europæerne til at prøve at rokke ved dén tradition. Som en af hovedarkitekterne bag den USA-ledede krig mod Irak og den efterfølgende - og stærkt kritiserede - amerikanske genopbygningsplan, fik han protesterne fra ngo-miljøet til at vælte ind i rekordfart. Fra nogle af de europæiske regeringer lød der en vis knurren, og i London røg udviklingsministeren og finansministeren i flæsket på deres regeringschef, fordi Tony Blair i en måned havde kendt til USA’s plan uden at fortælle dem om den. Men efter et møde med Paul Wolfowitz sluttede de europæiske finans- og udviklingsministre op, og han blev godkendt af Verdensbankens bestyrelse helt uden problemer.

     At det gik så let på trods af den første bestyrtelse blandt fagfolk og i medier, bliver blandt andet kædet sammen med rygterne om, at Washington har lovet at støtte den europæiske kandidat til chefposten i Verdenshandelsorganisationen (WTO), nemlig tidligere EU-kommissær for handel Pascal Lamy. Hertil kommer, at der er adskillige europæiske lande, der netop nu søger støtte til deres kandidater til forskellige organisationer.

     Det kan meget vel være rigtigt, at det kræver en mand af Wolfowitz’ støbning og direkte forbindelse til den republikanske højrefløj i USA, at højne Washingtons engagement i udviklingen i andre dele af verden. Det kan også være rigtigt, at det næsten er lige meget, hvem der sidder i toppen af banken, fordi det under alle omstændigheder er de rige lande, der bestemmer. I Verdensbanken har man indflydelse i forhold til indskuddets størrelse, og USA alene har stemmer nok til at kunne blokere enhver beslutning. Det eneste, der er sket, er, at Verdensbanken nu også ligner det, den er, skrev en af dens argeste kritikere, George Monbiot, i den engelske avis The Guardian.

     Ann Veneman, tidligere landbrugsminister i USA blev udpeget til direktør i UNICEF af generalsekretær Kofi Annan næsten helt uden forudgående offentlig diskussion. Den kom bagefter, da hun sagde, at prævention og reproduktiv sundhed ikke er relevante emner for FN’s børneorganisation. I Washington har der været frustration over den nuværende UNICEF-chef, Carol Bellamys position på det punkt. De spændinger, tyder Ann Venemans udtalelser på, vil blive fjernet, når hun overtager UNICEF, som traditionelt har været amerikanernes yndlings-FN-organisation. Til gengæld kan det betyde et mere knudret forhold mellem UNICEF og en række andre lande, hvis den side af familieplanlægningen – præventionen - helt luges ud af programmet.

Større åbenhed
UNICEF og Verdensbanken er USA’s, Den Internationale Valutafond er Europas, og med en enkelt undtagelse har udviklingslande leveret chefer til WTO og forgængeren GATT. I 1999 kørte forhandlingerne uhjælpeligt fast, og til sidst måtte man dele jobbet, så Mike Moore fra New Zealand tog de første tre år, og Thailands Supachai Panitchpakdi de seneste tre. Panitchpakdi, der til august rykker over til FN’s handelsorganisation UNCTAD, ville formentlig have vundet ved en afstemning, men sådan gør man ikke i WTO. Der bliver man enige, og denne gang i en mere åben proces end tidligere.

     Så det er en offentlig hemmelighed, at de fire kandidater, der siden januar har været på global valgturné, er den tidligere EU-kommissær, handelsministeren fra Mauritius, Brasiliens WTO-ambassadør og hans tidligere kollega fra Uruguay. De har præsenteret sig for WTO’s medlemmer og endda også ved et ngo-møde. Nu har WTO frem til 31. maj til at blive enige om en af dem.

Danskere med i opløb
Den helt store rokade i FN-systemet blev indledt i januar, da generalsekretæren sendte sin hidtidige kabinetschef og nære rådgiver Iqbal Riza på pension og i stedet lokkede UNDP’s administrator Mark Malloch Brown til at flytte over gaden fra UNDP til FN-hovedbygningen. Mark Malloch Brown skulle blandt andet takle den stadigt mere bidske presse i USA og så efter eget udsagn tage sig af FN’s problem med ledere og chefer, der ikke altid opfører sig pænt. Og hans udnævnelse har da tilsyneladende skabt væsentlig flere huller i bemandingen, end det han selv efterlader i UNDP.

     En af dem, der er gledet ud ved egen hjælp, er flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers, Hollands tidligere ministerpræsident, der ikke bare opførte sig sjofelt over for en medarbejder, men endda gjorde det, mens der var andre tilstede, og så over for en kvinde fra USA. I første omgang gjorde hun ikke noget ved sagen, men da den blev kendt, blandt andet fordi de to vidner, som officielt ikke har set noget, talte om episoden, og højkommissæren ikke kunne finde ud af at give en undskyldning, ja så var der kun en vej tilbage - ud ad døren.

     Det kan vise sig rigtigt uheldigt for den danske kandidat til posten, Søren Jessen-Petersen, at Lubbers ikke sad tiden ud til årsskiftet. For Søren Jessen-Petersen, der har kvalifikationerne til UNHCR i orden efter mange år på højt plan i organisationen, er forholdsvis ny på posten som FN-chef i Kosovo. Det er en stilling, som kun få har gjort sig heldigt bemærket på, og generalsekretæren vil formentlig være betænkelig ved allerede nu at udskifte en tilsyneladende succes som særlig repræsentant i Kosovo. Derudover er der jo syv andre prominente ansøgere at tage af, blandt dem den svenske kabinetssekretær og tidligere FN-ambassadør Hans Dahlgren, som regeringen i Stockholm valgte at promovere til UNHCR, selv om rygterne vil vide, at Sverige havde mulighed for at besætte den noget tungere stilling som chef for UNDP. Ifølge svenske medieforlydender var man imidlertid bekymret for at USA og Storbritannien skulle have indgået en aftale om gensidigt at støtte hinandens kandidater til Verdensbanken og UNDP.

     Den del af spillet kører helt som det plejer. Der satses og handles i korridorerne overalt i verden. Men som noget nyt har FN offentliggjort navnene på de kandidater til både UNDP og UNHCR, som vil blive indkaldt til samtale. De kommer altså til at gennemgå noget, der kunne ligne en almindelig ansættelsesprocedure, hvor de skal gøre rede for både kvalifikationer og planer. Afgørelserne ventes sidst i april.

Uoverskuelig kabale
Norge ser gerne udviklingsminister Hilde F. Johnson som kommende chef for FN’s Udviklingsprogram (UNDP), men hun er oppe imod et stærkt britisk kort, Valerie Amos, tidligere udviklingsminister og den første sorte, kvindelige leder af Overhuset. Og der sidder i forvejen to nordmænd på niveau lige under generalsekretæren, nemlig den humanitære chef Jan Egeland og generalsekretærens repræsentant til Mellemøsten Terje Rød-Larsen. Den sidste har fået nyt job som leder af Det internationale Fredsakademi i New York, men han er ikke rejst. Til gengæld har Storbritannien tre på det niveau, men chefen for den politiske afdeling, Kieran Prendergast, står til udskiftning - men han bliver nævnt som Terje Rød-Larsens afløser, og så er han der jo på en måde stadig. Og briterne vil nødig miste hverken UNDP eller den politiske stol. Så er der pladsen, der bliver ledig efter UNDP’s administrative chef Catherine Bertini, der aldrig har fundet sig til rette på den post og længe har varslet sin afgang. Den post vil USA efter sigende beholde.

     Danske Peter Hansen derimod har ikke ønsket at forlade UNRWA (FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge), men hans kontrakt er udløbet og bliver ikke forlænget. Der står et par yngre medarbejdere på spring til den stol, den ene en nordmand, men det vil jo igen forrykke balancen.

     Der er også stillingen som chef for FN’s interne revisionsafdeling, som Dileep Nair fra Singapore forlader helt som planlagt, men bestemt uden æren i behold. Han har både kludder i regnskabet og i forholdet til sit personale. Og den udsatte post har den danske direktør i UNICEFs revisionsafdeling Claus Andresen frivilligt lagt billet ind på. Men generalsekretæren har netop bedt  svenske Inga-Britt Ahlenius, der er general-auditør i Kosovo, sætte sig på den stol. Vil det blokere for en svensker i Flygtningehøjkommissariatet? Må-ske, men ikke nødvendigvis, for den svenske chef for den juridiske afdeling er gået på pension for nyligt.

     Håndværkerne, der udskifter navneskilte på dørene i FN’s kontorer, får en travlt sommer.