Løfter er gode, men kontanter er bedre

Donorerne lover 25 milliarder kroner til at hjælpe Sudan på fode igen. Langt fra donorkonferencen i Oslo mødte Udvikling Hawa – én af de godt seks millioner internt fordrevne i Sudan.

Tekst og foto: Janina Graae
Oslo i april. "Løfter er gode, men kontanter er bedre", sagde FN’s generalsekretær Kofi Annan ifølge Ritzau for nylig på en international donorkonference om Sudan, der blev afholdt den 11.-12. april i Norge.

     Verdenssamfundets løfter omfatter cirka 25 milliarder danske kroner til hjælp til Sudan over de næste par år. Danmark gav et tilsagn om 500 millioner kroner over fem år, og den danske bistand skal bruges til at støtte umiddelbare behov i forbindelse med reintegration af flygtninge og internt fordrevne. Desuden skal de danske kroner arbejde for at styrke god regeringsførelse, respekt for menneskerettigheder og konkrete genopbygningsindsatser inden for blandt andet vand, sundhed og uddannelse.

     Donorkonferencens overordnede formål var at sikre international støtte til opfølgning på fredsaftalen i Sudan fra januar 2005 efter 21 års borgerkrig mellem Sudans regering og oprørsbevægelsen SPLM/A i Syd-Sudan. Over 60 lande samt FN’s generalsekretær Kofi Annan var mødt op til konferencen, hvor situationen i Darfur – der ikke er en del af den indgåede fredsaftale – også blev drøftet.

Fordrevet i sit eget land
El Fateh i marts. Et af de mennesker, som donorkonferencen i Oslo handlede om, er Hawa - en højgravid kvinde med mand og to børn. Hun er én af de cirka seks millioner internt fordrevne i Sudan, der i bedste fald frister en usikker tilværelse enten på flugt, i lejre eller i slumområder. Udvikling mødte Hawa og hendes familie et gudsforladt, støvet og forblæst sted ved navn El Fateh – en lejr for internt fordrevne, der ligger små 40 kilometer fra hovedstaden Khartoums centrum.

     Tidligere boede Hawa i Shikan, et slumkvarter i Khartoums udkant, med sin familie, men i slutningen af 2004 blev hun sammen med de fleste andre beboere tvangsforflyttet til El Fateh af den sudanesiske hær. Cirka 1.700 familier blev transporteret til El Fateh på lastbiler– i Hawas tilfælde uden mulighed for at medbringe personlige ejendele og regeringen jævnede stort set slumkvarteret med jorden. Beboerne i El Fateh har indtil videre hverken fået megen opmærksomhed eller meget hjælp udefra. Det internationale samfund har doneret 8.000 tæpper til fordeling i El Fateh og Shikan, men mangler finansiering til for eksempel tøj og sæbe, mens Sudans regering har gravet en brønd, som ikke kan bruges, fordi den er forseglet.

     Der er en klinik for underernærede børn i El Fateh, men ingen adgang til andre basale sundhedsydelser og uddannelse i miles omkreds – i modsætning til slumområdet, hvor Hawa og hendes familie boede tidligere. Hun skal snart føde og har fået kontakt til en kvinde i lejren, der fungerer som jordemoder. Ellers er der ikke overskud til at omgås andre mennesker, og Hawa kender for eksempel ikke sine naboer.

     Hawa, der oprindeligt er fra det vestlige Darfur, fortæller, at hun rejste til Khartoum for ni år siden for at skabe sig et bedre liv, men den seneste tvungne flytning har forværret situationen yderligere for Hawa og hendes familie. De er tvunget til at købe vand fra en lokal vandsælger til en højere pris end tidligere, og der er 40 kilometer til det nærmeste marked. Hvor Hawas mand før havde mulighed for at arbejde på daglejerbasis i Khartoum, koster transporten nu alene mere end han kan forvente at tjene ved en dags arbejde.

     Hun og manden vil gerne tilbage til det vestlige Darfur, men da de har mistet en søn for nyligt, der døde af en ubehandlet sygdom, er de bange for, at rejsen vil være for hård for deres to børn, der er godt to og fire år. Udover nok mad og vand er Hawas højeste ønske, at hendes børn får en uddannelse – og det er der trods alt nok større chance for kan lade sig gøre i området omkring Khartoum end i det vestlige Darfur.

     Hvis Hawa og hendes hårdt plagede landsmænd skal gøre sig håb om en bedre tilværelse, kræver det blandt andet, at fredsaftalen i Sudan overholdes, at der findes en holdbar løsning på konflikten i Darfur, og at donorerne står ved deres løfter på konferencen i Oslo om økonomisk bistand til Sudan.

Journalist Janina Graae er ansat i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed og besøgte Sudan i marts måned. jangra@um.dk




Denne side er kapitel 16 af 38 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 30-04-2005
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/5053/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk  
 

 

 

 

ONTENT¯X