Bolivia: Indianeren, kvægavleren, tømmerhandleren, ministeren og hans blonde sekretær

Danidas kontroversielle støtte til indianernes krav om fællesjord fortsætter til trods for voldsomme demonstrationer og blokader i landet.

Af Poul Kjar
Vi skruer tiden tilbage til april 2000.

     Den gamle itonama-indianer Don Ramón sidder i sin kano på en blå lagune i Amazonas og fisker med et stykke sejlgarn og et bøjet søm.

     Rundt om rejser regnskoven sig som et naturskabt vidunder, der må have kostet Vorherre mindst én ekstra arbejdsdag.

     Don Ramón deltager ikke i de indianske bevægelsers historiske marcher og strejker i hovedstaden og rundt omkring i Bolivias større byer. Men også han lider under magthavernes og overklassens undertrykkelse af indianerne, som udgør næsten to tredjedele af landets befolkning fordelt på 30 forskellige etniske grupper.

     Danidas sektorprogram for oprindelige folk støtter den indianske befolknings rettigheder – og ifølge Helle Marianne Vadmand, Seniorrådgiver i Danida, har programmet været i stand til at arbejde videre til trods for blokader og demonstrationer.

     - Arbejdet i felten har ikke været påvirket af den sociale uro. Til gengæld har støtten til de oprindelige folk lidt under, at de tidligere regeringer ikke har haft spørgsmålet højt på dagsordenen - og at Ministeriet for Oprindelige Folk har stået svagt og skiftet minister adskillige gange, siger Helle Marianne Vadmand, der var koordinator på programmet for oprindelige folk i Bolivia indtil januar 2005.

     Gennem Ministeriet for oprindelige folk og Bolivias nationale jordreforminstitut har Danida blandt andet støttet den nye jordreform, der skal sikre en omfordeling af uudnyttet landbrugsjord og uddele kollektive skøder til itonama-indianerne og de andre etniske grupper.

     Men der har ikke været den forventede fremdrift i jordreformen. Kun godt halvdelen af jorden er blevet opmålt – og selve udstedelsen af skøder betydeligt forsinket.

     - Der er meget store interessekonflikter på spil. De oprindelige befolkningsgruppers jordkrav til staten kommer i konflikt med tredje parter – som for eksempel store jordejere, men også fattige nybyggere, siger Helle Marianne Vadmand og tilføjer, at det er et meget kontroversielt sektorprogram.

     Ved at støtte jordreformprocessen rører Danida reelt set ved de grundlæggende årsager til den sociale opstand i hovedstaden og rundt om i landet. Det handler om den historisk ulige fordeling og udnyttelse af landets ressourcer – ligegyldigt om det er jord, tømmer, sølv, tin eller naturgas.

Hadet skrevet i neon

Tilbage til april 2000.
I byen Magdalena i Amazonas er kvægavlerne rasende over de 5.000 itonama-indianeres krav på 1,2 millioner hektar land. Et område, der svarer til arealet af Sjælland plus Fyn.

     Det vil ifølge Rafael Bruckner, områdets største kvægavler med 50.000 hektar land, betyde, at den økonomiske vækst i Beni-regionen, der grænser op til Brasilien, går i stå.

     - Indianerne har, i modsætning til europæerne, aldrig skabt udvikling, siger Rafael Bruckner, der ønsker at udvide sin produktion af kvæg og derfor har brug for 20.000 ekstra hektar land.

     Ved et fællesmøde i nabobyen Bella Vista deltager daværende minister for oprindelige folk, Wigberto Rivero. Han gør rede for indianernes ret til at få fælleseje på jorden – men siger samtidig, at itonama-indianernes jordkrav er for stort, og at jordreforminstituttet på baggrund af videnskabelige undersøgelser vil finde frem til et passende territorium.

     Det er dog ikke nok til at berolige folkene i Bella Vista, der lever af landbrug og tømmerhandel, og hvis livsgrundlag reelt set er i fare.

     Hadet til indianerne står skrevet i neon i den mørke nat midt i Amazonas – selv om flertallet af borgerne selv er efterkommere af indianere. Ewaldo Bruckner, onkel til Rafael Bruckner og parlamentsmedlem valgt på kvægavlerne og tømmerhandlernes stemmer, puster til ilden, da han i den skrattende mikrofon og blodrød i ansigtet hvæser, at end ikke paven kan få ham til at forsvare indianerterritorierne.

     At den på mange måder sympatiske, men også lidt for selvglade minister, tilsyneladende har en affære med sin medbragte blonde sekretær, kan synes at være sagen overflødig – men bidrager til et absurd øjebliksbillede af Latinamerika.

     Her, fem år senere, har itonama-indianerne fået skøde på omkring en fjerdedel af deres jordkrav, 372.427 hektarer. Andre indianske grupper har nægtet at gå på kompromis med deres jordkrav, hvad der ikke lige frem har fremskyndet processen med at udskrive skøder.

Skøder kan ikke spises
Danidas Styrelse tiltrådte i december 2004 en ny femårig periode af sektorprogrammet for oprindelige folk, og ifølge Helle Marianne Vadmand har Danida lært af erfaringerne.

     - Vi vil prøve at imødegå de mange konflikter, der opstår mellem indianerne og tredje parter ved at fremme opmåling og skødeudstedelse, der også medtager krav om jord fra andre fattige befolkningsgrupper, eksempelvis nybyggere, siger Helle Marianne Vadmand, der til gengæld forudser andre typer forviklinger i forhold til nye indianske fællesjorde.

     Problemet er blandt andet, at indianernes territorier befinder sig i et administrativt tomrum uden for den kommunale struktur.

     - Der mangler en klar lovgivning for de oprindelige folks fællesjorde. Det er uklart, hvordan de er relateret til kommunerne, og hvor pengene til for eksempel uddannelse og skoler skal komme fra, siger Helle Marianne Vadmand og tilføjer, at Danidas støtte til Ministeriet for oprindelige folk derfor er meget vigtig. Det er her, at politikken og strategien for indianerne og deres fællesjorde bliver formuleret.

     Don Ramón og itonama-indianernes problemer er i det hele taget ikke løst, selv om de har fået papir på deres jord. Papir kan nemlig ikke spises – og itonamaerne og de andre etniske grupper har brug for økonomiske aktiviteter udover agerbrug, jagt og fiskeri.

     Det er en problemstilling, som man fra dansk side er opmærksom på. Det nye sektorprogram for oprindelige folk omtaler, at det er vigtigt at fremme udviklingen inden for indianernes fællesjorde på en økonomisk og bæredygtig måde i form af støtte til forskellige pilotprojekter. 

     Indtil videre har Don Ramón sikret sig retten til at fiske i den blå laguna, og han har fået papir på, at området tilhører itonamerne, så tømmerhandlere og kvægavlere har ikke nogen adgang.

Læs mere om Bolivia: http://www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/LandeOgRegioner/Latinamerika